Scenen for Lars Keplers første roman “Hypnotisören” fra 2009 (“Hypnotisøren”, 2010) er Stockholm og nærmeste omegn. En familiefar og amatørfodbolddommers maltrakterede lig bliver fundet i omklædningsrummet på den lokale idrætsplads. I rækkehuset ikke så langt derfra findes moren og lillesøsteren også brutalt slagtede. Den eneste overlevende er den svært sårede søn, Josef, og så en voksen datter, som ikke var hjemme. Nu gælder det om at finde morderen, inden han kan gøre sit arbejde færdigt. Men ingen aner, hvor datteren befinder sig. For at finde ud af det beslutter den svensk-finske kriminalkommissær og efterforskningsleder Joona Linna at afhøre den hårdt sårede teenagedreng. Problemet er bare, at han ligger i koma.
28088078
Neurologen og psykiateren Erik Maria Bark bliver kontaktet. Nogle år tilbage var han kendt som Sveriges førende hypnotisør. Linna beder ham om at bringe drengen i hypnose og få ham til at fortælle, hvad der er sket og hvor søsteren er blevet af. Den pilledopede Bark vægrer sig. Han har lovet sig selv aldrig at hypnotisere igen. Det er kun udsigten til, at morderen måske får ram på den ældste datter, som til sidst for ham overbevist. Det får han rig lejlighed til at fortryde i resten af den små sekshundrede sider lange roman. Der bliver stukket med sprøjter og skalpeller, der bliver klippet næser af med sakse og selvfølgelig skudt og druknet. Det har alt sammen at gøre med Barks fortid som hypnotisør og grunden til, at han holdt op.
Hovedpersonen Joona Linna er en krydsning mellem George Smiley, Bruce Lee og Shrek, en stor, højtbegavet nærkampsspecialist med en egensindig, grænsende til det nævenyttige personlighed. Hans faste omkvæd er, ’hvem havde ret?’ fordi svaret jo altid er, ’det havde Linna’. Når han undtagelsesvis ikke har det, er kollegerne ikke sene til at gentage spørgsmålet.