I efteråret 2010 udkom “Hildegard II”, som følger op, hvor “Hildegard” slap – og fortsætter historien om en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder, den tyske nonne, komponist, forfatter og lægekyndige Hildegard af Bingen (1098-1179).
I “Hildegard II” følger vi den midaldrende Hildegard fra 1148 frem til sin død i 1179. Hildegard lever i romanens begyndelse stadig i klostret Disibodenberg, men efter et skelsættende syn fra Gud grundlægger hun klostret Rupertsberg på et trøsteløst sted ved Rhinen. I arbejdet med at få klostret op af stå, må hun kæmpe mange kampe; både på det visionære og personlige plan. Blandt andet bliver hun skilt fra to af de mennesker, der betyder mest for hende, munken Volmar og nonnen Richardis. Richardis nægter at tage med hende til det nye kloster, hvilket gør Hildegard så vred, at hun kammer over i trusler og manipulationer. Senere indser hun, at ønsket om at være sammen med Richardis ikke havde noget at gøre med Guds vilje, men hendes egen. Et tilbagevendende fokus i romanen er problematiseringen af det guddommelige og af religion i det hele taget, og dets indvirkning på den menneskelige psyke.
Sproget er, som i Marstrand-Jørgensens andre romaner, poetisk, sanseligt og medrivende. Der er en stor del dialoger i bogen, hvilket er med til at gøre personskildringen dyb og nuanceret, og som desuden skaber temposkift i den næsten 500 sider lange bog.
Romanen fortælles på skift af de forskellige personer, hvilket også giver variation og en høj grad af indlevelse og identifikation med både Hildegards modstandere, for eksempel munken Simon, og hendes hjælpere, for eksempel Volmar. Den alvidende fortæller giver en større forståelse og nuancering af handlingen og bogens problematikker, end hvis den kun havde fulgt Hildegards tanker.
På trods af de hyppige skift i synsvinkel er romanens omdrejningspunkt kvinden Hildegard med alt, hvad hun indebærer af stædighed, humørsyge, fremsyn og tvivl. Ligesom i etteren skildres det, hvordan Hildegard gradvis modnes i sin accept af de syner, hun får, og hvordan hun lærer at stå ved dem og følge sit kald.
Et af temaerne i romanen er kønsroller. Hildegard må igen og igen kæmpe for sin ret til at blive hørt og respekteret i klostrets mandsdominerede verden, hvor det for eksempel anses som urent, når kvinder menstruerer. Hildegard konfronterer og kæmper på sin egen facon med stor autoritet magtkampe. For eksempel får hun gennemtrumfet, at nonnerne må iklæde sig hvide kjoler og have udslået hår til særlige højtider, og hun sætter munkene på plads ved at fortælle, at kvindens menstruation ikke er uren og ‘spild’, som for eksempel mændenes natlige sædafgang, men derimod rensende og nødvendig.
“Hildegard II” er en udviklingsroman, der skildrer en kompleks kvindes arbejde med at blive sig selv og stå ved sig selv. På trods af Hildegards guddommelige evner fremstår hun yderst menneskelig og er, ligesom i forgængeren, optaget af synd, tvivl og tro, ikke mindst troen på sig selv.