Morten Søndergaard er opvokset i København, har tilbragt otte år i Italien og med sin daværende partner, forfatteren Merete Pryds Helle, og deres børn, har han boet i Bakkehusets legatbolig på Frederiksberg. Den sagde han farvel til med udstillingen ”Bakkehusalfabetet” (2011), der var en udstilling om læsning. I udstillingskataloget beretter han om, hvordan han var en notorisk uromager i sin forstadsskole, og hvordan han forlod folkeskolen med følgende salut fra skoleinspektøren: “Morten Søndergaard skal nok en dag, og med de evner, han nu har, finde den rette hylde.” At denne hylde skulle blive bøgernes, knytter Søndergaard til sine oplevelser på skolebiblioteket, som han blev forvist til, når han lavede for meget ballade: ”Biblioteket blev det sted, jeg kunne få vejret, et helle, som jeg opsøgte, så snart jeg kunne. Alle frikvarterers omdrejningspunkt. Ethvert påskud for at komme derhen blev taget i brug. Hvad var det, jeg fandt? En stemning og en følelse af plads til alle sider.” (Morten Søndergaard: Katalog til udstillingen ”Bakkehusalfabetet – en udstilling om læsning” oktober, 2011 – januar, 2012.)
I 1989-91 gik Søndergaard på Forfatterskolen, hvor han fandt et fællesskab omkring bøgerne. Han debuterede i 1994 med digtsamlingen ”Sahara i mine hænder” og er del af en generation, hvis poesi er blevet karakteriseret ved en ny verdensvendthed. I modsætning til 80’er-generationens pegen på sig selv, søges der her i højere grad ud over jeget. Det er i første omgang omverdenen, der ansporer til poetiske refleksioner, som også inddrager videnskaben, filosofien og det metafysiske.
Morten Søndergaards forfatterskab sætter sig også helt konkret ud i verden. Det går på tværs af genrer og udtryksformer og indeholder både versbårne digtsamlinger, lydpoesi, fællesprojekter og udstillinger. Derfor virker det også oplagt, når Søndergaard sammenligner sit forfatterskab med en ingefær: ”Den vokser ud i alle mulige retninger, uden at den egentlige ingefær er noget sted. Den er ikke et træ med rod og stamme og grene. Ingefæren er ingefær over det hele, den kan deles og sætte nye skud.” (Carsten Andersen: Digter tager fodspor med hjem fra Sahara. Politiken, 2011-06-25).
Der citeres i dette portræt fra samleudgivelserne af hhv. ”Sahara i mine hænder”/ ”Ild og tal”/ ”Ubestemmelsessteder” (Borgen, 1999) og ”Bier dør sovende”/ ”Vinci, senere”/ ”Et skridt i den rigtige retning” (Borgen, 2008).