morten søndergaard
Foto: Poul Rasmussen

Morten Søndergaard

mag.art. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
morten søndergaard
Foto: Poul Rasmussen
Main image
Søndergaard, Morten
Foto: Privatfoto

Indledning

Poesien er en fundamental aktivitet, siger Morten Søndergaard, der med sit forfatterskab foretager en konstant undersøgelse af verden og vores ruter i den. I digte, prosa, lydværker og museumsinstallationer har han siden sin debut i 1992 forsøgt at om- og genformulere det, han ser. Med en opmærksomhed på det skønne i tingenes kaos har han skabt kritikerroste digtsamlinger, og med en insisteren på fællesskabet i ordene, læsningen og lyden arbejder han på tværs af genrer og udtryksformer. Søndergaard tager poetiske skridt i alle mulige retninger.

Minimalisme i 1990'erne

47140838

Blå bog

Født: 3. oktober 1964 i København.

Uddannelse: Matematisk studentereksamen, 1984. Forfatterskolen, 1989-91. Cand.phil. i Litteraturvidenskab, 1995.

Debut: Sahara i mine hænder. Borgen, 1992.

Litteraturpriser: Michael Strunge Prisen, 1998. Peter Freuchens Mindelegat, 2003. Beatrice Prisen, 2006.

Seneste udgivelse: Journal 2019. Gyldendal, 2019. Digte.

Inspiration: Lydkunstneren John Cage og forfatteren Jorge Louis Borges.

 

Se også filmen DigterFilmcentralen

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

””Den anden side af landskabet,” siger du./ Vil du gerne derhen? Drejer det sig om at slippe/ igennem, om at komme frem til noget?/ Vi standser op her. Landskabet er for/ selvfølgeligt til at være på kortet. Vi vil gerne/ kunne rumme det […]”
”Et skridt i den rigtige retning”, s. 107.

Morten Søndergaard er opvokset i København, har tilbragt otte år i Italien og med sin daværende partner, forfatteren Merete Pryds Helle, og deres børn, har han boet i Bakkehusets legatbolig på Frederiksberg. Den sagde han farvel til med udstillingen ”Bakkehusalfabetet” (2011), der var en udstilling om læsning. I udstillingskataloget beretter han om, hvordan han var en notorisk uromager i sin forstadsskole, og hvordan han forlod folkeskolen med følgende salut fra skoleinspektøren: “Morten Søndergaard skal nok en dag, og med de evner, han nu har, finde den rette hylde.” At denne hylde skulle blive bøgernes, knytter Søndergaard til sine oplevelser på skolebiblioteket, som han blev forvist til, når han lavede for meget ballade: ”Biblioteket blev det sted, jeg kunne få vejret, et helle, som jeg opsøgte, så snart jeg kunne. Alle frikvarterers omdrejningspunkt. Ethvert påskud for at komme derhen blev taget i brug. Hvad var det, jeg fandt? En stemning og en følelse af plads til alle sider.” (Morten Søndergaard: Katalog til udstillingen ”Bakkehusalfabetet – en udstilling om læsning” oktober, 2011 – januar, 2012.)

I 1989-91 gik Søndergaard på Forfatterskolen, hvor han fandt et fællesskab omkring bøgerne. Han debuterede i 1994 med digtsamlingen ”Sahara i mine hænder” og er del af en generation, hvis poesi er blevet karakteriseret ved en ny verdensvendthed. I modsætning til 80’er-generationens pegen på sig selv, søges der her i højere grad ud over jeget. Det er i første omgang omverdenen, der ansporer til poetiske refleksioner, som også inddrager videnskaben, filosofien og det metafysiske.

Morten Søndergaards forfatterskab sætter sig også helt konkret ud i verden. Det går på tværs af genrer og udtryksformer og indeholder både versbårne digtsamlinger, lydpoesi, fællesprojekter og udstillinger. Derfor virker det også oplagt, når Søndergaard sammenligner sit forfatterskab med en ingefær: ”Den vokser ud i alle mulige retninger, uden at den egentlige ingefær er noget sted. Den er ikke et træ med rod og stamme og grene. Ingefæren er ingefær over det hele, den kan deles og sætte nye skud.” (Carsten Andersen: Digter tager fodspor med hjem fra Sahara. Politiken, 2011-06-25).

Der citeres i dette portræt fra samleudgivelserne af hhv. ”Sahara i mine hænder”/ ”Ild og tal”/ ”Ubestemmelsessteder” (Borgen, 1999) og ”Bier dør sovende”/ ”Vinci, senere”/ ”Et skridt i den rigtige retning” (Borgen, 2008).

Sahara i mine hænder

”Skønhed er et løfte fra tingene/ om et glimt af deres mangfoldige ordener,/ en musik der høres dråbevis/ og trækker tingenes slidte etui af som en hinde,/ […]”
”Sahara i mine hænder”, s. 48.

Morten Søndergaards debut ”Sahara i mine hænder” (1992) repræsenterer forfatterskabets første forsøg på at få lyrisk greb om den kaotiske verden. Her udforskes det omgivende kaos af både konkrete, hverdagslige ting (”ølkapsler, snørebånd” (s. 23)) og mere abstrakte, uhåndterlige størrelser (”floddalen med dens erindring/ om tidligere regn” (s. 26)). Heri ligger både en glæde ved at registrere og navngive – at skabe en vis orden i kaos – men det er samtidig et poetisk forsøg på at lade tingenes ubegribelighed tale.

Det første af de korte, billedrige og ofte titelløse digte placerer det skrivende jeg – ikke som et (modernistisk) følende jeg, der krænger sit inderste ud – men som et jeg, der er indfældet i verden. Det er en verden, som forsøges holdt fast i skriften: ”Fra i dag denne nye viden/ som umærkeligt forsvinder/ i flager af ru tid/ præcise slag i sort -/ det ubegribelige som jeg holder så fast/ at knoerne bliver hvide:” (s. 11).

Forsøget på at indfange de omgivende betydninger kan stå som en poetologisk overskrift for Søndergaards sproglige kredsen om tingene. Han opholder sig ved tingenes og naturens sære navne, egenskaber og bevægelser. Billedsproget søger dog ikke at bestemme tingenes endelige betydning, men at bryde betydningen op for at betragte verden og jegets placering i den på ny. Digteren finder en skønhed i kaos: ”I det forrevne landskab/ flyder tingene ud og ind/ af deres flossede navne -/ punkter hvor stemmer hvisker sammen/ på sprogene om vanvid og skønhed.” (s. 11).

Denne digtning adskiller sig fra en mere modernistisk måde at betragte verden på, hvor jeget er centrum, og tingene og naturen fremskrives som spejlinger af jegets følelser. Her er derimod en postmodernistisk legende og metarefleksiv tilgang til digtningen: En note bagerst i bogen henviser f.eks. til et digt (”Labyrint”), der ikke findes i digtsamlingen. Og et leksikonopslag om naturforskeren Huber på s. 20 vidner om en bestræbelse på at blande poetisk indsigt med andre videnssystemer, som f.eks. det naturvidenskabelige.

Søndergaard søger ud over jegets grænser mod de ydre kendsgerninger, men insisterer også på skønheden i naturens, tingenes og sprogets ubegribelige systemer.

Ubestemmelsessteder

”Almindelige dage, helt almindelige dage med polterabendoptog og tv-anmeldelser, begivenhedsløse dage, enorme forstørrelsesglas, der holdes ind over et liv, mærkelige skygger på væggen af papir mellem galskab og fornuft…”
”Ubestemmelsessteder”, s. 134.

Sammen med digteren Niels Lyngsø redigerede Morten Søndergaard i 1994 ”Brøndums Encyklopædi”, hvortil kunstnere og kulturpersonligheder bidrog med leksikonopslag, der fungerer som små afrundede helheder, men også henviser til hinanden på kryds og tværs. Det encyklopædiske – udtømmende behandlinger af et objekt eller en begivenhed – er også fremherskende i prosadigtsamlingen ”Ubestemmelsessteder” (1996). Her beskæftiger Søndergaard sig, som flere af sine 90’er-forfatterkolleger, med koblinger af videnskabelig eksakthed og præcis poesi, med den koncentrerede kortprosaform og med København som tematisk ramme.

I ”Ubestemmelsessteder” er det Vesterbro som en konkret plet i verden, der portrætteres, med kvarterets pushere, prostituerede, trafik og eksistenser bag gardiner i vinduerne. Teksten er flersporet; cirkusartisteri, ambulanceudrykninger og indkøb er f.eks. motiver, der krydser hinanden i disse digtreportager.

Et gennemgående spor er det unge, elskende par, der i første tekst ankommer til kvarteret: ”De ligger og tænker på alt det, der finder sted omkring dem […]” (s. 99). Der er både større perspektiver: ”Køreplaner ændres, mennesker fødes […]” (s. 123) og konkrete hverdagshændelser: ”Da jeg senere i Fakta skulle betale ved kassen, tabte jeg en femkrone på gulvet.” (s. 124).

På side 113 består første halvdel af teksten af et opslag om ”Gang” fra Salmonsens Konversationsleksikon: ”nu er det svingende (saakaldte passive Ben) naaet saa vidt frem, at det kan overtage Understøttelsen af Kroppen.” Denne pedantiske eksakthed glider pludselig over i et humoristisk, poetisk portræt af en gående mand med brækkede ankler: ”og nu kommer han gående, han går på sine to ben, han går, og der er intet, der kan standse ham […]”

Kritikeren Lars Bukdahl har kaldt teksternes sammenblanding af nøgtern konstatering og mere indfølt beskrivelse for ”romantisk encyklopædisme!” (Lars Bukdahl: Generationsmaskinen, s. 84) – en blanding af fakta og ømhed, som også er tilstede i beskrivelsen af de elskende: ”Der ligger to kroppe i et rum, forskudt i forhold til hinanden, to punkter på et linjestykke, de er to, men to er også uendeligt mange, en fællesmængde, vi, første person flertal.” (s. 121).

Bier dør sovende

”Jeg sætter mig i forundringsstolen,/ den forvandler sig til en katapult:/ mælkevejen hvæser på min tunge./ Der er ingen udvej mulig,/ jeg ved det meste sker/ i mellemrummet,[…]”
”Bier dør sovende”, s. 20.

Dialogen mellem poesi og videnskab fortsætter i Morten Søndergaards lyriske gennembrudsværk ”Bier dør sovende” (1998). Samlingen består af et indledningsdigt og fem længere, betitlede afsnit. Gloser fra fysikken, matematikken, biologien og astronomien blander sig med mytologiske figurer og eksistentielle begreber som erindring, død og tid.

I forhold til de to foregående samlinger, ”Sahara i mine hænder” og ”Ild og tal”, er digtene her længere, friere og associerende, og sproget slynger sig som i arabesken, hvor et billede forklares ved hjælp af det næste.

27285783

I ”Kompas”, som er samlingens sidste lange, billedrige digt, fremstår poesien som kærlighedens og melankoliens sprog: ”man kalder det kærlighedens vokabularium,/ det er en viden, som konstant glider os af hænde,/” (s. 72). Men der er samtidig en ydre verden, som på en eller anden måde er større end de ord, vi har til rådighed: ”ordene indfinder sig, de stemmer sig op,/ de møder materialet, et landskab,/ der bliver til i samme takt/ som jeg passerer igennem det,/” (s. 73). Når vi færdes i den kaotiske verden, søger vi ”en rationel struktur/ i de hemmeligheder, som fortælles” (s. 77).

Digtene rækker altså ud efter en viden og inddrager i disse forsøg videnskabelige begreber, men der er samtidig en poetisk vished om, at al viden er begrænset. Digtene kan både formulere tingene, men er altså i konflikt med besværet i at oversætte dem til rationelle tanker. Tvivlen er derfor digterens modus: ”Vi tog en tvivl med os,/ noget, vi måtte oversætte fra et fremmed sprog […]” (s. 77).

Det illustreres også af det korte titeldigt, der sammenstiller et videnskabeligt faktum med poetisk gætteri: “Du siger/
at bier dør sovende,/
men de styrter til jorden/
ramt af en/
hjerneblødning,/
der er 
formodentlig honning/
inde i væggen/
og de kommer tilbage/
år efter år.” (s. 32).

Vinci, senere

”At./ At gå./ At gå baglæns i egne fodspor./ Skridt: Navn./ Gang: Bevægelige navne./ Du spurgte mig, om jeg havde lyst til at gå en tur,/ og spørgsmålet/ forgrenede sig ud i landskabet./ […]”
”Vinci, senere”, s. 89.

Ti år efter sin debut blev Morten Søndergaard nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2003 for digtsamlingen ”Vinci, senere” (2002). På titelniveau er tiden og stedet betonet. Her træder hverdag og biografisk stof ind i Søndergaards digtning.

Digteren opholder sig i Italien, hvor gangens tematik bliver central. Skriften er en afsøgende gangart, og sproget bevæger sig billedophobende og fremad gennem det nære og det fjerne.

24294595

Bogen er inddelt i seks selvstændige digtsuiter og langdigte. ”Selvportræt i udbrud” er f.eks. en poetisk liste over jordklodens aktive vulkaner. De sprutter og kommunikerer, og historiske fakta: ”I 1883 dræbte Krakatau 36.400 mennesker” (s. 146) blander sig med personificeringer: ”Nu er det begyndt at rable for Guagua Pichinch.”(s. 147) i en bevægelse mod en endelig apokalypse. Afsnittet ”De mindste ord” kan betragtes som øvelser i at tale enkelt og præcist om verden. Det sidste digt ”Flow” fremskriver en form for accept af kaos.

I den første del ”Landskaber” bevæger jeget og duet sig ud i naturen for at ”se med ord.” (s. 89). Her er både enkle beskrivelser og mere komplicerede forsøg på at kommunikere med landskabet. Kommunikationen er aldrig fuldt vellykket, fordi forskellige aktiviteter skubber jeget ud af balance. Der er f.eks. forstyrrende gæster på besøg: ”gæsternes stemmer/ invaderer mig og bla bla bla” (s. 95). Men digteren er selv en slags gæst i landskabet: ”Det er os, der er gæster, indvandrere/ der bliver ved med at gå […]” (s. 99). Kommunikationen er, selvom den er besværlig, ikke til at komme udenom, for også landskabet trænger sig på: ”Stederne invaderer os, og forsvarsløse lader vi os/ føre ingen vegne. Vi kunne slå os ned her: Vi.” (s. 99). Med en typisk Søndergaardsk leg med faste vendinger, bliver det til en forpligtelse at gå ud og sætte sig selv på linje med landskabet: ”Vi er træer med ben./ Vi kan ikke blive her. Kom lad os gå./ Lad os gå tanken ud.” (s. 101).

Et skridt i den rigtige retning

”mennesket er et tillidssystem. / Jeg mærker, at der er nogen bag mig i mørket, jeg går videre / og stoler på / at det nok skal gå. / Jeg stoler på dig. / Jeg fortsætter. Vil det lykkes, vil det lige præcis / lykkes?”
”Et skridt i den rigtige retning”, s. 256.

Gåturens tematik fortsætter i ”Et skridt i den rigtige retning” (2005), der blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2007. Eller den starter ”forfra”, som er det første ord i de fire afsnit, samlingen består af. Det første langdigt, ”Vademecum”, ophober og bevæger sig frem igennem måder at bruge ordet ”gå” på, mens de daterede suiter ”Natblog” og ”Dagblog” blander hverdagsoptegnelser med noter om sprogets og tingenes væsen. Her kredses meget om døden i disse tekster.

I digtsuiten ”Portræt med Orfeus og Eurydike” gendigtes den græske myte om sangeren Orfeus, der drog ned i dødsriget for, med sin skønsang, at overtale Hades til at frigive hans elskede Eurydike. Betingelsen var, at hun på vejen op skulle gå bag ham, og ikke en eneste gang måtte han se sig tilbage. Men Orfeus tvivlede så meget på hendes tilstedeværelse, at han vendte sig om og igen mistede hende til dødsriget.

25933931

I Morten Søndergaards nyfortolkning er Orfeus og Eurydike på bryllupsrejse i Napoli, hvorfra de bl.a. sender en mail: ”TO: Morten Søndergaard <0571909011@iol.it>” (s. 231). Her dukker bivogteren Aristæus op som et varsel om Eurydikes forestående død. Eurydike og Orfeus flygter fra ham i en taxa, men hjemme i København indhentes hun af Aristæus, der har taget skikkelse af en irriterende bi, som bliver skyld i, at hun bliver kørt over af en bil.

Traditionelt opfattes Eurydike som et billede på den mandlige digters muse – en muse som må forgå til fordel for en mere ’sand’ poetisk eksistens i sangen eller digtet. Også hos Søndergaard bliver Eurydike sendt tilbage til dødsriget, da Orfeus vender sig om: ”vi vender hvert ord/ og taber hver sin elskede/ men står/ tilbage med et digt.” (s. 253). Men i digtsuitens sidste del ”Om igen” møder jeget de elskende ved en pølsevogn på Rådhuspladsen: ”(de griner og skiftes til at gå forrest)” (s. 256). Her gives altså et moderne alternativ til myten – en kærlighedshistorie, hvor den skabende vending er gensidig og ikke behøver være en fatal slutning.

Hjertets abe sparker sig fri

Fra de mere traditionelle debutdigte til hans tværæstetiske og eksperimenterende arbejder er lyden både tematisk og formmæssigt central. Søndergaard har arbejdet aktivt og ambitiøst med lydpoesi. I 2007 udgav han sammen med den elektroniske duo Schweppenhäuser/Thomsen det kritikerroste cd-projekt “Hjertes abe sparker sig fri” (2008). Hermed skriver han sig ind i en række musikalsk-poetiske samarbejder, der opstod i sidste halvdel af 00’erne.

Ambitionen er her, at musikken og poesien gensidigt skal udfordre hinanden og ikke blot fungere som hinandens illustrationer eller baggrundstæpper. Ord, lyd og musik flyder sammen i denne udgivelse, der består af en cd, et cd-cover med fragmentariske tekster og en hjemmeside, hvor man selv kan gå på opdagelse i og være med til at skabe lyduniverset.

Det er opklippede oplæsningspassager, der glider ind og ud mellem tågede og drømmende synthpassager. Her er mere stemning end mening i de usammenhængende ord og fragmentariske sætninger: ”læber nu på tredje døgn denne meningsløse hånd dirrer en nerve bløder sprog”. Her er ikke vers og omkvæd, men en moderne poesi, der forskyder sig i alle mulige retninger. Det gør teksten mere rablende og nærmest rappende. Der gestikuleres med ordene, som understreges eller punkteres med tryk, pust, skratten og beats.

Det tværæstetiske samarbejde er i det hele taget central for Søndergaards virke. Heri ligger en overbevisning om, at ”poesien findes i alle mulige sprog.” (SJ Fowler: Maybe we shall settle here, after all? 3:AM Magazine, 2011-02-06).

Processen og det halve kongerige

”Plasticmanden står og fægter på taget af tanken, vi er levende og stadigvæk forbundet med alt, der har lunger og optager ilt, forbundet med dig gennem tusind små detaljer og lys for enden af tunneller.”
”Processen og det halve kongerige”, s. 81.

Morten Søndergaards prosaværk fra 2010 ”Processen og det halve kongerige” har ingen genrebetegnelse og kendetegner således et forfatterskab, der nægter at hvile på ét sted. Bogens titel minder om eventyrets lykkelige slutning, hvor prinsen til sidst får sin prinsesse. Men selvom Søndergaard låner fra myter og andre fortællinger, lader han aldrig det hele løbe sammen til én sammenhængende historie med begyndelse, midte og slutning.

Et sted i denne tekststrøm står der: ”Jegløs går jeg videre.” (s. 46), hvilket jo er et paradoks. Men tekstens ’jeg’ er altså et ’jeg’, der bevæger sig fra sætning til sætning, frem og tilbage i tid uden at finde sig selv på ét sted. Det er en personlig beretning, hvor ’hjem’ både er Italien og Danmark, og der er både samtaler med digtere fra litteraturhistorien og et intimt samvær med et elsket du.

28445059

Her er hverken ét klart omdrejningspunkt eller en hovedkonflikt, men tilbagevendende motiver; huse, haver, Coca Cola, Kafka, Michelinmand osv. Man skal ikke nødvendigvis forbinde dem for at finde meningen med det hele, men snarere følge den anti-hierarkiske bevægelse frem og tilbage mellem tider og steder.

Tanker om sproget og digtningen fylder meget i bogen. Et sted står der: ”Denne bog bør have en handling, en form for drama, en udvikling og et klimaks, men det har den ikke.” (s. 37). Disse manifestagtige udsagn blander sig med anekdoter om barndommen og kunsthistorien og om f.eks. Søndergaards problemer med at få et italiensk id-kort: ”på mit identitetskort her i Italien står der Korekort Sondergerd, fordi damen på kontoret brugte mit kørekort til at skrive mit navn af efter.”(s. 47). Bogens sidste del er præget af kærlighedserklæringer til et ”du” i sengen om morgenen. Sætningerne holder sig, trods bogens antihierarkiske opbygning, til konventionerne, og billedsproget er ofte klassisk, men sine steder er det også vildt og liderligt: ”Sneglene har en fin og våd vægt, de leder efter hinanden, jeg trykker dem sammen, og kastanjetræet stikker sine lysdildoer op i skumringen.” (s. 9). 

Den ’jeg-løse digtning’ er altså ikke hos Søndergaard en digtning uden krop, men en fænomenologisk beskæftigelse med kroppens bevægelser.

Fordele og ulemper ved at udvikle vinger

”Grænserne sover i mig: Jeg vågner./ Tog jager over de sovende/ sveller, også de er tærskler. Se:/ Alle døre står åbne.”
”Tærskel”, s. 8.

Morten Søndergaards digtsamling ”Fordele og ulemper ved at udvikle vinger” fra 2013 henter sin form i Søndergaards egen ”Ordapotek” fra 2010, der består af ti medicinæsker for hver af de ti ordklasser, med indlægssedler om mulige bivirkninger ved overdreven brug af f.eks. adjektiver. Bogens afsnit forholder sig ligeledes til hver sin ordklasse. Det systemiske arrangement er, trods romertalsmarkeringer, diskret, fordi man ikke nødvendigvis kan udlede afsnittenes bærende ordklasser, men forestillingen om ordene som både gift og modgift strømmer også igennem denne digtsamling.

De ti afsnit har store udsving i tonefald og grad af billedrigdom. Nogle af teksterne har essayistisk karakter, mens andre er mere ordknappe. Der er både erotiske digte, dyrebeskrivelser, hverdagsfænomenologi, poetologi og politisk digtning om klimaforandringer og danskernes lykkefortælling.

29843252

Titeldigtet handler om insektet skøjteløberen, der har små vinger på kroppen og kan løbe på vandoverfladen. Digteren spørger til menneskets lighed med dyret: ”Er man skøjteløber? Hvad koster vinger/ i evolutionens regnskab? Skal, skal ikke?” (s. 12). I mytologien er det Pegasus, den bevingede hest, der symboliserer digterens inspiration, mens Ikaros’ skæbne minder om, at det er både frisættende og farligt at udvikle vinger. Begge dele er på færde igennem bogen, der både taler om flystyrt (s. 12), akut sol (s. 24) og ”nødvendigheden af at udvikle vinger” (s. 83).

Derfor er det måske snarere insektets ophold på vandoverfladen, der lignes med digterens sproglige vinger. Digterens sted defineres som værende på tærsklen af tingene, hvor der udfoldes et blik for grænsernes sprog, der hvor fænomener og udsagn godt kan betyde flere ting på samme tid: ”[…] man balancerer/ på usynlige grænser, på et skilt står der ”Hjallese”. / På den anden side er ”Hjallese” streget ud. […]” (s. 8).

De forskellige niveauer – natur, sprog, følelsesliv og samfund – er hverken formelt eller tematisk skarpt adskilte, men smitter af på hinanden. I tredje afsnit er der f.eks. et nyt fuglenavn i hver dobbelte verselinje. De skrives frem som både natur og sprogligt fænomen med en indbyrdes afhængighed: ”uden gærdesmutten var digtet ikke blevet skrevet, nu kan den bygge/ rede og smutte ind og ud af sprogets sprækker, som den vil” (s. 37).

 

Døden er en del af mit navn

”Hvad hedder du? Jeg går og hedder Morten/ det giver et gib i folk, når jeg siger det./ La morte hvisker de og træder et skridt tilbage. Døden er/ en grib, der svæver i mit navn”
”Må sort dreng dø ren?”, s. 89.

Titlen på Morten Søndergaards niende digtsamling ”Døden er en del af mit navn” fra 2016 skal tages helt bogstaveligt. Mort, morte og muerte betyder død på de romanske sprog, et sammenfald, der i digtsamlingen fører til både navneleg og eksistentielle overvejelser. 

Digtsamlingen falder i seks afsnit, der varierer i tone og form. Mens det ordspillende går igennem alle afsnit, giver dødstematikken også anledning til en vis alvor i f.eks. første afsnit, ”Min fars hjerne”, hvor et angstspor fra barndommen præsenteres (”min madras lugter af angstpis” (s. 14)) bl.a. i digtet ”Ikke hjem", hvor jeget husker at gå på en ”angststi” og ikke ville hjem fra skole. Tredje afsnit ”Første gang, anden gang” giver mere los for den konceptuelle sprogleg: I digtet ”Bøjningsformer” bøjer Søndergaard sit navn som et verbum, sådan at det lyder: ”infinitiv / at mortne / at søndergå // imperativ / mort / syd // præsens / mortner / søndergår” (s. 34) osv. Identiteten er altså mærket af døden, men inden for den dystre ramme bliver det også muligt at spjætte lidt med sproget og måske endda at transformere dødens vilkår til levet liv.

52257646

Femte afsnit, ”Samarkand”, er et langdigt, der tager afsæt i vandrehistorien om emirens tjener, der skræmt flygter væk til Samarkand, da han møder døden i Bukhara, hvorpå døden erklærer sin overraskelse over mødet, da den har en aftale med ham den næste dag i Samarkand. Digterjeget sætter sig for at skrive om døden og møder poeten, matematikeren og filosoffen Omar Khayyám, hvis firelinjede strofer langdigtet låner sin form fra. Men døde-digtet får alligevel en livsbekræftende slutning: ”Jeg fik ikke skrevet/ mit digt om døden/ og efterhånden/ som jeg taber Samarkand af syne// ved jeg ikke, om byen/ overhovedet findes. Men jeg ved/ at jeg sidder i en bus på vej/ over bjergene mod dig.// Det ved jeg er sandt./ Jeg ved, at vi må være/ en tindrende substans/ der sender sole op –// jeg ved, at jeg ved, at livet/ er kort: Gør det bredt/ som en/ mælkevej” (s. 75). 

Genrer og tematikker

Det listeagtige, det encyklopædiske og det videnskabelige blander sig med skønsang og rytme i Morten Søndergaards forfatterskab. 

Søndergaard har både en legende, afsøgende og humoristisk tilgang til verdens store og små systemer. Fra debutens mere traditionelle digte til det genreløse, springende og associative værk ”Processen og det halve kongerige” handler det om ikke at tage tingene og sproget for givet, men at opholde sig ved deres relationer for måske at opnå nye indsigter om sig selv og verden. Gåturens tematik er central for hele forfatterskabet: ”Hvert ord er som en slags skridt, du falder hele tiden frem i den betydning, digtet efterhånden opbygger. […] Digtet spørger: Kan man gå sådan her? Digtet er som en slags rute eller en bevægelse, en tur igennem et landskab. Hvert lille digt er måske en lille kortlægning.” (Jakob Hansen: Kaster ord ud mod landskabet. Politiken, 2002-10-21).

Søndergaard bestræber sig på at smide jeget i sine tekster. På at sætte sig selv, ikke som centrum for skriften, men ud i verden. Det er en tilbagevenden til barnets åbenhed for verden og sprog. I et interview siger han, at digteren må være naiv som barnet: ”For barnet er verden en stor hemmelighed […] Som barn opdager du at sproget er altafgørende. Poesien er et sprog, der kræver en særlig form for barnlig læsning, en langsom, intenst observerende og legende læsning.” (SJ Fowler: Maybe we shall settle here, after all? 3:AM Magazine, 2011-02-06).

Digtene åbner sig altså, ofte med billedrige udfoldelser, for verden og dens indtryk, men heri inddrager de også andre videnssystemer. Kendetegnende er et vokabularium der blander naturvidenskab, leksikalske optegnelser, eksistentielle begreber og hverdagssamtaler.

Persongalleriet hentes fra myterne, kulturhistorien og f.eks. Vesterbros gadebilleder. Der er også samtidskonkrete skikkelser som f.eks. Silvio Berlusconi, der optræder i ”Et skridt i den rigtige retning”, hvor altså ikke blot det store landskab men også den politiske virkelighed trænger sig på. I løbet af forfatterskabet rykker det personlige og det eksistentielle længere ind i digtsamlingerne, døden og erindringen er centrale temaer. Det selvoplevede Italien er topografisk ramme i f.eks. ”Vinci, senere”, og digteren er også familiefar i f.eks. ”Processen og det halve kongerige”.

’Hjernen’ er en genkommende figur, men som forfatterskabet skrider frem, bliver der også mere og mere krop og sex, helt ud på titelplan i ”Fedtdigte” fra 2004. Videnskab, sprog og kropslig erfaring er sammenslyngede størrelser i Søndergaards forfatterskab. 

Beslægtede forfatterskaber

Morten Søndergaard er en del af ’den encyklopædiske generation’, som er blevet en betegnelse for en række forfattere, der debuterede i 1990’erne, og hvoraf flere har gået på Forfatterskolen.

I 1994 redigerede Søndergaard sammen med blandt andre lyrikeren og kritikeren Niels Lyngsø ”Brøndums Encyklopædi” – et subjektivt leksikon for poetisk viden. I dens collageagtige leg med viden og fakta kan man se en forbindelse til 1980’ernes postmoderne metalitteratur, der kommenterer sig selv og skriveprocessen, stjæler, parodier og citerer fra både kunsthistorien og reklamebranchen. Men hos disse forfattere er der alligevel en anderledes verdensvendthed og hos Søndergaard også en vis alvor, gådefuldhed og højstemthed. Der insisteres på poesien som et privilegeret medie, der altså kan rumme en form for erkendelse af verden.

Det encyklopædiske har Søndergaard tilfælles med andre 1990’er-forfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø. Det er forfattere, der deler en skepsis mod store fortællinger. Her er en overbevisning om, at man kan ikke overskue verden ud fra ét system, men må fremføre forskellige synsvinkler på den.

Inspirationerne er blandt andet den argentinske forfatter Jorge Louis Borges’ (1899-1986) lærde og legende fiktioner og fænomenologien, som er en filosofisk retning, der insisterer på, at den umiddelbare sansning er uløseligt forbundet med vores forståelse af verden. Samspillet mellem det lokale og det globale, det partikulære og helheden er et interessefællesskab for disse forfattere, der ikke skriver store altinkluderende romaner, men ofte korte, koncentrerede tekster, hvor det usagte og det antydende dominerer. De deler en opfattelse af læseren og læsningen som medskabende for tekstens betydninger.

Også andre medier, genrer og platforme tages i brug, som f.eks. i Merete Pryds Helles sms-roman ”Der er kærlighed i luften” (2008). Søndergaard har redigeret tidsskrifter, været med til at starte digterkollektivet Øverste Kirurgiske og under pseudonymet Liv Mørk har han sammen med Pryds Helle skrevet kriminalromanerne ”Hvad øjet ikke ser” (2004), ”Falken og falkoneren” (2008) og ”Næsten levende” (2012). 

Bibliografi

Digte

Søndergaard, Morten:
Sahara i mine hænder. Borgen, 1992.
Søndergaard, Morten:
Ild og tal. Borgen, 1994.
Søndergaard, Morten:
Bier dør sovende. Borgen, 1998.
Søndergaard, Morten:
Vinci, senere. Borgen, 2002.
Søndergaard, Morten:
Fedtdigte. Gammel Mønt, 2004.
Søndergaard, Morten:
Et skridt i den rigtige retning. Borgen, 2005.
Søndergaard, Morten:
Må sort dreng dø ren. Forlaget Arena, 2009.
Søndergaard, Morten:
Fordele og ulemper ved at udvikle vinger. Gyldendal, 2013.
Søndergaard, Morten: Fra i dag : samlede digte 1992-2017. Gyldendal, 2017.
Søndergaard, Morten: Ukend dig selv. Hormuz Mentor Press, 2017.
Søndergaard, Morten: Journal 2019. Gyldendal, 2019.

Prosa

Søndergaard, Morten:
Ubestemmelsessteder. Brøndums Forlag, 1996. Poetisk prosa.
Søndergaard, Morten:
Hypoteser for to stemmer (m. Tomas Thøfner). Borgen, 2002. Poetisk prosa.
Søndergaard, Morten:
Tingenes orden. Borgen, 2000. Roman.
Søndergaard, Morten:
At holde havet tilbage med en kost. Borgen, 2004. Kortprosa.
Søndergaard, Morten:
Processen og det halve kongerige. Gyldendal, 2010. Poetisk prosa.

Lyd

Søndergaard, Morten:
Hjertets Abe Sparker Sig Fri (m. Schweppenhäuser/Thomsen). CD og hjemmeside (http://www.schwth.com/) Geiger Records, 2007.
Søndergaard, Morten:
The Sound of My Room. Hormuz Mentor Records, 2016.
Helle, Merete Pryds
Hvad øjet ikke ser. Rosinante, 2004. Kriminalroman skrevet i fællesskab med Merete Pryds Helle under pseudonymet Liv Mørk.
Udstillingen LOVE
Nikolaj kunsthal, 2010.
Brøndums Encyklopædi. Brøndum & Aschehoug, 1994.

Redaktion

Brøndums Encyklopædi. Brøndum & Aschehoug, 1994.
Tidsskriftet Hvedekorn (m. Thomas Thøfner), Borgen, 2008-2010.

Om forfatterskabet

Artikler

links til udgivelser, interviews, udstillinger etc.
Hjøllund, Jens:
I forundringsstolen – et portræt af lyrikeren Morten Søndergaard. Litteratursiden, 2001-02-04.
Bukdahl, Lars:
Generationsmaskinen. Borgen, 2004.
Tafdrup, Pia:
Tekstens stisystemer – festtale ved overrækkelsen af Det Danske Akademis Beatrice-pris. Dagbladet Information, 2007-07-25.
Fangel, Gitte:
Drømt og skrevet. Litteratursiden, 2008-08-29.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Morten Søndergaard

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Hansen, Jakob:
På sporet af poesien – en samtale med digteren Morten Søndergaard. www.jakob-hansen.dk, 2002.
Hansen, Jakob:
Kaster ord ud mod landskabet. Dagbladet Information, 2002-10-21.
Bukdahl, Lars:
Generationsmaskinen. Borgen, 2004.
Fowler, SJ:
Maybe we shall settle here, after all? 3:AM Magazine, 2011-02-06.
Andersen, Carsten:
Digter tager fodspor med hjem fra Sahara. Politiken, 2011-06-21.
Søndergaard, Morten:
Katalog til udstillingen ”Bakkehusalfabetet – en udstilling om læsning” oktober, 2011 – januar, 2012.