Alice Munro
Foto: Derek Shapton

Alice Munro

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015. Opdateret af Betty Frank Simonsen, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Alice Munro
Foto: Derek Shapton

Indledning

Alice Munro er hvad man kunne kalde for forfatternes forfatter. Hun er en af de mest læste forfattere i sit hjemland Canada, men først da hun i 2013 modtog Nobelprisen i litteratur, fandt hun en stor læserskare i udlandet. Hun fremhæves af andre forfattere verden over som en af vor tids bedste historiefortællere – “vores Tjekhov”, som hun er blevet kaldt – og skriver primært noveller, hvilket kan være grunden til, at det har taget hende noget tid at blive en international bestsellerforfatter. Hendes fokus er altid mennesker, og med stor generøsitet og et lynskarpt blik skildrer hun deres skæbner med en sådan indsigt og fortælleglæde, at “hun taler til dig og mig, lige her og lige nu”, som den amerikanske forfatter Jonathan Franzen har beskrevet det.

 

47710421

Blå bog

Født: 10. juli, 1931, i Wingham, Ontario, Canada.

Uddannelse: Engelskstudier fra University of Western Ontario.

Debut: Dance of the Happy Shades, McGraw-Hill Ryerson, 1968. Novellesamling. 

Litteraturpriser: Governor General's Literary Award for Fiction, 1968, 1978 og 1986. WH Smith Literary Award, 1995. National Book Critics Circle Award, 1998. Commonwealth Writers Prize, 2005. Man Booker International Prize, 2009. Nobelprisen i litteratur, 2013.

Seneste udgivelse: Noget jeg gerne vil sige. Gyldendal. 2020 (Something I've been meaning to tell you, 1974). Oversat af Ida Jessen. Noveller.

Inspiration: Eudora Welty, amerikansk novelleforfatter. Især er Munro betaget af bogen ”The Golden Apples” (1949).

Genre: Novelle

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun behøvede blot at hæve blikket, hun behøvede blot at se i en bestemt retning for at vide, hvor hun kunne gå hen. En aftentur, når hun var færdig med dagens arbejde. Ned til skovbrynet og det nøgne træ, hvor gribbene havde haft deres festmåltid. Og så de små, snavsede knogler i græsset. Kraniet, hvor der måske stadig sad nogle strimler blodigt skind. Et kranie, som hun kunne holde i en hånd som en tekop."
“Væk”, s. 56-57.

Alice Munro blev født i 1931 og fik navnet Alice Laidlaw. Hun voksede op i den lille by Wingham i Ontario, Canada, tæt på de store søer, der udgør grænsen til USA. Opvæksten i den lille by og de landlige omgivelser har senere spillet en stor rolle i Munros historier, og et intimt kendskab til mentaliteten i Canadas småbyer fra midten af det sidste århundrede mærkes tydeligt på hendes forfatterskab. Munro modtog et legat til at læse videre på University of Western Ontario, hvor hun tog hovedfag i engelsk, og det var her, hun begyndte at skrive fiktion og fik udgivet sin første novelle i et universitetsblad.

Efter to år opgav Alice Munro studierne og giftede sig med studiekammeraten James Munro, og de to flyttede sammen til British Columbia. I 1963 flyttede de til Victoria på øen Vancouver Island, hvor de sammen drev boghandlen Munro´s Books. Sammen fik de fire døtre, hvoraf den ene døde kort efter fødslen. Alice Munro fortsatte med at skrive historier og fik solgt nogle af dem som radioteater til CBC, Canadian Broadcasting Operation. I 1968, da Munro var 37 år gammel, udkom hendes første novellesamling, “The Dance of the Happy Shades”, der indbragte hende den prestigefyldte, canadiske litteraturpris, Governor Generals Award. Munro fortalte i et interview fra 1986 med The New York Times, at hun aldrig havde tænkt sig at blive novelleforfatter: “Jeg begyndte at skrive noveller, fordi jeg ikke havde tid til at skrive andet – jeg havde tre børn. Og så blev jeg vant til at skrive historier, så jeg begyndte at anskue mit stof på den måde, og nu tror jeg aldrig, jeg kommer til at skrive en roman.” (Mervyn Rothstein: “Canada’s Alice Munro Finds Excitement in Short-Story Form”. Interview i The New York Times 1986-11-10).

Det er dog blevet til en slags roman, for i 1971 udkom “Pigeliv & kvindeliv” (“Lives of Girls and Women”), der er en samling af forbundne historier, som var med til at slå Munros gode ry fast i hjemlandet. I 1972 gik ægteskabet med James Munro i stykker, og Alice Munro flyttede tilbage til Ontario, hvor hun siden har boet, kun afbrudt af rejser og lange ophold som “writer in residence” verden over.

I 2002 udgav Munros ældste datter, Sheila Munro, bogen “Lives of Mothers and Daughters: Growing up with Alice Munro” om det at vokse op med Alice Munro som mor. Bogen er på mange måder en kærlighedserklæring og en hyldest til Alice Munro, men også en beskrivelse af den konstante aura af fravær, der herskede omkring hende, da hendes børn var små. Sheila Munro beskriver, hvordan hun og hendes søster sad på gulvet og så fjernsyn, mens deres mor sad bagved og læste en bog. Hun var der, men var der alligevel ikke. Memoirerne trækker også mange paralleller mellem nogle af Alice Munros mest elskede og velkendte noveller og den virkelighed, de, ifølge Sheila Munro, baserer sig på.

Alice Munro nærmer sig i dag de 80, men i modsætning til så mange andre forfattere, er det faktisk hendes seneste fem-seks udgivelser, der er de stærkeste, og hun lader til at blive bedre for hver novellesamling. Den seneste, “Too Much Happiness” (2009), der endnu ikke er udkommet på dansk, indbragte hende den prestigefyldte Man Booker International Prize, og der lader til at være mange, mange flere historier i forfatteren, der i 2009 meddelte i et interview, at hendes næste novellesamling kommer til at handle om seksualitet og seksuel ambivalens.

I 2013 modtog Alice Munro Nobelprisen i litteratur.  

Pigeliv & kvindeliv

“”Jeg kører dig hjem.”
“Jeg vil hellere gå.”
“Jeg kommer og henter dig mandag aften.”
Jeg svarede ikke. Jeg forstod, at dette blev sagt af høflighed. Han ville ikke komme. Hvis vi havde været ældre, ville vi givetvis have fortsat, have sjakret over prisen for en forsoning, forklaret og retfærdiggjort og måske tilgivet, og båret dette med os ind i fremtiden, men som sagerne stod, var vi tæt nok på barndommen til at tro på den fuldstændige alvor og endegyldighed ved visse skænderier, utilgiveligheden ved visse slag. Vi havde set det i hinanden, vi ikke kunne fordrage, og vi havde ingen anelse om, at folk faktisk ser det, og fortsætter, og hader og skændes og forsøger at slå hinanden ihjel, på forskellige måder, og dernæst elsker lidt mere.”
“Pigeliv & Kvindeliv”, s. 257.

Del Jordan, hovedpersonen i Alice Munros “Lives of Girls and Women” (1971) (“Pigeliv & kvindeliv”, 1986), er flere gange blevet sammenlignet med J.D. Salingers Holden Caulfield fra nyklassikeren “Forbandede ungdom”. Romanen kan da også på samme måde siges at være en form for dannelsesroman om en ung outsider-type, der søger væk fra lillebysamfundet for grådigt at kaste sig ud i voksenlivet.

På grund af historiernes forbundethed blev bogen ved udgivelsen kategoriseret som roman, men den minder om Munros andre udgivelser ved at være en række selvstændige historier, som sagtens kunne stå alene. Med denne roman blev det også tydeligt, hvor Munros fokus lå som forfatter – det er mennesker, hun interesserer sig for, hvordan de skriver deres egen historie, eller i hvert fald forsøger på det, og undervejs omskriver historien, efterhånden som livet ændrer deres perspektiv.

Som titlen antyder, bliver det samtidig slået fast, at det især er kvinder og kvinders erfaringer, Munro interesserer sig for – de valg, de træffer i livet, og de fravalg og afsavn det medfører. Del Jordan er på mange måder repræsentativ for den kvindeskikkelse, der indtager mange af Munros historier: Hun er en intelligent pige med stor livsappetit, som tidligt får adgang til andre erfaringer og livsanskuelser i kraft af de mange bøger, hun sluger. Bøgernes univers står i skarp kontrast til Dels provinsielle omgivelser og halvexcentriske slægtninge, og det er med en konstant følelse af distance og fremmedhed, hun betragter sin tilværelse. Der er for eksempel onkel Benny, som bor alene i nabohuset på Flats Road. Del hjælper ham med at svare på en kontaktannonce i lokalavisen, og snart efter har onkel Benny fået en kone, der dog viser sig at gøre livet temmelig besværligt for ham: “Hun havde smidt kedlen ud gennem vinduet, fordi der ikke var noget vand i den. Hun havde taget saksen og klippet hans grønne sæt tøj i stykker, som han kun havde haft på een gang, til sit bryllup, han vidste ikke, hvad hun havde imod det. Hun havde sagt, at hun ville sætte ild til huset, fordi han var kommet med det forkerte mærke cigaretter til hende.” (s. 25).

Del Jordan vokser op på faderens rævefarm for enden af Flats Road, men følger senere sin mor ind til byen Jubilee, hvor moren begynder at sælge leksika ved at gå fra dør til dør. Det er især den stærke og videbegærlige mor, der præger Dels opvækst, og fylder hende med en blanding af skam over morens støvede hat, knurrende mave og ubændige trang til at ytre sig, samt en fortrængt viden om, at hun ikke er så forskellig fra sin mor, når det kommer til stykket.

Del forelsker sig hovedkulds i en lokal fyr, Garnet, der tilhører en stærkt religiøs baptistbevægelse. Da han frier til hende, må Del gøre op med sig selv om hun hører til i det velkendte samfund fra hendes barndom eller om hun er klar til at forlade alt det, hun kender for at prøve kræfter med verden udenfor.

Forunderlig er kærligheden

“Jeg kan ikke huske, at min mors hår har været andet end hvidt. Min mor blev hvidhåret, da hun var i tyverne, og hun havde ikke gemt noget af sit ungdoms hår, som havde været brunt. Jeg forsøgte ofte at få hende til at fortælle mig hvilken brun farve.
“Mørkt.”
“Som Brent eller som Dolly?” Det var vores to arbejdsheste, et tospand.
“Det ved jeg ikke. Det var ikke hestehår.”
“Var det som chokolade?”
“Noget i den retning.”
“Blev du ikke ked af det, da det blev hvidt?”
“Nej. Jeg blev glad.”
“Hvorfor?”
“Jeg var glad for, at jeg ikke længere havde samme hårfarve som min far.”
Had er altid en synd, fortalte min mor mig. Husk det. En enkelt dråbe had i din sjæl vil brede sig og misfarve alting som en dråbe sort blæk i hvid mælk.”
Titelnovellen i “Forunderlig er kærligheden”, s. 10.

Med “The Progress of Love” fra 1986 (“Forunderlig er kærligheden”, 1991) slår Alice Munro for alvor sit navn fast som en fabelagtig fortæller. Novellesamlingen indeholder elleve historier, der på hver sin måde kan siges at rumme essensen af hele hendes forfatterskab. Titelnovellen i samlingen er desuden en af Munros egne favorithistorier, og her vender hun tilbage til temaet om tid, og hvordan vi laver om på vores fortid efterhånden som vi bliver ældre.

Historien begynder med, at fortælleren, Fame, ringes op af sin far, der lakonisk meddeler, at moren er død: ““Jeg tror, din mor er gået bort.” Jeg vidste godt, at “gået bort” betød død. Jeg vidste det godt. Men et kort øjeblik så jeg for mig, hvordan min mor iført sin sorte stråhat var på vej ned ad stien.” (side 7). Fame er flyttet langt væk fra det spartanske barndomshjem og husker tilbage på sin mor, som hun fremstod for hende, da hun var barn. Moren var meget religiøs og knælede i bøn hver morgen, middag og aften. Hun så sjælen som en skat, der skulle bæres gennem livet på et sølvfad. Som et tydeligt eksempel på den stille kærlighed, der eksisterede mellem hendes forældre, fortæller Fame en historie til en kæreste om, hvordan hendes mor brændte en mindre formue op i komfuret, mens hendes far stod og så til. Pengene havde hun arvet fra sin far, som hun afskyede, og på trods af, at familien havde stort behov for pengene, brændte hun hver en dollarseddel op. Hendes far greb ikke ind, men lod hende gøre det, og Fame har altid set dette som et billede på selve kærlighed. Så kommer hun i tanke om dengang, da hendes mors søster Beryl kom på besøg og vendte op og ned på hendes barndoms verdensbillede, og pludselig kommer hun i tvivl, om hvorvidt historien med pengene og komfuret i virkeligheden er helt sand. Måske stod hendes far i virkeligheden ikke i køkkenet og så til, mens hendes mor brændte pengene. Måske anede han intet om det? Måske er det noget, Fame selv har fundet på, noget, hun selv har tilføjet historien?

I en anden historie, “Lav”, besøger David sin ekskone Stella sammen med sin nye og yngre kone, Catherine. Der går noget tid, før det går op for os, at David og Stella har været gift, for det bliver ikke sagt, men relationen bliver tydelig efterhånden som historien skrider frem. Det bliver også tydeligt, at David allerede er ved at køre træt i forholdet til den nye kone og er blevet forelsket i en tredje og endnu yngre kvinde. Han har behov for at dele denne besættelse med ekskonen Stella, som han stadig har et fortroligt forhold til, og han bærer rundt på et nøgenfoto af den unge kvinde, som han vil have, at Stella skal opbevare for ham.

Igennem historien skifter vi synsvinkel fra David til Stella, og læserens syn på deres fælles historie og deres indbyrdes relation ændrer sig dramatisk i takt med denne forskydning.

Hver af de elleve historier fra “Forunderlig er kærligheden” synes at indeholde stof til en hel roman. I modsætning til mange andre noveller rummer nogle af disse historier et helt menneskeliv, et langt ægteskab, og de kan sagtens finde på at springe tredive år i tiden, så vi konstant befinder os i det virvar af fortid, nutid og fremtid, som hver menneskelig bevidsthed rummer. Eller sagt med den britiske forfatter A.S. Byatts ord: “Som jeg før har sagt, er Munros noveller så fantastiske, fordi de rummer hele skæbner, der ellers kræver hver sin roman.”

Væk

“Hun sagde ikke, at drengen havde fået hende til at tænke på Carla, og nu var hun ikke længere i stand til at sige hvorfor. Han var kun ti-elleve år gammel. Måske var det hans styrke og den graciøse arm, der måtte have holdt tømmen, eller rynkerne i hans barnepande, hans koncentration og kraftudfoldelse, der mindede om Carla, da hun havde pudset de store vinduer i foråret. Hendes stærke ben i shortsene, de brede skuldre, hendes arms fejende bevægelser hen over glasset, og så den måde hun havde slået ud med armene på for sjov, for at få Sylvia til at le, hvad enten hun ville eller ej.”
"Væk", side 27.

I novellesamlingen “Runaway” fra 2004 (“Væk”, 2010) er det atter kvinder og kvinders indre liv, der har Alice Munros interesse. Samlingen består af ni noveller, hvoraf mange af dem kan siges at have udlængsel og frihedstrang som tema. Det er sjove og kærligt beskrevne skildringer af kvinder, der fylder de forskellige historier, og ofte går det ikke som kvinderne har tænkt sig eller drømt om. Men de justerer deres forventninger og forhåbninger i forhold til det liv, der møder dem, og forsøger at konstruere en ny virkelighed ud fra, hvor de står.

Den første novelle i samlingen er titelnovellen, hvor vi møder en ung kvinde, Carla, der bor i en lille by i Ontario, hvor hun forsøger at få en rideskole op at stå med sin mand, Clark. På Munros sædvanlige underspillede facon bliver det klart for os, at Carla sidder fast i et liv, som ikke lever op til det, hun drømte om, da hun i tidernes morgen rendte væk med Clark for at blive gift. Hun føler sig afsondret og alene, og følelsen af ensomhed forstærkes af, at kæledyret, geden Flora, er løbet væk – noget, som Carla også selv drømmer om. Flora betyder noget særligt for Carla og minder hende på en måde om hende selv: “Hestene så ikke på hende, når hun var ulykkelig, men Flora, der aldrig stod bundet, kom altid hen og gnubbede sig op ad hende og så op på hende med sine glitrende, grøngule øjne og et udtryk, der ikke egentlig var sympati – det mindede mere om kammeratligt drilleri.” (“Væk”, s. 15).

Carla får mulighed for at se anderledes på sit liv i kraft af forholdet til naboen Sylvia, der er enke efter en landskendt digter. Carla har hjulpet Sylvia med oprydning efter digterens død, og Sylvia står parat til hjælpe Carla med at realisere nogle af sine drømme. Men hvor Carla spejler sig i geden Flora, ser Sylvia noget af sig selv i den unge Carla, og det bliver uklart om det er Carlas eller Sylvias egne længsler, der er drivkraften bag Sylvias hjælp. Som i en slags åbenbaring vender Flora, den lille ged, tilbage en sen nattetime og afbryder en eskalerende konflikt mellem den ældre, kultiverede Sylvia og Clark, Carlas mand, der ikke tolererer Sylvias indblanding. Slutningen på historien er gådefuld og tankevækkende, og som så mange gange før hos Munro, fornemmer vi, at der ligger en grufuld sandhed gemt i det, der ikke bliver sagt.

28197497

I tre af historierne i “Væk” følger vi den samme kvinde, Juliet, igennem dramatiske stadier i hendes liv. Da vi først møder hende i “En chance” er hun en ung, seriøs kvinde på vej ud på noget, som hun kalder en “lille afstikker” for at besøge en ven. Det ligner hende ikke, normalt er hun en ambitiøs forsker og underviser med speciale i klassisk litteratur, og nu er hun på vej ud til en lille by på den canadiske vestkyst, fordi hun for noget tid siden mødte en noget ældre mand i et tog. Det var en dramatisk togtur, og det blev til et særligt møde mellem Juliet og denne mand, og nu tager hun en chance ved at opsøge ham. I en senere historie, “Snart”, vender Juliet tilbage til sin familie med sin datter, Penelope, fordi hendes mor er døende. Juliet er flyttet sammen med manden fra toget og har boet i den lille by på vestkysten i noget tid, og alt ved hendes forældres hjem og relation har forvandlet sig, siden hun var der sidst. Ikke mindst magtforholdet imellem hendes far og mor. I den tredje novelle om Juliet, “Tavshed”, møder vi hende, da datteren Penelope mange år senere er taget på et slags refugium i et halvt år, og Juliet tager ud for at hente hende. Da hun kommer derud, er Penelope taget videre, og som årene går, hører Juliet aldrig fra hende. Der er komplet tavshed. Først mange år senere får Juliet et livstegn fra sin datter, og hun må indse, at hendes datter har sagt farvel til hende for længe siden: “Min far sagde altid om folk, han ikke brød sig om, at han ikke havde brug for dem. Måske betyder de ord bare det? Penelope har ikke brug for mig. Måske kan hun ikke fordrage mig. Det kan tænkes.” (“Væk”, side 177).

Tiggerpigen - fortællinger om Flo og Rose

”Hun så på maleriet. Hun slog det op i en kunstbog på biblioteket. Hun studerede tiggerpigen, der var sagtmodig og yppig, med generte hvide fødder. Hendes mælkehvide kapitulation, hendes hjælpeløshed og taknemmelighed. Var det sådan, Patrick opfattede Rose? Var det sådan, hun kunne være? Hun ville få brug for denne konge, der så skrap og mørk ud, selv i sin lidenskabelige trance, intelligent og barbarisk.”
Titelnovellen ”Tiggerpigen”, s. 132.

Alice Munros ”The Beggar Maid” fra 1977 udkom første gang på dansk i 1984 under navnet ”Hvem tror du egentlig, du er?”, som er titlen på den sidste novelle i samlingen. Samlingen blev genudgivet på dansk i 2014 med titlen ”Tiggerpigen - fortællinger om Flo og Rose”, da Munro havde fået en større læserskare herhjemme. De ti historier strækker sig over mere end tredive år og fortæller om Rose og hendes stedmor Flo.

Som i så mange af Munros historier vokser Rose op i en lille by i Ontario og føler sig fremmed i forhold til sine omgivelser. Ikke mindst i forhold til sin fraværende far og stedmoren Flo, der er en praktisk og meget pragmatisk kvinde. Det lille lokalsamfund er en landsby, der på sin vis er delt op i to klasser: I West Hanratty, hvor Rose vokser op, bor der stort set kun støberiarbejdere, fabriksarbejdere og ”store letsindige familier af skødesløse smuglere og ludere og mislykkede tyveknægte” (s. 12). I Hanratty strækker den sociale sammensætning sig til også at inkludere læger, tandlæger og advokater.

51168461

Rose skammer sig over sin baggrund og forsøger at tilegne sig livsstilen fra dem ”inde i byen”. I novellen ”En halv grapefrugt” bliver de i klassen spurgt om deres morgenmadsvaner, for at se ”om de havde overholdt Canadas ernæringsregler” (s. 68). Forskellene på land by kommer hurtigt til syne. Dem på landet spiste brasede kartofler, brød og majssirup, dem i byen bacon og æg, cornflakes og appelsinjuice. Rose siger, at hun spiser en halv grapefrugt og roser sig selv for at have fundet på noget sofistikeret, som ingen andre har sagt. Men det er løgn, for de får stort set aldrig frisk frugt hjemme hos hende, og løgnen kommer til at forfølge hende gennem hendes skoletid.

Titelnovellen ”Tiggerpigen” er en af Munros stærkeste. Rose har gennemlevet den klassisk Munro’ske overgangsrite ved at tage en lang togtur væk fra hjemmet og ud i verden med dens mange normbrud og fristelser.

Hun kommer på universitetet, og her møder hun Patrick, som bliver meget forelsket i hende. Patrick kommer fra en helt anden og velhavende baggrund, og han kan lide at tænke på Rose som en kvinde i nød, der har brug for hans ridderlighed. Rose bor hos den ældre professor Henshawe, en sofistikeret kvinde i halvfjerdserne, som forsøger at styre Rose væk fra mænd og ind i en akademisk karriere. I Munros skildring af forholdet mellem Rose og Patrick ligger et af de temaer, hun bliver ved at vende tilbage til i sine tidlige bøger. Den stille foragt, der kan ligge i et langt kærlighedsforhold, oftest i et tidligt ægteskab, hvor begge parter forsøger at presse sig selv og hinanden ind i rigide kønsroller, der begrænser dem begge.

Livet

”Jeg kiggede direkte ned i kisten og så Sadie. (…) Noget bevægede sig. Jeg så det selv, hendes øjenlåg bevægede sig, det der vendte over mod mig. Det glippede ikke, hverken helt eller halvt, det gled bare en lille bitte smule op, så man, hvis man var hende, hvis man var inde i hende, kunne kigge ud gennem øjenvipperne. Bare lige så man kunne skimte lys og mørke. Det overraskede mig ikke. Jeg blev heller ikke forskrækket. Synet faldt straks i hak med alt, hvad jeg vidste om Sadie, og på en måde også med alt, hvad jeg havde erfaret fra mit eget særlige jeg.”
”Øjet”, s.ide 264.

I novellesamlingen ”Dear Life” fra 2012 (”Livet”, 2014) deler Alice Munro mere generøst ud af hovedstolen. Alle hendes noveller kan siges at udspringe fra hendes eget liv, fra opvæksten i Ontario, ungdomsårene på Canadas vestkyst og hjemkomsten til barndommens landskab, som nu for altid er forandret, men i denne bog, som Munro selv omtaler som den sidste bog, hun kommer til at skrive, går hun mere selvbiografisk til værks. De sidste fire historier i bogen kaldes en ”Finale” og indledes med ordene: ”De sidste fire tekster er ikke som sådan noveller. De udgør et afsnit for sig. Stemningsmæssigt er de selvbiografiske, men når det gælder kendsgerningerne, er de det ikke helt. De er måske det første og det sidste, jeg har at sige om mit eget liv. Og det der kommer tættest på.”

Disse fire historier handler meget om Munros mor, set med barnets øjne. I det hele taget er de drømmeagtige og fragmentariske, som erindret stof fra barndommen, man kun husker halvt. I den første, ”Øjet”, beskriver jeg-fortælleren sin tidlige opvækst, hvor de fik en ung pige i huset, der hed Sadie. Sadie havde sit eget program på den lokale radiostation, hvor hun spillede guitar og sang. Og så elskede hun at danse, hun gik til bal hver weekend og dansede kun med dem, hun havde lyst til. Hun står i stærk kontrast til fortællerens mere korrekte og dybsindige mor, som er skeptisk over for barnets fascination af Sadie. Sadie er livsglad og udstråler en skødesløshed og livsglæde, som fortælleren ikke før har kendt. Samtidig er fortælleren hurtigt blevet klar over, at der er noget forbudt og nærmest uanstændigt over ligefremheden i Sadies livsglæde, og at det derfor på en måde er selvforskyldt, da hun uforvarende bliver kørt ned efter et dansebal.

51116313

De første ti noveller i ”Livet” er skrevet i Munros vanligt sofistikerede stil med fortællemæssige greb, der som altid får læseren til at genoverveje historien ved endt læsning. De sidste fire, selvbiografiske, historier er mere flagrende i strukturen, med flere reflekterende sidespring, men temaet er det evigt centrale hos Munro: hvordan erindring er med til at forme historien om vores liv. Især er det erindringen om hendes mor, der bliver ved at spøge i fortællingen om Munros eget liv: ”Jeg kom ikke hjem under min mors sidste sygdom og var ikke med til hendes begravelse (…) Vi siger om visse ting, at det er utilgiveligt eller at vi aldrig kunne tilgive os selv. Men det gør vi – vi gør det hele tiden.” (s. 309).

Noget jeg gerne vil sige

”Nærmest lige for foden af hende, nede i græsset ved siden af trappen, hvor der stod en stor syrenbusk der havde bredt sig vildt og nu var blevet så stor som et træ, rejste to skikkelser sig, de rejste sig hverken op eller satte sig op, de løftede bare hovederne, som om de lå i en seng, stadig viklet ind i hinanden. Bryggerslyset lyste ikke direkte på dem, men nok til at hun kunne se deres ansigter. Blaikie og Char.”
”Noget jeg gerne vil sige”, s. 27.

”Something I’ve been meaning to tell you” fra 1974 (”Noget jeg gerne vil sige”, 2020) er Alice Munros tredje novellesamling. Hun var i midten af fyrrerne, da hun skrev samlingen, der først udkom på dansk i 2020.

47710421

Novellesamlingen består af tretten fortættede fortællinger, og titelnovellen er en klassisk Munro-historie med mødet mellem fortid og nutid som fokus. Et og Char er søstre, og de bor i den lille, canadiske by, hvor de har boet hele deres liv. Et har aldrig giftet sig, men det har Char, hendes meget smukke søster, som lever sammen med den noget ældre og svagelige Arthur. Fortællingen begynder med, at Et ved et tilfælde møder Blaikie, hendes søsters tidligere bejler, som rejste fra byen for mange år siden, mens han og Char begge var unge. Et så dengang, hvordan de i smug fandt sammen, og hun har altid modarbejdet forholdet mellem Blaikie og Char. Mindet om Blaikie har på en måde altid hængt over Char og over hendes noget mere afdæmpede forhold til Arthur. Char er fuld af hemmeligheder, det er Et også, ligesom hele fortællingen er det. Der er noget, fortælleren altid har lige på tungen, men som aldrig bliver sagt. Novellen er på sædvanlig Munro’sk vis både en mordgåde, en kærlighedshistorie – ikke bare den åbenlyse, mellem Char og Blaikie, men en helt anden – og en fortælling om tid og erindringsforskydning.

Allerede i denne tredje novellesamling fornemmer man, hvor eminent en fortæller Munro er. Hver novelle emmer af liv, drama og fortællelyst, som for eksempel i begyndelsen af den historie, der hedder ”Hvordan jeg mødte min mand”: ”Vi hørte flyvemaskinen over husets tag ved middagstid, den kom brølende ind over nyhederne i radioen, og vi var fuldkommen sikre på, at den ville ramme huset, så vi løb alle sammen ud på gårdspladsen.” (s. 69).

Ida Jessen, som har oversat flere af Munros novellesamlinger og også denne, indleder bogen med et forord, hvor hun blandt andet skriver: ”Munro tager sig af hvert eneste trin i et menneskeliv, så man forstår, at det hele livet igennem bliver ved med at være interessant at være menneske.” (s. 10).

Genrer og tematikker

Alice Munro har skrevet tretten novellesamlinger og en erindringsroman, hvoraf ti af novellesamlingerne og romanen, som også er en samling historier, foreløbig er udkommet på dansk. Da Munros tiende novellesamling, “Væk” (“Runaway”), udkom i 2004, fik det den amerikanske forfatter Jonathan Franzen til offentligt at hylde Munros forfatterskab i avisen The New York Times. Her skrev han, at “Alice Munro er den nordamerikanske forfatter, som kan gøre krav på at være den bedste” og fortsatte derefter med at opregne otte mulige grunde til, at Munro endnu ikke har en kæmpe læserskare udenfor Canada. Som for eksempel, at hendes forfatterskab er drevet af fortællelyst og ikke udgøres af dirrende, lyriske udskejelser, og at hun skriver noveller i stedet for romaner. At Munro skriver historier og ikke romaner er netop styrken ved hendes forfatterskab, skrev han. Fordi: “forfatteren ikke kan gemme sig i en novelle. Man kan ikke småsnakke sig ud af det. Læseren når slutningen i løbet af få minutter, og hvis du ikke har noget at sige, så finder vi ud af det.” (Jonathan Franzen: Runaway: Alice’s Wonderland. Anmeldelse i The New York Times, 2004-11-14.)

Jonathan Franzen skriver også, at Munro, ligesom alle gode forfattere, bliver ved at fortælle den samme historie. Bare på nye måder. Historien omhandler altid en intelligent, seksuelt nysgerrig pige, der vokser op i landlige omgivelser i Ontario i en familie uden penge. Hendes mor er syg eller døende, faren får en problematisk ny kone, og pigen flygter fra sit ophav via et legat eller andet, gifter sig tidligt, får børn, men bryder ud af ægteskabet, får succes som skuespiller, forfatter eller tv-personlighed og vender senere tilbage til det Ontario, hun kom fra, men som nu er fuldkommen forandret. Fordi hun er forandret. Barndommens og ungdommens univers er blevet påvirket af de valg, hun har truffet i sit liv, og det er umuligt at bevare det, der var. I et forsøg på at overleve som en hel og selvstændig person har hun forårsaget tab og forskydninger; hun har ødelagt noget, der ikke kan repareres.

Denne historie kommer måske tydeligst frem i de tidlige udgivelser “Tiggerpigen” (1984/2014) (“The Beggar Maid”, 1977) og “Pigeliv & kvindeliv” (1986) (“Lives of Girls and Women”, 1971), der begge kan siges at være en form for erindringsromaner. Begge indeholder en samling forbundne historier, der skildrer en kvindes opvækst og flugten fra det landlige Ontario.

Men mødet mellem fortid og nutid er også et konstant tema for Alice Munros øvrige fortællinger. Tid og erindringen om vores egen historie undersøges på forskellig vis igennem skildringen af forskellige menneskeskæbner, og sandheden om et menneskes liv står i en Munro-historie altid tilbage som det mest gådefulde. Ikke mindst i en af hendes mest mesterlige noveller, “Væk”, hvor hovedpersonen Clara føler sig ufri i den tilværelse, hun har fået og forsøger at opdigte en virkelighed for sig selv, der er fuld af muligheder i stedet for begrænsninger. Ida Jessen, der har oversat “Væk” i samarbejde med sin mor Gudrun Jessen beskriver, hvorfor hun er blevet så forelsket i Alice Munros historier: “Hver novelle er som en lille roman, de er meget fyldige. Hvor noveller normalt er konstrueret sådan, at hovedpersonen trænges op i en krog, hvorefter vi forlader vedkommende, så går Alice Munro videre og skildrer, hvad der skete ugen efter eller 10 år efter. Det har jeg aldrig før set i en novelle ... Men det betyder også, at novellernes udsagn bliver, at livet ikke slutter ved det svære øjeblik. Derfor er de fulde af håb. Det er meget inspirerende.” (Karen Syberg: Med og uden hoved. Interview med Ida Jessen i Information, 2007-12-30).

Beslægtede forfatterskaber

Hun er vores Tjekhov, og hun vil overleve de fleste af sine samtidige,” har forfatteren Cynthia Ozick sagt om Alice Munro, og det er ikke den eneste gang, Munro er blevet sammenlignet med den store, russiske forfatter. Ligesom Tjekhov har Munro en imponerende psykologisk indsigt, der skinner igennem hendes sanselige menneskeskildringer, og ligesom ham er hun igennem hele sit forfatterskab optaget af temaer som tid og erindring. De to forfattere har også det til fælles, at deres historier udspiller sig i små landsbysamfund og fortælles i et underspillet og halvtørt toneleje, hvor store, livsomstyrtende erkendelser når frem til deres hovedpersoner på ganske udramatisk vis.

Det er også oplagt at sammenligne Munro med amerikanske William Faulkner og Flannery O'Connor, som Munro selv nævner som inspirationskilder, og som på samme måde skriver personer frem, der står i kontrast til reaktionære og konservative omgivelser i USAs sydstater.

Med sin kærlige og dog distancerede og småironiske behandling af nordamerikanske presbyterianske småsamfund fra midten af sidste århundrede minder Munro også en smule om den amerikanske forfatter til “Gilead”, “Hjem” og senest ”Lila”, Marylinne Robinson. Begge forfattere er mestre i at dissekere et menneskes længsler, men gøre det på en subtil måde, der er mere optaget af at ramme et menneskeliv ind på en troværdig og realistisk måde, end med postmoderne kontekstualitet eller sproglige eksperimenter.

Af danske, litterære halvsøstre, kan man nævne en forfatter som Ida Jessen, der også har oversat Munros seneste værker til dansk. Begge forfattere skriver sanseligt og fortroligt om kvinder, som, trods karakterernes nuancering og spændvidde, altid bibeholder noget usagt og gådefuldt.

Bibliografi

Munro, Alice.:
Dance of the Happy Shades. 1968.
Munro, Alice.:
Something I´ve been meaning to tell you. 1974.
Munro, Alice:
The Moons of Jupiter. 1982. Noveller. Ikke udkommet på dansk.
Munro, Alice:
Hvem tror du egentlig, du er? 1984. (The Beggar Maid. 1977). Noveller.
Munro, Alice:
Pigeliv & kvindeliv. 1986. (Lives of Girls and Women. 1971). Roman.
Munro, Alice:
Forunderlig er kærligheden. 1991. (The Progress of Love. 1985). Noveller.
Munro, Alice:
Min ungdoms veninde. 1993. (Friend of my Youth. 1990). Noveller.
Munro, Alice:
Offentlige Hemmeligheder. 1996. (Open Secrets, 1994). Noveller.
Munro, Alice:
En god kvindes kærlighed. 2002. (The Love of a Good Woman. 1998). Noveller.
Munro, Alice:
Væk. 2010. (Runaway. 2004). Noveller.
Munro, Alice:
The View from Castle Rock, 2006.
Munro, Alice:
Fjendskab, venskab, ægteskab. Gyldendal, 2011. Noveller. (Hateship, friendship, courtship, loveship, marriage, 2001).
Munro, Alice:
For meget lykke. Gyldendal, 2013 (Too much happiness). Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen. Noveller.
Munro, Alice:
Livet. Gyldendal, 2014 (Dear Life. 2012). Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen. Noveller.
Munro, Alice: Noget jeg gerne vil sige. Gyldendal, 2020 (Something I've been meaning to tell you, 1974). Oversat af Ida Jessen. Noveller.

Romaner

Munro, Alice:
Pigeliv & kvindeliv. 1986. (Lives of Girls and Women. 1971).

Om forfatterskabet

Artikler

Politiken. 2005-02-13
Franzen, Jonathan:
The New York Times. 2004-11-14.
Syberg, Karen:
Med og uden hoved. Interview med Ida Jessen i Information. 2007-12-30.
En samtale med Alice Munro på hendes amerikanske forlags hjemmeside.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Alice Munro