dorthe nors
Foto: Kirsten Klein

Dorthe Nors

journalist Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Senest opdateret af stud.mag. Nicoline Siebken Skandov, 2018. Bureauet.
Top image group
dorthe nors
Foto: Kirsten Klein
Main image
Nors, Dorthe
Foto: Kirsten Klein

Indledning

En teenager, der har mistet sin mor, og et ungt kærestepar, der er ved at blive ædt op indefra af dystre hemmeligheder om deres fortid. Det lyder som deprimerende læsning, men er det ikke. Dorthe Nors formår nemlig at behandle de tunge temaer i en ligefrem og usentimental tone – en kvalitet har man også fået øjnene op for i USA, hvor Dorthe Nors i 2013 fik sit gennembrud og bl.a. blev den første danske forfatter til at komme i The New Yorker.

54423454

 

Blå bog

Født: 20. maj 1970 i Herning.

Uddannelse: Cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie, 1999.

Debut: Soul. Samleren, 2001. Roman.

Litteraturpriser: Statens kunstfonds treårige arbejdsstipendium, 2011. Midtvestjysk kulturpris, 2010. New Letters Reader's Award (USA), 2010. Honorable mention, Pushcart Prize, best of the small presses (USA), 2010. Per Olov Enquist pris, 2014.

Seneste udgivelse: Kort over Canada. Gyldendal, 2018. Noveller.

Inspiration: Ingmar Bergman.

Genre: Novelle

 

 

 

Dorthe Nors læser op af Kantslag

Artikel type
voksne

Baggrund

“Han kigger på sine hænder. Den højre holder om musen, og når han om lidt slukker for pc’en, ved han, at han vil have det, som dengang han stadig læste Ugens Rapport. Selv efter at bladet var gemt af vejen, var han i stand til at fornemme den søde lugt af spyt fra papiret.”
“Kantslag”, s. 68.

Dorthe Nors blev født den 20. maj 1970 i Herning som lillesøster til to brødre. Moderen var maler og underviser og faderen tømrermester og planteproducent. Da Nors var fire år, flyttede familien på landet til det konservative Sinding-Ørre Sogn. Allerede som lille pige begyndte Dorthe Nors at interessere sig for at fortælle historier. Moderen opfodrede Nors til at tegne, mens hun selv malede, men i stedet for at tegne satte Nors sin mor til at skrive ned ord for ord, hvad hun fortalte. Bagefter læste moderen det højt, og hvis noget ikke var helt, som den selvbevidste pige ville have det, måtte moderen skrive om. Nors begyndte selv så småt at skrive historier, digte og dramaer som 11-årig.

I 1989 blev hun student og flyttede året efter til Århus for at studere dansk. Det blev droppet til fordel for en kortere periode med religionsvidenskab, men i 1994 faldt det endelige valg på kunsthistorie. Studietiden var dog præget af målet om at blive forfatter og en tålmodig venten på, at hendes egen skrift skulle blive moden. Alligevel var forfatterdrømmen ikke noget, Nors råbte højt om. Som hun fortæller: “Det sagde jeg ikke højt, for det kan folk ikke tage alvorligt. Derfor var forklaringen, at jeg arbejdede mig frem mod at blive lektor, men hvis man virkelig vil gå forfattervejen, så duer det ikke, for eksempel at få job på et gymnasium, for så har man ikke den tid, der skal til for at skrive,” siger hun. (Mads Würtz Gammelmark: “Forfatter er noget man er”. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08).

Dorthe Nors gjorde dog studiet færdigt. I 1999 blev hun cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie og erklærede til omverdenen, at nu ville hun selv skrive bøgerne. To år efter, i 2001, udkom det første manuskript, hun havde sendt til et forlag, som romanen “Soul”. Debuten vakte stor begejstring hos anmelderne og blev de følgende år fulgt op af romanerne “Stormesteren” i 2003 og “Ann Lie” i 2005. I 2007 fik hun et legatophold på Dansk Forfatter- og Oversættercenter på Hald Hovedgård, og samme år vandt hun andenpræmien i landbrugets kulturfonds novellekonkurrence ’Livet på landet’ med novellen “Hun kommer”. Interessen for novellegenren resulterede i udgivelsen af novellesamlingen “Kantslag” i 2008.

Omdrejningspunktet i Nors’ forfatterskab er de eksistentielle spørgsmål: “Jeg skriver med udgangspunkt i de store spørgsmål om eksistensen. Det er spørgsmål, som jeg tror, de fleste har i sig, men forfattere holder dørene ind til dem åbne og er mere sanselige. Jeg ser os som stemmen, der sætter ord på det, som mange egentlig opfatter. Jeg tror også det er svaret på, hvorfor mange læser. De genkender noget af sig selv i det, der er skrevet,” siger hun. (Mads Würtz Gammelmark: “Forfatter er noget man er”. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08).

Dorthe Nors har den overbevisning, at man kan skrive alle steder, så længe man holder sanserne åbne og suger indtryk til sig. Inspirationen finder hun i sine omgivelser, blandt andet gennem gåture og møder med mennesker: “Det er en slags ubevidst research. Jeg kalder det blåhvalen. Ligesom den bare spiser ved at svømme med åben mund gennem vandet og lade maden sidde fast i barderne, så kommer det også til mig, mens jeg opholder mig blandt mennesker,” siger hun. (Mads Würtz Gammelmark: “Bøger kan skrives alle steder”. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08).

I dag er Dorthe Nors flyttet tilbage til sine aner i det vestjyske. Her kan hun mærke roen sænke sig efter lange turneer med krævende arbejdsdage: ”Når jeg kommer hjem fra tolv dages intensiv turné for eksempel, så er det dælme godt, at folk herude er så ret ligeglade med alt det. Her kan jeg få lov at være Dorthe, ik’å.” (Jannie Schjødt Kold: Klasseforræderi. Information, 2015-12-04). A

Soul

“Natteluften slog imod hende tung og salt. Hun så derind, hvor byen måtte være. Der kørte han måske. Hun lagde armene om sig selv og vuggede lidt imod mørket. Det rykkede i kroppen. Hun græd ikke. Hun tænkte bare, at de nu var gået ind i den tid, hvor de måtte indse, at de nok aldrig lærte hinanden at kende.”
“Soul”, s. 180.

Dorthe Nors’ debutroman “Soul” udkom i 2001. Den handler om forholdet mellem den stille, mystiske Astrid fra Kilde i Jylland og den charmerende, rastløse Jaan fra København. De to unge møder hinanden på en bar i Århus, og selvom Jaan har en kæreste, betages han af Astrid og hendes tavse, men meget direkte, væremåde. Jaan og Astrid hvirvles ind i hinandens liv, og de finder ud af, at de begge bærer på en dyster hemmelighed om deres fortid. Hemmeligheder, som de enten kan vælge at skjule eller få frem i lyset og dermed risikere at blive forladt. Rejsen ind i hinandens inderste dyb i jagten på hemmeligheder og kærlighed fører dem både til Mörkret i Sverige, Skodsborg i Nordsjælland og til Haag i Holland.

23685531

“Soul” er på en og samme tid en kærlighedsroman og en dobbelt udviklingsroman. Den handler om, hvorvidt det er en god ide at åbne sig over for andre og vise sine allermørkeste sider og oplevelser frem, eller om det bedste er at holde dem skjult. Historien beskriver på en sanselig og ligefrem måde, hvordan det føles for Astrid og Jaan at åbne sig så meget, at det gør ondt. Astrid er vant til, at mænd forlader hende, når de får indblik i hendes fortid. Jaan er slet ikke vant til at indvie folk i sin fortid og mener, at han selv skal tage sig af det. På den måde er de typiske kønsroller skarpt skåret op: Manden er den tavse og udholdende, der vil klare det hele selv. Kvinden er den talende og skrøbelige, der trøstes af manden. Kærlighedsidealet i “Soul” er, at kærligheden godt kan bære det dystre og det uskønne, blot man har tillid til kærligheden og hinanden.

Begge hovedpersoner gennemgår en forandring bogen igennem. Især Astrid gennemgår en markant forandring. Hun går fra at være en passiv, stille og tænksom pige til at være en aktiv, handlekraftig og åben kvinde, der står ved sig selv og det, hun vil. Jaan er i historiens begyndelse meget rastløs, overfladisk og søgende, men ender med at tage ansvar og se sig selv og kendsgerningerne i øjnene. Nøglen til begge personers udvikling er, at de for at opnå det fælles bedste, vender sig selv på vrangen og anerkender, at det dystre også er en del af dem.

Romanens titel henviser til, at Jaan er en dygtig soul-musiker, og at de begge nærer en passion for soulens sensuelle og dynamiske livskraft. Soul betyder sjæl, og det er den, det handler om.

 

Stormesteren

“Han var trådt ind i en gammel virkelighed, hvor hun endnu ikke fandtes. I dette lille paradis var det altid midsommer, og alt var sundt. Ingen anklager havde mødt dette univers. Men så snøftede Minna på det mest ubelejlige tidspunkt, og han nåede ikke at få åbnet øjnene, før det var for sent. Han så hende ligge dér med sine tørre hænder. Besværgelserne stod ud af hende.”
“Stormesteren”, side 82

Anden roman i Dorthe Nors’ forfatterskab er “Stormesteren” fra 2003, som handler om den talentfulde billedkunstner Thomas Kristoffersen. Lige siden han som 19-årig blev optaget på Kunstakademiet, har han kørt på en bølge af succes med følelsesmæssig støtte fra den aldrende kunstner Liebermann. Thomas lever af sin kunst og af at undervise mere eller mindre talentløse kvinder i at tegne. Ved siden af arbejdet lever han et udsvævende liv med masser af alkohol og kvinder. Familien har han ikke meget kontakt til. Han har haft en svær barndom med en diktatorisk far, der var medlem af en loge og krævede, at Thomas afstraffede lillebroderen Mikkel. Den svære opvækst har gjort, at brødrene har et anstrengt forhold til hinanden og ikke har haft kontakt i flere år. Thomas hjemsøges jævnligt af minder fra barndommen og vandrer rundt i Københavns gader, mens han følger efter kvinder og forsøger at få styr på tankerne. Han har et anstrengt forhold til kvinder, som han kasserer, når de kommer for tæt på ham. Kun studinen Minna hænger fast og forsøger at hjælpe ham, selvom han mildest talt behandler hende dårligt. En dag får hun dog også nok, og Thomas hvirvles nu endnu mere ind i sin egen ensomhed og tristesse. Han begynder at tvivle på sin kunst og på, hvad han egentlig vil med sit liv. En dag hører Thomas rygter om, at Mikkel er kommet til byen med sine tyske ekstremistiske venner, og han finder pludselig en mening i at forsøge at genoprette kontakten til sin bror.

24908941

Det er eksistentielle temaer som ensomhed, fortidens spøgelser og kærlighed, der tages op i “Stormesteren”. Den foragt og afmagt, Thomas føler over for kvinder, er en projektion af hans foragt og afmagt over for sig selv. Han magter ikke de store følelser, som disse kvinder repræsenterer, og han ved det. Han er opdraget til ikke at vise følelser, og han er bange for at lukke op for dem, fordi han så ikke ved, hvad der vil ske. Derfor holder han distance til alle omkring sig. Kun via kunsten har han en vis kontakt til sine inderste kamre, men det kommer først og fremmest til udtryk i en dyrkning af en helgenagtig forestilling om hans første kæreste Marlene. Et uopnåeligt ideal som ingen af de kvinder, han møder, har den mindste chance for at leve op til.

Romanens titel henviser til den rang, som Thomas’ far har i den loge, han er medlem af. Her er han en, der bestemmer, i modsætning til i resten af verden, hvor han ikke har noget at skulle have sagt. På samme måde er Thomas stormester i kunstens verden men har ikke en stærk position i den ‘virkelige’ verden. Han mestrer kunsten til fulde, men denne fuldendelse kræver en fokusering af al energi og dermed en opgivelse af alle andre områder i livet. Det kan diskuteres, om en status som ‘stormester’ gør personen lykkelig, eller om det blot er en form for virkelighedsflugt og en måde at blive bekræftet på. I hverken Thomas’ eller hans fars tilfælde virker det som om, stormesterrollen gør dem lykkelige. Titlen kan dermed tolkes ironisk. Udadtil er Thomas og hans far stormestre, men indadtil kan de ikke tackle deres egne følelser og tanker.

Ann Lie

“Det var som at styre direkte imod et trafikuheld, og når man nu ved, at alt omkring én om et sekund er inferno, så er det frygteligt at vente på. Så vil man bare have det overstået, døden. Det var i hvert fald sådan, jeg tænkte. Jeg tænkte: okay, let’s crush the car and I’ll be born.”
“Ann Lie”, s. 109.

Den tredje bog i Nors’ forfatterskab er romanen “Ann Lie” fra 2005. Den handler om den 19-årige 3.g’er Ann Lie, som bor i en jysk provinsby sammen med sin far, der er tandlæge, og sin fire år ældre bror Simon. Moderen er død af et hul i hjertet. Ann Lie er meget alene, for Simon er hele tiden sammen med kæresten Sukie, og faderen er altid træt og mere eller mindre fraværende. Ann Lies eneste selskab er katten Acid og klassekammeraten Benjamin, som hun går i byen med og snakker med om deres fælles store helt, Brett Anderson fra rock-bandet Suede. Venskabet sættes tit på prøve af Ann Lies humørsvingninger og ambivalente følelser over for Benjamin. Da hun i en brandert får lovet Benjamin at tage med ham til London, men næste dag trækker løftet tilbage, får Benjamin nok. Han lægger Ann Lie på is og bekræfter hende dermed i, at hun er sådan en, som folk støder fra sig, sådan en som folk skrider fra – ligesom hendes mor gjorde. Ann Lie ryger længere og længere ned i et sort hul, hvorfra det synes umuligt at komme op. Men måske er der en udvej, og måske er Benjamin ikke så håbløs alligevel.

25923162

“Ann Lie” er en ungdomsroman, der handler om en ung kvindes sorg over at have mistet sin mor. Selvom Ann Lie ikke direkte fortæller om sorgen, kan den tydeligt mærkes gennem de sarkastiske bemærkninger og den store smerte med hvilken, hun beskriver minder om moderen. Ann Lies ‘almene’ teenagekvaler som utilfredshed med sit udseende, identitetsforvirring og ugidelighed bliver yderlige forstærket af, at hun har mistet sin mor og ikke længere har nogen kvindelig rollemodel. Manglen på en kvinde at spejle sig i, blandet med nysgerrighed og apati, giver sig udslag i, at Ann Lie i dagevis pjækker fra skole og sætter sig uden for den ur- og smykkeforretning, som Benjamins mor arbejder i. Her sidder Ann Lie dag ud og dag ind og drikker cola, mens hun iagttager Benjamins mor og forsøger at regne ud, hvordan hun er.

Ann Lies historie bliver fortalt til katten Acid. Det betyder, at hun kan tale rent ud af posen, fordi katten af gode grunde ikke kan fortælle noget videre. Historien er fortalt i datid i en blanding af minder og nutidig handling. Ind i mellem møder Ann Lie i fantasien Brett Anderson og filosoferer over livet og smerten sammen med ham. Romanen er en lang, usentimental monolog. Læseren får indblik i Ann Lies tanker, og det gør, at handlingen føles autentisk og nærværende. Især fordi sproget er let og ukompliceret, føles det som en rundvisning i Ann Lies hjerne – og hjerte. Sproget er fyldt med bandeord og slang, og tonen er rå, ligefrem og lidt ungdommeligt naiv. På trods af den unge tone, er Ann Lies budskab noget mere dystert: “Vi skal bare sørge for at trække vejret og få ordnet det, vi skal ordne, før vi en dag får opdrift. Indtil da er det med ikke at skrue forventningerne i vejret.”

 

Kantslag

“Det kom ikke til ham fra den ene dag til den anden, at han var buddhist. Buddhisten som idé kom nærmere listende ind og satte sig kort efter, at konen ville skilles. Buddhisten kom ind til ham og satte sig på den anden side af skrivebordet i Udenrigsministeriet. Han kiggede på buddhisten og tænkte, at det var et godt format at træde ind i. Buddhister er gode mennesker.”
“Kantslag”, s. 25.

“Kantslag” fra 2008 er Dorthe Nors’ fjerde udgivelse. I mange år lå den trods gode anmeldelser stille hen, men fik så i 2013 nye ben at gå på, da man på den litterære scene i USA fik øjnene op for Dorthe Nors' noveller. ”Kantslag” blev i 2014 udgivet i amerikansk oversættelse under titlen ”Karate Chop”. Dette første desuden til en dansk genudgivelse samme år.

Samlingen indeholder 15 kortere noveller, som først og fremmest handler om forhold mellem kønnene og mellem barn og voksen. Forholdene er som oftest karakteriserede ved at indeholde noget usagt, der ligger og lurer mellem karaktererne og mellem linjerne. Mange af novellesamlingens personer bærer på en dyster hemmelighed eller skjuler noget for deres omverden. I flere af novellerne fortælles historierne fra et barns synsvinkel, hvilket bevirker, at man ser på det dystre på en anderledes måde, end man ellers ville.

Et eksempel på dette er novellen “Ællingen”, der i bund og grund handler om en usympatisk far, der slår små ællinger ihjel og er sin kone utro hvert andet øjeblik. Men fordi det er et barn, der fortæller om sin far, fremstår han mindre usympatisk og mere menneskelig, fordi han også er far, og der er nogen, der holder af ham på trods af alt det, han også er. 

Barnets oplevelse af et usympatisk familiemedlem er også omdrejningspunktet i novellen “Mor, mormor og moster Ellen”. Her beskrives en afstumpet kvinde, fortællerens mormor, der slår kaniner ihjel foran sine børn og lokker sit barnebarn til at trække hendes trusser op efter et toiletbesøg, selvom hun slet ikke har nogen trusser på. Fordi fortælleren ser tilbage på begivenhederne, som fandt sted da han var barn, bærer det fortalte præg af barnets uskyldige og uvidende blik, og det afstumpede kommer til at stå mellem linjerne som noget usagt og tilsløret, der på sin vis bliver fortalt, men ikke direkte.

27413072

Det, der giver læseren denne følelse, er blandt andet, at der fokuseres på detaljer. Sproget i novellesamlingen er minimalistisk og realistisk. Der bliver fortalt uden at røbe noget, men detaljen er vigtig. Det gælder for eksempel manden i novellen “Kvindelige mordere”, som sidder og svælger i gruopvækkende morderhistorier på nettet. Han oplever en form for ophidselse ved, i al hemmelighed, at læse om disse kvindemordere og høre detaljer om deres makabre drab. Men det er kun på nettet, i den virtuelle verden, at han giver efter for sin makabre trang. I den virkelige verden er han en pæn og ordentlig mand, som f.eks. sætter sine sko pænt ved siden af sengen, før han skal sove. Omstændigheden at hans kone går “tidligere og tidligere i seng” fortæller læseren, at manden befinder sig i et forhold, der ikke fungerer optimalt. Måske på grund af hans interesse for internettet, måske skyldes interessen for internettet netop det dårlige ægteskab.

På trods af uklare motiver og hentydninger fremstår novellesamlingen som hård og kontant, som titlen også antyder. Historierne er korte og ligefremme og uden så meget for- eller efterspil. Inden for musikkens verden er et kantslag et slag på kanten af (lille)trommen. En måde at slå på trommen på, som ikke oprindeligt var meningen, men som alligevel er helt almindelig og udbredt. I denne betydning kommer titlen til at henvise til de handlinger, som personerne i novellerne gør, som ikke oprindeligt var meningen, men som er helt almindelige. 

Minna mangler et øvelokale

”Minna er nødt til at vurdere menneske for menneske.
Minna vil lære ikke at nære tillid.
Det skal være slut.
Den sidste narcissist har fået hende til at klappe.
Den sidste jyde har boet i hendes indbakke.
Den sidste nymfoman.
Den sidste journalist.
Indiske dæmoner.
Rambukke.
Kamikazepiloter.
Tyve om natten:
Det er slut!
Minna mærker sin rygsøjle vokse.”
”Minna mangler et øvelokale”, s. 54.

I Dorthe Nors’ roman ”Minna mangler et øvelokale” fra 2013 er den snart 40-årige komponist Minna træt af at skulle være værtsdyr for de kvindelige parasitter, der findes i hendes omgangskreds. Den jyske harmonikaspiller Karin, der får afløb for hverdagens trivialiteter med Minna som sin personlige dagbog, den erotiske harpenist Jette, der finder bekræftelsen i Minna som hendes kedelige modsætning og den perfektionistiske søster Elisabeth, der kæmper for at slide kanterne af Minnas personlighed, så hun passer bedre ind i søsterens facadeliv i kartoffelrækkerne. Alle tromler de hen over Minnas udhulede kærlighedsliv og suger alt, hvad der er tilbage af energi ud af hende. Hun mangler et ”røvhulsfilter”.

Minnas romance med journalisten Lars, som skulle give hende den varme, hun savnede, ender i en blank afvisning over sms, og drømmen om et barn visner bort. Minna har efterhånden glemt sig selv og det menneske, hun er. Hun mangler rum til sig selv og sin musik. Et øvelokale. Derfor stikker hun af til Bornholm, »sindets katarsis«, for at forsøge at finde sig selv som menneske igen. Men parasitterne følger Minna på tæt hold, og end ikke på Bornholms yderste klippesatser kan hun slippe for deres klør og få fred til at synge. Med tæerne på den yderste afgrund er hun tæt på at overgive sig til dybet, da en fremmed uventet slår dørene op til det øvelokale, Minna har ventet på.

29820422

”Minna mangler et øvelokale” er med sine stilistiske særtræk en roman, der afsøger grænsefeltet mellem poesi og prosa. Fortællingen bygges op af skarptslebne hovedsætninger skrevet på listeform, og alle fyldord og detaljerede beskrivelser er skåret væk. Kun den rene fortælling er tilbage. Stilen med subjektet først og handlingen bagefter minder om det sproglige udtryk, man ofte ser brugt på de sociale medier, hvor meget indhold skal sammenfattes på meget lidt plads. Stilen sætter individet, den handlende, i centrum af teksten, og på den måde underbygger skrivestilen også mange af de tematikker, som romanen arbejder med. Det selviscenesættende menneske, manglen på ægte menneskeligt nærvær og kærlighed, der går tabt i det tomme cyberspace.

Minna viser sig gennem hele fortællingen som en ”moderne havfrue”, der på flere planer har mistet sin stemme i verden, mens hun kæmper for at realisere sit begær. Holdt i følelsesmæssig skak af sine nærmeste forsøger hun at blive subjekt med egen dagsorden i stedet for at være objekt for andres, og man når at blive i tvivl om, om hun vil lide samme skæbne som den havfrue, vi kender fra H.C. Andersens eventyr.

 

 

Spejl, skulder, blink

”Jeg er en parasit på den vestlige dannelseskulturs koloenorme kadaver, tænker Sonja, hun har kvalme. Kvalme og ømme håndled, og det spænder i kæben, som om noget, der virkeligt gerne vil ud, vil ud, men ikke må komme det. Måske er det vragdele af Sonja selv? Hvorfor hører jeg aldrig fra Kate? Hvad er det ved mig? Kan hun for helvede ikke bare ringe.”
”Spejl, skulder, blink”, s. 61.

Sonja bøjer nakken på Folkes køreskole på Frederiksberg. Hun er gammel ved siden af de 20-årige medkursister, et par årtier faktisk, og må i øvrigt skjule sin positionssvimmelhed for ikke at blive diskvalificeret i den udmattende kamp for det lille plastikkort. Men det er vigtigt, satans vigtigt, at hun får det kort. For Sonja føler sig fremmed. Ikke kun for den skingre kørelærer Jytte, også for veninden Molly, massøren Ellen, søsteren Kate og Københavns ”ensrettede mangfoldighed”, selvom det ellers var byen hun stak af til fra det mørke Jylland. Selv Gösta Svenssons krimier, som hun ellers bruger det meste af sin tid på at oversætte til dansk, er egentlig ikke Sonjas kop te. Det er anslaget i Dorthe Nors’ roman ”Spejl, skulder, blink” fra 2016.

52186994

Et tæppe af fremmedhed har langsomt fortættet sig om Sonjas verden, hvor den eneste udvej er adgangen til de fire hjul og væk. Men Jytte vil ikke lade hende skifte gear og bruger i stedet på 6. måned Sonja som affaldsspand for sit sladder, mens hun kæderyger og rækker fuck af de andre bilister. Det er svært, men Sonja får omsider meddelt Folke, køreskoleforstanderen, at der er brug for et kørelærerskifte. Folke påtager sig selv opgaven, og varmt og imødekommende får Sonja modvilligt lidt mere end hun har betalt for: ”Kan man for fanden da ikke bare lære at køre bil!” (s. 171).

”Spejl, skulder, blink” fanger en særlig danskhed på sin egen humoristiske måde. De tragikomiske situationer, hvor Sonja er fanget mellem de letgenkendelige personligheder fra det stereotype danskerkartotek er skrevet i et sprog, man kun kan stoppe op, studse over og muntres af. Især i dialogerne fanger Nors de små pauser og mellemmenneskelige misforståelser, der så godt afslører vores fremmedhed for hinanden, selv i årgamle relationer. Samtidig har Dorthe Nors også skrevet om et menneskes ensomhed. Romanen bryder med realisme illusionerne om den landlige idyl og storbyens diversitet og viser, hvordan man, på trods af at være et ærligt, kærligt menneske, ofte er alene i det her land. Mange steder er vi alle sammen fremmede for vores omgivelser, det værende cocktailparties i borgerskabets København eller villa og vovse mellem markerne i Jylland.

Kort over Canada

”Vi sad der og hyggede os, og jeg kan ikke redegøre for passagen imellem, at hun tog den sidste bid af kagen, og så at hun lå dernede på gulvet, halvt inde under stuebordet, øjnene åbne, munden også, men selv der, da det hele var forbi, så det ud, som om hun var i gang med at nøde mig, og jeg ville ikke.”

”Hygge”, ”Kort over Canada”, s. 33.

I Dorthe Nors’ novellesamling ”Kort over Canada” fra 2018 tager 14 noveller os med ud, hvor karakterernes tæer kniber sig til fodfæste. Fortællingerne udspiller sig ofte langt væk fra hovedpersonernes hjemstavn, og vi føres bl.a. til Minneapolis, London, Los Angeles og Brooklyn. Her følger vi skæbner, der driver med strømme, de ikke selv kan styre, langt fra deres hjem ud i en tomhed, hvor mennesker støder vægtløst på hinanden.

I novellen ”Mellem filialerne” gribes en forretningsrejsende, som han residerer på anonyme hotelværelser, af en drøm, hvor han overgives til naturens stille luner, og en fugl plukker kødet af hans krop. Han rejser mellem uspecificerede filialer med Kleenex og hygiejne-gel, mens han undgår berøring, og vi møder ham ved afgangen fra Boston til Minneapolis. Undervejs begynder rødderne fra Sønderjylland, med en far der huggede hovedet af kyllingen, og en mor der pillede den til aftensmaden, at spire i ham. De nordiske efternavne på filialernes personalelister minder ham om fortiden, og flugten derfra gennem de kønsløse filialer er forbi. For som receptionisten fra hotellet i Minneapolis siger: ”Even the Mississippi river has to begin somewhere” (s. 50).

54423454

Konturerne af manden, hvis navn er ”en by nær den tyske grænse”, tegnes med en jeg-fortællers indre blik på en kaotisk selvforståelse. Teksten springer mellem øjebliksbilleder fra hans rejse til tilbageblik på barndommens ”hidsige sølvfasan” og en mor, der måtte ”give efter for sine infektioner”. Billede for billede kommer hovedpersonen sin egen underbevidsthed nærmere, og fuglen fra drømmen tager form i hans vågne sind.

Som en kontrast, der går igen i flere af novellerne, står naturen som modsætning til det mondæne og kontrollerbare. Som ulven, hvis indtog og omdømme truer de trivielle eksistensers danskeridyl, men som vores hovedpersoner i deres ensomme hylen kan identificere sig med. På samme måde finder ringduen, rødkælken og ræven vej til historierne som ustyrlige elementer i en verden af kontrolleret normalitet. Imellem de tungsindige karikaturer løfter Nors dog gang på gang læsningen med en underspillet humor, som når den mandlige hovedperson i ”Traktosefugle” ser på elskeren Anja og blomsterne på hendes kjole, som, han konstaterer, ”blomstrer rigt i bundvegetationen” (s. 68).

Genrer og tematikker

Dorthe Nors’ forfatterskab beskæftiger sig med eksistentielle temaer som kærlighed, grusomhed og sorg. I kærlighedsforholdene handler det ofte om det svære i at åbne sig for en anden, at turde ‘overgive’ sig. Herunder har personerne ofte noget, de skjuler, som gør det endnu sværere at lukke andre ind i deres sjæls dybeste gemmer. Hovedpersonerne i forfatterskabet har ofte haft det svært i barndommen. De har oplevet en tragisk hændelse, overgreb eller lignende. Den problematiske opvækst har medført konflikter i forhold til forældre og søskende og påvirker også personens evne til at danne succesfulde relationer i det voksne liv. Hovedpersonen er oftest ung og stadig under en rivende udvikling, som beskrives gennem historien.

Et helt gennemgående tema bliver dermed menneskers udvikling væk fra deres smertefulde fortid gennem deres nye relationer til andre. Personernes udvikling beskrives via tanker og følelser, som oftest fortælles af alvidende tredjepersonsfortællere.

Beslægtede forfatterskaber

Litteraturhistorisk skriver Dorthe Nors sig ind i en tid, hvor det tematiske fokus ligger på relationer mellem mennesker og individets udvikling gennem disse relationer. Der ligger i Nors’ forfatterskab et tidstypisk fokus på det ofte egoistiske og selvcentrerede individ, der søger efter mening og lykke. Hovedpersonerne i Nors’ forfatterskab søger efter forløsning, mening og sjælelig ro. En længsel efter at finde mening i en tid, hvor verden konstant er i en rivende udvikling, og det kan være svært at følge med.

Dorthe Nors minder, specielt i sine beskrivelser af relationer mellem mennesker, om Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Især dennes roman “Konventioner” fra 2005, der ligesom “Soul” handler om et problematisk og besættende kærlighedsforhold, hvor hemmeligheder og skjulte følelser er begrænsende for kærligheden, men samtidig nødvendig for, at personerne kan realisere sig selv.

Nors’ noveller minder med deres minimalistiske og ironiske stil, hvor meget står mellem linjerne, om Helle Helles og Naja Marie Aids noveller. Både Helle og Aidt beskæftiger sig med forholdet mellem mennesker og spændingsfeltet mellem det ydre og det indre: Det, vi viser for andre, og det, der foregår helt inderst inde, hvor det kan være svært at lukke nogen ind. Det barske og kontante udtryk i “Kantslag” minder desuden om den bidske og beske stemning i Naja Marie Aidts novellesamlinger “Bavian” og “Vandmærket”.

Bibliografi

Romaner

Nors, Dorthe:
Soul. Samleren, 2001.
Nors, Dorthe:
Stormesteren. Samleren, 2003.
Nors, Dorthe:
Ann Lie. Samleren, 2005
Nors, Dorthe:
Minna mangler et øvelokale. Samleren, 2013.
Nors, Dorthe:
Spejl, skulder, blink. Gyldendal, 2016.

Noveller

Nors, Dorthe:
Kantslag. Samleren, 2008.
Nors, Dorthe:
Karate Chop (Kantslag). Oversættelse: Martin Aitken. Graywolf Press. 2014.
Nors, Dorthe: Kort over Canada. Gyldendal, 2018.

Lyrik

Nors, Dorthe:
Dage – lister i uddrag. Samleren, 2010. Digte.
Nors, Dorthe:
Dage. Samleren, 2010. Prosalyriske tekster.

Om forfatteren

Links

Forfatterens hjemmeside, der blandt andet indeholder anmeldelser af bøgerne, mulighed for foredrag samt forfatterens biografi.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Dorthe Nors

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Gammelmark, Mads Würtz:
Bøger kan skrives alle steder. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08.
Gammelmark, Mads Würtz:
Forfatter er noget man er. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08.
Kold, Jannie Schjødt:
Klasseforræderi. Information, 2015-12-04.