Liv Mørk

cand.mag. Helle Eeg, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Main image
Mørk, Liv
Foto: Thomas A

Indledning

Liv Mørks forfatterskab er lige så kontrastfyldt som hendes navn. Hendes anmelderroste krimier er på én gang dekadente og jordnære, højstemte og alligevel så brutale. Mørks krimier tager læseren med ned i de mørkeste afkroge af menneskesjælen, hvor verdens skønhed kun nådigt lader sit lys skinne igennem. Til at føre os sikkert igennem mørket er den utilpassede kriminalassistent Emily Zakkariasen og hendes verdenssure far flankeret af en usædvanlig modbydelig parade af skurke. Bag pseudonymet Liv Mørk står forfatterne Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard. 

 

29260141

Blå bog

Født: 12. januar 1976 i Torshavn, Færøerne

Uddannelse: Filmskolen i Lodz (påbegyndt i 1994).

Debut: Hvad øjet ikke ser. Rosinante, 2004. Roman.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Næsten levende : en slægtskrimi. Politiken, 2012.

Artikel type
voksne

Baggrund

"Jeg hørte engang en historie; Mefistofeles og Gud sidder ved et bord og spiller Go; Mefistofeles er ved at vinde, og Gud er rasende. – Så giv mig lov til at kaste denne her ind i verden, siger Mefistofeles og viser Gud en lysende sfære fuld af små mennesker. – Det vil sætte liv i dem. Gud spørger ikke, hvad der er i kuglen, det ved han godt. Han vil gerne vinde sit spil, vil gerne sætte gang i tingene. Så kaster Mefistofeles sin kugle af ondskab, forklædt som mennesker, ned på jorden. Og sådan starter Historien."
”Falken og falkoneren” s. 7.

Liv Mørk er født i havnebyen Thorshavn på Færøerne den 12. januar 1976, samme dag som krimiforfatteren Agatha Christie døde i England.  Mørk er vokset op på Færøerne, men hendes far er en del af den svenske adel. Han spiller cello og bor alene på en ø i Skærgården. En gang om måneden holder han selskab for familie og venner, det var her han mødte Mørks mor, der arbejder som undertøjsdesigner. I 1994 søgte Mørk ind på filmskolen i Lodz, inspireret af filminstruktøren Roman Polanski, der blev student fra samme sted. Hendes afgangsfilm var en tre timer lang, sort/hvid film om et skab, der ville være ren yderside. Filmen vandt en pris som årets debutantfilm. Kort efter afgangen fra filmskolen var Mørk medpassager i en bilulykke, der kostede hendes kæreste livet. Selv var hun død i 8 minutter, hun overlevede, men ulykken kostede hende synet. Mørk bor nu i en lejlighed med udsigt over søerne i Købehavn.

Liv Mørks livshistorie er myteomspundet som et russisk eventyr og mystisk som en fransk kærlighedsfilm og lige så fiktiv som begge dele. Bag pseudonymet Liv Mørk gemmer sig nemlig de to forfattere og ægtefæller Merete Pryds Helle (f. 1965) og Morten Søndergaard (f. 1964). Sammen har de konstrueret Liv og givet hende en historie, der forgrener sig ud i deres egne liv. Hendes navn har de således konstrueret ved at tage modsætningerne til deres egne, Morten betyder ’død’ på italiensk, Helle betyder ’lys’ på tysk, det bliver altså til Liv Mørk. På samme måde har forfatterne, der startede på Livs historie, da de stadig boede i Italien, med vilje gjort Liv meget nordisk, fordi de opdagede hvor vigtig den del af deres personlighed det nordiske var. Pryds Helle forklarer :  ”Jo flere år jeg bor i Italien, jo mere eksotisk bliver Norden, alt det man voksede op i og tog for givet, vejret, kælkene, de lyse sommernætter. Tórshavn er også en by, man kommer ind og ud af, fordi der jo skal sejles og fiskes. Jeg er selv ud af en fiskerfamilie, og fornemmelsen af skibe, der sejler ind og ud, syntes jeg også, Liv Mørk skulle have” (Carsten Andersen: ”Mord i blinde”. Politiken, 2004-08-15).

På trods af Liv Mørks tvivlsomme identitet har hun indtil videre udgivet tre anmelderroste krimier, en digtsamling, en SMS-julekalender, en iPad-roman samt  diverse tekstbidrag til forskellige tidsskrifter og antologier. Hun optræder desuden på litteraturfestivaler under sit eget navn og har sin egen profil på Facebook. Når man spørger de to forfattere hvorfor de er gået sammen under et pseudonym, er svaret: ”Vi er jo også begge nok så alvorlige forfattere, men med Liv har vi fået en legeplads, hvor vi kan gøre hvad som helst, have det sjovt, være politiske på den måde, at krimien er socialpolitisk, og samtidig også åbne overfor nye genrer” (Jens Andersen: ”Litterært maskespil”. Berlingske, 2004-08-13).

Hvad øjet ikke ser

"Han troede først, at metalstangen og den rustmørke bunke var noget golfudstyr, en eller anden golfspiller i raseri havde smidt ud i vandet. Men så brød solen frem som en lysende rød kugle over skoven, og han opdagede, at den uformelige bunke var en halvnøgen mand, der drev rundt på søens overflade med røven i vejret og golfkøllen vajende triumferende som et flag plantet på Nordpolen."
"Hvad øjet ikke ser", s. 15.

Titlen på Liv Mørks debut ”Hvad øjet ikke ser” fra 2004, henviser tydeligt til Livs egen blindhed, men antyder samtidig at blindheden ikke nødvendigvis er et handikap, men tværtimod kan være med til at skærpe de andre sanser. Det som øjet ikke ser, kan altså godt være noget som for eksempel ørene opfanger. Titlen peger også hen på alle kriminalromaners grundvilkår: at søge svarene i det endnu ikke opdagede. En mere håndgribelig reference er der desuden til den i romanen blinde politimand Zak, der i sit mørklagte kontor lytter sig igennem båndoptagelser af forbrydernes samtaler, og som derigennem spiller en ikke ubetydelig rolle i opklaringsarbejdet. Zak er desuden far til hovedpersonen i krimien, kriminalassistent Emily Zakkariasen.

25328345

Emily sættes sammen med sin makker Adam på sin første mordsag, da en ingeniør findes myrdet og efterladt skamferet og halvnøgen på en golfbane. Ingeniøren har kort før sin død gjort en banebrydende videnskabelig opfindelse. Sagen optrapper hurtigt, endnu et mord finder sted, og det viser sig, at sagen har tråde ud til et forskningsprojekt i Tjernobyl og et mistænkeligt adopteringsbureau i Nordsjælland.

”Hvad øjet ikke ser” mangler ikke noget fra krimigenrens arsenal, og flere anmeldere mente at der måtte være tale om en parodi. På samme måde er karaktererne i romanen tilsyneladende skåret over nogle meget genkendelige karakterer, men de viser sig alligevel sjældent at være det, de giver sig ud for at være. Man skal altså ikke skue hunden på hårene. Den blinde Zak viser sig således at være den mest klarsynede person i krimien. Ingeniørens fraværende, hvidvinsdrikkende enke forvandler sig, som plottet udfolder sig, til en kynisk forretningskvinde. Og endelig gennemgår Emily en udvikling fra at være en menneskefjendsk og indadvendt enspænder til at åbne sig mod kærligheden og et lysere menneskesyn. ”Hvad øjet ikke ser” fik en blandet modtagelse af anmelderne, hvor Merete Pryds Helle og Morten Søndergaards brug af pseudonymet Liv Mørk, fik mere opmærksomhed end selve plottet.

Falken og falkoneren

"Han kunne knap komme længere, nåede han at tænke, da Elena pludselig lå foran ham i græsset, nøgen på et stribet tæppe, en pose med druer og ferskener ved siden af sig, en bog. Blodet dunkede ham til jorden, han var ved at besvime, som havde alle somre bare været en lang forberedelse til dette øjeblik."
”Falken og falkoneren”, s. 12.

Modsat Liv Mørks første bog ”Hvad øjet ikke ser” (2004), modtog ”Falken og falkoneren” (2008) næsten udelukkende ros fra anmelderne. Plottet har da også fået en ekstra skrue og persontegningerne er tydeligere i denne anden krimi fra den fiktive Liv Mørks hånd.

Bogen indledes med et brutalt mord på en teenagedreng, hvis eneste forbrydelse er at have forelsket sig i naboens smukke datter. Eller det vil sige, det er drengens tvillingebror, der må tage straffen, da de to måske, måske ikke forveksles med hinanden. Mordet på den forkerte tvilling har konsekvenser langt ind i den overlevendes voksenliv, hvor romanen fortsætter hans historie fjorten år senere. Her sættes kriminalassistent Emily Zakkariasen på en mordsag, hvor en østeuropæisk, identitetsløs person findes myrdet i udkanten af Grib Skov. Plottet viser sig også denne gang at have tråde ud i det meste af Europa med et konspiratorisk anlagt forbryderkartotek. Persongalleriet er også det samme som i den forrige roman bortset fra Emilys makker, der denne gang er den topprofessionelle Jakob Løve.

27449204

Som en del af lanceringen af krimien kunne man i en periode tilmelde sig en sms-service udbudt af Liv Mørks nye forlag Lindhardt og Ringhof. Sms’en, der blev sendt ud knyttede sig til handlingen i krimien, men var ikke essentiel for plottet. Den blev desuden optrykt i 2. udgave af bogen. Den alternative promovering er karakteristik for Liv Mørks anden udgivelse. Forlaget Rosinante, der udgav den første bog i serien ”Hvad øjet ikke ser”, ville ikke udgive bogen uden at gøre forholdet mellem pseudonymet Liv Mørk og hendes to bagmænd, forfatterne Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard, helt klart, da de var bange for at sende en ukendt debutant på gaden. 

Her i anden udgivelse har man valgt at være mere tro mod rammefortællingen. Og selvom Pryds Helle troligt stillede op til interviews i forbindelse med lanceringen, så afsløres Liv Mørks identitet ikke i selve bogen, ligesom den omtalte sms er fra selve hovedskurken i krimien og dermed peger på historiens fortsættelse ud over rammerne af selve romanen. Inden i den ene fiktive ramme, gemmer sig altså endnu en fiktiv ramme.

Fingerkys

Digtsamlingen ”Fingerkys” er udgivet på non-profit forlaget [Fingerprint]. Forlagets udgivelser er alle skrevet over det samme manifest, der sætter rammerne for hver tekst. Det indebærer blandt andet at udgivelserne ikke må fylde mere end 2000 tegn, trykkes i formatet A6 og altid udkommer i 250 eksemplarer med forfatterens eget fingeraftryk på hvert eksemplar. Udgivelserne er desuden gratis og hvis man ikke får fat i et trykt eksemplar, kan man gratis downloade udgivelserne fra forlagets hjemmeside. Foruden Liv Mørk har forfattere som Dy Plambeck, Viggo Madsen og Kristina Stoltz bidraget med tekster.

Liv Mørks værk, der har fået genrebetegnelsen ”Et legitimationspapir” kredser om identitet, og mere specifikt omkring et andet papir, der ligesom digtsamlingen bærer et identificerende fingeraftryk. Nemlig den portugisiske forfatter Fernando Pessoas (1888-1935) identitetspapirer. Mørks tekst blander objektiv fakta om Pessoa med subjektive udsagn fra et digterjeg: ” Fødested: Lissabon./ Jeg ville gerne kunne tale portugisisk./ Fødselsdato: 13. juni 1888./ Jeg kan godt lide hindbær.” (side 6). Spørgsmålet er, hvad der identificerer et menneske mest, fødselsdatoen eller forkærligheden for hindbær? Når jeg'et tidligere har erkendt at være ansat i Bedrageriafdelingen, ja så kan ingen vide sig sikker. 

Pessoa arbejdede, ligesom Liv Mørk gør det, under pseudonym og sammen med de mange forskellige fortællerstemmer igennem digtsamlingen, der skiftes både i køn og antal, er der altså for alvor kamp om identitetsmarkørerne. Digtsamlingens mål synes ikke at være et forsøg på at udrede, hvad en identitet er, men snarer at udvande begrebet. En fornemmelse som en af fortællerstemmerne deler, og udtrykker som et mareridt, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed, mellem person og persona for et øjeblik udviskes: “og den uhyggelige fornemmelse af at jeg vågner fra/ den historie/ jeg virkelig hører til i,/at det der med kød og blod/ blot er en måde blandt andre måder/ i dette liv.” (side 13).

Digtsamlingens tema, spiller altså sammen med Mørks to krimier, der også på mange måder handler om identitet og forvirring, om end i en meget anderledes stil.

"Mærkelige blomster
gror på grænsen mellem støj og sprog. Jeg går
på kommunen for at forny mine tillaldelser.
Kan jeg være her? Ja. Her
kan man få
alle slags attester. Hvem er vi?
Vi er dem, vi er, og vi har papir på det.
Det skal nok gå alt sammen.
Jeg ligger under et kastanietræ.
Du spurgte engang hvilket træ
det er bedst at ligge under og se op i himlen.
Jeg svarede: Kastanietræ.
Himlen bliver
mere blå på grund af kastanietræets grønne
blade, store muskler
arbejder derinde. derude. Et flyver flyver forbi
med sin besætning. Et fly er en lynlås
der åbner det blå og vi er
dem vi er."

 

Begravelsen

”Den store begravelse fandt sted en maj morgen, en lys klar morgen, luften var stadig kølig, men alligevel med et løfte om varme. Der havde ligget så meget sne hele vinteren, og måske var det sneen og kulden der havde slået Theodor Nikolaisen ihjel. Måske.”
”Begravelsen”.

Liv Mørks tredje krimi, ”Begravelsen” fra 2011, udfordrer det sædvanlige romanformat ved ikke at udkomme i en trykt udgave, men som en iPad-roman. Det nye format har blandt andet muliggjort, at historien er rigt illustreret, men også at opbygningen af romanen er noget anderledes end en traditionel roman. Hovedhistorien er dog en klassisk krimi: Theodor Nicolaisen bliver fundet død i sin lejlighed, og en efterforskning indledes. Emily Zakkariasen er lige blevet udnævnt til kriminalkommissær, og hun giver derfor opklaringsarbejdet videre til sin underordnede Kim. Det viser sig senere, at Kim bliver personligt involveret i historien. Efterhånden, som man scroller sig ned igennem historien, dukker der dødsannoncer op ude i siden af skærmen. Trykker man på dem, kommer man videre til i alt otte sidehistorier, der hver fortæller videre på personlige historier til karaktererne fra hovedhistorien. På den måde forgrener romanen sig langsomt ud til flere og flere liv. Denne romanstruktur giver læseoplevelsen et autonomt skær, eftersom læseren selv kan bestemme, hvornår og hvilke sidehistorier hun vil læse og i hvilken rækkefølge. Det er altså ikke bare udgivelsesformen, men også romanens opbygning der leger med den klassiske roman.

Merete Pryds Helle selv mener dog ikke, at de nye udgivelsesmetoder er så eksperimenterende, som man måske skulle tro: ”Men litteraturen i bogform er jo et nyligt fænomen. Bogformen har også en masse fordele, men den er jo ikke det eneste medie. Litteraturen været uafhængig af bogformen i flere tusinde år. Man har tidligere skrevet på birkebark eller fortalt historier på sten, og den mundtlige fortælling er jo den, vi har haft allerlængst.” (Carsten Andersen: Merete Pryds Helle: De nye medier er fantastisk til fiktion. Politiken, 2011-01-05). 

I samme interview fortæller Pryds Helle også, at hun ikke havde tænkt sig at skrive romanen under pseudonymet Liv Mørk, men at hun på grund af et dødsfald i familien alligevel valgte at skrive under pseudonym: ”Ved at skrive gennem Liv fik jeg en distance, som gjorde det nemmere for mig, men noget af historien i ”Begravelsen” er meget mig. Historien er skrevet af Liv, men den ligger tættere på mig, end hendes historier tidligere har gjort.” (Carsten Andersen: Merete Pryds Helle: De nye medier er fantastisk til fiktion. Politiken, 2011-01-05).

Næsten levende : en slægtskrimi

”Så så han direkte ind i spejlet og så for første gang det syn, som siden skulle forfølge ham i alle spejle: Elisas smadrede ansigt fortrukket i et hånligt smil. Hendes hoved i spejlet sad der, hvor hans eget hoved plejede at sidde. Han rsystede på hovedet. Elisas hoved gjorde det samme inde i spejlet. Han slog sig hårdt på kinden, som for at vække sig selv. Det er løgn, sagde munden derinde, men det var Pier Francesco Calibanos stemme, der gav genlyd i soveværelset. Han skreg, og munden inde i spejlet skreg også.”
”Næsten levende”, s. 110.

Liv Mørks fjerde krimi ”Næsten levende” (2012) har ikke kriminalassistent Emily Zakkariasen som hovedperson og er altså ikke en forlængelse af Mørks tidligere kriminalromaner. Faktisk kan man sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om en kriminalroman. Ganske vist indledes romanen med en mordgåde og denne bliver løst sidst i romanen, undervejs finder flere mord sted, men ingen forsøger at opklare dem og ingen kriminalbetjent starter en efterforskning. ”Næsten levende” er snarere en slægtshistorie om en familie, der forbandes af gammel kinesisk overtro og familiehemmeligheder, og om en familie der er ude af stand til at tilgive eller at elske hinanden. Selv kalder Mørk romanen for en slægtskrimi, hvilket er en god beskrivelse af genren.

Romanens historie strækker sig fra 500-700.000 år f.v.t. i Kina og frem til Italien 2011. Vi følger slægten Calibano, med brigadegeneral Pier Francesco Calibano i centrum for historien. Calibano kommer under krigen i besiddelse af Pekingmandens knogler, hvilke skulle bevise, at menneskeslægten stammer fra Kina og derfor har stor værdi for kinesiske nationalister. I virkeligheden forsvandt knoglerne sporløst i 1941, og det er dette mysterium, Mørk bygger romanens plot på. Med knoglerne får Calibano nemlig denne advarsel: ”Prøv ikke at tjene penge på knoglerne, så vil du fra da af leve i knoglernes verden. Kun næsten levende, og det skal du ikke ønske dig.” (s. 49).

29260141

Calibano kan selvfølgelig ikke nære sig, og allerede ved sin hjemkomst til Italien rammes han af den første ulykke. Hans forlovede Elisa er gravid efter en voldtægt af byens tosse. Calibano tager barnet til sig, men slår Elisa ihjel, ude af stand til at tilgive at hun har været sammen med en anden mand. Denne forbrydelse kommer til at hjemsøge Calibano resten af hans liv, han gemmer Elisas lig i tårnet på sit hus og lever bogstavelig talt med lig i skabet og hver gang han ser i et spejl, ser han Elisas rådnende hoved grine tilbage til sig. Calibano kommer sig aldrig over sin forbrydelse og lever resten af sit liv som spådommen lød: kun næsten levende. 

Det går ikke meget bedre for de familier, der lever omkring ham. Hans datter Evi, hendes amme, hans medhjælpere på gården, alle lever de et liv fuldt af hemmeligheder for og med hinanden, og vi følger hvordan Calibanos tragedie bliver en familietragedie i flere generationer. 

Genrer og tematikker

Liv Mørks krimier er proppet med rekvisitter fra den klassiske kriminalroman: den utilpassede opklarer, det spektakulære drab til at indlede fortællingen, familien, der deler flere hemmeligheder end de deler kærlighed, det intuitive opklaringsarbejde, de betydende personnavne og mange andre ting. Plottet bærer altså præg af, at de to allerede etablerede forfattere bag pseudonymet Liv Mørk, nemlig Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle, bevidst har arbejdet med krimien som genre. 

Flere anmeldere mente at især ”Hvad øjet ikke ser” tenderede parodien, og at tonen til tider kammede over i platte sprogblomster og at handlingen mindede mere om kulørte knaldromaner end hårdkogt krimieventyr. Uanset hvad, har forfatterne været bevidste om at de arbejdede i en anden genre, end den finlitterære og eksperimenterende litteratur som de normalt arbejder inden for. Som Pryds Helle selv siger om forskellen mellem de to typer af litteratur: ”Jeg vil have, at sproget er godt i krimien, men det skal være gennemsigtigt, klart og må ikke pege på sig selv, hvorimod i den anden litteratur må sproget godt nogle gange pege på sig selv. I krimien skal det være historien, der bærer det. Jeg skal have fuldstændig styr på plottet og personernes konsistens. Når jeg skriver den anden form for litteratur, graver jeg ned i nogle dybere psykologiske lag i mig selv, som måske kommer til udtryk i det sproglige og gør det mere krævende at læse (Jesper Stein Larsen: Fra finlitteratur til krimi. Jyllands Posten, 2008-10-10).

Det er karakteristisk for begge romaner, at de rigtige skurke, og de store bagmænd, går fri. Til forskel fra størstedelen af den skandinaviske krimilitteratur lukker Mørks universer sig ikke om sig selv. Der er ikke nogen happy-ending og de onde får ikke straf som fortjent. I forordet til ”Falken og falkoneren” spørger Mørk: ”Hvor kommer ondskaben fra?” og svarer selv: ”det onde, hvem kan definere det? Det er en lang kæde af handlinger, den ene fører den anden med sig og den tredje og den fjerde, og til sidst er man overladt til sit eget valg”. Det onde er altså i os selv, i de valg vi træffer. Omvendt er det gode som følge af det, også bestemt af vores valg. Som Mørk skriver om Emily: ”Emily er ingen helt, men hun gør, hvad hun kan”. Det kunne samtidig være moralen for Mørks krimier: Ingen er perfekte, men vi skal gøre vores bedste.

Beslægtede forfatterskaber

Det er på ingen måde et nyt fænomen, at forfattere gemmer sig bag pseudonymer, det har de gjort al den tid litteraturen har eksisteret. Men man kan alligevel godt tale om en modedille i den skandinaviske litteratur de seneste år. Et af de bedst kendte eksempel på det er forfatteren Jan Arnald, der har udgivet sin serie om A-gruppen under navnet Arne Dahl, men også aliasset Lars Kepler, der dækker over forfatterparret Alexander og Alexandra Ahndoril skabte en del debat i sommeren 2009, da de udgav den anmelderomblæste krimi ”Hypnotisören”. Men modsat de nævnte forfattere har Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard været helt åbne omkring deres anpart i Liv Mørks forfatterskab og modsat Dahl og Kepler, har Liv Mørk antaget sit eget litterære liv, der rækker ud over krimiserien, f.eks. gennem tekstbidrag til blandt andet antologier og tekstserier.

Det er klart, at selve fortællestilen i Mørks værker, har en del til fælles med de to forfattere bag pseudonymets egne værker. Ikke mindst deler Mørk en til tider højstemt og sort-romantisk tone med Pryds Helles forfatterskab. Selv siger forfatterne om deres inspirationskilder: ”Agatha Christie er et forbillede for persontegningen og for plottene, hvor hver puslespilsbrik falder på plads. Det er meget tilfredsstillende. Men forbillederne er også de hurtigere nutidige krimier, som Liza Marklund, og de mere psykologiske, som Minette Walters og P.D James. Minette Walters kan virkelig noget, også med spændingen. Men Liv Mørk kan også gå i retromode og læse Maria Lang, bare fordi det er så herligt umoderne. Og Conan Doyle. Og Poe.” (Carsten Andersen: ”Mord i blinde”. Politiken, 2004-08-15).  Det er karakteristisk at de nævnte forbilleder ikke har rod i den skandinaviske tradition, hvor den samfundskritiske krimi har slået rod. Mørks krimier skildrer ikke så meget et samfund i moralsk forfald, som hun tager fat i hele menneskehedens ondskab som sådan.

Bibliografi

Bibliografi

Mørk, Liv:
Hvad øjet ikke ser. 2004. Krimi.
Mørk, Liv:
Falken og falkoneren. 2008. Krimi.
Mørk, Liv:
Fingerkys. 2009. Digte.
Mørk, Liv:
Bittermandel. 2009. SMS-julekalender.
Mørk, Liv:
Næsten levende : en slægtskrimi. Politiken, 2012.

Om forfatteren

Links

Forlaget [Fingerprint]s hjemmeside, her findes en kort biografi af Liv Mørk, samt hendes digtsamling ”Fingerkys” til gratis download.
Litteratursiden har både portrætter af Liv Mørk, Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard.
Youtube video om iPad-romanen ”Begravelsen”

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Liv Mørk

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Jens:
Litterært maskespil. Berlingske tidende, 2004-08-13.
Andersen, Carsten:
Mord i blinde. Politiken, 2004-08-15.
Stein Larsen, Jesper:
Fra finlitteratur til krimi. Jyllands Posten, 2008-10-10.
Carsten Andersen:
Merete Pryds Helle: De nye medier er fantastisk til fiktion. Politiken, 2011-01-05.