Morten Søndergaards debut ”Sahara i mine hænder” (1992) repræsenterer forfatterskabets første forsøg på at få lyrisk greb om den kaotiske verden. Her udforskes det omgivende kaos af både konkrete, hverdagslige ting (”ølkapsler, snørebånd” (s. 23)) og mere abstrakte, uhåndterlige størrelser (”floddalen med dens erindring/ om tidligere regn” (s. 26)). Heri ligger både en glæde ved at registrere og navngive – at skabe en vis orden i kaos – men det er samtidig et poetisk forsøg på at lade tingenes ubegribelighed tale.
Det første af de korte, billedrige og ofte titelløse digte placerer det skrivende jeg – ikke som et (modernistisk) følende jeg, der krænger sit inderste ud – men som et jeg, der er indfældet i verden. Det er en verden, som forsøges holdt fast i skriften: ”Fra i dag denne nye viden/ som umærkeligt forsvinder/ i flager af ru tid/ præcise slag i sort -/ det ubegribelige som jeg holder så fast/ at knoerne bliver hvide:” (s. 11).
Forsøget på at indfange de omgivende betydninger kan stå som en poetologisk overskrift for Søndergaards sproglige kredsen om tingene. Han opholder sig ved tingenes og naturens sære navne, egenskaber og bevægelser. Billedsproget søger dog ikke at bestemme tingenes endelige betydning, men at bryde betydningen op for at betragte verden og jegets placering i den på ny. Digteren finder en skønhed i kaos: ”I det forrevne landskab/ flyder tingene ud og ind/ af deres flossede navne -/ punkter hvor stemmer hvisker sammen/ på sprogene om vanvid og skønhed.” (s. 11).
Denne digtning adskiller sig fra en mere modernistisk måde at betragte verden på, hvor jeget er centrum, og tingene og naturen fremskrives som spejlinger af jegets følelser. Her er derimod en postmodernistisk legende og metarefleksiv tilgang til digtningen: En note bagerst i bogen henviser f.eks. til et digt (”Labyrint”), der ikke findes i digtsamlingen. Og et leksikonopslag om naturforskeren Huber på s. 20 vidner om en bestræbelse på at blande poetisk indsigt med andre videnssystemer, som f.eks. det naturvidenskabelige.
Søndergaard søger ud over jegets grænser mod de ydre kendsgerninger, men insisterer også på skønheden i naturens, tingenes og sprogets ubegribelige systemer.