I 2009 udkom den historiske roman “Hildegard”, som handler om nonnen, komponisten og forfatteren, den visionære Hildegard af Bingen, der levede i årene 1098-1179. Romanen følger de første 48 år af Hildegards liv, mens de resterende år bliver skildret i efterfølgeren “Hildegard II”.
Hildegard vokser op på gården Bemersheim som datter af Metchild og Hildebert. Som treårig får hun sit første syn, og fra da af kan hun ofte forudse ting, der vil ske. Men omgivelserne forfærdes over Hildegards særlige evner, specielt moderen, og derfor lærer Hildegard tidligt, at hun ikke skal fortælle om sine syner. Da Hildegard er otte år, overbeviser Metchild Hildebert om, at Hildegard skal foræres til klostret Disibodenberg. Efter et par år hos den unge, fromme Jutta, der forbereder hende på klosterlivet, flytter Hildegard og Jutta ind i en isoleret celle i Disibodenberg. Her følger romanen Hildegards liv, både det ydre og det indre, indtil romanen slutter i 1146.
Nonnelivet er svært for den lille Hildegard, der savner sine forældre. Hun har vanskeligt ved at håndtere Juttas adfærd, der veksler mellem at give omsorg og at straffe. Med tiden udvikler Hildegard et nært forhold til munken Volmar, og gennem ham får hun stor interesse for at behandle syge mennesker. Forholdet til Volmar er platonisk, men alligevel føler Hildegard skyld over, at hun nærer følelser for ham.
28577214
Tro er et altoverskyggende tema i romanen. Både den religiøse tro, herunder overtro, men også troen på sig selv og på andre mennesker. Knyttet til dette tema er tvivlen. På trods af, at Hildegard opdrages og lever under bestemte doktriner og konventioner, kan hun ikke lade være med at tvivle på, om det er den rigtige måde at leve på. For eksempel stiller hun sig undrende over for, om det er muligt – og mest hensigtsmæssigt – at leve uden at knytte sig til andre mennesker. Hver gang tvivlen træder ind, føler Hildegard sig syndig. Hverdagen i klostret er præget af religiøse ritualer, som skal rense for synd og skam. Jutta står for det ultimative billede på denne syndsuddrivelse ved at udvise en ekstremt selvstraffende adfærd. Beskrivelserne af, hvordan hun nægter sig selv mad og piner sig selv med at stå med fødderne i koldt vand i timevis eller hænger tunge lænker på sin krop, giver associationer til nutidens selvdestruktive tendenser hos unge som spiseforstyrrelser, cutting og brændemærkning. Selvom den grundlæggende årsag til afstraffelsen er forskellig, er selvhadet og tvivlen på eget værd den samme. På den måde er Hildegard ikke kun en nuanceret skildring af livet i middelalderen, men også af evigt aktuelle temaer som tro, tvivl og kærlighed.
Hildegards kreative evner kommer først og fremmest til udtryk ved de tanker, hun har omkring sine omgivelser og den måde, hun oplever verden på. Lige fra hun er en lille pige, er hun meget følsom over for lyde, og hun oplever ting, som ingen andre gør. Hendes tanker og ideer om sygdomsbehandling er nyskabende og mødes derfor, som hendes kreative tanker, af mistro og skepsis.
Romanen fortælles af en alvidende tredjepersonsfortæller, der har fuld indsigt i tanke- og følelsesverdenen hos både Hildegard og menneskerne omkring hende. Det giver en nuanceret og troværdig skildring af mennesket bag den historiske figur Hildegard, selvom Marstrand-Jørgensen i efterskriftet til bogen lægger stor vægt på, at bogen ikke er tænkt som en biografi:
“Det har aldrig været min hensigt at skrive en Hildegard-biografi, og selvom jeg forsøger at være så historisk nøjagtig som muligt, både hvad angår steder, årstal og personer, er denne roman først og fremmest tænkt som en litterær fantasi. ” (Hildegard, side 391).