Merete Pryds Helle

De små noveller i Merete Pryds Helles debut “Imod en anden ro” (1990) introducerer mange af de centrale temaer og spørgsmål, som det øvrige forfatterskab undersøger. “Imod en anden ro” er en række ordknappe fortællinger. Her er historien om en forfatterindes arbejde med ordene og virkeligheden, og en feberhed fortælling om en rejse til et fremmed sted. Der er også en ironisk detektivhistorie og en grusom fortælling om en lille pige, der tvinges til at vokse op i et skab, indtil hun befries af sin bror, der vist nok er en engel.

Først og fremmest er novellerne eksperimenter med forskellige genrer – romanen, eventyret, rejsebeskrivelsen – men samlet set viser debuten Pryds Helles særlige engagement i undersøgelsen af sprogets og litteraturens forhold til livet og menneskets natur. I novellen “Skabet” må en indespærret pige selv skabe et sprog ud fra de stumper, hun hører fra verden udenfor. At sådanne eksperimenter virkelig er foregået føjer kun til novellens fascination, men samtidig indbyder læsningen til overvejelser over, hvordan sprog skabes, og hvilke regler vi som kommunikerende mennesker er underlagt.

Interessen for sproget findes også i romanen “Vandpest” fra 1993, som gav Merete Pryds Helle sit gennembrud. “Vandpest” er en usædvanlig bog. Den begynder med en række erindringsglimt fra bogens fem personer – Beatrice, Malcolm, Mikael, Agnes og Kate. Den fragmenterede stil fortsætter i en desorienterende fortælling om Beatrice og hendes mand Malcolms forhold samt den ballonfærd, de drager ud på. Ballonen fører dem til et landskab, der er løbet løbsk og hele tiden forandrer sig og skifter klima og bevoksning. Her bor parret Agnes og Mikael isoleret med deres ikke helt almindelige datter Kate. Beatrice og Malcolm forsøger at hjælpe familien ud af deres situation, men det afgørende opbrud fra det ukontrollerbare landskab kommer fra en uventet front, og ingen af de fem er tilsyneladende helt i stand til at finde tilbage til, hvor de kom fra.

21900249

Vandpest er en vandplante, der breder sig med voldsom hast og efterlader tilstoppede vandløb og søer. Den forklaring står uden på bogen i form af et citat fra et gammelt leksikon. Og det er ikke det eneste citat. Gennem den opbrudte fortælling præsenteres små citater fra forskellige naturvidenskabelige værker – ofte med mange år på bagen – i bogens margener. De står ikke i nogen direkte relation til de tekststykker, der former handlingen, de fungerer snarere som en slags kommentar til fiktionsteksten.

De mange detaljer indbyder læseren til selv at lege med og finde forbindelserne mellem sprogets bogstavelige og overførte betydninger. Det åbne billedsprog og metaforikken har gjort, at “Vandpest” blandt andet er blevet læst som en øko-thriller, hvor naturen endelig gør oprør mod menneskets misbrug. Men det foranderlige landskab og den utøjlelige vandplante kan også læses som metaforer for selve sprogets flygtighed og elasticitet overfor en verden, der i sin essens undviger netop sproget.

“Vandpest” tilbyder ingen svar, men ansporer i stedet læseren til at stille flere spørgsmål på sin vej gennem den tætte skov af betydninger, der er foranderlige – som landskabet.

Romanen “Men Jorden står til evig tid” fra 1996 er en selvstændig fortsættelse af “Vandpest”. Hovedpersonen Iris er datter af Beatrice, som var den centrale karakter i “Vandpest”. Iris forsøger at frigøre sig fra sin sorgramte moder efter faderens død. Iris har en smuk sangstemme, og hun forelsker sig i sin sanglærer Thomas. Det gør hendes veninde Anna imidlertid også, og romanen ender dramatisk med jalousi, hævn, selvmord og sindssyge.

21514136

“Men Jorden står til evig tid” er en uhyre kompleks roman. Merete Pryds Helles fascination af naturvidenskabens historie er også tydelig her, men flere lag er kommet til. Romanen er delt op i en række mindre tekststykker, der deler og blander sig i fire parallelle tråde: En følger Iris’ udviklingsforløb, mens to tråde er sansemættede registreringer, det ene om byens univers, det vil sige kulturen, det andet om landskabet, naturen. Her har tonen ofte et videnskabeligt tilsnit, blandt andet finder man præcise beskrivelser af parasitter, vandinsekter og meget andet. Den fjerde tråd er engletråden: Her fortæller Pryds Helle om englenes herkomst og opgaver i den menneskelige verden.

Der findes tilsyneladende en engel for hver ting i livet, som ligger uden for menneskets kontrol: angsten, regnvejret, fremtiden etc. Dermed kommer englenes indskud i bogen til at fungere som symboler for de vilkår, vi alle er underlagt. På englenes gebet kan hverken naturvidenskaben eller kulturens hjælpemidler stille meget op – og på en sær måde er englenes forskellige riger netop det, der forener os som mennesker. På trods af, at Iris i romanen køber bunkevis af elektriske køkkenmaskiner, så hjælper det ikke, når angsten og jalousien melder sig.

Og det er de ting, vi ikke fuldt ud behersker, der gør, at vi fastholdes i vores mellemposition mellem naturligt, lidenskabeligt dyr og tænkende, kulturbestemte mennesker. Titlen forsøger måske at sige det mere præcist; at der altid er noget, der forener og rækker ud over mennesket: “Men jorden står til evig tid”. Men igen: Her gives ingen svar, og læseren må selv stille spørgsmålene.

Det fællesmenneskelige engagement kan også spores i Merete Pryds Helles hovedværk, “Fiske i livets flod” fra 2000. Her er formen en anden end tidligere; det er en stor roman. Men sproget er stadig lyrisk, billedsproget er komplekst, og stilen blander både det fantastiske og det realistiske. “Fiske i livets flod” foregår i tre historiske tider: den sumeriske oldtid, middelalderen og nutiden. Hver epoke har sin fortælling. Det, der binder dem sammen, er skriftens og fortællingens overleverede historie. 

23174057

Romanens første og tredje del følger arkæologen Peter og hans familie. Peter forsker i skriftens oprindelse, og han har en teori om, at skrift er et enkelt menneskes opfindelse. Peter overhales dog af sin elev Petrus, da Petrus opfinder et apparat, der sætter ham i stand til at aflytte de lyde, der ligger som aflejringer i en gammel krukke. Petrus modbeviser sin lærermesters tese, men Peter stjæler æren med Petrus’ hævn til følge. 

Anden del af romanen foregår blandt oldtidens sumerere i byen Ur. Her skildres livet og de kommunikationsformer, der leder frem mod de første skrifttegn. 

Romanens fjerde og sidste del er hensat til et middelalderkloster, hvis munke har svoret tavshed – undtagen om søndagen. En fremmed munk, Broder Ord, kommer til klostret, og hans fortællinger fra fjerne egne skaber uro i det stille liv. 

Det er troen på det fortællende ords magt, der binder de tre historiske epoker sammen. På den måde handler ”Fiske i livets flod” også om selve sproget og forholdet mellem overlevering og forgængelighed, sproget som lyd og sproget som skrift.

Hos Merete Pryds Helle er det fantastiske og det realistiske ofte vævet sammen i fortællinger, der sprænger gængse tænkemåder. I romanen “Solsiden” (2001) møder vi kvinden Gedske, som dør i en bilulykke. Hun tænker tilbage på sit liv og overraskes, fordi døden er noget andet, end hun forventede. Hun troede, hun skulle i himmeriget til englene, men i stedet havner hun i den egyptiske religions dødsrige, hvor guden Osiris skal afgøre, om hun skal gå til grunde eller skænkes evigt liv.

23628309

“Solsiden” handler om, at vores forestilling om verden altid er en kulturbåret forestilling. Merete Pryds Helle siger selv, at hun har fået åbnet sine øjne for det faktum ved at flytte til en anden kultur: ”For mig handler “Solsiden” om, at vores opfattelse af verden er vævet ind i et net af forestillinger, vi har om den. Når man kommer til fremmede verdener, har de deres koder og forudfattede indstillinger, som man skal lære at gebærde sig i.” (Dorte Hygum Sørensen: At fiske i livets flod. Politiken, 2000-09-01).

Merete Pryds Helle beviser med sit eget liv, at man må være åben overfor det fremmede og fantastiske, fordi det udfordrer vanerne og skærper blikket. Det er et tema, der findes i de to novellesamlinger “Imod en anden ro” og “Ti fingre fra eller til” fra 2002.

Pryds Helle kalder novellerne i “Ti fingre fra eller til” for ”frasagn”. Et frasagn er en usandsynlig historie, og den beskrivelse passer fint. De korte historier rummer nemlig et mylder af skæve mennesker med sære liv:

24248003

En skizofren ung mand forsøger at finde hoved og hale på sit kærlighedsliv, mens tre stemmer i hans hoved råber i munden på hinanden.

En ung kvinde beslutter sig for at forsvinde fra livet og kravler ned i en smuk, kinesisk æske, hun har stjålet i Magasin. Og den ældre senile kvinde, Peter, undrer sig over, hvorfor ingen længere forstår hende.

Fælles for fortællingerne er sammenkoblingen af noget hverdagspræget og noget helt fantastisk og umuligt. Og det både underholder og tvinger læseren til at undersøge sine egne kulturbårne forventninger til verden, livet og andre mennesker.

I “Det glade vanvid” fra 2005 vender Merete Pryds Helle tilbage til den eksperimenterende, punktuelle og sansemættede form, der kendetegner det tidlige forfatterskab. Romanen består af en række tekstbidder, der undersøger hverdagsepisoder og optrin hos en “almindelig” familie. Men som vanligt forskyder Pryds Helle synsvinkler og refleksioner ud i periferien af gængs litterær metode, og derved skaber hun meget originale og øjenåbnende beskrivelser af livets almindelige, glade vanvid.

Tekstens fragmenter antager forskellige former: En form lader os se verden fra eksempelvis fluens, fiskens eller computerens synsvinkel, og det udstiller menneskets selvcentrerede vinkel på hverdagens detaljer i flere morsomme billeder. Romanen starter med tilberedningen af stegte rødspætter, men episoden ses fra rødspættens synsvinkel, og for den er havet alt. 

Andre tekstfragmenter er refleksioner fra henholdsvis kvinden og manden over de ofte kunstige grænser, mennesket drager og balancerer på for at kunne orientere sig i verden og hverdagen. Det er grænsen mellem det, man gør og det, man siger. Grænsen mellem det fremmede og det kendte, krig og fred eller grænsen mellem lort og mad. 

Bogen veksler i tone mellem højstemte eksistentialfilosofiske granskninger af identitetens natur og unatur og så genkendelige, detaljerede hverdagsbeskrivelser. 

Pryds Helle lufter også et politisk engagement i romanen, som både bringer en ny facet til forfatterskabet, men samtidig indgår som et element i hverdagsfortællingen. 

“Det glade vanvid” er tæt på verden lige nu: Kvinden og manden ser “Ringenes Herre” i biografen, lytter til Fat Boy Slim og tænker over tidsånden, der for kvinden får ord som demokrati, ekspert, viden, krig og kultur til at betyde noget helt andet, end hun troede. 

“Det glade vanvid” er et stykke livsnær litteratur. Den er omskiftelig og mangler plot og orden, for sådan er livet. Livet er nemlig ikke som på film, siger Pryds Helle, og det skal litteraturen vise: “Jeg skrev denne her bog med det klare formål, at den umuligt skulle kunne filmatiseres. Jeg synes, at filmen har overtaget noget, som litteraturen tidligere havde patent på. ( ... ) Jeg tror ikke, vores liv former sig som et plot, men mere som perler på en snor; små og store episoder på en lang række: Man står op, går i biografen, laver aftensmad osv. ( ... ) Romanen og sproget har en mulighed for at give os en forståelse af livet, der er mere omfattende end den fremadskridende handling i en film.”. (Michael Jannerup Andersen: Maksimale glimt og nedslag. Berlingske Tidende, 2005-03-26). 

“Det glade vanvid” er en bog, der undrer sig over livet. Den konkluderer ikke, for verden forandrer sig, og det gør mennesker også. Sproget og litteraturen må prøve at følge med.

“For never was a story of more woe than this of Juliet and her Romeo”. Sådan slutter Shakespeare sin tragedie om Romeo og Julie, og citatet behøver kun let støven af for igen at afsløre sin tårepirrende tyngde. Og støver af, det gør Merete Pryds Helle i sin romanversion af tragedien, “Oh, Romeo” fra 2006. 

Romeo er flygtet med sin familie fra Iran; med sår på sjælen kører han taxa, bor i Sydhavnen, hænger ud med drengene og drømmer om at blive læge. Sin Julie har han endnu ikke mødt, hun arbejder på en ph.d. i retsmedicin – om hvordan slag skader kranier – og forsøger at håndtere sin ensomhed mens hun stirrer ud over St. Hans Torv fra sin balkon. Vi ved, at disse to ’starcrossed lovers’ vil mødes; spørgsmålet er, om fjendskab kan begraves af kærlighed eller om blod er tykkere end vand. 

26486025

Fjendskabet, der truer de elskende, er hentet i nutiden; Julie er datter af borgmesterkandidaten fra Dansk Flagparti, hvis liv lukker sig som et pindsvin om det, han kender – han kan ikke lide de fremmede. Det samme gælder Julies bror Tybalt, som slet og ret er racist. I Romeos familie er det ikke bedre, også her holder man sig til sine egne. Man skulle håbe, at en sag er 1600-tallets Verona, en anden er København anno 2005. Men sådan er det ikke. Trods den hypermoderne virkelighed med iPods, blogs og sms’er viser Pryds Helle, at blindt fjendskab er arkaisk, og at blodige traditioner stadig kan undertvinge kærligheden. Og ganske fint pointerer hun fjendskabets kunstighed; både Julies og Romeos fædre dyrker deres akvarier med identisk omhu – det lukkede rum skaber tryghed, og dette behov er vi fælles om. 

I “Oh, Romeo” har Pryds Helle mere held med det politiske stof end i forgængeren, “Det glade vanvid”. Prosaen er fintfølende, og gennem den stramme tekst løber præcise metaforer for grundkonflikten i forholdet mellem flydende stof og dets grænser; broer, der slås op, kranier, hvis grænser er brudt i døden og akvariernes inddæmmede, kontrollerede miljø. Det er menneskets tragedie endnu engang, da Romeo og Julie endelig forenes, og det lykkes suverænt for Pryds Helle at holde balancen i intolerancens ødemark. Hun minder om, at vi burde elske mere og viser, hvordan kulturen er en altfortærende maskine, der binder os til dem, vi er født ligesom, mens kærligheden har evnen til at sætte os fri.

Fortid og nutid, natur og menneske, fiktion og fakta blandes sammen i “Hej menneske” fra 2009. Den arkæologistuderende Edith og hendes udgravningshold er i gang med at undersøge nogle stenalderruiner i Jordan, da hun stikkes af en skorpion og forsvinder ind i delirium. Herfra er Edith sengeliggende og skriver på sit kandidatspeciale. “Hej menneske” er en svævende blanding af dette arkæologiske speciale, Ediths egne minder, stenalderliv og den aktuelle nutid i Jordan, hvor hun langsomt kommer til kræfter, mens hun afventer kæresten Taikos ankomst. Romanen drives af Ediths eksistentielle krise og hendes bearbejdning af morens selvmord og parforholdets forvirring.

27913679

Handlingen i stenalderen kredser om en navnesøster til Edith, men Pryds Helle beskriver mange skæbner – f.eks. de omrejsende og handlende Grøn og Ørn, krigeren Tas og den seende Steen med det mærkelige hoved. I disse skæbnefortællinger ligger også en historisk entusiasme, og Pryds Helle beskriver stenaldermenneskenes forhold til teknik, familie, sex, religion og meget andet, overvejende med et fokus på udvikling og nyskabelser, som giver mulighed for at følge en linje til nutidens menneskehed. “Jeg er jo fascineret af det nye. Når jeg skriver en roman som ’Hej, menneske’, skriver jeg jo også om folk, som er fascineret af det nye, så der er ingen modsætning. Hvis man har en historisk bevidsthed, ved man også, at folk hele tiden har været med på det nye” (Carsten Andersen: Merete Pryds Helle: De nye medier er fantastiske til fiktion. Politiken, 2011-01-05). 

Med sine blandede udtryk er “Hej menneske” en eksperimenterende roman. På den ene side er den realistisk og faktuel, med f.eks. indholdsfortegnelse fra specialet (side 18) og dokumenterende fotos, og på den anden side er romanen poetisk i sit sprog med følsomme beskrivelser fra stenalderen og fra arkæologen Ediths liv.

Brevroman eller selvbiografi? Genrespørgsmålet er vigtigt i forhold til Merete Pryds Helles udgivelse ”Kære Mai” fra 2012. Bogen består af 545 sider med mails skrevet af Pryds Helle til veninden Mai. Brevene er skrevet i løbet af de otte år, hun boede i Italien med sin familie – de to børn Sophus og Agathe og partneren Morten Søndergaard. Pryds Helle skriver dokumentarisk og oprigtigt om alle aspekter i sit liv til veninden Mai – fra det helt trivielle og hverdagslige til det eksistentialistiske og unikke.

Forfatteren, eller skal man måske sige karakteren, ”Merete” skriver brevene som både forfatter, mor, søster, datter, eksildansker og veninde. Dermed bliver man som læser inviteret med hos gynækolog, søde oversættere, besværlige forældre, depressiv ægtemand og lignende intime oplevelser.

29166110

Grunden til at værket ikke blot skal tages som dokumentarisk og sandt materiale, men flirter med prædikatet fiktion, er, at bogen er redigeret. Også derfor har bogen undertitlen ”Et kapitel”, men ingen genrebetegnelse på forsiden, som f.eks. ”Roman”. Alle Mais svar er redigeret ud, ligesom man også kan forvente, at de mest upassende mails fra Merete er blevet fjernet. Et andet tegn på at teksten er redigeret er, at navne i brevene skifter mellem at være skrevet helt ud, ”Jørgen”, og være forkortelser, som det lille ”m”, for Morten Søndergaard eller de inkognito ”N” og ”T”.

Disse fravær i teksten peger videre på det mysterium, en monologisk brevroman er. Man får ikke en pædagogisk introduktion til plottet og karaktererne, men må samle brikkerne og sporene hen ad vejen. Hvem er ”m”? Hvad er der galt mellem Merete og hendes søster? Hvilke udfordringer kæmper veninden Mai med? Tekstens små spor giver ekstra god mening, hvis man kender Pryds Helles bibliografi og kan se, hvordan de peger på de værker hun var i gang med i de otte år, ”Kære Mai” afbilleder.

Det er naturligt for en brevroman at beskæftige sig med inderlighed, da breve netop er en eksternalisering af tanker. Derfor kredser bogens temaer også om Meretes personlige udfordringer med at leve op til omverdenens forventninger – hun skal skrive bøger, være mor og veninde, kvinde og krop og naturligvis nyde livet i Italien.

Med udgangspunkt i sin egen slægts historie udgav Merete Pryds Helle i 2016 romanen ”Folkets skønhed”, der følger pigen Marie fra hun som lille pige vokser op på en fattig bondegård på Langeland, til hun som voksen bor i eget parcelhus. Maries opvækst blandt en støt voksende søskendeflok, med en skrap og overvægtig mor og en tvær far, der arbejder som taglægger, er præget af løstsiddende lussinger, seksuelle overgreb og et protestantisk miljø, hvor dovenskab er den værste synd. Som en arbejdsbi knokler Marie derfor først derhjemme og siden i huset hos frøken Videbæk, der har gravide piger boende.

I sine ungdomsår møder Marie Otto med de blå øjne, og de flytter til København, hvor han studerer til ingeniør, og hun arbejder på telefonfabrik. Da han er færdiguddannet, flytter de i hus i et nybyggerkvarter i Værløse, hvor den lidt ensomme Marie går hjemme med deres to døtre og ser livet udspille sig udenfor vinduet, på den anden side af hækken.

De mange karakterer og det lange tidsperspektiv gør romanen til et portræt af en hel slægt og af den samfundsmæssige udvikling i Danmark fra 1930’erne til 1970’erne, hvor bevægelsen fra land til by er central: fra små kår på landet til teknologisk udvikling i byerne og slutteligt opfyldelse af parcelhusdrømmen.

52426251

Romanens mange detaljerede beskrivelser skaber en tidslig eksakthed: i begyndelsen den første elektricitet, de tunge dyner, slæbesilden og den høje børnedødelighed; senere storbyens fristelser og parcelhusets svøbe og stikvejens uendelighed. Romanens dramatiske højdepunkter knytter sig til dagliglivet, og som sådan er ”Folkets skønhed” en hyldest til husmoderen, der holder sammen på familien og samfundet. Det er også en skildring af ægteskab, kønsroller, magtstrukturer, børneopdragelse, skyld, skam og tabuer; af kærlighed i form af lussinger og usagte ord og af samfundets udstødte og tilværelsens snævre rammer.

Merete Pryds Helle beskriver i kapitlet ”Selvsyn”, hvordan romanen ikke er et direkte billede af hendes slægt, men et sammenkog af erindringer og historier fra hendes familie. Spørgsmålet om, hvad og hvordan vi erindrer, runger dog længe efter, at denne sansemættede og historisk dramatiske roman er lukket. 

Merete Pryds Helle placerer sig i 1990’erne som en del af en ny generation på det litterære danmarkskort. Hun har et tydeligt slægtskab med forfattere som Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Helle Helle og Kirsten Hammann, som udover kønnet er fælles om en sproglig følsomhed, der kommer til udtryk i genreudforskende tekster.

Helt centralt hos denne generation af kvinder står netop frygtløsheden over for faste genreregler. Ved at overskride læserens indlærte forventninger til litteraturen tematiserer de sprogets begrænsning over for erindring, virkelighed, selvindsigt og meget andet. Flere af forfatterinderne lader den traditionelle romanform bryde sammen til fordel for fortællinger, der kun antydes punktvis. Derfor stilles der høje krav til enhver læser, for det bliver ofte læserens opgave selv at tænke brudstykkerne sammen til en fortælling. Men hvis man går med på præmissen, venter der store oplevelser.

Pryds Helle peger selv på Thomas Manns ”Josef og hans brødre” og Agatha Christie, som de vægtigste inspirationer til sin litterære produktion. (Merete Pryds Helle: Helte og heltinder er svære at udpege. Information, 2008-10-24).

Af forfattere, der som Pryds Helle også skriver sms-litteratur, kan nævnes Jan Sonnergaard, Jesper Wung-Sung, Jens Blendstrup og Ida Holst.

Romanen ”Folkets skønhed” ligner med sin hjemstavnsbundne skildring Ida Jessens ”En ny tid” (2015), hvor samfundsforandringerne i Thyregod er ramme for friskolelærerinde Bagges personlige udvikling.

Med sin roman ”Nora” skriver Merete Pryds Helle sig helt op i armhulerne af den norske dramatiker Henrik Ibsen og hans mesterværk ”Et dukkehjem”. ”Nora” kiler sig ind i dramaet som et forlæg, et slags kapitel 0, og det er både fandenivoldsk og ærbødigt, som Helle går til Ibsen. Romanen er en begejstret hyldest til kvinden, til Nora, til mennesket og livsglæden, så Ibsens fordømmende og nedladende mænd får kam til deres hår. Dialogen mellem de to værker er endog meget tæt, da karakterer, hændelser og sætninger går igen i Helles værk.