Dorthe Nors

Dorthe Nors udgav i 2025 romanen ”Spænd” om den midaldrende professor Gunn Haven, der flytter på landet for at få fred fra sin omverden og for at skrive på sit forskningsprojekt om gammaglimt og det tidligste univers. Hun bosætter sig i Magnas hus, og som romanen skrider frem, viser Magna sig at være en kvinde, der drog kærlig omsorg for Gunn, da hun som barn mistede sin mor til en trafikulykke og hendes sorgramte far ikke fik hældt nok grøntsager på hende. Gunn er altså vokset op på egnen, med udsigt til den samme sø og den samme himmel, men hun skal genlære sig de uskrevne regler for social omgang, der hersker på landet: der er nabopligter, tvungen kaffe og stridigheder om skel og privat ejendomsret. Nede ad vejen bor den nævenyttige Krista, der ret korporligt truer Gunn mod at nærme sig den usælgelige ruin af et hus, hun ejer.

Til den anden side bor den lidt retningsløse frisørdatter Jenny, som Gunn føler et ansvar for og tager med ud at se på stjerner. Gunn får pejlet Jenny ind på hendes egen vej, og de to introverte og særlige mennesker finder et sælsomt og rummeligt fællesskab.

139923006

Når Gunn bestrider sin forskerstilling på Instituttet inde i byen, falder hun ind i et fagligt fællesskab med genkendelige koder. Sammen med sin kollega Niels har hun i mange år taget hånd om Drengen, der nysgerrigt har fulgt deres arbejde og nu er sendt i omløb i USA med penge fra Professoren. Gunn har altså noget med at tage sig af de sære børn, barnløs og af og til som et stort, sært barn selv.

Romanen, der er fortalt i tredjeperson med perspektiv hos Gunn og fuld af gamle danske ord, går i stille tempo fra vinter til forår, mens Gunn langsomt bliver klogere på sig selv, spændt ud mellem universets uendelighed og brændekløvning, mellem nattens stjerner og sitrende nye relationer. Når hun åbner begge ladens porte, opstår en forskydning mellem virkelighed og fantasi, og her befinder hun sig bedst: i spændet mellem verdener, med plads til at drøne ud ad tankens lange baner og samtidig være til stede med kroppen lige her.

Der er læbælter, skydetårne og rævepis, og der er jantelov, forsmåede egoer og martyrier så store som selve mælkevejen i denne lavmælt rasende fortælling om at blive sig selv sent i livet og efterhånden ikke finde sig i mere pis. Og ikke mindst om længslen efter at blive set og anerkendt som den, man er.

Dorthe Nors’ debutroman “Soul” (2001) handler om forholdet mellem den stille, mystiske Astrid fra Kilde i Jylland og den charmerende, rastløse Jaan fra København. De to unge møder hinanden på en bar i Aarhus, og selvom Jaan har en kæreste, betages han af Astrid og hendes tavse, men meget direkte, væremåde. Jaan og Astrid hvirvles ind i hinandens liv, og de finder ud af, at de begge bærer på en dyster hemmelighed om deres fortid. Hemmeligheder, som de enten kan vælge at skjule eller få frem i lyset og dermed risikere at blive forladt. Rejsen ind i hinandens inderste dyb i jagten på hemmeligheder og kærlighed fører dem både til Mörkret i Sverige, Skodsborg i Nordsjælland og til Haag i Holland.

23685531

“Soul” er på en og samme tid en kærlighedsroman og en dobbelt udviklingsroman. Den handler om, hvorvidt det er en god ide at åbne sig over for andre og vise sine allermørkeste sider og oplevelser frem, eller om det bedste er at holde dem skjult. Historien beskriver på en sanselig og ligefrem måde, hvordan det føles for Astrid og Jaan at åbne sig så meget, at det gør ondt. Astrid er vant til, at mænd forlader hende, når de får indblik i hendes fortid. Jaan er slet ikke vant til at indvie folk i sin fortid og mener, at han selv skal tage sig af det. På den måde er de typiske kønsroller skarpt skåret op: Manden er den tavse og udholdende, der vil klare det hele selv. Kvinden er den talende og skrøbelige, der trøstes af manden. Kærlighedsidealet i “Soul” er, at kærligheden godt kan bære det dystre og det uskønne, blot man har tillid til kærligheden og hinanden.

Begge hovedpersoner gennemgår en forandring bogen igennem. Astrid går fra at være en passiv, stille og tænksom pige til at være en aktiv, handlekraftig og åben kvinde, der står ved sig selv og det, hun vil. Jaan er i historiens begyndelse meget rastløs, overfladisk og søgende, men ender med at tage ansvar og se sig selv og kendsgerningerne i øjnene. Nøglen til begge personers udvikling er, at de for at opnå det fælles bedste, vender sig selv på vrangen og anerkender, at det dystre også er en del af dem.

Romanens titel henviser til, at Jaan er en dygtig soul-musiker, og at de begge nærer en passion for soulens sensuelle og dynamiske livskraft. Soul betyder sjæl, og det er den, det handler om.

Anden roman i Dorthe Nors’ forfatterskab er “Stormesteren” fra 2003, som handler om den talentfulde billedkunstner Thomas Kristoffersen. Lige siden han som 19-årig blev optaget på Kunstakademiet, har han kørt på en bølge af succes med følelsesmæssig støtte fra den aldrende kunstner Liebermann. Thomas lever af sin kunst og af at undervise mere eller mindre talentløse kvinder i at tegne. Ved siden af arbejdet lever han et udsvævende liv med alkohol og kvinder. Familien har han ikke meget kontakt til.

24908941

Han har haft en svær barndom med en diktatorisk far, der var medlem af en loge og krævede, at Thomas afstraffede lillebroderen Mikkel. Den svære opvækst har gjort, at brødrene har et anstrengt forhold til hinanden og ikke har haft kontakt i flere år. Thomas hjemsøges jævnligt af minder fra barndommen og vandrer rundt i Københavns gader, mens han forsøger at få styr på tankerne. Han har et anstrengt forhold til kvinder, som han kasserer, når de kommer for tæt på ham. Kun studinen Minna hænger fast og forsøger at hjælpe ham, selvom han mildest talt behandler hende dårligt. En dag får hun dog også nok, og Thomas hvirvles nu endnu mere ind i sin egen ensomhed og tristesse. Han begynder at tvivle på sin kunst og på, hvad han egentlig vil med sit liv. En dag hører Thomas rygter om, at Mikkel er kommet til byen med sine tyske ekstremistiske venner, og han finder pludselig en mening i at forsøge at genoprette kontakten til sin bror.

Det er eksistentielle temaer som ensomhed, fortidens spøgelser og kærlighed, der tages op i “Stormesteren”. Den foragt og afmagt, Thomas føler over for kvinder, er en projektion af hans foragt og afmagt over for sig selv. Han er opdraget til ikke at vise følelser, og han er bange for at lukke op for dem, fordi han så ikke ved, hvad der vil ske. Derfor holder han distance til alle omkring sig. Kun via kunsten har han en vis kontakt til sine inderste kamre, men det kommer først og fremmest til udtryk i en dyrkning af en helgenagtig forestilling om hans første kæreste Marlene.

Romanens titel henviser til den rang, Thomas’ far har i den loge, han er medlem af. Her er han en, der bestemmer, i modsætning til i resten af verden, hvor han ikke har noget at skulle have sagt. På samme måde er Thomas stormester i kunstens verden men har ikke en stærk position i den ‘virkelige’ verden. Udadtil er Thomas og hans far stormestre, men indadtil kan de ikke tackle deres egne følelser og tanker.

Dorthe Nors’ tredje roman “Ann Lie” (2005) handler om den 19-årige 3.g’er Ann Lie, som bor i en jysk provinsby sammen med sin far, der er tandlæge, og sin fire år ældre bror Simon. Moderen er død af et hul i hjertet. Ann Lie er meget alene, for Simon er hele tiden sammen med kæresten Sukie, og faderen er altid træt og mere eller mindre fraværende. Ann Lies eneste selskab er katten Acid og klassekammeraten Benjamin, som hun går i byen med og snakker med om deres fælles store helt, Brett Anderson fra rock-bandet Suede. Venskabet sættes tit på prøve af Ann Lies humørsvingninger og ambivalente følelser over for Benjamin. Da hun i en brandert får lovet Benjamin at tage med ham til London, men næste dag trækker løftet tilbage, får Benjamin nok. Han lægger Ann Lie på is og bekræfter hende dermed i, at hun er sådan en, som folk støder fra sig, sådan en som folk skrider fra – ligesom hendes mor gjorde. Ann Lie ryger længere og længere ned i et sort hul, hvorfra det synes umuligt at komme op. Men måske er der en udvej, og måske er Benjamin ikke så håbløs alligevel.

25923162

“Ann Lie” er en ungdomsroman, der handler om en ung kvindes sorg over at have mistet sin mor. Selvom Ann Lie ikke direkte fortæller om sorgen, kan den mærkes gennem de sarkastiske bemærkninger og den store smerte hun beskriver minder om moderen med. Ann Lies ‘almene’ teenagekvaler som utilfredshed med sit udseende, identitetsforvirring og ugidelighed bliver forstærket af, at hun har mistet sin mor og ikke længere har nogen kvindelig rollemodel.

Ann Lies historie bliver fortalt til katten Acid. Det betyder, at hun kan tale rent ud af posen, fordi katten af gode grunde ikke kan fortælle noget videre. Historien er fortalt i datid i en blanding af minder og nutidig handling. Ind i mellem møder Ann Lie i fantasien Brett Anderson og filosoferer over livet og smerten sammen med ham. Romanen er en lang, usentimental monolog. Læseren får indblik i Ann Lies tanker, og det gør, at handlingen føles autentisk og nærværende. Især fordi sproget er let og ukompliceret, føles det som en rundvisning i Ann Lies hjerne – og hjerte. Sproget er fyldt med bandeord og slang, og tonen er rå, ligefrem og lidt ungdommeligt naiv. På trods af den unge tone er Ann Lies budskab noget dystert: “Vi skal bare sørge for at trække vejret og få ordnet det, vi skal ordne, før vi en dag får opdrift. Indtil da er det med ikke at skrue forventningerne i vejret.”

I Dorthe Nors’ novellesamling ”Kort over Canada” fra 2018 tager 14 noveller os med ud, hvor karakterernes tæer kniber sig til fodfæste. Fortællingerne udspiller sig ofte langt væk fra hovedpersonernes hjemstavn, og vi føres bl.a. til Minneapolis, London, Los Angeles og Brooklyn. Her følger vi skæbner, der driver med strømme, de ikke selv kan styre, langt fra deres hjem ud i en tomhed, hvor mennesker støder vægtløst på hinanden. 

I novellen ”Mellem filialerne” gribes en forretningsrejsende, som han residerer på anonyme hotelværelser, af en drøm, hvor han overgives til naturens stille luner, og en fugl plukker kødet af hans krop. Han rejser mellem uspecificerede filialer med Kleenex og hygiejne-gel, mens han undgår berøring, og vi møder ham ved afgangen fra Boston til Minneapolis. Undervejs begynder rødderne fra Sønderjylland, med en far der huggede hovedet af kyllingen, og en mor der pillede den til aftensmaden, at spire i ham. De nordiske efternavne på filialernes personalelister minder ham om fortiden, og flugten derfra gennem de kønsløse filialer er forbi. For som receptionisten fra hotellet i Minneapolis siger: ”Even the Mississippi river has to begin somewhere” (s. 50). 

54423454

Konturerne af manden, hvis navn er ”en by nær den tyske grænse”, tegnes med en jeg-fortællers indre blik på en kaotisk selvforståelse. Teksten springer mellem øjebliksbilleder fra hans rejse til tilbageblik på barndommens ”hidsige sølvfasan” og en mor, der måtte ”give efter for sine infektioner”. Billede for billede kommer hovedpersonen sin egen underbevidsthed nærmere, og fuglen fra drømmen tager form i hans vågne sind. 

Som en kontrast, der går igen i flere af novellerne, står naturen som modsætning til det mondæne og kontrollerbare. Som ulven, hvis indtog og omdømme truer de trivielle eksistensers danskeridyl, men som vores hovedpersoner i deres ensomme hylen kan identificere sig med. På samme måde finder ringduen, rødkælken og ræven vej til historierne som ustyrlige elementer i en verden af kontrolleret normalitet. Imellem de tungsindige karikaturer løfter Nors dog gang på gang læsningen med en underspillet humor, som når den mandlige hovedperson i ”Traktosefugle” ser på elskeren Anja og blomsterne på hendes kjole, som, han konstaterer, ”blomstrer rigt i bundvegetationen” (s. 68). 

Der ligger i Dorthe Nors’ forfatterskab et fokus på det ofte egoistiske og selvcentrerede individ, der søger efter mening og lykke. Hovedpersonerne søger efter forløsning, mening og sjælelig ro. En længsel efter at finde mening i en tid, hvor verden konstant er i en rivende udvikling, og det kan være svært at følge med.

Dorthe Nors minder, specielt i sine beskrivelser af relationer mellem mennesker, om Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Især dennes roman “Konventioner” fra 2005, der ligesom “Soul” handler om et problematisk og besættende kærlighedsforhold, hvor hemmeligheder og skjulte følelser er begrænsende for kærligheden, men samtidig nødvendig for, at personerne kan realisere sig selv.

Nors’ noveller minder med deres minimalistiske og ironiske stil, hvor meget står mellem linjerne, om Helle Helles og Naja Marie Aids noveller. Både Helle og Aidt beskæftiger sig med forholdet mellem mennesker og spændingsfeltet mellem det ydre og det indre: Det, vi viser for andre, og det, der foregår helt inderst inde, hvor det kan være svært at lukke nogen ind. Det barske og kontante udtryk i “Kantslag” minder desuden om den bidske og beske stemning i Naja Marie Aidts novellesamlinger “Bavian” (2006) og “Vandmærket” (1993).

Flere af sporene i Dorthe Nors’ værker løber parallelt i Stine Pilgaards ”Meter i sekundet” (2020), hvor en kvinde flytter til Velling i Vestjylland, da hendes kæreste har fået job på en højskole. I sin kamp for at få kørekort slider hun indtil flere kørelærere op, lige som Sonja i ”Spejl, skulder, blink” bruger det meste af en evighed på at rekvirere sit kørekort. Samtidig deler Nors og Pilgaard bymenneskets blik på landbefolkningen og de uskrevne regler, man som tilflytter kan have svært ved at navigere i.