Merete Pryds helle
Foto: Thomas A

Merete Pryds Helle

cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, september 2019..
Top image group
Merete Pryds helle
Foto: Thomas A
Main image
Helle, Merete Pryds
Foto: Privatfoto

Indledning

Med en insisterende nysgerrighed tager Merete Pryds Helle konstant sit forfatterskab nye steder hen. Hun skriver hjemmevant i flere genrer og udforsker nye medier og måder at skrive på. Efter det folkelige gennembrud med slægtsromanen ”Folkets skønhed” (2016) har hun senest taget arven op fra norske Henrik Ibsen ved i den inciterende ”Nora” at skrive en sanselig forhistorie til Ibsens klassiker ”Et dukkehjem”.

46957083

Blå bog

Født: Den 30. oktober 1965 i Charlottenlund.

Uddannelse: Forfatterskolen, 1988-90. Bachelorgrad i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 1994.

Debut: Imod en anden ro. Borgen, 1990. Noveller.

Litteraturpriser: Københavns Amts Kulturpris, 1997. De frankofone landes ambassadørers litteraturpris, 2009. Beatrice-prisen, 2009. Dansk Litteraturpris for kvinder, 2013. Politikens Litteraturpris, 2016. De Gyldne Laurbær, 2017.

Seneste udgivelse: Nora. Rosinante, 2019. Roman.

Inspiration: Agatha Christie.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genrer: Hybrid,  Roman

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Som alle spørger jeg til det kropsløse, til ukendte dimensioners eksistens. Livet ligner månen, altid den samme side beskinnet af lys, den anden side bortvendt, ukendt, mørk. Uden for mit vindue vokser et pinjetræ, det er alt, jeg kan se. Jeg er Beatrice, og mænd kan gro skæg, muslinger perler.”
”Vandpest”, s. 110.

Merete Pryds Helle er født i 1965 og efter at have boet de to første år af sit liv i Søborg, flyttede familien til et nybygget parcelhus i Værløse. I 1985 tog hun HF-eksamen fra Nørrevold Gymnasium, og i perioden 1988-90 gik hun på Forfatterskolen i København. Hun har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og har en bachelorgrad, som koncentrerer sig om middelalder og renæssance.

Pryds Helle beskriver selv, hvordan forfattergerningen blev uomgængelig i hendes liv: “… Jeg kan sige, at det at blive forfatter, for mig har været en måde, jeg kunne blive mig selv på. Måske ikke hele tiden, men sporadisk, når teksten lever og ånder under mig, og jeg selv lever og ånder, trækker vejret i samme rytme som sætningerne, og føler mig i mit rette element.” (Merete Pryds Helle: Hvordan jeg blev forfatter, side 33). Hun har arbejdet med mange genrer – både lyrik, essays, børnebøger, radioteater og computerspil – men det er den stilfornyende fiktionsprosa, der er hendes særlige kendemærke.

Pryds Helles liv er præget af stor rejselyst, og mødet med andre kulturer og tænkemåder påvirker i høj grad hendes romaner og noveller. Det er de lunere himmelstrøg i Afrika, Argentina, Italien og Spanien, der især har trukket.

En anden interesse, der også efterlader aftryk i forfatterskabet, er arkæologien, som viser sig konkret i ”Hej menneske” fra 2009. Pryds Helle har selv deltaget i udgravninger og beskriver i en kronik, hvad det er ved fundene fra fortiden, der fascinerer: “Hvilke historier har de fortalt hinanden om aftenen, og mens de arbejdede? Har de sunget til? Vi må læse ud fra de materielle levn.” (Merete Pryds Helle: At forme vædderens horn. Politiken, 2002-12-21). Skrift, læsning og arkæologi er tæt beslægtede emner i den senere del af forfatterskabet.

Privat har Pryds Helle dannet par med forfatterkollegaen Morten Søndergaard, og de har to børn sammen. I perioden 1998 til 2006 boede parret i Italien, hvor Pryds Helle var tilknyttet universiteter i Venedig og Firenze. De seneste år har hun boet i København, og i 2016 oprettede hun sammen med forfatterkollegaen Kristina Stoltz det etårige skrivekursus Forfatteratelieret.

Imod en anden ro

”Jasmin var ensombarnet, frastødtbarnet. Hun kendte til ingenting, hun kendte kun sig selv, sindet blev konkavt, så hun drømte om sine egne indvolde.”
”Imod en anden ro”, side 35.

De små noveller i Merete Pryds Helles debut “Imod en anden ro” (1990) introducerer mange af de centrale temaer og spørgsmål, som det øvrige forfatterskab undersøger. “Imod en anden ro” er en række ordknappe fortællinger. Her er historien om en forfatterindes arbejde med ordene og virkeligheden, og en feberhed fortælling om en rejse til et fremmed sted. Der er også en ironisk detektivhistorie og en grusom fortælling om en lille pige, der tvinges til at vokse op i et skab, indtil hun befries af sin bror, der vist nok er en engel.

Først og fremmest er novellerne eksperimenter med forskellige genrer – romanen, eventyret, rejsebeskrivelsen – men samlet set viser debuten Pryds Helles særlige engagement i undersøgelsen af sprogets og litteraturens forhold til livet og menneskets natur. I novellen “Skabet” må en indespærret pige selv skabe et sprog ud fra de stumper, hun hører fra verden udenfor. At sådanne eksperimenter virkelig er foregået føjer kun til novellens fascination, men samtidig indbyder læsningen til overvejelser over, hvordan sprog skabes, og hvilke regler vi som kommunikerende mennesker er underlagt.

Vandpest

"Jeg rakte ud efter Malcolm med lukkede øjne og opdagede, at han var en sky. Tåget og våd. En flydende substans jeg kunne trænge igennem. Jeg åbnede øjnene; Malcolm var en sky, som dem man forestiller sig englene sidder på, en gråhvid lammesky.”
"Vandpest”, side 100.

Interessen for sproget findes også i romanen “Vandpest” fra 1993, som gav Merete Pryds Helle sit gennembrud. “Vandpest” er en usædvanlig bog. Den begynder med en række erindringsglimt fra bogens fem personer – Beatrice, Malcolm, Mikael, Agnes og Kate. Den fragmenterede stil fortsætter i en desorienterende fortælling om Beatrice og hendes mand Malcolms forhold samt den ballonfærd, de drager ud på. Ballonen fører dem til et landskab, der er løbet løbsk og hele tiden forandrer sig og skifter klima og bevoksning. Her bor parret Agnes og Mikael isoleret med deres ikke helt almindelige datter Kate. Beatrice og Malcolm forsøger at hjælpe familien ud af deres situation, men det afgørende opbrud fra det ukontrollerbare landskab kommer fra en uventet front, og ingen af de fem er tilsyneladende helt i stand til at finde tilbage til, hvor de kom fra.

21900249

Vandpest er en vandplante, der breder sig med voldsom hast og efterlader tilstoppede vandløb og søer. Den forklaring står uden på bogen i form af et citat fra et gammelt leksikon. Og det er ikke det eneste citat. Gennem den opbrudte fortælling præsenteres små citater fra forskellige naturvidenskabelige værker – ofte med mange år på bagen – i bogens margener. De står ikke i nogen direkte relation til de tekststykker, der former handlingen, de fungerer snarere som en slags kommentar til fiktionsteksten.

De mange detaljer indbyder læseren til selv at lege med og finde forbindelserne mellem sprogets bogstavelige og overførte betydninger. Det åbne billedsprog og metaforikken har gjort, at “Vandpest” blandt andet er blevet læst som en øko-thriller, hvor naturen endelig gør oprør mod menneskets misbrug. Men det foranderlige landskab og den utøjlelige vandplante kan også læses som metaforer for selve sprogets flygtighed og elasticitet overfor en verden, der i sin essens undviger netop sproget.

“Vandpest” tilbyder ingen svar, men ansporer i stedet læseren til at stille flere spørgsmål på sin vej gennem den tætte skov af betydninger, der er foranderlige – som landskabet.

Men Jorden står til evig tid

”Der fløj en sværm af insekter ind og ud af døren. Iris tænkte, at de lignede engle. Så standsede hun med hånden på gelænderet.
– tror du, bjerge er engle, der har afleveret deres budskab og så er stivnet? hørte hun Anna spørge.”
“Men Jorden står til evig tid”, side 194.

Romanen “Men Jorden står til evig tid” fra 1996 er en selvstændig fortsættelse af “Vandpest”. Hovedpersonen Iris er datter af Beatrice, som var den centrale karakter i “Vandpest”. Iris forsøger at frigøre sig fra sin sorgramte moder efter faderens død. Iris har en smuk sangstemme, og hun forelsker sig i sin sanglærer Thomas. Det gør hendes veninde Anna imidlertid også, og romanen ender dramatisk med jalousi, hævn, selvmord og sindssyge.

21514136

“Men Jorden står til evig tid” er en uhyre kompleks roman. Merete Pryds Helles fascination af naturvidenskabens historie er også tydelig her, men flere lag er kommet til. Romanen er delt op i en række mindre tekststykker, der deler og blander sig i fire parallelle tråde: En følger Iris’ udviklingsforløb, mens to tråde er sansemættede registreringer, det ene om byens univers, det vil sige kulturen, det andet om landskabet, naturen. Her har tonen ofte et videnskabeligt tilsnit, blandt andet finder man præcise beskrivelser af parasitter, vandinsekter og meget andet. Den fjerde tråd er engletråden: Her fortæller Pryds Helle om englenes herkomst og opgaver i den menneskelige verden.

Der findes tilsyneladende en engel for hver ting i livet, som ligger uden for menneskets kontrol: angsten, regnvejret, fremtiden etc. Dermed kommer englenes indskud i bogen til at fungere som symboler for de vilkår, vi alle er underlagt. På englenes gebet kan hverken naturvidenskaben eller kulturens hjælpemidler stille meget op – og på en sær måde er englenes forskellige riger netop det, der forener os som mennesker. På trods af, at Iris i romanen køber bunkevis af elektriske køkkenmaskiner, så hjælper det ikke, når angsten og jalousien melder sig.

Og det er de ting, vi ikke fuldt ud behersker, der gør, at vi fastholdes i vores mellemposition mellem naturligt, lidenskabeligt dyr og tænkende, kulturbestemte mennesker. Titlen forsøger måske at sige det mere præcist; at der altid er noget, der forener og rækker ud over mennesket: “Men jorden står til evig tid”. Men igen: Her gives ingen svar, og læseren må selv stille spørgsmålene.

Fiske i livets flod

”Jeg er Enkis datter, tænker hun. Jeg er civilisationens flod. Jeg har ingen begyndelse. De siger, jeg er regn på et bjerg, jeg har ingen slutning, for havet er blot mit andet jeg.”
“Fiske i livets flod”, side 96.

Det fællesmenneskelige engagement kan også spores i Merete Pryds Helles hovedværk, “Fiske i livets flod” fra 2000. Her er formen en anden end tidligere; det er en stor roman. Men sproget er stadig lyrisk, billedsproget er komplekst, og stilen blander både det fantastiske og det realistiske. “Fiske i livets flod” foregår i tre historiske tider: den sumeriske oldtid, middelalderen og nutiden. Hver epoke har sin fortælling. Det, der binder dem sammen, er skriftens og fortællingens overleverede historie. 

23174057

Romanens første og tredje del følger arkæologen Peter og hans familie. Peter forsker i skriftens oprindelse, og han har en teori om, at skrift er et enkelt menneskes opfindelse. Peter overhales dog af sin elev Petrus, da Petrus opfinder et apparat, der sætter ham i stand til at aflytte de lyde, der ligger som aflejringer i en gammel krukke. Petrus modbeviser sin lærermesters tese, men Peter stjæler æren med Petrus’ hævn til følge. 

Anden del af romanen foregår blandt oldtidens sumerere i byen Ur. Her skildres livet og de kommunikationsformer, der leder frem mod de første skrifttegn. 

Romanens fjerde og sidste del er hensat til et middelalderkloster, hvis munke har svoret tavshed – undtagen om søndagen. En fremmed munk, Broder Ord, kommer til klostret, og hans fortællinger fra fjerne egne skaber uro i det stille liv. 

Det er troen på det fortællende ords magt, der binder de tre historiske epoker sammen. På den måde handler ”Fiske i livets flod” også om selve sproget og forholdet mellem overlevering og forgængelighed, sproget som lyd og sproget som skrift.

Solsiden

”Gedske vidste, at hun var død. Det kunne ikke være anderledes. Bilen var blevet ramt bagfra. Hun havde blod over ansigtet og i munden, og så kom en blok lys skærende ind i hende, oppefra og ned, som blev hun støbt i en kappe af metal, og i kappen løftet op over bilen, og deroppefra så hun, hvordan hun og Joakim brændte.”
“Solsiden”, side 5.

Hos Merete Pryds Helle er det fantastiske og det realistiske ofte vævet sammen i fortællinger, der sprænger gængse tænkemåder. I romanen “Solsiden” (2001) møder vi kvinden Gedske, som dør i en bilulykke. Hun tænker tilbage på sit liv og overraskes, fordi døden er noget andet, end hun forventede. Hun troede, hun skulle i himmeriget til englene, men i stedet havner hun i den egyptiske religions dødsrige, hvor guden Osiris skal afgøre, om hun skal gå til grunde eller skænkes evigt liv.

23628309

“Solsiden” handler om, at vores forestilling om verden altid er en kulturbåret forestilling. Merete Pryds Helle siger selv, at hun har fået åbnet sine øjne for det faktum ved at flytte til en anden kultur: ”For mig handler “Solsiden” om, at vores opfattelse af verden er vævet ind i et net af forestillinger, vi har om den. Når man kommer til fremmede verdener, har de deres koder og forudfattede indstillinger, som man skal lære at gebærde sig i.” (Dorte Hygum Sørensen: At fiske i livets flod. Politiken, 2000-09-01).

 

 

 

 

 

 

 

Ti fingre fra eller til

”– Jeg har talt dagene, til du kom, siger hun og lyner lynlåsen i cowboybukserne ned.
– jeg kommer ikke, jeg flyver.
– jeg er parat, siger hun og lægger sig nøgen på sengen og ser på hans brystkasse.
– ”“Hun er fandeme en flot pige,” sukker Petersen. ”“Her har man det sgu godt.””
”Ti fingre fra eller til”, s. 33.

Merete Pryds Helle beviser med sit eget liv, at man må være åben overfor det fremmede og fantastiske, fordi det udfordrer vanerne og skærper blikket. Det er et tema, der findes i de to novellesamlinger “Imod en anden ro” og “Ti fingre fra eller til” fra 2002.

Pryds Helle kalder novellerne i “Ti fingre fra eller til” for ”frasagn”. Et frasagn er en usandsynlig historie, og den beskrivelse passer fint. De korte historier rummer nemlig et mylder af skæve mennesker med sære liv:

24248003

En skizofren ung mand forsøger at finde hoved og hale på sit kærlighedsliv, mens tre stemmer i hans hoved råber i munden på hinanden.

En ung kvinde beslutter sig for at forsvinde fra livet og kravler ned i en smuk, kinesisk æske, hun har stjålet i Magasin. Og den ældre senile kvinde, Peter, undrer sig over, hvorfor ingen længere forstår hende.

Fælles for fortællingerne er sammenkoblingen af noget hverdagspræget og noget helt fantastisk og umuligt. Og det både underholder og tvinger læseren til at undersøge sine egne kulturbårne forventninger til verden, livet og andre mennesker.

Liv Mørk

”Hvad øjet ikke ser” fra 2004 er en krimi, og på titelbladet står der Liv Mørk. Bag pseudonymet gemmer sig Pryds Helle og hendes partner Morten Søndergaard. Sammen har de opfundet den blinde Liv Mørk, der er deres stand-in i en genre, ingen af de to har arbejdet konsekvent med tidligere.

Romanen begynder med et mord. En ingeniør findes halvnøgen og død på en golfbane med en golfkølle stikkende ud af bagdelen. Den afdøde har gjort nogle videnskabelige opdagelser omkring brændstof til biler, og måske er det dem, der har kostet ham livet. Den unge kriminalassistent Emily bliver sat på sagen, og da der sker endnu et mord, må hun søge hjælp hos sin blinde far Zak. Han er ekspert i at genkende stemmer og kan høre alt det, andre ikke ser.

25328345

Blindhed er et centralt tema i romanen. Det manglende syn går igen både hos pseudonymet Liv Mørk og bogens karakterer. Tabet af synet og skærpelsen af andre sanser giver et anderledes indtryk af verden – og medfører ukonventionelle måder at løse kriminalgåder på. Derfor er ”Hvad øjet ikke ser” en traditionel og en utraditionel krimi på samme tid.

På trods af at ”Hvad øjet ikke ser” er Pryds Helles første egentlige livtag med krimigenren, har den altid fascineret hende. I romanen ”Bogen” fra 1990 leger hun også med krimigenren, men det bliver ved eksperimenterne. Som barn læste hun Agatha Christie i massevis, og Christie er da også en væsentlig inspirationskilde. Det, krimigenren kan, siger Pryds Helle, er, at forholde sig til det onde: “Vi lever i sådan et meget velopdragent samfund, hvor ondskab bliver betragtet som noget, der ikke har noget med os selv at gøre. Ondskaben er langt væk. Men i krimien er folk onde. Og det er vi jo også alle sammen i forskellige situationer.” (Carsten Andersen: Mord i blinde. Politiken, 2004-08-15).

Ondskaben er også et tema, Pryds Helle udfolder i sine andre bøger. Både i “Imod en anden ro”, “Vandpest” og “Men jorden står til evig tid” begår mennesker grusomme ting mod hinanden. Men i “Hvad øjet ikke ser” har temaet fundet sin rette form og er med succes blevet fuldt op i Liv Mørks andre værker – novellen ”Indbydelsen” (i Hvedekorn nr. 4, 2004), krimien ”Falken og falkoneren” (2008), miniværket ”Fingerkys” (2009), iPad-romanen ”Begravelsen” (2011) og ”Næsten levende” (2012).

 

Læs mere om Liv Mørks forfatterskab i hendes eget opslag her på Forfatterweb.

 

Det glade vanvid

”Kvinden rejser sig, og de 791873 græsstrå begynder straks at føje sig efter de opadstræbende saftkars drift. De visne æbleblade er stadig krøllede. 2n birkepollen flytter sig med en vind, der ikke er stærk nok til at forstyrre æblernes ro.”
“Det glade vanvid”, side 108.

I “Det glade vanvid” fra 2005 vender Merete Pryds Helle tilbage til den eksperimenterende, punktuelle og sansemættede form, der kendetegner det tidlige forfatterskab. Romanen består af en række tekstbidder, der undersøger hverdagsepisoder og optrin hos en “almindelig” familie. Men som vanligt forskyder Pryds Helle synsvinkler og refleksioner ud i periferien af gængs litterær metode, og derved skaber hun meget originale og øjenåbnende beskrivelser af livets almindelige, glade vanvid.

Tekstens fragmenter antager forskellige former: En form lader os se verden fra eksempelvis fluens, fiskens eller computerens synsvinkel, og det udstiller menneskets selvcentrerede vinkel på hverdagens detaljer i flere morsomme billeder. Romanen starter med tilberedningen af stegte rødspætter, men episoden ses fra rødspættens synsvinkel, og for den er havet alt. 

Andre tekstfragmenter er refleksioner fra henholdsvis kvinden og manden over de ofte kunstige grænser, mennesket drager og balancerer på for at kunne orientere sig i verden og hverdagen. Det er grænsen mellem det, man gør og det, man siger. Grænsen mellem det fremmede og det kendte, krig og fred eller grænsen mellem lort og mad. 

Bogen veksler i tone mellem højstemte eksistentialfilosofiske granskninger af identitetens natur og unatur og så genkendelige, detaljerede hverdagsbeskrivelser. 

Pryds Helle lufter også et politisk engagement i romanen, som både bringer en ny facet til forfatterskabet, men samtidig indgår som et element i hverdagsfortællingen. 

“Det glade vanvid” er tæt på verden lige nu: Kvinden og manden ser “Ringenes Herre” i biografen, lytter til Fat Boy Slim og tænker over tidsånden, der for kvinden får ord som demokrati, ekspert, viden, krig og kultur til at betyde noget helt andet, end hun troede. 

“Det glade vanvid” er et stykke livsnær litteratur. Den er omskiftelig og mangler plot og orden, for sådan er livet. Livet er nemlig ikke som på film, siger Pryds Helle, og det skal litteraturen vise: “Jeg skrev denne her bog med det klare formål, at den umuligt skulle kunne filmatiseres. Jeg synes, at filmen har overtaget noget, som litteraturen tidligere havde patent på. ( ... ) Jeg tror ikke, vores liv former sig som et plot, men mere som perler på en snor; små og store episoder på en lang række: Man står op, går i biografen, laver aftensmad osv. ( ... ) Romanen og sproget har en mulighed for at give os en forståelse af livet, der er mere omfattende end den fremadskridende handling i en film.”. (Michael Jannerup Andersen: Maksimale glimt og nedslag. Berlingske Tidende, 2005-03-26). 

“Det glade vanvid” er en bog, der undrer sig over livet. Den konkluderer ikke, for verden forandrer sig, og det gør mennesker også. Sproget og litteraturen må prøve at følge med.

Oh, Romeo

”“Han siger, at det er svært at lyve. Jeg siger: jeg er ikke et uhyre, folk plejer at kunne lide mig.
Han siger, lide dig jo, de vil kunne lide dig, men de vil i dig se dem, der afskyr os, og som de også afskyr. Det er samfundets maske, der bliver sat på den enkelte.
Jeg siger: Kærligheden overvinder.”
“Oh, Romeo”, side 88.

“For never was a story of more woe than this of Juliet and her Romeo”. Sådan slutter Shakespeare sin tragedie om Romeo og Julie, og citatet behøver kun let støven af for igen at afsløre sin tårepirrende tyngde. Og støver af, det gør Merete Pryds Helle i sin romanversion af tragedien, “Oh, Romeo” fra 2006. 

Romeo er flygtet med sin familie fra Iran; med sår på sjælen kører han taxa, bor i Sydhavnen, hænger ud med drengene og drømmer om at blive læge. Sin Julie har han endnu ikke mødt, hun arbejder på en ph.d. i retsmedicin – om hvordan slag skader kranier – og forsøger at håndtere sin ensomhed mens hun stirrer ud over St. Hans Torv fra sin balkon. Vi ved, at disse to ’starcrossed lovers’ vil mødes; spørgsmålet er, om fjendskab kan begraves af kærlighed eller om blod er tykkere end vand. 

26486025

Fjendskabet, der truer de elskende, er hentet i nutiden; Julie er datter af borgmesterkandidaten fra Dansk Flagparti, hvis liv lukker sig som et pindsvin om det, han kender – han kan ikke lide de fremmede. Det samme gælder Julies bror Tybalt, som slet og ret er racist. I Romeos familie er det ikke bedre, også her holder man sig til sine egne. Man skulle håbe, at en sag er 1600-tallets Verona, en anden er København anno 2005. Men sådan er det ikke. Trods den hypermoderne virkelighed med iPods, blogs og sms’er viser Pryds Helle, at blindt fjendskab er arkaisk, og at blodige traditioner stadig kan undertvinge kærligheden. Og ganske fint pointerer hun fjendskabets kunstighed; både Julies og Romeos fædre dyrker deres akvarier med identisk omhu – det lukkede rum skaber tryghed, og dette behov er vi fælles om. 

I “Oh, Romeo” har Pryds Helle mere held med det politiske stof end i forgængeren, “Det glade vanvid”. Prosaen er fintfølende, og gennem den stramme tekst løber præcise metaforer for grundkonflikten i forholdet mellem flydende stof og dets grænser; broer, der slås op, kranier, hvis grænser er brudt i døden og akvariernes inddæmmede, kontrollerede miljø. Det er menneskets tragedie endnu engang, da Romeo og Julie endelig forenes, og det lykkes suverænt for Pryds Helle at holde balancen i intolerancens ødemark. Hun minder om, at vi burde elske mere og viser, hvordan kulturen er en altfortærende maskine, der binder os til dem, vi er født ligesom, mens kærligheden har evnen til at sætte os fri.

Sms-romaner

”“Det er som om jeg allerede kender dig bedre end jeg kender mig selv. Er det godt eller skidt? Jeg fulgte efter dig og Carlos. Du købte fisk hos fiskehandleren, jeg elsker fisk. Du så på den store boksebold i vinduet nede ad gaden, så smilede du og gik videre. Hvad smilede du af? M”
”Jeg tror jeg elsker dig”, sms nr. 18.

I 2008 tog Danmark et interessant udviklingsskridt og kom op på siden af de teknologibegejstrede nationer som Korea og Japan. Vi fik nemlig Danmarks første sms-roman – ”Jeg tror, jeg elsker dig”. I form af 27 individuelle beskeder á max 160 tegn formår Pryds Helle at ridse en historie op om mødet mellem en mand og en kvinde. En historie, hvor der ingen overordnet fortæller er, og man som læser kun følger sms’erne frem og tilbage mellem de to køn. Hermed er det overladt til læseren selv at forestille sig omstændigheder og miljø.

Brevfortællinger er en genre, som man kan følge helt tilbage til brevromanens storhedstid i 1700-tallet med storsælgende værker af Samuel Richardson og Jean-Jacques Rousseau. Dengang var romanerne blot fulde af breve i stedet for sms’er. Både sms- og brevfortællinger giver en unik indsigt i deres karakterers inderlighed og følelsesliv og det med en høj grad af realisme. Her kan man f.eks. bruge tekstens fysiske præsentation som udtryk, for eksempel med afbrydelser af kommunikationen, stavefejl og tidstypiske forkortelser.

Pryds Helles første brevroman bibeholder sms’ens kortfattede sprog, men kombinerer det med sine egne poetiske tendenser. Resultatet bliver en blanding af højkulturel litteratur og lavkulturel mobiltelefoni. En af genrens forcer er dens realisme. Som nedenstående citat viser kan genren f.eks. forstærke elementer af overvågning og bevægelse, da mobiltelefonerne kommer med overalt.

Udover ”Jeg tror, jeg elsker dig” har Pryds Helle skrevet adskillige julekalender-sms-romaner, blandt andet ”Rød som sne” (2011) og ”Hjerternes fest” (2012). Hendes første sms-julekalender, ”Bittermandel”, kom i december 2009 og har Liv Mørk som forfatter. I dette værk har de enkelte sms’er individuelle afsendere efter hvilken karakter der skriver, og bliver ikke bare sendt fra en kedelig telefonitjeneste som ”1225” i ”Jeg tror jeg elsker dig”. Nu er der både fortæller, adskillige karakterer og et hemmelighedsfyldt bureau, ”Dhruv”, der hjælper børn.

I december 2010 udgav Aarhus Kommunes Biblioteker en julekalender skrevet af Merete Pryds Helle. Titlen er ukendt, men værket kan stadig læses på bibliotekets hjemmeside (se kildeliste).

I 2013 udgav forlaget Touchbooks ebogen ”Godt ord igen”, som ligeledes er en julekalender. Nu består ”brevene” af facebookbeskeder, tweets og mails.

Pryds Helle er tydeligvis i gang med en lang og stærk udvikling af sit litterære forhold til den medierede og genreudfordrende litteratur.

 

Hej menneske

”Nå, det var ikke mig, jeg skulle skrive om, men jeg er som en dam, hvis vand stiger fra en undersøisk alt for varm, alt for jernholdig, rusten, rustende kilde og løber over og farver papiret rødbrunt som blod. Jeg har tændt for BBC-News. Folk slår hinanden ihjel. Det er det mennesker gør.”
“Hej menneske”, side 106.

Fortid og nutid, natur og menneske, fiktion og fakta blandes sammen i “Hej menneske” fra 2009. Den arkæologistuderende Edith og hendes udgravningshold er i gang med at undersøge nogle stenalderruiner i Jordan, da hun stikkes af en skorpion og forsvinder ind i delirium. Herfra er Edith sengeliggende og skriver på sit kandidatspeciale. “Hej menneske” er en svævende blanding af dette arkæologiske speciale, Ediths egne minder, stenalderliv og den aktuelle nutid i Jordan, hvor hun langsomt kommer til kræfter, mens hun afventer kæresten Taikos ankomst. Romanen drives af Ediths eksistentielle krise og hendes bearbejdning af morens selvmord og parforholdets forvirring.

27913679

Handlingen i stenalderen kredser om en navnesøster til Edith, men Pryds Helle beskriver mange skæbner – f.eks. de omrejsende og handlende Grøn og Ørn, krigeren Tas og den seende Steen med det mærkelige hoved. I disse skæbnefortællinger ligger også en historisk entusiasme, og Pryds Helle beskriver stenaldermenneskenes forhold til teknik, familie, sex, religion og meget andet, overvejende med et fokus på udvikling og nyskabelser, som giver mulighed for at følge en linje til nutidens menneskehed. “Jeg er jo fascineret af det nye. Når jeg skriver en roman som ’Hej, menneske’, skriver jeg jo også om folk, som er fascineret af det nye, så der er ingen modsætning. Hvis man har en historisk bevidsthed, ved man også, at folk hele tiden har været med på det nye” (Carsten Andersen: Merete Pryds Helle: De nye medier er fantastiske til fiktion. Politiken, 2011-01-05). 

Med sine blandede udtryk er “Hej menneske” en eksperimenterende roman. På den ene side er den realistisk og faktuel, med f.eks. indholdsfortegnelse fra specialet (side 18) og dokumenterende fotos, og på den anden side er romanen poetisk i sit sprog med følsomme beskrivelser fra stenalderen og fra arkæologen Ediths liv.

Kære Mai

”Kære Mai

Hvor jeg føler med dig – og du ynker dig aldrig, skriger heller ikke i mailene – det må du ellers gerne – undskyld ikke hvad du siger, eller din vrede og sorg over alt det, der er besværligt.”
”Kære Mai”, s. 51.

Brevroman eller selvbiografi? Genrespørgsmålet er vigtigt i forhold til Merete Pryds Helles udgivelse ”Kære Mai” fra 2012. Bogen består af 545 sider med mails skrevet af Pryds Helle til veninden Mai. Brevene er skrevet i løbet af de otte år, hun boede i Italien med sin familie – de to børn Sophus og Agathe og partneren Morten Søndergaard. Pryds Helle skriver dokumentarisk og oprigtigt om alle aspekter i sit liv til veninden Mai – fra det helt trivielle og hverdagslige til det eksistentialistiske og unikke.

Forfatteren, eller skal man måske sige karakteren, ”Merete” skriver brevene som både forfatter, mor, søster, datter, eksildansker og veninde. Dermed bliver man som læser inviteret med hos gynækolog, søde oversættere, besværlige forældre, depressiv ægtemand og lignende intime oplevelser.

29166110

Grunden til at værket ikke blot skal tages som dokumentarisk og sandt materiale, men flirter med prædikatet fiktion, er, at bogen er redigeret. Også derfor har bogen undertitlen ”Et kapitel”, men ingen genrebetegnelse på forsiden, som f.eks. ”Roman”. Alle Mais svar er redigeret ud, ligesom man også kan forvente, at de mest upassende mails fra Merete er blevet fjernet. Et andet tegn på at teksten er redigeret er, at navne i brevene skifter mellem at være skrevet helt ud, ”Jørgen”, og være forkortelser, som det lille ”m”, for Morten Søndergaard eller de inkognito ”N” og ”T”.

Disse fravær i teksten peger videre på det mysterium, en monologisk brevroman er. Man får ikke en pædagogisk introduktion til plottet og karaktererne, men må samle brikkerne og sporene hen ad vejen. Hvem er ”m”? Hvad er der galt mellem Merete og hendes søster? Hvilke udfordringer kæmper veninden Mai med? Tekstens små spor giver ekstra god mening, hvis man kender Pryds Helles bibliografi og kan se, hvordan de peger på de værker hun var i gang med i de otte år, ”Kære Mai” afbilleder.

Det er naturligt for en brevroman at beskæftige sig med inderlighed, da breve netop er en eksternalisering af tanker. Derfor kredser bogens temaer også om Meretes personlige udfordringer med at leve op til omverdenens forventninger – hun skal skrive bøger, være mor og veninde, kvinde og krop og naturligvis nyde livet i Italien.

 

Folkets skønhed

”Marie elskede lyden af stemplet og de firkantede papirstykker, der blev trykket ud. Der var sådan en behagelig orden i det. Hun var en del af fremskridtet med maskiner og produktion, som hendes far hyldede, og han havde skrevet til hende, at også hun nu var en del af folkets skønhed.”
”Folkets skønhed”, s. 256.

Med udgangspunkt i sin egen slægts historie udgav Merete Pryds Helle i 2016 romanen ”Folkets skønhed”, der følger pigen Marie fra hun som lille pige vokser op på en fattig bondegård på Langeland, til hun som voksen bor i eget parcelhus. Maries opvækst blandt en støt voksende søskendeflok, med en skrap og overvægtig mor og en tvær far, der arbejder som taglægger, er præget af løstsiddende lussinger, seksuelle overgreb og et protestantisk miljø, hvor dovenskab er den værste synd. Som en arbejdsbi knokler Marie derfor først derhjemme og siden i huset hos frøken Videbæk, der har gravide piger boende.

I sine ungdomsår møder Marie Otto med de blå øjne, og de flytter til København, hvor han studerer til ingeniør, og hun arbejder på telefonfabrik. Da han er færdiguddannet, flytter de i hus i et nybyggerkvarter i Værløse, hvor den lidt ensomme Marie går hjemme med deres to døtre og ser livet udspille sig udenfor vinduet, på den anden side af hækken.

De mange karakterer og det lange tidsperspektiv gør romanen til et portræt af en hel slægt og af den samfundsmæssige udvikling i Danmark fra 1930’erne til 1970’erne, hvor bevægelsen fra land til by er central: fra små kår på landet til teknologisk udvikling i byerne og slutteligt opfyldelse af parcelhusdrømmen.

52426251

Romanens mange detaljerede beskrivelser skaber en tidslig eksakthed: i begyndelsen den første elektricitet, de tunge dyner, slæbesilden og den høje børnedødelighed; senere storbyens fristelser og parcelhusets svøbe og stikvejens uendelighed. Romanens dramatiske højdepunkter knytter sig til dagliglivet, og som sådan er ”Folkets skønhed” en hyldest til husmoderen, der holder sammen på familien og samfundet. Det er også en skildring af ægteskab, kønsroller, magtstrukturer, børneopdragelse, skyld, skam og tabuer; af kærlighed i form af lussinger og usagte ord og af samfundets udstødte og tilværelsens snævre rammer.

Merete Pryds Helle beskriver i kapitlet ”Selvsyn”, hvordan romanen ikke er et direkte billede af hendes slægt, men et sammenkog af erindringer og historier fra hendes familie. Spørgsmålet om, hvad og hvordan vi erindrer, runger dog længe efter, at denne sansemættede og historisk dramatiske roman er lukket. 

Vi kunne alt

”Fru Mikkelsen havde sagt før ferien, at det var en fornøjelse at have en elev, der forstod, at matematik var et sprog, man kunne fange verden med. Merle tænkte, at det var, fordi hun var en fejl, at hun kunne matematiksproget frem for det sprog, de andre i klassen talte med hinanden.”


”Vi kunne alt”, s. 127.

I 2018 udkom Merete Pryds Helles roman ”Vi kunne alt”, der er en selvstændig efterfølger til ”Folkets skønhed”. Denne gang møder vi familien Pryds’ naboer på villavejen i Værløse; lillesøster Merle, storesøster Klara, den drikfældige far Erling og den scleroseramte mor Ane, der savner Grønland og hyler af smerte om natten. Romanen foregår i de tidlige 1970’ere, der er præget af kontrasten mellem den gamle verden og nye strømninger med kapitalismekritik, selvstændige mødre og alternative behandlingsformer.

Merle er synsvinkelbærer, og det er næsten ubærligt at følge den endeløse række af afvisninger og svigt, hendes liv består af: hendes bitre og selvoptagede forældre magter ikke at have børn, og der er ingen nedre grænse for, hvor stride og tarvelige hendes klassekammerater kan være i deres mobning – uden at nogen voksne rigtig gør noget. I kapitler adskilt af stjerner hører vi om Merles håbløse forelskelse i smukke Jet, om mor Anes tiltagende sygdom og de små lyspunkter af fred, Merle finder under dynen eller under stjernehoben Plejaderne. Den sensitive Merle er ekstremt begavet og dygtig til matematik, og som en art fadervor remser hun primtal op for sig selv, når verden igen er imod hende.

54542992

Efter en iscenesat ulykke på skolen er Merle sengeliggende et par måneder og flytter hjem til sin farmor og farfar for at få den nødvendige omsorg. Hjerteligheden hos bedsteforældrene sætter hendes mistrøstige liv i perspektiv, og da hun møder den blinde pige Lucia, oplever hun for første gang et varmt og ligeværdigt venskab. Da Ane kommer på plejehjem, flytter faderens kæreste Lola ind, og pigerne er i høj grad overladt til sig selv. Klara bliver tyndere og får lange sorte hår på kroppen, og en dag overskrides den allersidste grænse, da døden indtræder i deres liv.

Med tydelige tidsmarkører i form af typisk tøj, musik, biler, mad og interiør er romanen en fortælling om en brydningstid, hvor alt var muligt og fremtiden pivåben. Erling fortæller sine døtre, at de kan alt, men det udsagn kontrasteres af titlens kunne. Alt er ikke muligt, når man er vokset op i en svært dysfunktionel familie med kronisk sygdom og alkoholisme.

”Vi kunne alt” er en fortælling om omsorgssvigt, uforløst kærlighed og ubærlige tab. Om stjernerne, der hænger over os, både når livet er let og svært, og om at bære håbet med sig. Ingen lever helt det liv, de havde drømt om, og spørgsmålet er, om man tackler sin skæbne med modstand, accept eller frygt.

Nora

”Slangen af kvinder danser en to tre en to tre rundt om musikerne og danserinden som en ydre ring, mens hun danser om sig selv den modsatte vej. Noras fødder har fat i rytmen, det er som at gå på fjeldet, alt er let og lyst omkring hende trods natten, fødderne danser deres en to tre.
Frihed! tænker Nora, det må være dette her, de taler om.”

”Nora”, s. 197.

Som en del af et fællesskandinavisk initiativ med at revitalisere tre af den norske dramatiker Henrik Ibsens værker udgav Merete Pryds Helle i 2019 romanen ”Nora”, der bygger på ”Et dukkehjem” (1879), hvor Nora gik hjemmefra. ”Nora” er en art prequel til ”Et dukkehjem”: den fortæller om Noras opvækst, ungdom og om mødet med Torvald Helmer. Sidste del forløber handlingsmæssigt parallelt med forlægget, men skrevet i prosa og tilført nye elementer.

Nora vokser op uden for den lille norske kystby Molde. Hun forelsker sig i Torvald og glemmer i den bevægelse både sine egne moralske principper og sine omgivelser, og han dominerer deres samvær fra begyndelsen. Efter et forhastet bryllup og deres første barn får Torvald en alvorlig depression, så Nora får arrangeret penge til et længere ophold i Italien, der giver dem begge varme i kinderne. Helmer kommer til hægterne, og de tager hjem til det kolde nord igen.

Kontrasten mellem det asketiske liv i Norge og de udsvævende dage i Italien spejler Nora, som hun er, når hun er sammen med Torvald, og når hun er sig selv uden hans dømmende blik. Hun er fyrig, impulsiv og vild med damer, og misforholdet mellem hendes væsen og Torvalds besidderiske opførsel over for hende må nødvendigvis ende dramatisk.

46957083

Helle har spundet videre på de mange spor, der er lagt ud i ”Et dukkehjem”, men som ikke udfoldes i dramaet. Opholdet på Capri, pigeglæden og Anne-Maries ulykkelige historie får her liv og lægger sig som en forhistorie til ”Et dukkehjem”. Helle skriver livfuldt og flydende, og sympatien ligger udpræget hos kvinderne; samfundets norm er, at kvinden er det reproducerende køn, som ikke kan tænke (!). I det lys føler Nora sig forkert, da hun allerede som barn afviger fra kønsnormerne: hun er nysgerrig, kritisk og videbegærlig. Torvald fremstilles som en magtsyg tyran, manipulerende og stakkels.

Der er en lethed i fortællingens fremdrift og sanselighed. Mundrette dialoger, en opmærksomhed på lysets foranderlige bevægelser og indsyn i Noras tanker og følelser gør romanen til et nuanceret portræt af fremtidens kvinde, modsatrettede kulturer og en tid i opbrud. Og så bestyrker den ”Et dukkehjem” som et tidsløst drama, der også i dette århundrede kaster et forklarende lys på kønsroller og samfundsnormer.

Genrer og tematikker

Merete Pryds Helles forfatterskab kredser generelt om undersøgelsen af sprogets og kulturens rolle, både overfor det enkelte menneske og for relationerne mellem mennesker. Konflikten mellem viden, fornuft og kultur på den ene side, og naturen, det sanselige og det, som ligger uden for sproget på den anden, er på spil flere steder. Blandt andet i de små pluk fra naturvidenskaben, der findes i både “Hej menneske”, “Vandpest” og ”Men jorden står til evig tid”. Her skal understreges “natur” i naturvidenskab, for det er bestemt ikke science fiction, der er tale om.  

Samtidig er forfatterskabet kendetegnet ved en stadig udfordring med stilarter og genrer – og brud på litteraturens uskrevne regler. Pryds Helle har avancerede fortællere, fugle og fortidsfolk, som er med til at udvide hendes fortællingers tid, sted og fortællerum. Hun ønsker konstant at få mere plads at udtrykke sig på, og netop derfor er hun også så interesseret i nye medier, hvor senest iPad’en er taget i brug. Men trods de mange genrer og udtryk er sproget stadig i centrum som en base. Pryds Helle formulerer selv skriftens og sprogets rolle i kulturen: “Skriften er individuel, hvorimod sproget binder os sammen som mennesker. Jeg tror, vi alle har et sprog, som vi ikke selv vælger, det store sprog, man er inde i, og som ligger i os.” (Karen Syberg: Hvem opfandt skriften? Information, 2000-10-21). 

Medier er en vigtig side af Pryds Helles forfatterskab, hvor hun har skrevet både computerspil og radiodramatik. Og så har hun skrevet både Danmarks første sms-roman, “Jeg tror jeg elsker dig” og den første iPad-roman, “Begravelsen”. Hun nyder på mange måder litterære begrænsninger og udfordringer, som eksempelvis det at få en fortælling til at udnytte et givent medies muligheder bedste muligt. Her bør man skelne mellem digital litteratur og digitaliseret litteratur. Digitaliseret litteratur er eksempelvis en sædvanlig roman, som blot bliver udgivet elektronisk på PDF. Digital litteratur er derimod litteratur, som er født i det digitale medie, som Pryds Helles sms-romaner og hendes iPad-roman. Disse værker lever ikke uden for deres medie, på papir eller lignende.

Med ”Folkets skønhed” og ”Vi kunne alt” tager Helle livtag med den episke roman, hvor udviklingen i individ, slægt og samfund udfoldes bredt. Læst i forlængelse af hinanden bliver de et indblik i mange af de brydningstider, det 20. århundrede har budt på i Danmark.

Beslægtede forfatterskaber

Merete Pryds Helle placerer sig i 1990’erne som en del af en ny generation på det litterære danmarkskort. Hun har et tydeligt slægtskab med forfattere som Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Helle Helle og Kirsten Hammann, som udover kønnet er fælles om en sproglig følsomhed, der kommer til udtryk i genreudforskende tekster.

Helt centralt hos denne generation af kvinder står netop frygtløsheden over for faste genreregler. Ved at overskride læserens indlærte forventninger til litteraturen tematiserer de sprogets begrænsning over for erindring, virkelighed, selvindsigt og meget andet. Flere af forfatterinderne lader den traditionelle romanform bryde sammen til fordel for fortællinger, der kun antydes punktvis. Derfor stilles der høje krav til enhver læser, for det bliver ofte læserens opgave selv at tænke brudstykkerne sammen til en fortælling. Men hvis man går med på præmissen, venter der store oplevelser.

Pryds Helle peger selv på Thomas Manns ”Josef og hans brødre” og Agatha Christie, som de vægtigste inspirationer til sin litterære produktion. (Merete Pryds Helle: Helte og heltinder er svære at udpege. Information, 2008-10-24).

Af forfattere, der som Pryds Helle også skriver sms-litteratur, kan nævnes Jan Sonnergaard, Jesper Wung-Sung, Jens Blendstrup og Ida Holst.

Romanen ”Folkets skønhed” ligner med sin hjemstavnsbundne skildring Ida Jessens ”En ny tid” (2015), hvor samfundsforandringerne i Thyregod er ramme for friskolelærerinde Bagges personlige udvikling.

Med sin roman ”Nora” skriver Merete Pryds Helle sig helt op i armhulerne af den norske dramatiker Henrik Ibsen og hans mesterværk ”Et dukkehjem”. ”Nora” kiler sig ind i dramaet som et forlæg, et slags kapitel 0, og det er både fandenivoldsk og ærbødigt, som Helle går til Ibsen. Romanen er en begejstret hyldest til kvinden, til Nora, til mennesket og livsglæden, så Ibsens fordømmende og nedladende mænd får kam til deres hår. Dialogen mellem de to værker er endog meget tæt, da karakterer, hændelser og sætninger går igen i Helles værk. 

Bibliografi

Noveller

Helle, Merete Pryds:
Imod en anden ro. Borgen, 1990.
Helle, Merete Pryds:
Hun kan ikke længere huske. i: Brixvold, Jeppe & Hans Otto Jørgensen (red.): Antologi af dansk kortprosa. Dansklærerforeningen, 1998.
Helle, Merete Pryds:
Ti fingre fra eller til – Frasagn. Rosinante, 2002.
Helle, Merete Pryds:
Tog til tiden. i: En mand steg af toget. Lindhardt og Ringhof, 2002. (Antologi)

Romaner

Helle, Merete Pryds:
Bogen. Borgen, 1990.
Helle, Merete Pryds:
Vandpest. 1993. Roman.
Helle, Merete Pryds:
Men jorden står til evig tid. Borgen, 1996.
Helle, Merete Pryds:
Fiske i livets flod. Rosinante, 2000.
Helle, Merete Pryds:
Solsiden. 2001. Roman.
Helle, Merete Pryds:
Hvad øjet ikke ser. Rosinante, 2004. Skrevet med Morten Søndergaard under pseudonymet Liv Mørk.
Helle, Merete Pryds:
Det glade vanvid. Rosinante, 2005.
Helle, Merete Pryds:
Oh, Romeo. Rosinante,2006.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Falken og falkoneren. Kriminalroman. 2008.
Helle, Merete Pryds:
Hej menneske. Lindhardt og Ringhof, 2009.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Næsten levende. Politikens Forlag, 2012.
Helle, Merete Pryds:
Kære Mai. Politiken, 2012.
Helle, Merete Pryds:
Folkets skønhed. Lindhardt og Ringhof, 2016.
Helle, Merete Pryds: Vi kunne alt. Lindhardt og Ringhof, 2018.
Helle, Merete Pryds: Nora. Rosinante, 2019.

Bøger for børn og unge

Helle, Merete Pryds:
Prinsessen der blev glemt. Borgen, 1994.
Helle, Merete Pryds:
Måneprinsessen. Rosinante, 2003.
Helle, Merete Pryds:
Tissemagneten. Rosinante, 2006.
Helle, Merete Pryds:
Ud og vende. Dansklærerforeningen, 2010.
Helle, Merete Pryds: Min øjesten. Dansklærerforeningen, 2019. Billedroman.

Andre genrer

Helle, Merete Pryds:
Cross Town – Giften. DBC medier/Vision Park, 1998. Computerspil.
Helle, Merete Pryds:
Jordens Stemme. 2000. Radiospil.
Helle, Merete Pryds:
Storvask. Det Danske Filminstitut, 2004. Computerspil.
Helle, Merete Pryds:
Lad der blive hund. Spring, 2008. Digte.
Helle, Merete Pryds:
Jeg tror jeg elsker dig. Lindhart og Ringhof, 2008. Sms-roman.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Fingerkys. Fingerprint, 2009.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Kære Augusta. 2009. Radiogyser.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Bittermandel. Aarhus Kommunes Biblioteker, 2009. Sms-julekalender.
Helle, Merete Pryds:
Sms-julekalender. Århus Kommunes Biblioteker, 2010. Sms-roman.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Begravelsen. Politikens Forlag, 2011. iPad-roman.
Helle, Merete Pryds:
Rød som sne. SMSpress, 2011. Sms-julekalender.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Fortæl mig en historie. 2012. Radiodrama.
Helle, Merete Pryds (under pseudonym Liv Mørk):
Syng en lille sang. 2012. Radiodrama.
Helle, Merete Pryds:
Godt ord igen. Touchbooks, 2013. Ebog og julekalender.

Om forfatterskabet

Artikler

Helle, Merete Pryds:
Grænsen mellem det man siger og det man mener.
Højmark Jensen , Rolf:
Smuglyt til englene – en samtale med Merete Pryds Helle. Ildfisken nr. 16. Anblik, , 1997. Interview. Findes også i: Sindø, Rolf: Hybrider – fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udtryk. Syddansk Universitetsforlag, 2003.
Toft, Øberg , Anne og Dorte:
Det litterære væksthus: Forfatterskolen og prosaen 1987-96. Odense Universitetsforlag, 1997.
Østergaard , Anders:
Vandmærker – Punkter og linier i 1980’er- og 90’erlitteraturen. i: Østergaard, Anders (red.): Vandmærker - Nærlæsninger af ny dansk litteratur. Dansklærerforeningen, 1999.
Hansen , Jakob:
Litterære verdensbilleder – Menneske og natur hos Solvej Balle, Merete Pryds Helle og Niels Lyngsø. Museum Tusculanum, 2000.
Skyum-Nielsen , Erik:
Englenes indtog – Omkring et motiv i den nyeste digtning. i: Erik Skyum-Nielsen, Erik: Engle i sneen – Lyrik og prosa i 90’erne. Gyldendal, 2000.
Frederik , Stjernfelt, Frederik:
Et muteret hav som fortæller? Merete Pryds Helles Vandpest. i: Schmidt, Povl m.fl. (red.): Læsninger i Dansk Litteratur, 1970-2000. Red. Povl Schmidt m.fl. 2. udg. Bind 5. Odense Universitetsforlag, 1999.

Web

Her kan man læse om alle Merete Pryds Helles udgivelser, foredrag, workshops og Forfatteratelieret.
Portræt af Liv Mørk
Her findes et mindre portræt og adskillige anmeldelser m.m.
Alfabetisk oversigt over danske forfattere, der har modtaget litterære anerkendelser eller er biograferet i litteraturhåndbøger. Med angivelse af debut i bogform, litteratur og links om forfatteren og erindringer i bogform. Opslag om Merete Pryds Helle.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Merete Pryds Helle

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Helle, Merete Pryds:
Hvordan jeg blev forfatter. i: Eriksen, Inge, Merete Pryds Helle, Klaus Høeck m.fl.: Hvordan jeg blev forfatter. Borgen, 1997.
Sørensen, Dorte Hygum:
At fiske i livets flod. Politiken, 2000-09-01.
Syberg, Karen:
Hvem opfandt skriften? Information, 2000-10-21.
Helle, Merete Pryds:
At forme vædderens horn. Politiken, 2002-12-21.
Andersen, Carsten:
Mord i blinde. Politiken, 2004-08-15.
Jannerup Andersen, Michael:
Maksimale glimt og nedslag. Interview i Berlingske Tidende, 2005-03-26
Helle, Merete Pryds:
Helte og heltinder er svære at udpege. Information. 2008-10-24.
Andersen, Carsten:
Merete Pryds Helle: De nye medier er fantastiske til fiktion. Politiken, 2011-01-05.

Øvrige skribenter

cand.mag. Christian Baun