I novellesamlingen ”Dear Life” fra 2012 (”Livet”, 2014) deler Alice Munro mere generøst ud af hovedstolen. Alle hendes noveller kan siges at udspringe fra hendes eget liv, fra opvæksten i Ontario, ungdomsårene på Canadas vestkyst og hjemkomsten til barndommens landskab, som nu for altid er forandret, men i denne bog, som Munro selv omtaler som den sidste bog, hun kommer til at skrive, går hun mere selvbiografisk til værks. De sidste fire historier i bogen kaldes en ”Finale” og indledes med ordene: ”De sidste fire tekster er ikke som sådan noveller. De udgør et afsnit for sig. Stemningsmæssigt er de selvbiografiske, men når det gælder kendsgerningerne, er de det ikke helt. De er måske det første og det sidste, jeg har at sige om mit eget liv. Og det der kommer tættest på.”
51116313
Disse fire historier handler meget om Munros mor, set med barnets øjne. I det hele taget er de drømmeagtige og fragmentariske, som erindret stof fra barndommen, man kun husker halvt. I den første, ”Øjet”, beskriver jeg-fortælleren sin tidlige opvækst, hvor de fik en ung pige i huset, der hed Sadie. Sadie havde sit eget program på den lokale radiostation, hvor hun spillede guitar og sang. Og så elskede hun at danse, hun gik til bal hver weekend og dansede kun med dem, hun havde lyst til. Hun står i stærk kontrast til fortællerens mere korrekte og dybsindige mor, som er skeptisk over for barnets fascination af Sadie. Sadie er livsglad og udstråler en skødesløshed og livsglæde, som fortælleren ikke før har kendt. Samtidig er fortælleren hurtigt blevet klar over, at der er noget forbudt og nærmest uanstændigt over ligefremheden i Sadies livsglæde, og at det derfor på en måde er selvforskyldt, da hun uforvarende bliver kørt ned efter et dansebal.
De første ti noveller i ”Livet” er skrevet i Munros vanligt sofistikerede stil med fortællemæssige greb, der som altid får læseren til at genoverveje historien ved endt læsning. De sidste fire, selvbiografiske, historier er mere flagrende i strukturen, med flere reflekterende sidespring, men temaet er det evigt centrale hos Munro: hvordan erindring er med til at forme historien om vores liv. Især er det erindringen om hendes mor, der bliver ved at spøge i fortællingen om Munros eget liv: ”Jeg kom ikke hjem under min mors sidste sygdom og var ikke med til hendes begravelse (…) Vi siger om visse ting, at det er utilgiveligt eller at vi aldrig kunne tilgive os selv. Men det gør vi – vi gør det hele tiden.” (s. 309).