I novellesamlingen “Runaway” fra 2004 (“Væk”, 2010) er det atter kvinder og kvinders indre liv, der har Alice Munros interesse. Samlingen består af ni noveller, hvoraf mange af dem kan siges at have udlængsel og frihedstrang som tema. Det er sjove og kærligt beskrevne skildringer af kvinder, der fylder de forskellige historier, og ofte går det ikke som kvinderne har tænkt sig eller drømt om. Men de justerer deres forventninger og forhåbninger i forhold til det liv, der møder dem, og forsøger at konstruere en ny virkelighed ud fra, hvor de står.
Den første novelle i samlingen er titelnovellen, hvor vi møder en ung kvinde, Carla, der bor i en lille by i Ontario, hvor hun forsøger at få en rideskole op at stå med sin mand, Clark. På Munros sædvanlige underspillede facon bliver det klart for os, at Carla sidder fast i et liv, som ikke lever op til det, hun drømte om, da hun i tidernes morgen rendte væk med Clark for at blive gift. Hun føler sig afsondret og alene, og følelsen af ensomhed forstærkes af, at kæledyret, geden Flora, er løbet væk – noget, som Carla også selv drømmer om. Flora betyder noget særligt for Carla og minder hende på en måde om hende selv: “Hestene så ikke på hende, når hun var ulykkelig, men Flora, der aldrig stod bundet, kom altid hen og gnubbede sig op ad hende og så op på hende med sine glitrende, grøngule øjne og et udtryk, der ikke egentlig var sympati – det mindede mere om kammeratligt drilleri.” (“Væk”, s. 15).
Carla får mulighed for at se anderledes på sit liv i kraft af forholdet til naboen Sylvia, der er enke efter en landskendt digter. Carla har hjulpet Sylvia med oprydning efter digterens død, og Sylvia står parat til hjælpe Carla med at realisere nogle af sine drømme. Men hvor Carla spejler sig i geden Flora, ser Sylvia noget af sig selv i den unge Carla, og det bliver uklart om det er Carlas eller Sylvias egne længsler, der er drivkraften bag Sylvias hjælp. Som i en slags åbenbaring vender Flora, den lille ged, tilbage en sen nattetime og afbryder en eskalerende konflikt mellem den ældre, kultiverede Sylvia og Clark, Carlas mand, der ikke tolererer Sylvias indblanding. Slutningen på historien er gådefuld og tankevækkende, og som så mange gange før hos Munro, fornemmer vi, at der ligger en grufuld sandhed gemt i det, der ikke bliver sagt.
28197497
I tre af historierne i “Væk” følger vi den samme kvinde, Juliet, igennem dramatiske stadier i hendes liv. Da vi først møder hende i “En chance” er hun en ung, seriøs kvinde på vej ud på noget, som hun kalder en “lille afstikker” for at besøge en ven. Det ligner hende ikke, normalt er hun en ambitiøs forsker og underviser med speciale i klassisk litteratur, og nu er hun på vej ud til en lille by på den canadiske vestkyst, fordi hun for noget tid siden mødte en noget ældre mand i et tog. Det var en dramatisk togtur, og det blev til et særligt møde mellem Juliet og denne mand, og nu tager hun en chance ved at opsøge ham. I en senere historie, “Snart”, vender Juliet tilbage til sin familie med sin datter, Penelope, fordi hendes mor er døende. Juliet er flyttet sammen med manden fra toget og har boet i den lille by på vestkysten i noget tid, og alt ved hendes forældres hjem og relation har forvandlet sig, siden hun var der sidst. Ikke mindst magtforholdet imellem hendes far og mor. I den tredje novelle om Juliet, “Tavshed”, møder vi hende, da datteren Penelope mange år senere er taget på et slags refugium i et halvt år, og Juliet tager ud for at hente hende. Da hun kommer derud, er Penelope taget videre, og som årene går, hører Juliet aldrig fra hende. Der er komplet tavshed. Først mange år senere får Juliet et livstegn fra sin datter, og hun må indse, at hendes datter har sagt farvel til hende for længe siden: “Min far sagde altid om folk, han ikke brød sig om, at han ikke havde brug for dem. Måske betyder de ord bare det? Penelope har ikke brug for mig. Måske kan hun ikke fordrage mig. Det kan tænkes.” (“Væk”, side 177).