alice munro
Foto: Derek Shapton

Alice Munro

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
alice munro
Foto: Derek Shapton

Alice Munro er hvad man kunne kalde for forfatternes forfatter. Hun er en af de mest læste forfattere i sit hjemland Canada, men først da hun i 2013 modtog Nobelprisen i litteratur, fandt hun en stor læserskare i udlandet. Hun fremhæves af andre forfattere verden over som en af vor tids bedste historiefortællere – “vores Tjekhov”, som hun er blevet kaldt – og skriver primært noveller, hvilket kan være grunden til, at det har taget hende noget tid at blive en international bestsellerforfatter. Hendes fokus er altid mennesker, og med stor generøsitet og et lynskarpt blik skildrer hun deres skæbner med en sådan indsigt og fortælleglæde, at “hun taler til dig og mig, lige her og lige nu”, som den amerikanske forfatter Jonathan Franzen har beskrevet det.

51116313 

Blå bog

Født:10. juli, 1931, i Wingham, Ontario, Canada.

Uddannelse: Engelskstudier fra University of Western Ontario.

Debut: Dance of the Happy Shades, McGraw-Hill Ryerson, 1968. Novellesamling. 

Litteraturpriser: Governor General's Literary Award for Fiction, 1968, 1978 og 1986. WH Smith Literary Award, 1995. National Book Critics Circle Award, 1998. Commonwealth Writers Prize, 2005. Man Booker International Prize, 2009. Nobelprisen i litteratur, 2013.

Seneste udgivelse: Livet. Gyldendal, 2014 (Dear Life. 2012). Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen. Noveller.

Inspiration: Eudora Welty, amerikansk novelleforfatter. Især er Munro betaget af bogen ”The Golden Apples” (1949).

 

alice 

Indledning

“Hun behøvede blot at hæve blikket, hun behøvede blot at se i en bestemt retning for at vide, hvor hun kunne gå hen. En aftentur, når hun var færdig med dagens arbejde. Ned til skovbrynet og det nøgne træ, hvor gribbene havde haft deres festmåltid.
Og så de små, snavsede knogler i græsset. Kraniet, hvor der måske stadig sad nogle strimler blodigt skind. Et kranie, som hun kunne holde i en hånd som en tekop. Vished i en hånd.
Og dog. Måske var der ingenting.
Der kunne være sket noget andet. Han kunne have jaget hende væk. Eller bundet hende til ladet på lastbilen og kørt et stykke vej og sluppet hende fri. Kørt hende hen til det sted, de havde fået hende fra. For ikke at have hende gående som en påmindelse.
Hun var måske fri.”
“Væk”, s. 56-57.

Alice Munro er hvad man kunne kalde for forfatternes forfatter. Hun er en af de mest læste forfattere i sit hjemland, Canada, men i udlandet har hun endnu ikke fundet en stor læserskare. Alligevel fremhæves hun af andre forfattere verden over som en af vor tids bedste historiefortællere – “vores Tjekhov”, som hun er blevet kaldt – og i 2013 fik hun Nobelprisen i litteratur. Munro skriver primært novellesamlinger, hvilket kan være grunden til, at hun endnu ikke er blevet en international bestsellerforfatter. Hendes fokus er altid mennesker, og med stor generøsitet og et lynskarpt blik skildrer hun deres skæbner med en sådan indsigt og fortælleglæde, at “hun taler til dig og mig, lige her og lige nu”, som den amerikanske forfatter Jonathan Franzen har beskrevet hendes fortællinger.

Blå bog

Født:10. juli, 1931, i Wingham, Ontario, Canada.

Uddannelse: Engelskstudier fra University of Western Ontario.

Debut: Dance of the Happy Shades, McGraw-Hill Ryerson, 1968. Novellesamling. 

Litteraturpriser: Governor General's Literary Award for Fiction, 1968, 1978 og 1986. WH Smith Literary Award, 1995. National Book Critics Circle Award, 1998. Commonwealth Writers Prize, 2005. Man Booker International Prize, 2009. Nobelprisen i litteratur, 2013.

Seneste udgivelse: Livet. Gyldendal, 2014 (Dear Life. 2012). Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen. Noveller.

Hobby: Mennesker, deres følelsesliv og interne relationer.

Idol: Den amerikanske forfatter William Keepers Maxwell.

Baggrund

“Hun behøvede blot at hæve blikket, hun behøvede blot at se i en bestemt retning for at vide, hvor hun kunne gå hen. En aftentur, når hun var færdig med dagens arbejde. Ned til skovbrynet og det nøgne træ, hvor gribbene havde haft deres festmåltid. Og så de små, snavsede knogler i græsset. Kraniet, hvor der måske stadig sad nogle strimler blodigt skind. Et kranie, som hun kunne holde i en hånd som en tekop."
“Væk”, s. 56-57.

Alice Munro blev født i 1931 og fik navnet Alice Laidlaw. Hun voksede op i den lille by Wingham i Ontario, Canada, tæt på de store søer, der udgør grænsen til USA. Opvæksten i den lille by og de landlige omgivelser har senere spillet en stor rolle i Munros historier, og et intimt kendskab til mentaliteten i Canadas småbyer fra midten af det sidste århundrede mærkes tydeligt på hendes forfatterskab. Munro modtog et legat til at læse videre på University of Western Ontario, hvor hun tog hovedfag i engelsk, og det var her, hun begyndte at skrive fiktion og fik udgivet sin første novelle i et universitetsblad.

Efter to år opgav Alice Munro studierne og giftede sig med studiekammeraten James Munro, og de to flyttede sammen til British Columbia. I 1963 flyttede de til Victoria på øen Vancouver Island, hvor de sammen drev boghandlen Munro´s Books. Sammen fik de fire døtre, hvoraf den ene døde kort efter fødslen. Alice Munro fortsatte med at skrive historier og fik solgt nogle af dem som radioteater til CBC, Canadian Broadcasting Operation. I 1968, da Munro var 37 år gammel, udkom hendes første novellesamling, “The Dance of the Happy Shades”, der indbragte hende den prestigefyldte, canadiske litteraturpris, Governor Generals Award. Munro fortalte i et interview fra 1986 med The New York Times, at hun aldrig havde tænkt sig at blive novelleforfatter: “Jeg begyndte at skrive noveller, fordi jeg ikke havde tid til at skrive andet – jeg havde tre børn. Og så blev jeg vant til at skrive historier, så jeg begyndte at anskue mit stof på den måde, og nu tror jeg aldrig, jeg kommer til at skrive en roman.” (Mervyn Rothstein: “Canada’s Alice Munro Finds Excitement in Short-Story Form”. Interview i The New York Times 1986-11-10).

Det er dog blevet til en slags roman, for i 1971 udkom “Pigeliv & kvindeliv” (“Lives of Girls and Women”), der er en samling af forbundne historier, som var med til at slå Munros gode ry fast i hjemlandet. I 1972 gik ægteskabet med James Munro i stykker, og Alice Munro flyttede tilbage til Ontario, hvor hun siden har boet, kun afbrudt af rejser og lange ophold som “writer in residence” verden over.

I 2002 udgav Munros ældste datter, Sheila Munro, bogen “Lives of Mothers and Daughters: Growing up with Alice Munro” om det at vokse op med Alice Munro som mor. Bogen er på mange måder en kærlighedserklæring og en hyldest til Alice Munro, men også en beskrivelse af den konstante aura af fravær, der herskede omkring hende, da hendes børn var små. Sheila Munro beskriver, hvordan hun og hendes søster sad på gulvet og så fjernsyn, mens deres mor sad bagved og læste en bog. Hun var der, men var der alligevel ikke. Memoirerne trækker også mange paralleller mellem nogle af Alice Munros mest elskede og velkendte noveller og den virkelighed, de, ifølge Sheila Munro, baserer sig på.

Alice Munro nærmer sig i dag de 80, men i modsætning til så mange andre forfattere, er det faktisk hendes seneste fem-seks udgivelser, der er de stærkeste, og hun lader til at blive bedre for hver novellesamling. Den seneste, “Too Much Happiness” (2009), der endnu ikke er udkommet på dansk, indbragte hende den prestigefyldte Man Booker International Prize, og der lader til at være mange, mange flere historier i forfatteren, der i 2009 meddelte i et interview, at hendes næste novellesamling kommer til at handle om seksualitet og seksuel ambivalens.

I 2013 modtog Alice Munro Nobelprisen i litteratur.