alice munro
Foto: Derek Shapton

Alice Munro

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
alice munro
Foto: Derek Shapton

Indledning

Alice Munro er hvad man kunne kalde for forfatternes forfatter. Hun er en af de mest læste forfattere i sit hjemland Canada, men først da hun i 2013 modtog Nobelprisen i litteratur, fandt hun en stor læserskare i udlandet. Hun fremhæves af andre forfattere verden over som en af vor tids bedste historiefortællere – “vores Tjekhov”, som hun er blevet kaldt – og skriver primært noveller, hvilket kan være grunden til, at det har taget hende noget tid at blive en international bestsellerforfatter. Hendes fokus er altid mennesker, og med stor generøsitet og et lynskarpt blik skildrer hun deres skæbner med en sådan indsigt og fortælleglæde, at “hun taler til dig og mig, lige her og lige nu”, som den amerikanske forfatter Jonathan Franzen har beskrevet det.

 

51116313

Blå bog

Født: 10. juli, 1931, i Wingham, Ontario, Canada.

Uddannelse: Engelskstudier fra University of Western Ontario.

Debut: Dance of the Happy Shades, McGraw-Hill Ryerson, 1968. Novellesamling. 

Litteraturpriser: Governor General's Literary Award for Fiction, 1968, 1978 og 1986. WH Smith Literary Award, 1995. National Book Critics Circle Award, 1998. Commonwealth Writers Prize, 2005. Man Booker International Prize, 2009. Nobelprisen i litteratur, 2013.

Seneste udgivelse: Livet. Gyldendal, 2014 (Dear Life. 2012). Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen. Noveller.

Inspiration: Eudora Welty, amerikansk novelleforfatter. Især er Munro betaget af bogen ”The Golden Apples” (1949).

Genre: Novelle

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun behøvede blot at hæve blikket, hun behøvede blot at se i en bestemt retning for at vide, hvor hun kunne gå hen. En aftentur, når hun var færdig med dagens arbejde. Ned til skovbrynet og det nøgne træ, hvor gribbene havde haft deres festmåltid. Og så de små, snavsede knogler i græsset. Kraniet, hvor der måske stadig sad nogle strimler blodigt skind. Et kranie, som hun kunne holde i en hånd som en tekop."
“Væk”, s. 56-57.

Alice Munro blev født i 1931 og fik navnet Alice Laidlaw. Hun voksede op i den lille by Wingham i Ontario, Canada, tæt på de store søer, der udgør grænsen til USA. Opvæksten i den lille by og de landlige omgivelser har senere spillet en stor rolle i Munros historier, og et intimt kendskab til mentaliteten i Canadas småbyer fra midten af det sidste århundrede mærkes tydeligt på hendes forfatterskab. Munro modtog et legat til at læse videre på University of Western Ontario, hvor hun tog hovedfag i engelsk, og det var her, hun begyndte at skrive fiktion og fik udgivet sin første novelle i et universitetsblad.

Efter to år opgav Alice Munro studierne og giftede sig med studiekammeraten James Munro, og de to flyttede sammen til British Columbia. I 1963 flyttede de til Victoria på øen Vancouver Island, hvor de sammen drev boghandlen Munro´s Books. Sammen fik de fire døtre, hvoraf den ene døde kort efter fødslen. Alice Munro fortsatte med at skrive historier og fik solgt nogle af dem som radioteater til CBC, Canadian Broadcasting Operation. I 1968, da Munro var 37 år gammel, udkom hendes første novellesamling, “The Dance of the Happy Shades”, der indbragte hende den prestigefyldte, canadiske litteraturpris, Governor Generals Award. Munro fortalte i et interview fra 1986 med The New York Times, at hun aldrig havde tænkt sig at blive novelleforfatter: “Jeg begyndte at skrive noveller, fordi jeg ikke havde tid til at skrive andet – jeg havde tre børn. Og så blev jeg vant til at skrive historier, så jeg begyndte at anskue mit stof på den måde, og nu tror jeg aldrig, jeg kommer til at skrive en roman.” (Mervyn Rothstein: “Canada’s Alice Munro Finds Excitement in Short-Story Form”. Interview i The New York Times 1986-11-10).

Det er dog blevet til en slags roman, for i 1971 udkom “Pigeliv & kvindeliv” (“Lives of Girls and Women”), der er en samling af forbundne historier, som var med til at slå Munros gode ry fast i hjemlandet. I 1972 gik ægteskabet med James Munro i stykker, og Alice Munro flyttede tilbage til Ontario, hvor hun siden har boet, kun afbrudt af rejser og lange ophold som “writer in residence” verden over.

I 2002 udgav Munros ældste datter, Sheila Munro, bogen “Lives of Mothers and Daughters: Growing up with Alice Munro” om det at vokse op med Alice Munro som mor. Bogen er på mange måder en kærlighedserklæring og en hyldest til Alice Munro, men også en beskrivelse af den konstante aura af fravær, der herskede omkring hende, da hendes børn var små. Sheila Munro beskriver, hvordan hun og hendes søster sad på gulvet og så fjernsyn, mens deres mor sad bagved og læste en bog. Hun var der, men var der alligevel ikke. Memoirerne trækker også mange paralleller mellem nogle af Alice Munros mest elskede og velkendte noveller og den virkelighed, de, ifølge Sheila Munro, baserer sig på.

Alice Munro nærmer sig i dag de 80, men i modsætning til så mange andre forfattere, er det faktisk hendes seneste fem-seks udgivelser, der er de stærkeste, og hun lader til at blive bedre for hver novellesamling. Den seneste, “Too Much Happiness” (2009), der endnu ikke er udkommet på dansk, indbragte hende den prestigefyldte Man Booker International Prize, og der lader til at være mange, mange flere historier i forfatteren, der i 2009 meddelte i et interview, at hendes næste novellesamling kommer til at handle om seksualitet og seksuel ambivalens.

I 2013 modtog Alice Munro Nobelprisen i litteratur.  

Pigeliv & kvindeliv

“”Jeg kører dig hjem.”
“Jeg vil hellere gå.”
“Jeg kommer og henter dig mandag aften.”
Jeg svarede ikke. Jeg forstod, at dette blev sagt af høflighed. Han ville ikke komme. Hvis vi havde været ældre, ville vi givetvis have fortsat, have sjakret over prisen for en forsoning, forklaret og retfærdiggjort og måske tilgivet, og båret dette med os ind i fremtiden, men som sagerne stod, var vi tæt nok på barndommen til at tro på den fuldstændige alvor og endegyldighed ved visse skænderier, utilgiveligheden ved visse slag. Vi havde set det i hinanden, vi ikke kunne fordrage, og vi havde ingen anelse om, at folk faktisk ser det, og fortsætter, og hader og skændes og forsøger at slå hinanden ihjel, på forskellige måder, og dernæst elsker lidt mere.”
“Pigeliv & Kvindeliv”, s. 257.

Del Jordan, hovedpersonen i Alice Munros “Lives of Girls and Women” (1971) (“Pigeliv & kvindeliv”, 1986), er flere gange blevet sammenlignet med J.D. Salingers Holden Caulfield fra nyklassikeren “Forbandede ungdom”. Romanen kan da også på samme måde siges at være en form for dannelsesroman om en ung outsider-type, der søger væk fra lillebysamfundet for grådigt at kaste sig ud i voksenlivet.

På grund af historiernes forbundethed blev bogen ved udgivelsen kategoriseret som roman, men den minder om Munros andre udgivelser ved at være en række selvstændige historier, som sagtens kunne stå alene. Med denne roman blev det også tydeligt, hvor Munros fokus lå som forfatter – det er mennesker, hun interesserer sig for, hvordan de skriver deres egen historie, eller i hvert fald forsøger på det, og undervejs omskriver historien, efterhånden som livet ændrer deres perspektiv.

Som titlen antyder, bliver det samtidig slået fast, at det især er kvinder og kvinders erfaringer, Munro interesserer sig for – de valg, de træffer i livet, og de fravalg og afsavn det medfører. Del Jordan er på mange måder repræsentativ for den kvindeskikkelse, der indtager mange af Munros historier: Hun er en intelligent pige med stor livsappetit, som tidligt får adgang til andre erfaringer og livsanskuelser i kraft af de mange bøger, hun sluger. Bøgernes univers står i skarp kontrast til Dels provinsielle omgivelser og halvexcentriske slægtninge, og det er med en konstant følelse af distance og fremmedhed, hun betragter sin tilværelse. Der er for eksempel onkel Benny, som bor alene i nabohuset på Flats Road. Del hjælper ham med at svare på en kontaktannonce i lokalavisen, og snart efter har onkel Benny fået en kone, der dog viser sig at gøre livet temmelig besværligt for ham: “Hun havde smidt kedlen ud gennem vinduet, fordi der ikke var noget vand i den. Hun havde taget saksen og klippet hans grønne sæt tøj i stykker, som han kun havde haft på een gang, til sit bryllup, han vidste ikke, hvad hun havde imod det. Hun havde sagt, at hun ville sætte ild til huset, fordi han var kommet med det forkerte mærke cigaretter til hende.” (s. 25).

Del Jordan vokser op på faderens rævefarm for enden af Flats Road, men følger senere sin mor ind til byen Jubilee, hvor moren begynder at sælge leksika ved at gå fra dør til dør. Det er især den stærke og videbegærlige mor, der præger Dels opvækst, og fylder hende med en blanding af skam over morens støvede hat, knurrende mave og ubændige trang til at ytre sig, samt en fortrængt viden om, at hun ikke er så forskellig fra sin mor, når det kommer til stykket.

Del forelsker sig hovedkulds i en lokal fyr, Garnet, der tilhører en stærkt religiøs baptistbevægelse. Da han frier til hende, må Del gøre op med sig selv om hun hører til i det velkendte samfund fra hendes barndom eller om hun er klar til at forlade alt det, hun kender for at prøve kræfter med verden udenfor.