Ida Jessen

Ida Jessen er født i Gram i Sønderjylland i 1964, men voksede op i Thyregod i Midtjylland, hvor hendes far var præst. Mens Jessen læste litteraturhistorie og massekommunikation ved Aarhus Universitet udgav hun sin første bog – novellesamlingen “Under sten” fra 1989. Året efter blev hun cand.mag. og rejste herefter til Norge, hvor hun boede i årene 1990-1995. Her arbejdede hun som folkeskolelærer i Nordnorge og som underviser på en dansk sprogskole. Endvidere var hun tilknyttet det norske forlag Cappelen som konsulent og ekstern redaktør.

Opvæksten på landet og de fem år i Norges provins har givet Ida Jessen en indsigt i landsbylivet, som ofte udgør den scene, hvorpå historierne udfolder sig. Om dette valg siger hun, at de små samfund er et godt rum at skrive de dybdegående karakterskildringer ud fra: “I de små samfund bliver eksistensen så at sige sat på spidsen... Der er noget fortættet over udkanterne, et sus af stilhed, og en tidløshed.” (“Dansk Udsyn”, nr. 1, 2000, side 57). Ida Jessens værker er også spækkede med sanselige naturskildringer, der, ud over at bidrage til realismen, kan udgøre en symbolsk understregning af handlingen.

Efter årene i Norge flyttede hun til Sjælland, hvor hun blandt andet arbejdede på en sprogskole i Slagelse. Med det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 1997 var der skabt et økonomisk grundlag for, at hun kunne hellige sig forfattervirksomheden.

I dag bor Ida Jessen i Sorø med sin mand og arbejder på fuld tid som forfatter. Derudover oversætter hun skønlitteratur, heriblandt canadiske Alice Munro og norske Karin Fossum og Lars Saabye Christensen.

Ida Jessens første tre voksenudgivelser er novellesamlinger. Debuten, ”Under sten” fra 1989, handler om pigers barndom og om deres udvikling i puberteten.

21631299

Pigerne forsøger at finde deres plads i verden, men denne søgen kompliceres af deres voksende seksualitet og det sære og irrationelle. Der gives ikke noget svar på mystikken, og tavshed bliver deres reaktion over for verden.

De næste to novellesamlinger, ”De uskyldige” fra 1994 og ”Den anden side af havet” fra 1997 handler om voksne, ensomme kvinder. Personerne reflekterer over deres liv og forsøger at finde forklaringer på fortidens hændelser. Men som læser kan man hurtigt blive uenig med personernes egne selvfortolkninger. Titlen “Den anden side af havet” rummer en længsel efter noget andet, et andet liv, kærlighed eller et andet sted.

Hverdagen sættes på spidsen i novellerne, og som sædvanlig i Jessens historier rummer de megen mystik og mange løse ender. Så selv om kvinderne forsøger at opnå klarhed over tilværelsen, må de sande, at der er “alt det man ser, og alt det, man ikke ser. Hele den slumrende verden, som man i bund og grund aldrig kan forstå” (“Den anden side af havet”, s. 32).

Ida Jessens romandebut ”Vandpaladset” fra 1998 foregår i en lille industriby, som ligger i en dal i den vilde, norske natur. Her hjælper den unge hovedperson Su sin mor Tilda med at drive hendes grillbar. Tilda er tyrannisk og jovial og indbegrebet af den snuskede grillbar, som besøges af lastbilchauffører og sutter. Su, derimod, føler sig hverken hjemme i dette miljø eller sammen med sin dominerende mor. Derfor er det nærmest en lettelse og en mulighed for selvstændighed for Su, da hendes mor på grund af kræft ligger for døden.

Den jævne Victor, som har været Sus kæreste gennem mange år, bliver erstattet af den tilrejsende Boris, da han og Su forelsker sig hovedkulds i hinanden og senere gifter sig. Efter Tildas død omdanner de grillbaren til en luksuriøs restaurant, Vandpaladset, som de med hårdt arbejde får til at køre rundt. Men forholdet er ikke uproblematisk, for Boris er rastløs og længes ud i verden, hvorimod Su helst vil blive, hvor hun er vokset op.

28074581

Fortællingen i ”Vandpaladset” flyder jævnt på realistisk og nøgtern manér, men der er spring frem og tilbage i tiden, således at hoveddelen af historien foregår 15 år tidligere end romanens nutid, hvor Su er omkring 20 år. Men bag den ligefremme fremstilling lurer gådefuld mystik i form af en masse hemmeligheder, som aldrig afsløres.

Hverdagen som udsnit af livet er et vigtigt tema i ”Vandpaladset”. Det ses i skildringen af Sus glædesløse tilværelse i grillbaren, før moderen for alvor bliver syg, og den selvstændige, men hårde hverdag sammen med Boris mens de driver Vandpaladset. Balancegangen mellem på den ene side at affinde sig med sit liv som det er og på den anden side at stræbe højere, kan være hårfin. Derfor tager hverdagen sig ud som valg, der skal træffes og kompromiser, der skal indgås, i en stræben efter tilfredshed med tilværelsen.

”Vandpaladset” indrammes af to referencer i henholdsvis første og sidste kapitel til Første Korintherbrev, kapitel 13 i Bibelen (”…men størst af alt er kærligheden”). For eksempel slutter første kapitel med ordene ”kærligheden er det største af dem alle”, og så er der ingen tvivl om det overordnede tema. Kærligheden mellem Boris og Su er mest iøjefaldende. Men kærligheden har som bekendt mange afskygninger, også i ”Vandpaladset”: den gådefulde kærlighed mellem moderen og mosteren, kærligheden mellem Boris’ forældre, som han fortæller om, tiltrækning mellem Sus mor og ekskæreste, Sus kærlighed til sin fødeby samt Sus selvopofrende pleje af sin syge mor og grillbaren. Således kommer kærligheden til at fremstå som en formildende omstændighed og det kit, der får tilværelsen til at hænge sammen, når karaktererne i ”Vandpaladset” møder modstand.

Ida Jessens roman ”Den der lyver” fra 2001 handler om den følelsesmæssigt afstumpede læge Christian, som – uden at spørge sin kone Nina – køber en lægepraksis i den fiktive by Hvium på kanten af Limfjorden. Christian bliver glad for sit nye liv og bliver en meget vellidt læge, men Nina vænner sig ikke til landsbylivet, så hun forlader Christian og Hvium. Christian er både chokeret og lettet over Ninas pludselige afrejse, så han koncentrer sig om sin nye single-tilværelse, blandt andet ved at få en affære med den sexede Ragna, som i øvrigt er gift. Ragna bliver helt opslugt af sin erotiske tiltrækning af Christian og sin begyndende forelskelse i ham, men da hun fortæller det til Christian, trækker han sig væk fra hende.

23591995

Inden længe begynder landsbyens stemning over for Christian at vende. Der er pludselig ingen, der vil i konsultation hos ham mere, og han får spydige kommentarer, papirlapper med trusler ind ad brevsprækken, indbrud og telefonopkald fra én, som hænger lydløs i røret. Christian har ingen mulighed for at konfrontere den usande sladder, som spreder sig i Hvium, og uhyggen intensiveres.

”Den der lyver” er en psykologisk roman, som Ida Jessen plejer at skrive dem, men denne gang er der lidt mere fart over feltet med skilsmisse, utroskab, trusler, vold og generel uhygge. Romanen har tilsyneladende en anonym fortæller, der følger Christian, men efterhånden går det op for læseren, at det er Christians søster, der beretter. Hun forsøger at tale med Christian om deres relativt ulykkelige barndom, men han vil ikke dvæle ved fortiden.

I forholdet til sine medmennesker befinder Christian sig et mærkeligt sted mellem svag interesse og nedladende afstandstagen til dem. Via kontrol og nøgtern logik vil han nå perfektion, professionelt som læge – og privat i forhold til sin krop og tiltrækningskraft. Problemet er, at han også vil være menneskelig – opføre sig mere almindeligt og gå op i hverdagsting – men det kan dårligt forenes med ønsket om perfektion.

Ida Jessen har udtalt, at romanen handler om “balancegangen mellem at brænde og være kold på samme tid”, hvilket passer godt på såvel hovedpersonen Christian som landsbyens kølige overflade, hvorunder det brænder med sladder, chikane, fortrængning af seksuelle overgreb og meget mere.

I 2003 udgav Ida Jessen den lille roman ”Foxy Lady I-V”, som ved brugen af magisk realisme skiller sig ud fra hendes tidligere værker. Historierne foregår overvejende i Fox, som er en fiktiv, lille middelalderby beliggende et sted i de sydeuropæiske bjerge. Her bor kun kvinder, men det skyldes vist en tilfældighed, og i øvrigt er der optrapning til krig i det fjerne.

24873307

Første del handler om kvinden Elskede, som ikke laver så meget andet end at pleje sin krop og vente på sin elskers natlige besøg. Elskeren har imidlertid en lille datter, Adele, som han placerer på en restaurant, mens han besøger Elskede. I anden del møder vi den ekstremt overvægtige, tyranniske og perfide Gabriella, som overtager elskerens datter for næsen af servitricen Angelina, da han dør.

Tredje og længste del fortælles af Adele, som er blevet adopteret af Gabriella og lidt af Angelina, der bliver udnævnt til tante. Adele fortæller om sin klemte opvækst hos Gabriella, som bliver mere og mere mystisk og frastødende, og historien ender med drama og blod. Fjerde del handler om malermodellen Susanne, der forlader sit arbejde og sin elsker og forelsker sig i Angelina. Femte del er kun otte sider lang og beskriver det rørende gensyn mellem tante Angelina og pigen Adele.

Opdelingen af romanen i fem afsnit med fem forskellige synsvinkler betyder, at den kommer til at minde om en novellesamling med kortere, afsluttede handlinger og klimaks. Men samtidig er der romankarakteristika som symboler, hændelser og personer, der går igen. Dermed virker ”Foxy Lady I-V” som en genrehybrid, netop fordi den rummer magisk realisme. Sidstnævnte ses for eksempel i en historie, hvor Gabriella på mystisk vis mister sin hånd efter at have set en lysende glaskugle. I en senere historie ruller glaskuglen forbi en af kvinderne, og bagefter opdager hun til sin rædsel den afrevne hånd i sit køkken.

Ida Jessens karakteristiske brug af mystik og ubesvarede spørgsmål sættes dermed på spidsen af disse magiske elementer. Der er altså meget at holde rede på i de mange, sammenflettede historiers cykliske bevægelser. Og her er raseri, kærlighed, grådighed, psykisk terror og en del erotik og sex. Et andet Ida Jessen-greb er den psykologiske spændte og sanselige skrivestil. Denne stil bidrager til det samlede indtryk af romanen som uhyggeligt fortættet samt ‘action-packed’ og fuld af diffuse handlinger og løse ender.

I Ida Jessens roman ”ABC” fra 2005 møder vi den kultiverede og stilfærdige, 40-årige Joachim. Han har et godt job og en stor lejlighed på ABC-gade på Østerbro i København og savner en kæreste/familie, der kan tilføje hans tilværelse en dybere mening. Hans ønske går i opfyldelse, da han møder den unge pædagogmedhjælper Susan: De bliver hurtigt kærester, og hun ligeså hurtigt gravid. De aftaler, at Susan får delt ejerskab af Joachims lejlighed, og så flytter hun ind med sin niårige datter, Ditte, fra et tidligere ægteskab.

Men forholdet, der fra start har været stormfyldt, forværres dag for dag. Susan kommer fra en lavere social klasse end Joachim og er tilmed humørsyg, doven og manipulerende. Joachim finder sig i hendes opførsel, da han håber, den skyldes graviditeten. Men vanviddet fortsætter efter at Susan har født deres dreng. Joachim fjerner sig mere og mere fra Susan, og han bliver fraværende og ineffektiv på sit arbejde. Han finder kun trøst i sin lille søn, som giver hans liv den dybde, han havde savnet.

25852362

Forholdet ender i et uundgåeligt og forfærdeligt brud, hvor det lykkes Susan at tilrane sig alt fra Joachim, hvilket bliver begyndelsen en psykisk, social, karrieremæssig og økonomisk deroute for ham.

Med et psykologisk dybdegående portræt følger man fortælleren Joachim, hvis liv bliver bombet i ruiner. For læseren lyser advarselslamperne tidligt i romanen, men Joachim ignorerer dem for at forblive ‘flink’. For sent forholder han sig til realiteterne og sander, at han har været konfliktsky og svag – ikke flink – men da er slaget tabt. Dermed er der en genkomst af måske det vigtigste psykologiske tema i Jessens forfatterskab, nemlig at lyve for sig selv, fordi man ikke tør se kendsgerningerne i øjnene.

Der er også et samfundskritisk tema i ”ABC”, nemlig fædre uden rettigheder over for deres børn, en juridisk urimelighed, som man finder i Danmarks nuværende lovgivning. Jessens roman peger altså på et misforhold mellem på den ene side en juridisk/samfundsmæssig vanetænkning om, at det er moderen der den sande forælder, og på den anden side virkeligheden, hvor forældre er i flertal, altså både mor og far. Idealet vinder over virkeligheden, og konsekvensen bliver, at Joachim/manden ikke har et sprog at artikulere sin sorg og afmagt i, fordi det ikke er ‘ok’ at insistere på faderrettigheder.

Bred berømmelse – og BG Banks Litteraturpris – opnåede Ida Jessen med sin roman ”Det første jeg tænker på” fra 2006. Her er vi tilbage i den fiktive by ved kanten af Limfjorden, Hvium, hvor romanen ”Den der lyver” også foregår. Det er august, og heden har lagt sig som en tung dyne over det lille samfund. Fortælleren er den 38-årige Birgitte, der lever et bohèmelignenede liv i København som forfatter med hang til mænd, sex og rødvin. Da romanen starter, er der dog mere falleret femme fatale over hende, for hun rejser op til Hvium – officielt for at besøge sin gamle barndomsveninde Lisa og uofficielt for at slikke sårene efter en affære med en gift mand. De to kvinder kender hinanden fra de var helt små, men siden gymnasietiden har de kun haft overfladisk kontakt. Lisa er blevet en populær præst i Hvium, hvor hun lever med sin smukke universitetsmand Frederik og sine børn Gustav og Marie.

26053153

Få dage efter Birgittes ankomst bliver idyllen smadret: Gustav bliver kørt over på sin syvårs fødselsdag af en flugtbilist. Han kommer i koma og dør kort tid efter. Præstefamilien og det omgivende samfund er i dyb sorg. Lisa er dog hårdest ramt, og hendes sorg gennemgår forskellige faser; først chok, så vanvid, suicidale tanker og afmagt. Derefter ønsker hun at finde gerningsmanden, så han kan indrømme sin forbrydelse, og hun kan tilgive ham og dermed genvinde mening i sit liv. På sidelinjen står Frederik, som vil lægge sønnens død bag sig, den altid mutte Marie, som passes af barnepigen Manne, og Birgitte, som forsøger at hjælpe Lisa, men også forråder hende. Og der er lokalsamfundet, hvor alle mistænker alle for forbrydelsen.

Ida Jessens realistiske prosa beskriver menneskenes genkendelige hverdag, men krydrer den med thrillerelementer, kærlighedskonflikter og psykologisk drama, hvilket resulterer i en underspillet uhygge. Man får fornemmelsen af katastrofe i de præcise beskrivelser af de varme augustdage, før Gustav bliver kørt ned, og af hans komatilstand inden han dør. Realismen gør drengens død og familiens sorg uhyggeligt nærværende og virkelig. Samtidig er personerne mangefacetterede, så der er ikke lagt op til én bestemt måde at fortolke (eller dømme) dem på.

Det overordnede tema i “Det første jeg tænker på” er sorg og tilgivelse – eller hvordan man kan være menneske, når man bliver ramt af den værst tænkelige katastrofe. Der er forbrydelse og straf, og så er der tilgivelsen som en slags omvendt straf. Dermed sker der en forskydning fra det sædvanlige fokus på offer og gerningsmand til de pårørende, hvis sorgarbejde er ligeså vigtigt, som det er individuelt.

I 2012 udgav Ida Jessen den lille ”Ramt af ingenting” med genrebetegnelsen ’En glemmebog’. Og lige præcis det at glemme handler bogen om. En kvindelig jeg-fortæller er blevet skilt og forsøger i tiden efter skilsmissen at glemme sin vrede, bitterhed og sorg ved at skrive om det.

I korte sekvenser, hvoraf de fleste er under en (meget lille) side, beskriver kvinden episoder fra forholdets begyndelse, midte og afslutning og tiden efter, hvor hun er flyttet i hus. I det nye hus er hun ved at anlægge en have og vænner sig langsomt til lyden af biler på grusvejen og naboens ”Hej, skat”, som hun kan høre gennem hækken. Hun forsøger at forstå kærligheden og bruddet, samtidig med at hun forsøger at stable et nyt liv på benene. Bag sig har hun to forliste ægteskaber og en datter, der befinder sig på den anden side af Atlanten. De taler sammen på computeren, men ellers er dagene ensomme og fyldt af cykelture, havearbejde og arbejde med at oversætte og skrive.

29273766

Trods det nærmest sentimentale tema er sproget køligt. Der konstateres mere end der føles. Hovedpersonen spørger lige så meget, som hun svarer, og hun lægger ikke nogen forklaringer eller rationelle løsninger frem. Fortælleren skriver, at hendes erindring opsuges i de ting, hun skriver: ”Det hele er i mine bøger”. I bogens nu er hun ved at skrive sin vrede eksmand ud af erindringen og ind i glemslen.

Beskrivelserne af lys og landskab fylder meget i bogen og hos fortælleren. Hun kan gemme – og glemme – sig for sine tanker, når hun oversætter eller arbejder i haven. Som altid hos Ida Jessen er betegnelserne præcise, her efter gravkoens indtog i haven: ”Ahornene er borte, de bedrøvede rododendron med deres brunsorte blomsterstande er borte, parykbusken, der havde gravet sig ind under terrassen er væk. Rødtjørnen, fyrretræerne, de små gullige tujaer er væk.” (s. 52).

Det er det, forfatteren kan, når sorgen sætter ind i den indre verden: navngive den ydre verden og orientere sig i den i fortællinger og i sanselige registreringer.

Efter en pause fra novellegenren udgav Ida Jessen i 2013 ”Postkort til Annie”, der indeholder seks noveller. Alle handler de om ca. 50-årige kvinder i kriser, der primært relaterer sig til ægtemænd og drengebørn.

Titelnovellen handler om Mie, der tænker tilbage på en skæbnetung dag i sin studietid i Aarhus. I tæt snevejr ser hun en dag en ældre dame i morgenkåbe og vil gerne hjælpe, men bliver afvist. Lettet over ikke at behøve at tage ansvar, står hun på en bus, der kort efter påkører og dræber damen. Mie er i chok og samles op af en ung mand, der konfronterer hende med hendes ansvarsløshed og erobrer hendes hjerte. 30 år senere kører Mie gennem Aarhus på vej til et foredragsjob, og stedet vækker erindringer, der har været gemt væk i årevis. Nye erkendelser om fortiden følger med.

I ”En udflugt” er Tove på kortvarig flugt fra sit parforhold med en dominerende mand. På cyklen ude i naturen føler hun sig tryg og rolig, men hun vender alligevel hjem til sin mand til sidst. En vanemæssig afhængighed er det bånd, der knytter parret sammen mere end det er kærlighed. Gennem novellen får man indtrykket af en kvinde, hvis livsmod hedder håb, men ligner sorg. Som der også står i ”Ramt af ingenting” er håbet det største af troen, håbet og kærligheden. I øvrigt ligner novellens steder og karakterer glemmebogen, ligesom parforholdets usunde strukturer gør det.

50655172

I kriminovellen ”December er en grusom måned” fastholder den strikte krydsklipning spændingen om, hvad der skete i Brugsen den aften op til jul, hvor en kvinde blev slået ihjel. Beskrivelserne af mødres had og kærlighed til deres børn samt børns kærlighed til deres mødre danner modvægt til kulden, sneen og krimielementerne.

Overordnet handler novellerne om kvinder, deres kærlighed og deres (uforløste) forhold til mænd og børn. Kuede kvinder, der ikke hviler i sig selv, men ligger under for magtsyge smagsdommere. Med Ida Jessens psykologiske indblik fremlægges også tabuiserede og skamfulde moderfølelser.

Nogle noveller er placeret i et unavngivet provinsmiljø, mens to er sat i Aarhus. Jessens karakteristiske præcision i navngivning af ting, i dialoger, i persontegninger og beskrivelser af landskaber er markant i ”Postkort til Annie”. Da Lisbet i ”Mor og søn” er ude at gå i bælgravende mørke, forstærkes hendes andre sanser - også i teksten: ”Hvis hun træder til venstre, kommer hun ud i noget, der føles som lyng. Måske er der også revling og blåbær. Snart hører hun lyden af vand og mærker en træbro under sine fødder. Hun kører foden prøvende hen over plankerne. De er slimede og meget glatte.” (s. 195).

For første gang i forfatterskabet er Ida Jessen med ”En ny tid” fra 2015 draget tilbage i tiden til perioden 1904-1932. Her kan vi læse med i friskolelærerinde Lilly Høys dagbog, fra hun som ung og nyuddannet i 1904 flytter til Thyregod i det hedetørre Jylland, til hun som voksen kvinde i 1932 har fundet kærligheden og ro i tilværelsen.

Bogens største del foregår i 1927, hvor frk. Høy er blevet til fru Bagge, og hvor hendes mand, distriktslægen Vigand, ligger dødeligt syg på hospitalet i Give. Hans sygdom giver anledning til oprydning og selvransagelse, og de bevægelser forstærkes, da han dør. Da står enkefruen pludselig alene i livet med den enorme frihed og lige så tyngende ensomhed, der følger med. En for den tid sjælden kvindelig beslutsomhed præger hende, og hun er ikke sen til at pakke huset ned og flytte ind i det lidt ramponerede Rosenhuset. Med hjælp fra gode folk i byen – bl.a. den elskelige Peter Carlsen – får hun sat skik på hus og have i sin nye tilværelse, hvor der også er plads til at gøre op med årtiers bitterhed.

51939123

Sideløbende med de daglige optegnelser ser Lilly tilbage på uddannelsen på Fyn og på de undrende blikke, der tilfaldt hende, da hun som ung, nyuddannet lærerinde flyttede til byen. Hun var den første kvinde i byen, der fik cykel og senere bil. Hun er en selvstændig, frit tænkende kvinde, men det virker mere som udslag af selvbevidst pragmatisme end provokerende fremsynethed, når hun underviser efter moderne pædagogik og indretter sit liv, som hun har lyst til. Fru Bagge står fast midt i de ustadige vinde på heden. Hun modstår sladderen og forventningerne, og lader sig – som det sig hør og bør – først rive med af sine længsler, da lægemanden er lagt i jorden.

Skildringen af Thyregod i en omskiftelig tid tegner udviklingen af en lille bys først isolerede hedetilværelse og siden levende handelsliv og sociale leben. De får besøg af forfatterne Johannes V. Jensen og Marie Bregendahl, og da Fru Bagge får sat ordentlig skik på sognebogsamlingen, bruges byens nye bibliotek flittigt.

Med vanlig sproglig akkuratesse bruger Ida Jessen tidstypiske udtryk som jamsk, forke hø op, hjald etc., og præcisionen kommer også til udtryk i f.eks. æblers smukke og besynderligt poetiske navne: ”belle de boskoop, maglemer stripling og nonnetit bastard” (s. 22).

Ida Jessen skriver sig ind i en lang nordisk realismetradition. Umiddelbart gengiver hendes værker direkte, hvad der sker på handlingsplanet og i personernes hoveder. Men de krydres nogle gange med diskrete symboler og naturen som understøtter handlingen. Ida Jessen har udtalt, at hun har været glad for at læse blandt andet Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Kerstin Ekman. Der er da også rigtig mange sammenfald mellem realismen hos Kerstin Ekman og Ida Jessen: de psykologiske personportrætter, poetiske skildringer af naturen og menneskets forhold til den, kønsspørgsmål, landsbyliv, samfundskritik, forældrerollen og kristendommens dimension. Skulle man alligevel pege på en forskel, kan det være, at Ida Jessens historier rummer disse elementer i en mere underspillet form.

Det sidste har hun til gengæld til fælles med den canadiske forfatter Alice Munro, som Jessen har oversat til dansk. Munro skriver ligesom Jessen om kvinder og specielt kvinder i den modne alder, hvor børn og ægteskab for længst etableret, men hvor livet alligevel ikke helt er faldet på plads.

Ida Jessens værker har flere ting til fælles med en række samtidige norske forfatterkolleger. Fornemmelsen for menneskelig sorg og psykologi deler Ida Jessen bl.a. med Helga Flatland, der i sin trilogi ”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må” (2010-13) har udfoldet livet i en lille norsk by før og efter, at tre af byens unge mænd er faldet i Afghanistan. Trude Marstein deler den lavmælt dramatiske fortællestil og de insisterende, nærgående portrætter af kvinder og mænd midt i livet, og novelleforfatteren Ingvild H. Rishøi bruger få virkemidler til at tegne sine komplekse karakter.

Den lille by Gram i Sønderjylland har Ida Jessen tilfælles med en anden dansk forfatter – Erling Jepsen – som fødeby. De har også et litterært slægtskab i deres valg af den lille landsby som ‘location’ i romanerne – (med nogle undtagelser for Jessens vedkommende). Begge forfattere skildrer, hvordan der kan være et klart modsætningsforhold mellem menneskenes pæne liv udadtil og problemfyldte tilværelse indadtil. Igen er det dog værd at understrege, at Ida Jessens beskrivelse af konflikterne ofte er mere antydede end udtalte.