”Something I’ve been meaning to tell you” fra 1974 (”Noget jeg gerne vil sige”, 2020) er Alice Munros tredje novellesamling. Hun var i midten af fyrrerne, da hun skrev samlingen, der først udkom på dansk i 2020.
Novellesamlingen består af tretten fortættede fortællinger, og titelnovellen er en klassisk Munro-historie med mødet mellem fortid og nutid som fokus. Et og Char er søstre, og de bor i den lille, canadiske by, hvor de har boet hele deres liv. Et har aldrig giftet sig, men det har Char, hendes meget smukke søster, som lever sammen med den noget ældre og svagelige Arthur. Fortællingen begynder med, at Et ved et tilfælde møder Blaikie, hendes søsters tidligere bejler, som rejste fra byen for mange år siden, mens han og Char begge var unge.
47710421
Et så dengang, hvordan de i smug fandt sammen, og hun har altid modarbejdet forholdet mellem Blaikie og Char. Mindet om Blaikie har på en måde altid hængt over Char og over hendes noget mere afdæmpede forhold til Arthur. Char er fuld af hemmeligheder, det er Et også, ligesom hele fortællingen er det. Der er noget, fortælleren altid har lige på tungen, men som aldrig bliver sagt. Novellen er på sædvanlig Munro’sk vis både en mordgåde, en kærlighedshistorie – ikke bare den åbenlyse, mellem Char og Blaikie, men en helt anden – og en fortælling om tid og erindringsforskydning.
Allerede i denne tredje novellesamling fornemmer man, hvor eminent en fortæller Munro er. Hver novelle emmer af liv, drama og fortællelyst, som for eksempel i begyndelsen af den historie, der hedder ”Hvordan jeg mødte min mand”: ”Vi hørte flyvemaskinen over husets tag ved middagstid, den kom brølende ind over nyhederne i radioen, og vi var fuldkommen sikre på, at den ville ramme huset, så vi løb alle sammen ud på gårdspladsen.” (s. 69).
Ida Jessen, som har oversat flere af Munros novellesamlinger og også denne, indleder bogen med et forord, hvor hun blandt andet skriver: ”Munro tager sig af hvert eneste trin i et menneskeliv, så man forstår, at det hele livet igennem bliver ved med at være interessant at være menneske.” (s. 10).