Litteraturhistorisk skriver Marstrand-Jørgensen sig ind i en tid, hvor søgen efter mening kommer til udtryk i alle områder af tilværelsen; i kærlighed, på jobbet og ikke mindst i psykens kringlede kroge. Denne søgen efter og ønsket om mening med tilværelsen afspejles i Marstrand-Jørgensens romanpersoners besværligheder, og de komplicerede mekanikker i psyken skildres med poesien som pensel.
Romaner, der i tematisk indhold kan minde om Marstrand-Jørgensens, er blandt andet Katrine Marie Guldagers "Lysgrænsen" fra 2007. Bogen handler om, hvordan forfatterens virkelighed bliver revet fra hinanden, da faderen uventet dør, og veninden bliver brutalt skudt ned i Nicaragua. Forfatteren begynder en indre og ydre rejse, der medfører ni år i psykoanalyse.
En anden lignende forfatter er Ina Merete Schmidt. Hendes roman “Fåresyge” fra 2008 handler om illustratoren Miriam, der sammen med sin mand, Lars, er flygtet til Norge efter at have mistet et spædbarn. I den lille norske flække arbejder Lars som læge, mens Miriam tegner et får til en tjekkisk børnebog. Romanen beskriver, hvordan Miriam balancerer på randen af et sammenbrud, og kan i sine psykologiske skildringer minde om Marstrand-Jørgensens “Ingen”.
En bog, der både i stil og indhold minder om Marstrand-Jørgensens romaner, er Ida Jessens roman “Det første jeg tænker på” fra 2006, der handler om præsten Lisa, der mister sin 7-årige søn i en trafikulykke. Bilisten flygter efter at have kørt sønnen ned, og det lille sogn begynder at spekulere over, hvem flugtbilisten kan være.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller om sin passion for litteraturen og om de forfattere, hun er inspireret af, at: “Jeg læser rigtig meget og har gjort det, lige siden jeg lærte mig selv at læse som fire-årig. Der er bøger, jeg bliver ved med at vende tilbage til, fordi de berører mig dybt. Det er forfattere som Tua Forsström, Cecilie Løveid, Christa Wolf og Ole Sarvig. Jeg holder også af plotstærke, gedigne romaner. Senest har jeg med stor fornøjelse læst Hanne Richardt Becks "Om så det gælder" og "Hus og hjem" af amerikanske Marilynne Robinson”, siger hun (Dorte Washuus Bundgaard: Ugens forfatter: Et sårbart sind. Kristeligt Dagblad, 2008-02-02).