Portræt af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Sara Galbiati

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

journalist og cand.mag. Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information, 2011 og 2015. Senest opdateret af cand.theol. Charlotte Hitzner, Bureauet, november 2020.
Top image group
Portræt af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Sara Galbiati

Indledning

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik sit store gennembrud med de anmelderroste biografiske romaner “Hildegard” og “Hildegard II”, der med en skrift fuld af poesi og sansning indfanger den middelalderlige lægekyndige, nonne, forfatter og komponist Hildegard af Bingens liv. Marstrand-Jørgensens bøger er kendetegnet ved at beskæftige sig med de psykologiske aspekter af tilværelsen. Hendes værker tager almenmenneskelige temaer som tro, tvivl, kærlighed og søgen efter en mening med livet op – om det er hos middelalderens nonne Hildegard, dronning Margrete d. 1. af Danmark, 1970’ernes husmor Alice i “Hvad man ikke ved” eller hendes 16-årige datter Flora i “Hvis sandheden skal frem”.

62932988

 

Blå bog

Født: 18. juli 1971 på Frederiksberg.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab, 2000.

Debut: Vandring inden ophør. Borgen, 1998. Digtsamling.

Litteraturpriser: Weekendavisens Litteraturpris, 2009. Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris, 2012. Politikens Litteraturpris, 2017. DR Romanprisen, 2021.

Seneste udgivelse: Sange om stilhed og hjem. Gyldendal, 2022. Roman.

Inspiration: Hildegard af Bingen.

Periode: Middelalderen

 

 

 

Interview med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Corner-Walker Hvidberg, oktober 2021

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Alt kan antage flere former: Åndedraget er både vanddråber mod pelstæppet og den hvide sky, der stå ud af munden i frostvejr. Vinden er et aftryk i kornet, i løvet, i vandet, er tårer i øjnene, selvom man hverken er glad eller trist. Kulde farver ansigter røde, varme trækker fugt gennem huden. Alt skifter form, men kun Det Levende Lys har så mange former, at det er umuligt for noget menneske at kende dem alle.”
“Hildegard”, s. 185.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen blev født den 18. juli 1971 på Frederiksberg. Halvandet år senere flyttede familien til Hørsholm, og ti år senere gik turen til Vedbæk. Her nord for København voksede Marstrand-Jørgensen op sammen med sine tre søskende – en storesøster, lillebror og lillesøster – hos et forældrepar, hvor faren var advokat og moren fysioterapeut.

Marstrand-Jørgensen var et følsomt og genert barn med en stor fantasi: “Jeg legede altid, elskede at læse, tegne og digte historier. Jeg var også meget ude – i skoven, i havet, ved søen med en fiskestang. Jeg var på sin vis stille, men satte alligevel altid spørgsmålstegn ved alting og tænkte overdrevet meget over tingene, hvilket nok var med til at få mig til at føle mig anderledes … og til tider helt forkert,” siger hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008). 

Efter endt skolegang begyndte Marstrand-Jørgensen på gymnasiet, og hun blev matematisk-naturfaglig student fra Zahles Gymnasium i 1989. Herefter holdt hun et sabbatår, hvor hun arbejdede og rejste rundt i Europa, inden hun startede på universitetet. Studievalget faldt på medicin, en beslutning hun betegner som “et trygt valg”, fordi hun kommer fra en familie med mange læger. Studiet blev dog kun kortvarigt, for Marstrand-Jørgensen besluttede at skifte over til Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvorfra hun blev færdig som cand.mag. i 2000.

Om det markante skift fra naturvidenskab til humanisme siger hun: “Jeg kunne ikke udstå at læse medicin. Jeg følte mig som en Mars-bo, der netop var landet med rumskibet. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle bidrage til verden og være et godt menneske og tænkte, at det måtte være godt ligefrem at kunne redde andre menneskers liv. Men jeg kunne ikke forlige mig med det menneskesyn, jeg syntes var fremherskende på medicinstudiet – mennesket som en slags maskine, hvor lægens opgave var at spore fejl og derpå søge at udbedre dem, uden nødvendigvis at tænke i en større helhed.” (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008). Studieskiftet var ikke en nem beslutning, men det endte med at være et skæbnesvangert godt valg: “Det var en lettelse for mig, da jeg begyndte at tænke på, hvor meget litteraturen havde hjulpet mig i mit liv, hvor udviklende og berigende og helende litteraturen er for ånden, om man så må sige. Så gav det hele mening, og jeg fik mod til at stå ved mig selv”, fortæller hun (Marstrand-Jørgensen i mail-interview med Signe Juul Kraft, maj 2008). 

Marstrand-Jørgensen debuterede i 1998 med digtsamlingen “Vandring inden ophør”, og de følgende år var lyrikken omdrejningspunktet i hendes forfatterskab. I 2004 udkom hendes første roman ”Det vi ved”. Det helt store gennembrud kom i 2009 med romanen “Hildegard”, som både anmeldere og læsere tog særdeles godt imod, og som Marstrand-Jørgensen vandt Weekendavisens litteraturpris for. I 2010 kom efterfølgeren “Hildegaard II” som også høstede stor anerkendelse hos både kritikere og læserskare.

I 2012 og 2013 udgav hun de to selvstændige, men forbundne 1970’er-romaner, “Hvad man ikke ved” og “Hvis sandheden skal frem”. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har arbejdet freelance som litteraturanmelder ved Berlingske Tidende og skrevet for dameblade, redigeret en antologi og været formand for Landsforeningen Børn og Samvær. I september 2009 stiftede hun Poesiens Hus i København sammen med forfatterkollegaen Lene Henningsen.

Marstrand-Jørgensen bor i København.

Digtsamlingerne

I 1998 debuterede Anne Lise Marstrand-Jørgensen med digtsamlingen “Vandring inden ophør”. Året efter blev den fulgt op af “Rygge som djævle”, og i 2001 og 2002 udkom “Vi er vejret” og “Helikopter igen”. Digtsamlingerne tematiserer universelle emner som kærlighed, død, opløsning, fødsel og forholdet mellem mennesker. Udtrykket i digtene er kendetegnet ved oftest at være kortere digte med afbrudte sætninger, som består af billede på billede. I det følgende analyseres digtet “Jeg ved hvad du mener” fra “Vi er vejret”, der på eksemplarisk vis kredser om digtsamlingernes temaer og samtidig afspejler det udtryk, der nøje hænger sammen med indholdet.

21991120

Mange af Marstrand-Jørgensens digte tager afsæt i naturen, og dette er også tilfældet med “Jeg ved hvad du mener” (side 37): “Jeg ved hvad du mener/jeg ved det endnu/og ser vores tanker/er Judasører på træer/vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier/i oprør. Mund presser/skovsnegle mod ruden, stille”. Kontakten mellem jeget og duet bliver i digtet kædet sammen med den forbindelse, der er mellem naturen og alt, der er skabt af naturen, herunder mennesket. Sammenhængen gøres til noget universelt, der overskrider tidens grænser. Forbindelsen begrænses ikke kun til én tid, men indbefatter datid, nutid og fremtid. Sætningen “Jeg ved det endnu” kæder datid og nutid sammen ved at vise, at jeget har vidst, hvad duet mener og stadig ved det.

På trods af forbindelsens styrke, spores der i stroferne en tristhed og opgivelse. Dette anes i stroferne “vores tale et landskab/udmattet til skarvkolonier”. Jegets og duets tale er ikke et frodigt landskab, men et udmattet landskab – ressourcerne er brugt op, og der anes en mulig opløsning af forbindelsen. Dette uddybes i stroferne: “i et øjeblik af drøm. Leg/der plasker vandkanten bleg, skjul af falmet Hortensia, Havskræppe/sunket sammen ved ebbe.” Sætningen “Leg der plasker vandkanten bleg” har noget uhyggeligt og skæbnesvangert over sig, ligesom de falmede og sammensunkne planter ved lavvande tyder på, at noget er visnet og dødt, og noget nyt er under opsejling. Dette sættes i gang af de følgende strofer, der henviser til noget, der er sket engang ved at skifte fra nutid til datid: “Natten var en ambulance/måneblinket over/en udækket hånd, kun mørket/fremmed og vagtsomt/i live. Strømper og fængselskappe, isbjerge/flyder et hjørne.” Brugen af ordet ’ambulance’ kan både betyde, at natten kom til undsætning, men er samtidig et symbol på, at der er sket en eller anden form for ‘ulykke’, noget ulykkeligt er sket. Ordene ‘vagtsomt’, ‘fremmed’ og ‘mørket’ viser en utryghed, der med ordet ‘fængselskappen’ fremkalder et billede af et indespærret, utrygt jeg. ‘Isbjergene’ symboliserer en kulde, der tyder på en distance til duet. Jeget lader sin utryghed i forbindelsen med duet komme til udtryk.

Digtets sidste vers viser, hvorfor jeget enten vil opløse eller allerede har opløst forbindelsen med duet: “Alle møblerne har/taget vægten af nøgen./Sofaen hvor du tvang hende ned/stolene, bordet, er det så nok/at have været/noget særligt for nogen?” Duet har givetvis haft et forhold til en anden end jeget, og det står her klart, at digtet handler om et kærlighedsforhold, muligvis har duet svigtet jeget ved at være jeget utro med ‘hende’. Nu sidder utroskaben i hvert et møbel og er ikke til at glemme: “Alle møblerne har taget vægten af nøgen”. Jeget slutter med at stille duet og sig selv spørgsmålet: “Er det så nok at have været noget særligt for nogen?” Her fremviser jeget sin tvivl på værdien af den forbindelse, det har haft/har med duet. Digtet ender på den måde med at sætte spørgsmålstegn ved, om det værdifulde i kærligheden opvejer det smertelige ved at blive svigtet af den elskede. Digtet giver altså ikke et færdigt svar på, om det var værd at elske duet, men lader det stå åbent og viser dermed, at det er et spørgsmål, der kun vanskeligt lader sig besvare.