portræt af Ida Jessen
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Ida Jessen

stud.mag. Ida Blinkenberg Lidell, 2006. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, november 2020. Blå bog og bibliografi opdateret juni 2023.
Top image group
portræt af Ida Jessen
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Hvad gør man, når tilværelsen smuldrer i éns hænder? Det spørgsmål kredser Ida Jessens værker om, men de giver aldrig entydige svar. Historierne udspiller sig ofte i landsbysamfund, hvor folk både elsker, hader og er afhængige af hinanden. Sanselige naturskildringer og psykologisk realisme kendetegner både hendes noveller og romaner, der alle er fortalt med præcis sproglig diktion. Ida Jessen er en vigtig forfatter i den lange nordiske, realistiske fortælletradition. Senest har hun udgivet den historiske hedewestern ”Kaptajnen og Ann Barbara”.

48888437

Blå bog

Født: 25. september 1964 i Gram, Sønderjylland.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation fra Aarhus Universitet i 1990.

Debut: Under sten, Klim. 1989. Noveller.

Litteraturpriser: Edvard Petersens Bibliotekspris, 2002. BG Banks Litteraturpris, 2006. De Gyldne Laurbær, 2010. DR Romanprisen, 2016. The Blixen Literary Award, 2016. Radioens romanpris (DR Romanprisen), 2016. Kritikerprisen, 2017. Georg Brandes-prisen, 2022.

Seneste voksenudgivelse: Bibelen genfortalt af Ida Jessen. Bibelselskabet, 2023.

Seneste børnebog: Pigen, Angsten og veninden. Dansklærerforeningen, 2023. Illustreret af Nadia Staldgaard. Billedroman.

Inspiration: Selma Lagerlöf og Kerstin Ekman.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Ida Jessens læseliste

 

VIDEOKLIP

Ida Jessens tale ved Montanas Litteraturpris, 2013. 

Se filmen Se mig nu Filmstriben. Baseret på novellen "Stakkels gamle tante" af Ida Jessen.

Artikel type
voksne

Baggrund

Citat
”Hun ved, at det hun spiser hedder sødsling, og at hun selv er en grumsling. Hun ved, at hund hedder en juggel. Men hun har ikke noget ord for himlen hun befinder sig under, eller jorden hun går på. Hun ser fuglene på himlen, kender ikke deres navne. Svalen, stæren, gråspurven, guldspurven, vipstjerten, som følger efter ploven når kaptajnen er i marken, kukmanden, aftenbakken.”
”Kaptajnen og Ann Barbara”, s. 142.

Ida Jessen er født i Gram i Sønderjylland i 1964, men voksede op i Thyregod i Midtjylland, hvor hendes far var præst. Mens Jessen læste litteraturhistorie og massekommunikation ved Aarhus Universitet udgav hun sin første bog – novellesamlingen “Under sten” fra 1989. Året efter blev hun cand.mag. og rejste herefter til Norge, hvor hun boede i årene 1990-1995. Her arbejdede hun som folkeskolelærer i Nordnorge og som underviser på en dansk sprogskole. Endvidere var hun tilknyttet det norske forlag Cappelen som konsulent og ekstern redaktør.

Opvæksten på landet og de fem år i Norges provins har givet Ida Jessen en indsigt i landsbylivet, som ofte udgør den scene, hvorpå historierne udfolder sig. Om dette valg siger hun, at de små samfund er et godt rum at skrive de dybdegående karakterskildringer ud fra: “I de små samfund bliver eksistensen så at sige sat på spidsen... Der er noget fortættet over udkanterne, et sus af stilhed, og en tidløshed.” (“Dansk Udsyn”, nr. 1, 2000, side 57). Ida Jessens værker er også spækkede med sanselige naturskildringer, der, ud over at bidrage til realismen, kan udgøre en symbolsk understregning af handlingen.

Efter årene i Norge flyttede hun til Sjælland, hvor hun blandt andet arbejdede på en sprogskole i Slagelse. Med det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 1997 var der skabt et økonomisk grundlag for, at hun kunne hellige sig forfattervirksomheden.

I dag bor Ida Jessen i Sorø med sin mand og arbejder på fuld tid som forfatter. Derudover oversætter hun skønlitteratur, heriblandt canadiske Alice Munro og norske Karin Fossum og Lars Saabye Christensen.

Aktuelt værk: Kaptajnen og Ann Barbara

Sanser og syner kommer og går på heden. Men kaptajnen er kommet for at fæstne heden til papir, og når det er gjort til hans tilfredshed, skal papiret sendes i en forseglet pakke til Rentekammeret i København, hvor det skal ligge til verdens ende.”
”Kaptajnen og Ann Barbara”, s. 358.

Året er 1754, og Kaptajn Ludwig von Kahlen er netop ankommet fra Nordtyskland til den øde hede et sted uden for Viborg. Her vil han på opdrag fra kongen bosætte sig og bevise, at heden kan betvinges. Det er udgangspunkt for Ida Jessens hedewestern ”Kaptajnen og Ann Barbara” fra 2020.

Kaptajnen bygger sig et hus øverst på en bakketop og udsættes her for den ustoppelige og determinerende vind, som ikke skåner nogen. En dag kommer en glarmester forbi med sin datter, som han smider i dammen i en brandert. Kaptajnen køber pigen for 20 skilling, og således flytter den bandende og vakse tatertøs Anmai Mus ind.

48888437

Hun lærer at skrive og navngiver verden med sine egne ord og hjælper den svagtseende kaptajn med landmåling og kortlægning af heden. Senere kommer den flittige husholderske Ann Barbara til, og de tre udgør i mange år et lige så mærkeligt som kærligt trekløver. I tredjeperson berettes der adstadigt om den aldrende kaptajn og landmålers udfordringer med at få noget til at leve i den sandede jord, alt imens dramaet skrues i vejret, når den ondskabsfulde godsejer Schinkel optræder. Han ydmyger bønderne, voldtager deres koner og giver ikke megen kærlighed til sin yndige hustru, hvem kaptajnen har et blødt punkt for.

En lang række af romanens karakterer har forlæg i virkeligheden, mens Ann Barbara og Anmai Mus er fri fantasi. Den mislykkede opdyrkning af heden, de håbefulde kartoffeltyskere, et levende Viborg med torveliv og musikanter giver en karakterfuld skildring af en periode i danmarkshistorien, der måske ligger i skyggen af Enrico Dalgas, for hvem det et halvt århundrede senere faktisk lykkedes at tilplante heden. Sproget er også rundet af tiden og af lokalbefolkningen; der står pisel, sittels, chagrin, folianter, bonitet, grudet, volmer og andre billedskabende ord, ligesom der tales rotvælsk – et hemmeligt sprog talt af natmændsfolk/rakkere.

Der er ingen psykologiske forklaringer eller indre monologer til at forklare karakterernes handlinger, men spørgsmål, der runger under romanens 500 episk fremadskridende sider, er blandt andet: Kan – og bør - naturen betvinges? Kan mennesker kues? Hvad er ondskab? Og kærlighed?

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Kaptajnen og Ann Barbara"

De første novellesamlinger

Ida Jessens første tre voksenudgivelser er novellesamlinger. Debuten, ”Under sten” fra 1989, handler om pigers barndom og om deres udvikling i puberteten.

21631299

Pigerne forsøger at finde deres plads i verden, men denne søgen kompliceres af deres voksende seksualitet og det sære og irrationelle. Der gives ikke noget svar på mystikken, og tavshed bliver deres reaktion over for verden.

De næste to novellesamlinger, ”De uskyldige” fra 1994 og ”Den anden side af havet” fra 1997 handler om voksne, ensomme kvinder. Personerne reflekterer over deres liv og forsøger at finde forklaringer på fortidens hændelser. Men som læser kan man hurtigt blive uenig med personernes egne selvfortolkninger. Titlen “Den anden side af havet” rummer en længsel efter noget andet, et andet liv, kærlighed eller et andet sted.

Hverdagen sættes på spidsen i novellerne, og som sædvanlig i Jessens historier rummer de megen mystik og mange løse ender. Så selv om kvinderne forsøger at opnå klarhed over tilværelsen, må de sande, at der er “alt det man ser, og alt det, man ikke ser. Hele den slumrende verden, som man i bund og grund aldrig kan forstå” (“Den anden side af havet”, s. 32).

 

 

 

 

Vandpaladset

“…der [er] allerinderst inde i dét hemmelige rum, vi aldrig åbner helt, en kærlighed der ikke kan argumenteres for. Det betyder noget”
“Vandpaladset”, s. 179.

Ida Jessens romandebut ”Vandpaladset” fra 1998 foregår i en lille industriby, som ligger i en dal i den vilde, norske natur. Her hjælper den unge hovedperson Su sin mor Tilda med at drive hendes grillbar. Tilda er tyrannisk og jovial og indbegrebet af den snuskede grillbar, som besøges af lastbilchauffører og sutter. Su, derimod, føler sig hverken hjemme i dette miljø eller sammen med sin dominerende mor. Derfor er det nærmest en lettelse og en mulighed for selvstændighed for Su, da hendes mor på grund af kræft ligger for døden.

Den jævne Victor, som har været Sus kæreste gennem mange år, bliver erstattet af den tilrejsende Boris, da han og Su forelsker sig hovedkulds i hinanden og senere gifter sig. Efter Tildas død omdanner de grillbaren til en luksuriøs restaurant, Vandpaladset, som de med hårdt arbejde får til at køre rundt. Men forholdet er ikke uproblematisk, for Boris er rastløs og længes ud i verden, hvorimod Su helst vil blive, hvor hun er vokset op.

28074581

Fortællingen i ”Vandpaladset” flyder jævnt på realistisk og nøgtern manér, men der er spring frem og tilbage i tiden, således at hoveddelen af historien foregår 15 år tidligere end romanens nutid, hvor Su er omkring 20 år. Men bag den ligefremme fremstilling lurer gådefuld mystik i form af en masse hemmeligheder, som aldrig afsløres.

Hverdagen som udsnit af livet er et vigtigt tema i ”Vandpaladset”. Det ses i skildringen af Sus glædesløse tilværelse i grillbaren, før moderen for alvor bliver syg, og den selvstændige, men hårde hverdag sammen med Boris mens de driver Vandpaladset. Balancegangen mellem på den ene side at affinde sig med sit liv som det er og på den anden side at stræbe højere, kan være hårfin. Derfor tager hverdagen sig ud som valg, der skal træffes og kompromiser, der skal indgås, i en stræben efter tilfredshed med tilværelsen.

”Vandpaladset” indrammes af to referencer i henholdsvis første og sidste kapitel til Første Korintherbrev, kapitel 13 i Bibelen (”…men størst af alt er kærligheden”). For eksempel slutter første kapitel med ordene ”kærligheden er det største af dem alle”, og så er der ingen tvivl om det overordnede tema. Kærligheden mellem Boris og Su er mest iøjefaldende. Men kærligheden har som bekendt mange afskygninger, også i ”Vandpaladset”: den gådefulde kærlighed mellem moderen og mosteren, kærligheden mellem Boris’ forældre, som han fortæller om, tiltrækning mellem Sus mor og ekskæreste, Sus kærlighed til sin fødeby samt Sus selvopofrende pleje af sin syge mor og grillbaren. Således kommer kærligheden til at fremstå som en formildende omstændighed og det kit, der får tilværelsen til at hænge sammen, når karaktererne i ”Vandpaladset” møder modstand.

Den der lyver

“Det var en syg ting at gøre, men det rokkede ikke ved den kendsgerning, at Christian ikke var den eneste, der iagttog og drog konklusioner... alt gik mindst to veje”.
“Den der lyver”, s. 217.

Ida Jessens roman ”Den der lyver” fra 2001 handler om den følelsesmæssigt afstumpede læge Christian, som – uden at spørge sin kone Nina – køber en lægepraksis i den fiktive by Hvium på kanten af Limfjorden. Christian bliver glad for sit nye liv og bliver en meget vellidt læge, men Nina vænner sig ikke til landsbylivet, så hun forlader Christian og Hvium. Christian er både chokeret og lettet over Ninas pludselige afrejse, så han koncentrer sig om sin nye single-tilværelse, blandt andet ved at få en affære med den sexede Ragna, som i øvrigt er gift. Ragna bliver helt opslugt af sin erotiske tiltrækning af Christian og sin begyndende forelskelse i ham, men da hun fortæller det til Christian, trækker han sig væk fra hende.

23591995

Inden længe begynder landsbyens stemning over for Christian at vende. Der er pludselig ingen, der vil i konsultation hos ham mere, og han får spydige kommentarer, papirlapper med trusler ind ad brevsprækken, indbrud og telefonopkald fra én, som hænger lydløs i røret. Christian har ingen mulighed for at konfrontere den usande sladder, som spreder sig i Hvium, og uhyggen intensiveres.

”Den der lyver” er en psykologisk roman, som Ida Jessen plejer at skrive dem, men denne gang er der lidt mere fart over feltet med skilsmisse, utroskab, trusler, vold og generel uhygge. Romanen har tilsyneladende en anonym fortæller, der følger Christian, men efterhånden går det op for læseren, at det er Christians søster, der beretter. Hun forsøger at tale med Christian om deres relativt ulykkelige barndom, men han vil ikke dvæle ved fortiden.

I forholdet til sine medmennesker befinder Christian sig et mærkeligt sted mellem svag interesse og nedladende afstandstagen til dem. Via kontrol og nøgtern logik vil han nå perfektion, professionelt som læge – og privat i forhold til sin krop og tiltrækningskraft. Problemet er, at han også vil være menneskelig – opføre sig mere almindeligt og gå op i hverdagsting – men det kan dårligt forenes med ønsket om perfektion.

Ida Jessen har udtalt, at romanen handler om “balancegangen mellem at brænde og være kold på samme tid”, hvilket passer godt på såvel hovedpersonen Christian som landsbyens kølige overflade, hvorunder det brænder med sladder, chikane, fortrængning af seksuelle overgreb og meget mere.

Foxy Lady I-V

”Jeg er sort, jeg er yndig, jeg bor i revolutionsfaderens fødehjem. Der er ingen ure i mit hus, jeg vågner når jeg vil, jeg sover når jeg bliver træt, spiser når jeg er sulten. Mit navn er Elskede.”
”Foxy Lady I-V”, s. 9.

I 2003 udgav Ida Jessen den lille roman ”Foxy Lady I-V”, som ved brugen af magisk realisme skiller sig ud fra hendes tidligere værker. Historierne foregår overvejende i Fox, som er en fiktiv, lille middelalderby beliggende et sted i de sydeuropæiske bjerge. Her bor kun kvinder, men det skyldes vist en tilfældighed, og i øvrigt er der optrapning til krig i det fjerne.

24873307

Første del handler om kvinden Elskede, som ikke laver så meget andet end at pleje sin krop og vente på sin elskers natlige besøg. Elskeren har imidlertid en lille datter, Adele, som han placerer på en restaurant, mens han besøger Elskede. I anden del møder vi den ekstremt overvægtige, tyranniske og perfide Gabriella, som overtager elskerens datter for næsen af servitricen Angelina, da han dør.

Tredje og længste del fortælles af Adele, som er blevet adopteret af Gabriella og lidt af Angelina, der bliver udnævnt til tante. Adele fortæller om sin klemte opvækst hos Gabriella, som bliver mere og mere mystisk og frastødende, og historien ender med drama og blod. Fjerde del handler om malermodellen Susanne, der forlader sit arbejde og sin elsker og forelsker sig i Angelina. Femte del er kun otte sider lang og beskriver det rørende gensyn mellem tante Angelina og pigen Adele.

Opdelingen af romanen i fem afsnit med fem forskellige synsvinkler betyder, at den kommer til at minde om en novellesamling med kortere, afsluttede handlinger og klimaks. Men samtidig er der romankarakteristika som symboler, hændelser og personer, der går igen. Dermed virker ”Foxy Lady I-V” som en genrehybrid, netop fordi den rummer magisk realisme. Sidstnævnte ses for eksempel i en historie, hvor Gabriella på mystisk vis mister sin hånd efter at have set en lysende glaskugle. I en senere historie ruller glaskuglen forbi en af kvinderne, og bagefter opdager hun til sin rædsel den afrevne hånd i sit køkken.

Ida Jessens karakteristiske brug af mystik og ubesvarede spørgsmål sættes dermed på spidsen af disse magiske elementer. Der er altså meget at holde rede på i de mange, sammenflettede historiers cykliske bevægelser. Og her er raseri, kærlighed, grådighed, psykisk terror og en del erotik og sex. Et andet Ida Jessen-greb er den psykologiske spændte og sanselige skrivestil. Denne stil bidrager til det samlede indtryk af romanen som uhyggeligt fortættet samt ‘action-packed’ og fuld af diffuse handlinger og løse ender.

ABC

““Det var ikke det, jeg sagde” “Hvad sagde du så?” slyngede hun ind i ansigtet på ham. “Jeg sagde, at jeg bare gerne vil have, at du er glad.” “Ja, for så slipper du for problemer, ikke? Du vil vel også gerne have, at jeg føder en søn!” Nu var han ikke længere i stand til at følge med.”
“ABC”, s. 42.

I Ida Jessens roman ”ABC” fra 2005 møder vi den kultiverede og stilfærdige, 40-årige Joachim. Han har et godt job og en stor lejlighed på ABC-gade på Østerbro i København og savner en kæreste/familie, der kan tilføje hans tilværelse en dybere mening. Hans ønske går i opfyldelse, da han møder den unge pædagogmedhjælper Susan: De bliver hurtigt kærester, og hun ligeså hurtigt gravid. De aftaler, at Susan får delt ejerskab af Joachims lejlighed, og så flytter hun ind med sin niårige datter, Ditte, fra et tidligere ægteskab.

Men forholdet, der fra start har været stormfyldt, forværres dag for dag. Susan kommer fra en lavere social klasse end Joachim og er tilmed humørsyg, doven og manipulerende. Joachim finder sig i hendes opførsel, da han håber, den skyldes graviditeten. Men vanviddet fortsætter efter at Susan har født deres dreng. Joachim fjerner sig mere og mere fra Susan, og han bliver fraværende og ineffektiv på sit arbejde. Han finder kun trøst i sin lille søn, som giver hans liv den dybde, han havde savnet.

25852362

Forholdet ender i et uundgåeligt og forfærdeligt brud, hvor det lykkes Susan at tilrane sig alt fra Joachim, hvilket bliver begyndelsen en psykisk, social, karrieremæssig og økonomisk deroute for ham.

Med et psykologisk dybdegående portræt følger man fortælleren Joachim, hvis liv bliver bombet i ruiner. For læseren lyser advarselslamperne tidligt i romanen, men Joachim ignorerer dem for at forblive ‘flink’. For sent forholder han sig til realiteterne og sander, at han har været konfliktsky og svag – ikke flink – men da er slaget tabt. Dermed er der en genkomst af måske det vigtigste psykologiske tema i Jessens forfatterskab, nemlig at lyve for sig selv, fordi man ikke tør se kendsgerningerne i øjnene.

Der er også et samfundskritisk tema i ”ABC”, nemlig fædre uden rettigheder over for deres børn, en juridisk urimelighed, som man finder i Danmarks nuværende lovgivning. Jessens roman peger altså på et misforhold mellem på den ene side en juridisk/samfundsmæssig vanetænkning om, at det er moderen der den sande forælder, og på den anden side virkeligheden, hvor forældre er i flertal, altså både mor og far. Idealet vinder over virkeligheden, og konsekvensen bliver, at Joachim/manden ikke har et sprog at artikulere sin sorg og afmagt i, fordi det ikke er ‘ok’ at insistere på faderrettigheder.

Det første jeg tænker på

“Det her kan aldrig komme ud. Det kan aldrig komme længere. For det er standset. Det er noget fysisk. Det er inde i din krop, i dit blod, stønner du. Du skal aldrig skille dig af med dit savn.”
“Det første jeg tænker på”, s. 120.

Bred berømmelse – og BG Banks Litteraturpris – opnåede Ida Jessen med sin roman ”Det første jeg tænker på” fra 2006. Her er vi tilbage i den fiktive by ved kanten af Limfjorden, Hvium, hvor romanen ”Den der lyver” også foregår. Det er august, og heden har lagt sig som en tung dyne over det lille samfund. Fortælleren er den 38-årige Birgitte, der lever et bohèmelignenede liv i København som forfatter med hang til mænd, sex og rødvin. Da romanen starter, er der dog mere falleret femme fatale over hende, for hun rejser op til Hvium – officielt for at besøge sin gamle barndomsveninde Lisa og uofficielt for at slikke sårene efter en affære med en gift mand. De to kvinder kender hinanden fra de var helt små, men siden gymnasietiden har de kun haft overfladisk kontakt. Lisa er blevet en populær præst i Hvium, hvor hun lever med sin smukke universitetsmand Frederik og sine børn Gustav og Marie.

26053153

Få dage efter Birgittes ankomst bliver idyllen smadret: Gustav bliver kørt over på sin syvårs fødselsdag af en flugtbilist. Han kommer i koma og dør kort tid efter. Præstefamilien og det omgivende samfund er i dyb sorg. Lisa er dog hårdest ramt, og hendes sorg gennemgår forskellige faser; først chok, så vanvid, suicidale tanker og afmagt. Derefter ønsker hun at finde gerningsmanden, så han kan indrømme sin forbrydelse, og hun kan tilgive ham og dermed genvinde mening i sit liv. På sidelinjen står Frederik, som vil lægge sønnens død bag sig, den altid mutte Marie, som passes af barnepigen Manne, og Birgitte, som forsøger at hjælpe Lisa, men også forråder hende. Og der er lokalsamfundet, hvor alle mistænker alle for forbrydelsen.

Ida Jessens realistiske prosa beskriver menneskenes genkendelige hverdag, men krydrer den med thrillerelementer, kærlighedskonflikter og psykologisk drama, hvilket resulterer i en underspillet uhygge. Man får fornemmelsen af katastrofe i de præcise beskrivelser af de varme augustdage, før Gustav bliver kørt ned, og af hans komatilstand inden han dør. Realismen gør drengens død og familiens sorg uhyggeligt nærværende og virkelig. Samtidig er personerne mangefacetterede, så der er ikke lagt op til én bestemt måde at fortolke (eller dømme) dem på.

Det overordnede tema i “Det første jeg tænker på” er sorg og tilgivelse – eller hvordan man kan være menneske, når man bliver ramt af den værst tænkelige katastrofe. Der er forbrydelse og straf, og så er der tilgivelsen som en slags omvendt straf. Dermed sker der en forskydning fra det sædvanlige fokus på offer og gerningsmand til de pårørende, hvis sorgarbejde er ligeså vigtigt, som det er individuelt.

Børnene

“Nu ville hun kunne sige: “Så lad være. Bliv her” “Ja, det er fristende,” ville han smile. “Jeg mener det,” ville hun kunne sige. Og så ville han måske se alvorligt på hende og sige: “Du ved jo godt, at jeg ikke kan, hvor gerne jeg end ville.” Hun sagde nu ingenting. Flovheden voksede. At man ikke får dem, man elsker, kan man også forstå ved en afgørelse, der ikke falder.”
“Børnene” , s. 88.

I Ida Jessens roman ”Børnene” fra 2009 er vi atter tilbage i den fiktive by Hvium, og endnu en gang sættes fortællingen i gang af en flytning og begyndelsen på et nyt liv. Denne gang følger vi sygeplejersken Solvej, der efter en hård skilsmisse må flytte i hælene på sin eksmand fra Nordsjælland til Jylland, hvis hun vil være tæt på sin datter. På trods af romanens titel, så er det ikke så meget børnene, som det er forældrene og i overvejende grad mødrene, der står i centrum af fortællingen. Solvej har forladt sin datter til fordel for en hed men flygtig affære, og det er netop dette dilemma mellem at følge sit begær og leve op til sit ansvar som kvinderne i romanen, på forskellige måder bliver stillet over for.

I Jessens romaner er begæret altid fatalt, ikke mindst fordi karaktererne ofte har meget lidt selvindsigt og ikke er i stand til at træffe beslutninger der rækker ud over deres umiddelbare begær, hvilket som regel har den konsekvens at de fanges ind på en livsvej der ikke er et bevidst valg. Som Solvej reflekterer, har hun: ”set piger blive modne og voksne og stadig være bundet af deres ungdoms impulsive kærestevalg, blive slukket af den varme, de havde følt.

28238002

De kunne sælge deres glæde, deres selvstændighed, deres tanker for en hvisken en nat, da de var nitten år. De kunne sælge deres liv” (side 269). Citatet er møntet på en anden central kvinde i fortællingen, nemlig Ragna, der blev gravid som syttenårig og næsten lige siden har ønsket sig at slippe ud af ægteskabet med barnets far. Da hun endelig gør, resulterer det i ægtemandens død. For Manne bliver en sommerflirt med en gift mand også fatal, da hun i et biluheld med sin elsker kører præstens søn ned, en ulykke hvis konsekvenser ”Det første jeg tænker på” behandlede.

Kvindernes valg har ikke bare konsekvenser for deres eget liv, men arves af deres børn, og således bæres ulykken videre af den næste generation, på trods af gode intentioner om andet.

”Børnene” er en selvstændig fortsættelse af ”Den der lyver” og ”Det første jeg tænker på”, flere af karaktererne går igen fra de forrige romaner, men nu som bipersoner i handlingen. Jessen modtog boghandlernes De Gyldne Laurbær for romanen.

Børnene fra den norske ø

Den første bog i Ida Jessens børnebogsserie om Eva og Jan fra Ørnø hedder ”Troldtinden” og er fra 1996. Den handler om den 12-årige Eva, der lige er begyndt i sjette klasse. Hun bor på Ørnø, en lille ø ud for Norges kyst, hvor hendes far er fisker. En dag flytter Jan og hans mildest talt besynderlige mor til øen, og dette bliver starten på eventyret. Sammen med Jan sejler Eva nemlig til Troldtinden, en tilsyneladende øde ø. Opdagelsen af en gammel symaskine, en gravsten med Evas navn og en gammel mand ved navn Magnus leder Eva og Jan på sporet af en gammel hemmelighed, der har store konsekvenser for hele Evas familie.

I ”De døde skær” fra 1997 har Evas farfar og Magnus begyndt et skrøbeligt venskab, men problemerne blusser op juleaften, og Magnus forsvinder på havet. I forsøget på at redde ham strander Eva, Jan og Evas far under et stormvejr på De Døde Skær og må søge ly i et forladt fyrtårn. Under opholdet på De Døde Skær finder Eva og Jan ikke blot den døende Magnus, men også et skibsvrag og en logbog, der rummer en tragisk historie. Mysteriet om vraget, logbogen og det forladte fyrtårn løses på tragisk vis af et uhyggeligt fund i en hule under De Døde Skær.

Historien om ”Fuglefar” fra 1998 begynder med en tur til Æggeholmen, hvor Eva og Jan finder en flaskepost fra 1919. Beskeden “Hjælp....Fanget på Kentaurøen” og et indbrud i præstegården på Mikkelsø sætter dem på sporet af historien om de mystiske lys på Æggeholmen om Fuglemor og Fuglefar, manden uden fingre, der blev anklaget for mord på en sømand i 1919. Samtidigt dukker endnu en mand uden fingre op på Ørnø, og hans lighed med Jan leder til nogle ubehagelige spørgsmål om hans forældre.

I den sidste bog om Eva og Jans eventyr, ”Slangesmykket” fra 1999, finder børnene en lille, tavs pige på et forladt skib. Samtidig bliver Eva forfulgt af Barfodskællingen, der lever i en skurvogn, og som flygtede til Ørnø efter krigen. Fundet af et rødt hårspænde med en slange på, der tilhører Barfodskællingen, men som den lille pige genkender, forbinder på mystisk vis et forlis i 1945 og en blind passager med Barfodskællingens historie og bliver hovedsporet i jagten på den lille piges familie.

Ida Jessens børnebogsserie om Eva og Jan fra Ørnø er lige dele Hitchcock (for børn) og “De Fem” samt “Børnene på Krageøen”. Dels er serien en realistisk beskrivelse af at vokse op i et fiskersamfund på en lille norsk ø. Dels blandes – i børnenes fantasi – mytiske væsner som elverpiger og nisser med kriminalhistorier, således at børnenes oplevelser vokser ud over den almindelige børnebogs rammer. Og denne blanding virker fint. Mellem gys og mystiske hændelser finder man nemlig en ‘virkelig’ person, der fortæller realistisk om barnets udvikling til voksen, og i modsætning til “De Fem”, som aldrig ændrer sig, får Eva og Jan lov til at udvikle sig naturligt som følge af deres oplevelser. Og temaerne, det være sig den første forelskelse eller det første møde med døden, opleves af læseren sammen med børnene, uden at det går ud over den gode fortælling.

Ramt af ingenting

”Nu er sorgen her igen. Så levende og så nær, at jeg kan mærke den som en skikkelse, går den ved siden af mig. Det er ikke din skikkelse. Jeg satte kilovis af storkonvaller i skyggen mellem de unge elme, solen glødede, og skikkelsen var med i den glød. Hvad er savnet andet end erindring?”
”Ramt af ingenting”, s. 65.

I 2012 udgav Ida Jessen den lille ”Ramt af ingenting” med genrebetegnelsen ’En glemmebog’. Og lige præcis det at glemme handler bogen om. En kvindelig jeg-fortæller er blevet skilt og forsøger i tiden efter skilsmissen at glemme sin vrede, bitterhed og sorg ved at skrive om det.

I korte sekvenser, hvoraf de fleste er under en (meget lille) side, beskriver kvinden episoder fra forholdets begyndelse, midte og afslutning og tiden efter, hvor hun er flyttet i hus. I det nye hus er hun ved at anlægge en have og vænner sig langsomt til lyden af biler på grusvejen og naboens ”Hej, skat”, som hun kan høre gennem hækken. Hun forsøger at forstå kærligheden og bruddet, samtidig med at hun forsøger at stable et nyt liv på benene. Bag sig har hun to forliste ægteskaber og en datter, der befinder sig på den anden side af Atlanten. De taler sammen på computeren, men ellers er dagene ensomme og fyldt af cykelture, havearbejde og arbejde med at oversætte og skrive.

29273766

Trods det nærmest sentimentale tema er sproget køligt. Der konstateres mere end der føles. Hovedpersonen spørger lige så meget, som hun svarer, og hun lægger ikke nogen forklaringer eller rationelle løsninger frem. Fortælleren skriver, at hendes erindring opsuges i de ting, hun skriver: ”Det hele er i mine bøger”. I bogens nu er hun ved at skrive sin vrede eksmand ud af erindringen og ind i glemslen.

Beskrivelserne af lys og landskab fylder meget i bogen og hos fortælleren. Hun kan gemme – og glemme – sig for sine tanker, når hun oversætter eller arbejder i haven. Som altid hos Ida Jessen er betegnelserne præcise, her efter gravkoens indtog i haven: ”Ahornene er borte, de bedrøvede rododendron med deres brunsorte blomsterstande er borte, parykbusken, der havde gravet sig ind under terrassen er væk. Rødtjørnen, fyrretræerne, de små gullige tujaer er væk.” (s. 52).

Det er det, forfatteren kan, når sorgen sætter ind i den indre verden: navngive den ydre verden og orientere sig i den i fortællinger og i sanselige registreringer.

Postkort til Annie

””Du har næsten ikke spist noget,” siger Lisbet. ”Vel har jeg så.” ”Spis lidt mere.” ”Mu,” siger han, og pludselig er stemmen fuld af kærlighed. ”Du er et mor-apparat.” ”Et mor-apparat?” Lisbet kan ikke lade være med at smile. Hun elsker, når han ser på hende på den måde. ”Det er et, man tænder for. Bling, siger det, så går apparatet i gang.””
”Postkort til Annie”, s. 188.

Efter en pause fra novellegenren udgav Ida Jessen i 2013 ”Postkort til Annie”, der indeholder seks noveller. Alle handler de om ca. 50-årige kvinder i kriser, der primært relaterer sig til ægtemænd og drengebørn.

Titelnovellen handler om Mie, der tænker tilbage på en skæbnetung dag i sin studietid i Aarhus. I tæt snevejr ser hun en dag en ældre dame i morgenkåbe og vil gerne hjælpe, men bliver afvist. Lettet over ikke at behøve at tage ansvar, står hun på en bus, der kort efter påkører og dræber damen. Mie er i chok og samles op af en ung mand, der konfronterer hende med hendes ansvarsløshed og erobrer hendes hjerte. 30 år senere kører Mie gennem Aarhus på vej til et foredragsjob, og stedet vækker erindringer, der har været gemt væk i årevis. Nye erkendelser om fortiden følger med.

I ”En udflugt” er Tove på kortvarig flugt fra sit parforhold med en dominerende mand. På cyklen ude i naturen føler hun sig tryg og rolig, men hun vender alligevel hjem til sin mand til sidst. En vanemæssig afhængighed er det bånd, der knytter parret sammen mere end det er kærlighed. Gennem novellen får man indtrykket af en kvinde, hvis livsmod hedder håb, men ligner sorg. Som der også står i ”Ramt af ingenting” er håbet det største af troen, håbet og kærligheden. I øvrigt ligner novellens steder og karakterer glemmebogen, ligesom parforholdets usunde strukturer gør det.

50655172

I kriminovellen ”December er en grusom måned” fastholder den strikte krydsklipning spændingen om, hvad der skete i Brugsen den aften op til jul, hvor en kvinde blev slået ihjel. Beskrivelserne af mødres had og kærlighed til deres børn samt børns kærlighed til deres mødre danner modvægt til kulden, sneen og krimielementerne.

Overordnet handler novellerne om kvinder, deres kærlighed og deres (uforløste) forhold til mænd og børn. Kuede kvinder, der ikke hviler i sig selv, men ligger under for magtsyge smagsdommere. Med Ida Jessens psykologiske indblik fremlægges også tabuiserede og skamfulde moderfølelser.

Nogle noveller er placeret i et unavngivet provinsmiljø, mens to er sat i Aarhus. Jessens karakteristiske præcision i navngivning af ting, i dialoger, i persontegninger og beskrivelser af landskaber er markant i ”Postkort til Annie”. Da Lisbet i ”Mor og søn” er ude at gå i bælgravende mørke, forstærkes hendes andre sanser - også i teksten: ”Hvis hun træder til venstre, kommer hun ud i noget, der føles som lyng. Måske er der også revling og blåbær. Snart hører hun lyden af vand og mærker en træbro under sine fødder. Hun kører foden prøvende hen over plankerne. De er slimede og meget glatte.” (s. 195).

En ny tid

”Med lige stor interesse fotograferer han alt muligt. Borgergade, Grundtvigs Plads, søstrene der bælger ærter på en trappesten, selvbinderen, hans far der forker hø op, mejeriskorstenen, hans søstre der sidder på trappen uden at bælge ærter. ’Carl’, sagde jeg, ’det her er et skatkammer.’”
”En ny tid”, s. 150.

For første gang i forfatterskabet er Ida Jessen med ”En ny tid” fra 2015 draget tilbage i tiden til perioden 1904-1932. Her kan vi læse med i friskolelærerinde Lilly Høys dagbog, fra hun som ung og nyuddannet i 1904 flytter til Thyregod i det hedetørre Jylland, til hun som voksen kvinde i 1932 har fundet kærligheden og ro i tilværelsen.

Bogens største del foregår i 1927, hvor frk. Høy er blevet til fru Bagge, og hvor hendes mand, distriktslægen Vigand, ligger dødeligt syg på hospitalet i Give. Hans sygdom giver anledning til oprydning og selvransagelse, og de bevægelser forstærkes, da han dør. Da står enkefruen pludselig alene i livet med den enorme frihed og lige så tyngende ensomhed, der følger med. En for den tid sjælden kvindelig beslutsomhed præger hende, og hun er ikke sen til at pakke huset ned og flytte ind i det lidt ramponerede Rosenhuset. Med hjælp fra gode folk i byen – bl.a. den elskelige Peter Carlsen – får hun sat skik på hus og have i sin nye tilværelse, hvor der også er plads til at gøre op med årtiers bitterhed.

51939123

Sideløbende med de daglige optegnelser ser Lilly tilbage på uddannelsen på Fyn og på de undrende blikke, der tilfaldt hende, da hun som ung, nyuddannet lærerinde flyttede til byen. Hun var den første kvinde i byen, der fik cykel og senere bil. Hun er en selvstændig, frit tænkende kvinde, men det virker mere som udslag af selvbevidst pragmatisme end provokerende fremsynethed, når hun underviser efter moderne pædagogik og indretter sit liv, som hun har lyst til. Fru Bagge står fast midt i de ustadige vinde på heden. Hun modstår sladderen og forventningerne, og lader sig – som det sig hør og bør – først rive med af sine længsler, da lægemanden er lagt i jorden.

Skildringen af Thyregod i en omskiftelig tid tegner udviklingen af en lille bys først isolerede hedetilværelse og siden levende handelsliv og sociale leben. De får besøg af forfatterne Johannes V. Jensen og Marie Bregendahl, og da Fru Bagge får sat ordentlig skik på sognebogsamlingen, bruges byens nye bibliotek flittigt.

Med vanlig sproglig akkuratesse bruger Ida Jessen tidstypiske udtryk som jamsk, forke hø op, hjald etc., og præcisionen kommer også til udtryk i f.eks. æblers smukke og besynderligt poetiske navne: ”belle de boskoop, maglemer stripling og nonnetit bastard” (s. 22).

Doktor Bagges anagrammer

”I dag har jeg været på vejene igen. En tvillingefødsel i Brande, en blindtarm i Gadbjerg. En dreng der var stanget af en vædder i Riis. Og jeg har lyst til at hade. Klokken er otte. Solen går hvid og gal ned. Den ser rasende ud. Vi får blæst i morgen.”
”Doktor Bagges anagrammer”, s. 124.

I Ida Jessens roman ”En ny tid” (2015) fortalte Lilly Bagge om sit liv og om afskeden med sin indesluttede lægemand Vigand Bagge. Som en selvstændig fortsættelse til denne udkom ”Doktor Bagges anagrammer” i 2017, og heri er Vigand fortæller. Han ved, at hans aldrende krop synger på sidste vers, så på en opfordring fra Dansk Lægeforening – og med praktisk hjælp og et kærligt skub fra sin kone – nedskriver han på løsark noter til den kommende antologi ”Fra Doktorstolens Tid”. Udover historier fra sit liv og refleksioner fra sin sidste tid skriver Bagge anagrammer: ”Doktorstolen/ Knoldet torso/ Lortet ond sko” (s. 7).

Han opridser sit livsforløb med fru Bagge og kommer næsten i klemme med sig selv over, hvor meget han har holdt af hende og hvor lidt han har sat pris på hende. Hun har været en kærlig og opofrende hustru, og han har kvitteret med hån og nedladende ignorance. I sine vågne nætter i konsultationen falder der ro over ham, og det stille natterum åbner for pinefulde erindringer fra en barndom med en kortfattet far og en delirisk, fraværende mor.

52882893

En erindring, der har sat sig i kroppen som et stempel, er sagen om skolelæreren med de 11 børn, hvoraf fem døde på en nat. Først til sidst i romanen udfolder han historien, og man forstår, hvorfor den har fyldt ham med skyld og skam gennem et helt lægeliv.

Bagge noterer selv undervejs, at han holder noget tilbage. Han vil – end ikke ”i disse nussede enkeltbladsskriverier” – fortælle, hvor forfærdeligt det er at dø. Hans far har indprentet ham, at man ikke skal pibe, og det løfte holder han til det sidste.

Udover at være en historie om en ensom og uforløst mand, er ”Doktor Bagges anagrammer” et tidsbillede på Thyregod i en tid, hvor hygiejnetiltag og bilkørsel var nye begreber. Bagge er optaget af sit fag og udfolder sig om hygiejne, sygdomme, Difteritis osv., og skildringen af de nye landvindinger inden for medicinstudiet giver et konkret indblik i landbolivets omskiftelighed.

Som efterfølger til ”En ny tid” er denne roman mere end et korrektiv. Den trækker gardinet fra til den enerådende Vigand og lader ham føre ordet. Lader ham trække gardinet for igen. Grebet at give en egensindig, stædig mand fyldepennen gør teksten til et selvstændigt – næsten medicinsk – studie i stolte mænds forfængelige omgang med tilværelsen.

Telefon

””Ja, så valgte min pinkode ikke at virke.”
”Valgte den ikke at virke?”
”Ja!”
”Var det til din dankort?”
”Det kan du godt kalde det, hvis du vil. Det er jo ikke alle der har et dankort, vel? Jeg ville kalde det for et betalingskort.”
”Du har ret. Vi siger et betalingskort,” sagde Lisa og smilede ind i telefonen.”

”Telefon”, s. 31.

Som en selvstændig fortsættelse af Hvium-trilogien udgav Ida Jessen i 2018 romanen ”Telefon”, der har den tidligere præst Lisa som hovedperson. Hun bor i København og er alene hjemme et par dage, da hendes mand Frederik og yngste datter Dafne er i New York sammen.

I ”Det første jeg tænker på” (2006) mistede Lisa og Frederik deres syvårige søn Gustav til en flugtbilist, og barnepigen Manne, der var med i bilen, tog skylden. Den episode kommer efterhånden frem i ”Telefon”, der følger Lisa en regnvåd novemberaften på hendes frivillige tjans på en anonym telefontjeneste, hvor man kan ringe ind, hvis man er ensom eller bare trænger til at snakke. Romanen består primært af disse samtaler, hvor Lisa lytter aktivt og medfølende til personerne, der ofte er lidt stakkels og utilpassede. En vil gerne bede Fadervor med Lisa, en drikker for meget og en er utilfreds med samfundets krav om altid at være social. Den sidste har skiftet navn til Rose, har været i fængsel og boede engang i Hvium, og langsomt falder tiøren for Lisa, der må lægge broderiet fra sig og forstå, at hun taler med sin søns formodede drabsmand. Gennem deres samtale får Rose/Manne fortalt sin version af ulykken, og de erindrer tiden efter Gustavs død sammen. For første gang afslører Manne, hvem der sad bag rattet, den dag Gustav døde.

54423489

Lisas overvejelser om, at tiden forsoner en med livet, klinger sammen med tilgivelsen, som hun praktiserer som præst og som privatperson. Held, retfærdighed og skyld er andre eksistentielle emner, som romanen berør på en både afmålt og humoristisk måde. Præcist som altid hos Ida Jessen, enkelt og fortættet. Et af lokalerne i telefontjenesten kaldes Musestuen, og Ida Jessens minimale, men skarpe portræt af kontorets indehaver lyder sådan her: ”Men det forholdt sig også sådan at medarbejderen på Musestuen var en samler der samlede på musefigurer, og at den ryddede bordflade var meget lille. Den ryddede bordflade var på størrelse med et A4-ark.” (s. 15). Ud fra en nøgtern beskrivelse af et skrivebord forstår man en hel del om den person, der har indrettet det.

”Telefon” er en indfølende roman, der med stor sympati for utilpassede og skrøbelige eksistenser lavmælt advokerer for et lidt mere rummeligt samfund, hvor man ikke nødvendigvis skal registreres i noget system eller være venner med alle.

Genrer og tematikker

Ida Jessens forfatterskab skriver sig ind i en lang, realistisk tradition, men rummer også den sprælske afstikker ”Foxy Lady I-V”, som hører hjemme i genren magisk realisme med dens mange overnaturlige elementer. Den klassiske, psykologiske realisme i det øvrige forfatterskab er som oftest krydret med symboler, løse ender og underliggende mystik. Thrillerelementer finder man i Jessens gennembrudsroman ”Den der lyver” og i den selvstændige fortsættelse ”Det første jeg tænker på”. Sidstnævnte rummer Lisas konkrete og private mordopklaring, hvor Christian i ”Den der lyver” leder efter svar på et spørgsmål, han ikke engang kan stille.

Ida Jessen skrev først disse to romaner ud fra hovedpersonernes synsvinkel, men det blev for meget – for inderligt – så hun indførte henholdsvis Christians søster og Lisas veninde som fortællere. Derved skabte hun ”luft” og distance til de voldsomme, sjælelige opløsninger. Ellers er Ida Jessens fortællervinkel ofte personbunden, og det gør det lettere at gennemskue personernes selvbedrag og skjulte dagsordener. Resten skinner igennem i de gengivne dialoger. Dermed bliver Jessens romaner underspillede, da konflikten ligger og lurer lige under overfladen.

På samme måde skaber hendes karakterer også selv kun overfladen af deres eget væsen, og Jessens skrivestil understøtter dermed karakterernes manglende selvindsigt, som er et centralt tema i hendes tekster. Desuden er kvindeliv et centralt tema i forfatterskabet, hvorfor hendes kvindeportrætter ofte er dybe og grusomme, mens hendes mandeportrætter ofte fremstår mere endimensionelle eller simpelthen som vedhæng til kvinderne, som ægtemænd, fædre eller forelskelser. I ”Doktor Bagges anagrammer” giver hun dog ordet til den indesluttede Doktor Bagge, som læseren først lærte at kende som en dominerende ægtemand i ”En ny tid”, og i ”Kaptajnen og Ann Barbara” er den stædige kaptajn hovedperson.

De psykologiske personskildringer, som mange ser som et Jessensk karakteristika, kredser om det overordnede spørgsmål; hvordan skal man være menneske, når man rammes af sorg eller krise? Der gives sjældent et entydigt svar herpå. Men der er beskrivelser af personer, som forsøger at finde deres identitet, idet de både nærmer og fjerner sig fra andre mennesker. Den største udfordring er i denne forbindelse at turde se sig selv og sin egen tilværelse i øjnene, inden det hele ramler. Derved får personerne i Ida Jessens forfatterskab også en mulighed for at realisere ‘det gode liv’, som de alle stræber efter.

Ida Jessen skriver noveller, romaner og børnebøger og har med ”Kaptajnen og Ann Barbara” måske opfundet sin egen genre: hedewestern.

Beslægtede forfatterskaber

Ida Jessen skriver sig ind i en lang nordisk realismetradition. Umiddelbart gengiver hendes værker direkte, hvad der sker på handlingsplanet og i personernes hoveder. Men de krydres nogle gange med diskrete symboler og naturen som understøtter handlingen. Ida Jessen har udtalt, at hun har været glad for at læse blandt andet Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Kerstin Ekman. Der er da også rigtig mange sammenfald mellem realismen hos Kerstin Ekman og Ida Jessen: de psykologiske personportrætter, poetiske skildringer af naturen og menneskets forhold til den, kønsspørgsmål, landsbyliv, samfundskritik, forældrerollen og kristendommens dimension. Skulle man alligevel pege på en forskel, kan det være, at Ida Jessens historier rummer disse elementer i en mere underspillet form.

Det sidste har hun til gengæld til fælles med den canadiske forfatter Alice Munro, som Jessen har oversat til dansk. Munro skriver ligesom Jessen om kvinder og specielt kvinder i den modne alder, hvor børn og ægteskab for længst etableret, men hvor livet alligevel ikke helt er faldet på plads.

Ida Jessens værker har flere ting til fælles med en række samtidige norske forfatterkolleger. Fornemmelsen for menneskelig sorg og psykologi deler Ida Jessen bl.a. med Helga Flatland, der i sin trilogi ”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må” (2010-13) har udfoldet livet i en lille norsk by før og efter, at tre af byens unge mænd er faldet i Afghanistan. Trude Marstein deler den lavmælt dramatiske fortællestil og de insisterende, nærgående portrætter af kvinder og mænd midt i livet, og novelleforfatteren Ingvild H. Rishøi bruger få virkemidler til at tegne sine komplekse karakter.

Den lille by Gram i Sønderjylland har Ida Jessen tilfælles med en anden dansk forfatter – Erling Jepsen – som fødeby. De har også et litterært slægtskab i deres valg af den lille landsby som ‘location’ i romanerne – (med nogle undtagelser for Jessens vedkommende). Begge forfattere skildrer, hvordan der kan være et klart modsætningsforhold mellem menneskenes pæne liv udadtil og problemfyldte tilværelse indadtil. Igen er det dog værd at understrege, at Ida Jessens beskrivelse af konflikterne ofte er mere antydede end udtalte.

Bibliografi

Noveller

Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida:
Under sten. Klim, 1989.

Romaner

Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida:
Vandpaladset. Gyldendal, 1998.
Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida:
Sommertid. Gyldendal, 1999.
Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida:
ABC. Gyldendal, 2005.
Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida:
Børnene. Gyldendal, 2009.
Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida:
En ny tid. Gyldendal, 2015.
Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida: Telefon. Gyldendal, 2018.

Børnebøger

Find og lån i bibliotek.dk:
Jessen, Ida:
Troldtinden. Klim, 1996. (Troldtinden, 1).

Om forfatterskabet

Artikler og links

Jensen, Bjarne Michael:
Vandpaladset af Ida Jessen. I GRAF, september 1998.
Kristeligt Dagblad, 2015-09-12.

Søgning i bibliotek.dk

Find og lån i bibliotek.dk:
Emnesøgning på Ida Jessen