Lars Kepler

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Christina Aabo Mikkelsen, 2015.
Main image
Kepler, Lars
Foto: Anna Lena

Indledning

Der blev gættet langt ind i den engelsksprogede presse på, hvem den mystiske forfatter, der gemte sig bag pseudonymet Lars Kepler, var, da rygterne om hans sensationelle krimi “Hypnotisøren” begyndte at løbe. Historien blev ikke dårligere, da det viste sig rent faktisk at være et heteronym, betegnelsen for en som skifter karakter, når han tager sit falske navn på sig. Her var det faktisk to. Lars Kepler er det unge, tjekkede, svenske forfatterægtepar Alexandra og Alexander Ahndoril.

 

52261678

Blå bog

Født: Alexandra Coelho Ahndoril den 2. marts 1966 i Helsingborg. 

Alexander Ahndoril den 20. januar 1967 i Väsby.

Uddannelse: Alexandra Coelho Ahndoril doktor i litteratur fra Lunds Universitet. Alexander Ahndoril autodidakt dramatiker og forfatter.

Debut: Hypnotisören. Bonniers, 2009. (Hypnotisøren. Gyldendal, 2010). Roman.

Priser: Ingen oplyst.

Seneste udgivelse: Playground. Politiken, 2016. (Playground, 2015). Oversat af Allan Hilton Andersen. Krimi.

Inspiration: Stieg Larsson og Johannes Kepler.

 

 

 

lars

Baggrund

“Bjørn må have hørt hende, for han har vendt sig væk fra land og er begyndt at svømme hen mod båden i stedet. Penelope styrer mod ham og ser samtidig at den sortklædte mand har skiftet retning og nu løber op ad skråningen mod øens anden side. Uden egentlig at tænke forstår hun at manden har trukket sin sorte gummibåd op på land i den nordlige vig.
Hun ved at det er fuldstændig udelukket at sejle fra den.”
“Paganinikontrakten”, s. 27.

Ægtefællerne Alexander og Alexandra Ahnodoril kom til verden i sluttresserne med et års mellemrum. De mødtes små tredive år senere, slog kludene sammen og grundlagde en familie, som i dag omfatter tre døtre og det berømte heteronym Lars Kepler.

Et heteronym er et andet navn for en person, der ikke optræder som sig selv – i modsætning til et pseudonym, der er et andet navn for en person, der agerer som sig selv. Lars Kepler er navnet for Ahndoril-ægteparret, når de skriver krimier, en genre ingen af dem praktiserer hver for sig. Lars Kepler har deres kulturelle og åndelige dna, men han er ikke dem.

Overgangen fra at være Ahndoril til at være Kepler markeres med te, dårlig te – fordi Alexandra og Alexander Ahnodoril er kaffedrikkere og ikke kan lære Kepler, hvordan han skal lave den. Men te, det drikker han.

Som Kepler starter de dagen med at lægge scener og intriger ud over morgenbordet på små gule post it-sedler. Herefter sidder de i hver deres ende af lejligheden i Stockholm og arbejder, inden de igen mødes til den daglige spændingsfilm og den efterfølgende diskussion. Ved siden af har de hver deres vel etablerede forfatterkarrierer i den afdeling af litteraturen, som oftest blot kaldes den seriøse, når den bliver sammenholdt med krimier.

Alexandra Ahndoril har i eget navn fået fine anmeldelser for en romansuite om historiske skikkelser, herunder Tycho Brahe. Hun er doktorand ved Stockholms Universitet og bidrager til Göteborgs Posten med anmeldelser.

Alexander Ahndoril er mest kendt for sin roman om filminstruktøren Ingmar Bergman, “Instruktøren”. Bergman anerkendte den ved gennemlæsningen før udgivelsen. Siden kaldte han den en fornærmelse. Han kunne ligeså godt have sagt majestætsfornærmelse. Det var sådan, hans landsmænd så ham. Medierne var i oprør. Alexander mente, det var en venlighed fra Bergmans side. Enhver omtale fra den store instruktør var god for salgstallene.

Lars Keplers første roman “Hypnotisøren” fornyede opmærksomheden. Alene på synopsis solgte den langt ud over Sveriges grænser. Pressen var ved at gå ud af deres gode skind over det mystiske navn. Hvem kunne det være? Der blev gættet langt ind i de engelsksprogede medier. Da afsløringen endelig kom, eksploderede interessen. I dag er Lars Kepler mangemillionær.

Ahndoril er for øvrigt et pseudonym, som Alexander Ahndoril anlagde sig som syttenårig i stedet for det oprindelige efternavn Gustafson. Alexandra Ahndoril er halvt portugiser og hedder Coelho til mellemnavn, men er ikke i slægt med forfatteren af samme navn.

 

Hypnotisøren

“Joona sigter igen og ser Josef stikke den skæggede mand i maven med kniven. Blod vælter frem. Joona skyder, kuglen pifter igennem Josefs tøj, han vakler og giver slip på kniven, famler med hånden omme på ryggen, går hen og sætter sig ind i bilen.”
“Hypnotisøren”, s. 177.

Scenen for Lars Keplers første roman “Hypnotisören” fra 2009 (“Hypnotisøren”, 2010) er Stockholm og nærmeste omegn. En familiefar og amatørfodbolddommers maltrakterede lig bliver fundet i omklædningsrummet på den lokale idrætsplads. I rækkehuset ikke så langt derfra findes moren og lillesøsteren også brutalt slagtede. Den eneste overlevende er den svært sårede søn, Josef, og så en voksen datter, som ikke var hjemme. Nu gælder det om at finde morderen, inden han kan gøre sit arbejde færdigt. Men ingen aner, hvor datteren befinder sig. For at finde ud af det beslutter den svensk-finske kriminalkommissær og efterforskningsleder Joona Linna at afhøre den hårdt sårede teenagedreng. Problemet er bare, at han ligger i koma. 

28088078

Neurologen og psykiateren Erik Maria Bark bliver kontaktet. Nogle år tilbage var han kendt som Sveriges førende hypnotisør. Linna beder ham om at bringe drengen i hypnose og få ham til at fortælle, hvad der er sket og hvor søsteren er blevet af. Den pilledopede Bark vægrer sig. Han har lovet sig selv aldrig at hypnotisere igen. Det er kun udsigten til, at morderen måske får ram på den ældste datter, som til sidst for ham overbevist. Det får han rig lejlighed til at fortryde i resten af den små sekshundrede sider lange roman. Der bliver stukket med sprøjter og skalpeller, der bliver klippet næser af med sakse og selvfølgelig skudt og druknet. Det har alt sammen at gøre med Barks fortid som hypnotisør og grunden til, at han holdt op. 

Hovedpersonen Joona Linna er en krydsning mellem George Smiley, Bruce Lee og Shrek, en stor, højtbegavet nærkampsspecialist med en egensindig, grænsende til det nævenyttige personlighed. Hans faste omkvæd er, ’hvem havde ret?’ fordi svaret jo altid er, ’det havde Linna’. Når han undtagelsesvis ikke har det, er kollegerne ikke sene til at gentage spørgsmålet.