kerstin ekman
Foto: Pieter ten Hoopen

Kerstin Ekman

cand.mag. Mai Misfeldt. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
kerstin ekman
Foto: Pieter ten Hoopen
Main image
Ekman, Kerstin
Foto: POLFOTO / Lars Epstein

Indledning

Kerstin Ekman er en af Nordens store fortællere. Hun debuterede som krimiforfatter i 1959, men har siden vist et mere og mere samfundskritisk, sprogligt fortættet og mytologisk spejlende forfatterskab, der altid tager parti for den umælende, forsvarsløse natur, og for de mennesker, som er prisgivet den. Romanernes indfaldsvinkler er mange: social historie og politik, kønsroller, seksualitet, flere religioners mytologier, filosofi, økologi, den enkeltes ansvar, kunstens forhold til virkeligheden - alle store og væsentlige spørgsmål i livet og samfundet fremstilles og diskuteres i fiktionens form.

 

29486689

Blå bog

Født: 1933 i Risinge, Östergötland, Sverige.

Uddannelse: Fil.mag. i litteraturhistorie, Uppsala 1957.

Debut: 30 meter mord. 1959.

Litteraturpriser: Stora romanpriset, 1977. Kellgrenpriset, 1984. Selma Lagerlöfpriset, 1989. Övralidpriset, 1991. Augustpriset, 1994 og 2003. Nordisk Råds Litteraturpris, 1994. Litteris et Artibus, 1998. Ivar Lo-Johanssons personliga pris, 2012.

Seneste udgivelse: Grand final i gøglerbranchen. Gyldendal, 2012. Roman.

Inspiration: Thomas Mann og den svenske forfatter Sten Selander.

 

 

 

Kerstin Ekman fortæller om sin roman "Mordets praktik".

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Søvandet bliver så glat hen på sensommeren. At ro er som at skumme en kalvebouillon når den er ved at stivne. Denne dvælende, magelige årstid. Højt oppe er dværgbirkekrattet allerede gulflammet og rødbrændt. En fejende snebyge har plettet fjeldmosen om natten. Men hernede er varmen oplagret i klipperne og de ulmende myretuer.”

”Guds barmhjertighed”, s. 361.

Kerstin Ekman voksede op i den lille by Katrineholm. Faderen arbejdede som værkfører og blev siden selvstændig, moderen var, som kulturen dengang nærmest bød det, hjemmegående. Kerstin Ekman var enebarn og en sart og begavet pige, der inden hun kom i skole havde lært sig selv at læse og regne. Hun blev student i 1952 og fil.mag. i litteraturhistorie fra Uppsala Universitet i 1957.

Årene derefter arbejdede hun med film, indtil hun i 1959 debuterede som krimiforfatter. Hun havde giftet sig med historieforskeren Stig Ekman, men ægteskabet holdt ikke. Som ganske ung fik hun foretaget en voldsom underlivsoperation, som gjorde hende ude af stand til at få børn (det er bl.a. den traumatiske oplevelse, der ligger til grund for det langt senere epos ”Knivkastarens Kvinna” fra 1990 (”Knivkasterens kvinde”, 1990). Hun adopterede en lille dreng, og giftede sig senere med sin nuværende mand, musiklæren Börje Frelin, som hun havde mødt på Wiks Folkhögskola, hvor hun var lærer fra 1965-70. I 1970'erne flyttede de til den lille by Valsjöbyn i Jämtland, nær den norske grænse. Her boede de i 24 år, indtil de pga. ægtemandens helbred måtte forlade Ekmans elskede skove og flytte tættere på Stockholm. Nu bor Kerstin Ekman i Roslagen, omkring 100 km. udenfor Stockholm.

Kerstin Ekman er en centralt placeret forfatter i det svenske kulturliv. Hun var medlem af Samfundet De Nio fra 1974-1986, hvor hun trådte ud pga. travlhed, men efter at Astrid Lindgren forlod Samfundet i 1993, blev der atter en plads, og Kerstin Ekman blev igen medlem. I 1978 overtog hun stol nr. 15 i Svenska Akademien efter Harry Martinson, hvis forfatterskab Kerstin Ekman i øvrigt har udtrykt stor gæld til. Hun var det tredje kvindelige medlem i Akademiens historie efter Selma Lagerlöf og Elin Wägner.

Kerstin Ekman forlod Akademien igen i 1989 pga. dets manglende engagement overfor det iranske præstestyres mordtrussel mod den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie. Ekman har selv formuleret oplevelsen sådan: "Det var en sørgelig affære med en flok ældre herrer, som hverken forstod fundamentalismens fare eller indvandrer-litteraturens enorme betydning i England og USA." (Bjørn Bredal: Mo(r)dermyten. Politiken, 1994-02-02).

 

Inspiration fra krimien

Kerstin Ekman debuterede som krimiforfatter og nåede at skrive fem regelrette krimier, før hun brød den lidt skematiske genre med romanerne "Dödsklockan", 1963 ("Dødsklokken", 1977) og "Pukehornet", 1967 ("Pukehornet", 1978). Men selv om Ekmans forfatterskab har udviklet sig i retning af mere realistiske og bredt anlagte samfundskritiske romaner, så medtager hun ofte det kriminalistiske element, mordets rugende gåde, i det senere forfatterskab. På det mere overordnede plan kan man næsten sammenligne læserens rolle i Ekmans univers med detektivens. Som den lokale betjent i den tidlige roman "De tre små mästarna" fra 1961 ("Tre små kinesere", 1964), der skal spore sig frem til en mordgåde i et lille indadvendt finlandssvensk samfund, må læseren ofte tolke tegnene grundigt og selv lægge tingene sammen undervejs.

At Kerstin Ekman skiftede kriminalromanen ud med en mere kompleks litteratur skyldtes bl.a. en personlig krise, der medførte, at hun blev skilt og flyttede fra det mondæne Uppsala og ud på landet. I et interview har hun udtalt, at "hvis man har talent for at skrive, er det ikke så svært at få en kriminalroman til at virke. Jeg har stor respekt for det, men man mærker jo, at det her er ikke livet. Du gør det let for dig selv ( ... ) Men der mangler noget. Og det er nødt til at være der i den store litteratur. Da jeg kom i gang med at skrive igen, skrev jeg med en større del af mig selv. Vovede noget mere. Og det koster mere længsel og uro at klare det, for man søger lidt mere, end man egentlig kan." (Nils Thorsen: Pigen i ordskoven. Politiken, 2003-10-11).

 

Kvinderne og byen

Kerstin Ekmans nationale gennembrud kom for alvor med de fire romaner "Häxringarna", 1974 (Hekseringene, 1977), "Springkällan", 1976 (Springkilden, 1977), "Änglahuset", 1979 (Englehuset, 1979) og "En stad av ljus", 1983 (En by af lys, 1984). Kritikere har, efter en af seriens lokaliteter, kaldt den "Katrineholmstetralogien", men forfatteren foretrækker titlen "Kvinderne og byen". Romanerne er en kulturkritisk Sverigeshistorie fortalt fra udkantssamfundets og kvindernes vinkel.

Tidsmæssigt forløber de fra industrialiseringen og frem til nutiden, ca. fra 1870-1980, og der er kritik af både kapitalisme og socialisme. Der fortælles om storstrejken i 1909, hungeroptøjerne i 1917, indførelsen af valgret for kvinder i 1921, de to verdenskrige, efterkrigstid, velfærdssamfund og rodløshed. Men Ekman ser med et andet blik end historikernes, hun ser det med børnenes og med kvindernes blik, og hun stiller de skæve spørgsmål, som magthaverne ikke gør: Hvor blev skønheden og længslerne af, hvad er det for et samfund, vi har skabt, og hvad er det egentlig, vi drømmer om?

 

Knivkasterens kvinde

Hvor Kvinderne og byen fortalte den store historie, er versfortællingen "Knivkastarens kvinna" fra 1990 (Knivkasterens kvinde, 1990) en fortælling fra den lille, altså den personlige historie. Den er skrevet tidligere i forfatterskabet, men der gik mange år, før Ekman havde mod på at udgive den. Historien handler om en underlivsoperation, der opleves som et reelt voldeligt overgreb, efterfulgt af depression og selvmordsforsøg, og en senere forsoning med tilværelsen.

Sorgen og smerten over at være blevet gjort ufrugtbar spejles i brugen af den sumeriske myte om moder- og frugtbarhedsguden Ishtars nedstigning til underverdenen. Det er en rå og vred historie, som også kan læses som en kritik af videnskabens blinde punkter.

 

Hunden og den vilde natur

”Groning, der nu havde ligget i mange og lange timer med benet under granen, så at der var en trold i krattet. Men der var kun én, og den var temmelig ussel. Den havde en tynd, bøjelig krop, og på hovedet havde den en strid hårtot fuld af skurv og lusereder.”
”Røverne i Skuleskoven”, s. 10.

Mellem de store romaner med omfattende persongalleri finder man gennem hele Ekmans forfatterskab en række mindre, mere eksperimenterende romaner. Det gælder den lille eksistentialistiske roman "Hunden" fra 1986 ("Hunden", 1986) om en hvalp, der må lære at klare sig selv alene i skoven, og den efterfølgende "Rövarna i Skuleskogen" fra 1988 ("Røverne i Skuleskoven", 1989).

I "Røverne i Skuleskoven" handler det om et naturvæsen, der langsomt bliver til menneske: skov + ord = Skord. Dette væsen er en slags naturens erindringsopsamler, som vokser frem af naturen, mytologien og eventyrene omkring 1300-tallet og lever helt til slutningen af 1800-tallet, hvor forestillingen om en jernbane gennem skoven begynder at vise sig. Romanen er således en form for opsamling af hele den historiske tid. Kerstin Ekman er meget bevidst om, at mennesker har brug for rødder, og at rødder også er noget, man kan bevidstgøre sig om gennem læsning. "Røverne i Skuleskoven" er et indlæg for den vældige natur, vi alle er en del af, men som bliver behandlet uden respekt.

23778483

En parallel roman udkom i 2000. "Urminnes tecken" ("Arilds tegn", 2001) handler udelukkende om skoven, vandene og fjeldet betragtet som et levende landskab befolket dels med dyr, dels med bittesmå væsner med hundeøjne. Bogen udspiller sig i det nordlandske landskab, som er så nærværende i Ekmans forfatterskab: Ved søen Svartvattnet, i skyggen af fjeldet Giela, i det væsnerne kalder den skånede skov, fordi mennesket endnu ikke har brændt, fældet og ødelagt den vilde natur. Her ligger den altid nærværende civilisationskritik som en fin og stærkt spundet tråd.

 

Hændelser ved vand

Romanen "Händelser vid vatten" fra 1993 ("Hændelser ved vand", 1994) blev Kerstin Ekmans internationale gennembrud, og belønningen kom da også i form af Nordisk Råds Litteraturpris i 1994. I romanen lykkes det Ekman at tage det bedste fra kriminalromanen, mordets gåde og uhygge, og forene det med en realistisk samfundsskildring af et lille isoleret nordligt samfund ved søen med det ildevarslende navn Svartvattnet. Romanen er rig på stærke, indfølte menneskeskildringer, og samtidig er den en sanselig skildring af det barske svenske landskab. Det er en tæt fortælling, der kan læses på flere planer. Tilsyneladende en realistisk samfunds- og spændingsroman, men samtidig et vægtigt indlæg i debatten om, hvordan vi behandler naturen og dermed os selv.

Kerstin Ekman er ikke naturromantiker, hun har blik for naturens barske og voldsomme kræfter og for de dilemmaer, som de mennesker, der lever i og af den, konstant står i. "Jeg er træt af, at alting skal udnyttes af mennesker og rettes ind til deres formål. Jeg synes, at vi skal underkaste os skoven i stedet for at underkaste skoven vores formål. Det foruroliger mig, at afstanden mellem mennesker og landskabet vokser. Det er vældig få mennesker, som overhovedet oplever naturlige landskaber. Det hele er jo udlagt med stier og golfbaner og lamper. Og det, man aldrig oplever, bekymrer man sig ikke for. Naturen ligger uden for nutidsmenneskets videnskreds, og så kan de gøre hvad som helst med den." (Nils Thorsen: Pigen i ordskoven. Politiken, 2003-10-11).

Romanen er en stor sproglig nydelse. Kerstin Ekmans sprog er, som den natur hun skildrer, tæt og fuld af nuancer, blidhed og vildskab. Hun har gennem sit forfatterskab nuanceret sit sprog, så det kan rumme en varieret rigdom af sanselighed. Ingen plante er for undseelig til at få navn, og ligesom man kan fare vild i skovens vildnis, kan Ekman opbygge et sprogligt krat, der både stikker, svirper læseren om kinden, sender flikkende grønne skygger på nethinden og slår en duft af jord og pirrende fornemmelser an.

Selv om Ekman ofte skriver om kvindernes vilkår med en stor forståelse for den samfundsmæssige undertrykkelse, de gennem generationer har levet med, så er hun ikke blind for de kvindelige magtfaktorer. Også i denne roman er moderfølelsen et tema. Moderfølelsen er vældig kompleks, den er som en tyk grumset suppedas, som også gør kvinderne blinde for de bindinger, de laver. "Jeg tager modermyten op, det er rigtigt. Herskelysten - den er katastrofal. Kvindernes insisteren på, at de altid har ret, at de altid ved bedst. Og så handler de bare hensynsløst med - og hen over hovedet på - deres børn. De slipper dem aldrig, holder fast hele livet" (Bjørn Bredal: Mo(r)dermyten. Politiken, 1994-02-02).

Seksualiteten og dens konsekvenser er ifølge Ekman den mest gennemgribende erfaring i en kvindes liv. Det vigtige for Ekman er, at det ikke er mændene, der får patent på at skildre kvindernes mere vanskelige sider, det skal kvinderne selv have mod til at tage fat på.

 

Gør mig levende igen

22229567

Den efterfølgende roman "Gör mig levande igen" fra 1996 ("Gør mig levende igen", 1997) overrasker ved at udspille sig et helt andet sted end i de svenske skove. Den foregår i Stockholm i 1996 og handler om en diskuterende kreds af kvinder, som er foruroligede over den grusomhed, som udøves i verden. Både krigen i Bosnien, 2. Verdenskrigs holocaust og det nynazistiske spøgelse, som stikker hovedet frem i vor tids ellers så pæne svenske samfund, er årsag til diskussioner.

Det er en form for kollektiv roman, en syvstemmig samtidsroman, hvor syv kvinders bevidstheder med deres tanker, forestillinger og følelser væves ind i hinanden. Man kan kalde det et litterært korværk. Litteraturhistorisk indgår romanen i en dialog med Eyvind Johnsons Krilon-romaner fra 1940'erne, hvor de anfægtede personer i studiekredsen selvfølgelig var mænd. Romanen viser Ekman som den vågne og bekymrede forfatter, som bestemt ikke er forsvundet ud i skoven for at lukke verden ude, men netop for i højere grad at kunne koncentrere sig om at beskrive den. Menneskers barbari og ondskab er et emne, der angår os alle, og som vi er nødt til, som kvinderne i romanen, at konfrontere hinanden med.

 

Ulveskindet-trilogi

”Risten, sagde han, Risten onne maana. Onne maana!
Da han sagde det, blev vort sprog vakt til live i mig igen. Han talte så det lød som sang. Han spurgte om jeg kunne huske ham, men det kunne jeg ikke sige at jeg gjorde. (…) Så begyndte han at synge for mig: nanana ... onne maana ...”
”Guds barmhjertighed”, s. 5.

For dem, der elsker Ekmans skildringer af Nordland, var det en gave, at hun i trilogien "Vargskinnet", 1999-2003 ("Ulveskindet", 2000-2004) vendte tilbage til det landskab, hun kender så godt og kan skildre som få. Som hun har sagt "Jeg giver fanden i nationen. Men jeg giver ikke fanden i sproget. Det går gennem marv og ben som en råkold blæst, risler gennem mig som en bæk. Der er følelser, væremåder, som ikke kan udtrykkes på noget andet sprog end det, der før i tiden blev kaldt ærens og heltenes, men som måske, når det var allermest ægte, netop var blæstens og den violette skumrings sprog." (Kun brændende fugle i: Ytringsfrihedens grænser. Nordisk Råd. 1995). Det er dét sprog, som er trilogiens kendemærke.

Tilsammen udgør de tre bøger: "Guds Barmhärtighet" fra 1999 ("Guds barmhjertighed", 2000), "Sista Rompan" fra 2002 ("Rørte vande", 2002) og "Skraplotter" fra 2003 ("Skrabelodder", 2004) en tæt fortælling om en slægts liv gennem det tyvende århundrede i det nordligste Sverige. Romankredsen begynder med, at jordemoderen Hillevi Klarin i 1916 ankommer fra det pæne Stockholm til det øde Nordland for at medvirke til at bedre forholdene for kvinder i det udsatte og isolerede område. Andet bind handler om Hillevis datter Myrten, og i det sidste bind er vi fremme ved vor tid, sidst i 1980'erne, hvor Hillevis datterdatter, Myrtens bortadopterede datter, præsten Inga/Ingefrid ankommer til stedet for at få arven - ikke mindst i psykologisk forstand - efter den mor, hun aldrig har kendt.

23143968

Stedet er som i "Hændelser ved Vand" en lille by ved Svartvattnet. Et sted, hvor det er mørkt vinteren lang, blændende lyst den korte sommer, og hvor frosten allerede sætter ind i august. Hvor folk kryber sammen og tier om alt det, som ikke er til at håndtere. Og ikke mindst et sted, hvor kulturerne og sprogene mødes og brydes; rigssvensk, samisk, jämtsk og norsk. Der er døde børn, døde voksne, plejebørn, navneskjul, drab og skændige fortiede hændelser fra fortiden, som stadig gør sig gældende i det lille samfund. Naturen er aldrig bare baggrund, men er i sig selv stor, kraftfuld, konkret og samtidig næsten metafysisk.

Mennesket dannes efter naturen og udvikler sanser, der passer til den. Også de dimensioner af mennesket toner bort, når den vilde natur forsvinder. Trilogien har hele tiden fat i balancen mellem hverdagens ensartede slid, der følger årstidens gang, og så den øjeblikkelige forklaring, det guddommelige øjeblik af indsigt, som uforklarligt slår ned i menneskers liv og giver tingene mening. Denne indsigt eller oplevelse kan man ikke tvinge frem. Den kommer, helt overrumplende, som en gevinst på et skrabelod. Overvejelser omkring, hvor den religiøse erfaring går hen i et sekulariseret samfund, er et emne, som i stigende grad optager Kerstin Ekman. Jordemoderen Hillevi er fuld af ransagelser. Hvordan skal et lille menneske agere overfor al den uret, det møder, hvor Gud synes at være et stort blindt dyr.

På smukkeste vis slutter Ingefrid romanen med sin nyvundne indsigt: Det er os mennesker, der skal virkeliggøre Guds barmhjertighed på jorden. Vi skal åbne os for det fremmede, vi skal magte at hjælpe, uden at udøve magt over andre. Selv har Ekman sagt: "Alle i bøgerne har mit udgangspunkt, de kommer som fremmede og kan ikke sproget. Det er et vigtigt tema i vor tid med flygtningestrømme og indvandrere, som kommer til at forvandle vores verden, mere end vi forestiller os." (Marie Louise Kjølbye: Med sproget fuld af blåbærfælder. Information, 2004-11-18).

 

Mordets praksis

”At skrive er at omdanne. Det ligner den kunst, som de gamle alkymister udøvede: at forvandle skidt til guld. Livets triste gentagelser udfældes som beskidt fråde omkring det rensede og uforgængelige.”
”Mordets praksis”, s. 115.

I 2009 udgav Kerstin Ekman ”Mordets praktik” (”Mordets praksis”, 2011), der er en dagbogsroman fortalt af den unge læge Pontus Revinge. Han kommer i praksis hos lægen Johannes Skade, der kort efter dør – officielt af et hjerteslag, men i realiteten forgiftet af en af Revinges cyankaliumpiller. For at kunne overtage praksis – og dermed kunne tilbringe tid med den purunge lægedatter Frida – tvinges Revinge til ægteskab med Skades enke Elsa. I sin indadvendte verdensfjernhed vil han hellere sidde på kontoret og skrive dagbog end at socialisere med det stockholmske borgerskab, som Elsa er en del af.

Ved et tilfælde møder Revinge en dag den svenske forfatter Hjalmar Söderberg, og det bliver begyndelsen på en længere besættelse af både forfatteren og tanken om, at Söderberg har brugt Revinges liv og videnskabelige viden om delikate giftmord i sin klassiske roman ”Doktor Glas”, som Revinge senere læser og spejler sig i.

28369530

Som litterært værk er ”Mordets praksis” også i dialog med ”Doktor Glas”, da den indoptager såvel citater fra bogen som form, plot, tematik og miljø. Söderbergs doktor Glas slog en præst ihjel for at skåne hans kone mod natlige overgreb forklaret som ’respekt for Guds skaberkraft’. Revinge slog en læge ihjel for at skåne hans datter for slimede blikke. Begge føler sig undtaget for skyld, da de handlede for at gøre livet lettere for den kvinde, de elskede. Bøgerne udfordrer læseren med spørgsmål om, hvad der kan retfærdiggøre et mord og om det faktisk kan være en etisk gestus at slå ihjel.

”Mordets praktik” kan læses på egne præmisser, men foldes først helt ud hvis man kender ”Doktor Glas”. De to bøger væves smidigt sammen og giver et billede af åndsliv, bordeller og emancipatoriske udfordringer i Stockholm i begyndelsen af 1900-tallet. Som metaroman om fiktionens muligheder og sammenfald mellem romankarakter og virkelige personer falder ”Mordets praksis” trods sit altmodische udtryk lige ned i en nutidig debat om forfatteres brug og misbrug af virkeligheden.

Grand final i gøglerbranchen

”Jeg har stor lyst til her at foregribe noget, men den slags fortællergreb har Lillemor altid været imod. Hun kan heller ikke lide flashbacks, siger at læseren under et tilbageblik bare sidder og længes efter at komme ind i fortællingens nu igen. (…) At foregribe noget gør forfatteren alvidende, siger hun altid. Det hører ikke hjemme i en moderne roman at se ind i fremtiden.”
”Grand final i gøglerbranchen”, s. 335.

Kerstin Ekmans roman fra 2011, ”Grand final i skojarbranchen” (”Grand final i gøglerbranchen”, 2012) tager livtag med den litterære verden, Ekman som forfatter har været del af siden sin debut i 1959.

Forfatteren Lillemor Troj modtager en dag et manuskript, som har magt til at forandre hendes liv og karriere. Det er skrevet af Babba, der gennem hele forfatterskabet har leveret materialet til Lillemors udgivelser, og i manuskriptet afslører Babba deres livslange fælles bedrag. Lillemor vogter manuskriptet med sit liv, og gennem romanen øges spændingen: vil det afsløres for offentligheden, at den kønne, intellektuelle Troj, medlem af det Svenske Akademi, aldrig har skrevet sine bøger selv?

29486689

”Grand final i gøglerbranchen” skifter mellem Babbas manus og kapitler om Lillemor, der gør op med sit liv som prydgenstand for en andens forfatterskab. De to kvinder mødtes i Uppsala og har gennem mere end 50 år været en fast del af hinandens liv. Undervejs har de holdt hinanden på afstand, men har altid fundet sammen, når en ny bog skulle lanceres. Den tykke Babba har haft brug for Lillemor til at varetage lancering af sine bøger og for at kunne bibeholde sin anonymitet. Den velklædte akademiker Lillemor har haft brug for Babba til at skabe sig en identitet.

Denne tour-de-force gennem 50 års svensk kulturliv giver et portræt af såvel forlagenes spil, bogmessernes købmandshandel og akademiets rokokoskuespil som skovenes sidste indbyggere, idealistiske kollektiver og fejlslagen 1970’er-psykologi. Den velkonstruerede roman viser en todelt forfatteridentitet, spaltet i en anonym fortæller og en offentlig person. Samtidig er det en både besk og satirisk skildring af det litterære parnas og de spilleregler, der gælder i det kulturelle åndsliv. Romanens mange ligheder med Ekmans eget liv giver den karakter af autofiktion – ”Det er jo det sidste nye”, som der står. Men hvor Lillemor elsker sit medlemskab af det svenske akademi, var Ekman noget mere kritisk og forlod akademiet i 1989 i protest over dets manglende støtte til Salman Rushdie.

Som i resten af forfatterskabet er der en stor optagethed af natur, der navngives nøjagtigt og med varme. Her ligger Ekmans sympati, og hendes årelange engagement for at bevare skovene skinner igennem i romanen, der ellers har kultur, dannelse og åndsliv på programmet.

Genrer og tematikker

Kerstin Ekman er vokset op med Biblen. Det ville være forkert at kalde hendes forfatterskab for religiøst, men hun bruger bevidst både bibelske fortællinger og navne og andre kulturers religiøse myter som en fælles historisk klangbund. Ekman er optaget af den religiøse erfaring, men ikke i de institutioner, som med stor menneske (og primært kvinde) -undertrykkelse, har taget patent på den. Den svenske litteraturforsker Maria Schottenius har i sin bog udforsket Kerstin Ekmans brug af navne, og får man først øjnene op for det, så ligger der næsten en hel verden af mytologi nedenunder fortællingerne, som gør dem endnu mere spændende at udforske dybere. Navne som Maria, Anne, Gabriel og Elias går igen i flere romaner, ligesom bibelske handlinger med fodvask som et billede på menneskelighed og barmhjertighed.

Litteraturhistorisk er det også interessant, at navnet Svartvattnet, hvor mordet i "Hændelser ved vand" finder sted, og hvor omkring hele "Ulveskindet" udspiller sig, er navnet på den bæk, hvor Gertrud i Selma Lagerlöfs roman "Jerusalem" fristes til at myrde sin kæreste Ingmar, der har svigtet hende. Ligesom det er stedet, hvor Gertrud i et syn ser Jesus.

Centralt i Ekmans forfatterskab er, at det er kvinderne, der binder tiden sammen. Det er dem, der sørger for, at familiernes historier bliver fortalt. Det er kvinderne, der fortæller videre til børnene, og det er også kvinderne, der senere samler familiens billeder i albummet. Men Ekman idylliserer ikke. Tværtimod står moderskabet i modsætning til plejemoderskabet ofte for skud som en usund binding. Men det væsentligste og stadigt mere litterært nuancerede tema hos Kerstin Ekman er mennesket som indlejret i og afhængig af den store natur.

Som et modspil til den store natur foregår ”Mordets praksis” i et på overfladen flot storbymiljø i Stockholm, der nedenunder fernissen er bundråddent og i fordærv. Kroppe går i opløsning og lugter, efterårsblade går til og skaber en ”odør af forrådnelse og aldeles afromantiseret natur”, som anmelder Lilian Munk Rösing har kaldt det (Lilian Munk Rösing: Med litteraturen som drift. Information, 2010-08-12).

 

Beslægtede forfatterskaber

Kerstin Ekman er i dag en af Nordens mest fremtrædende forfattere. En forfatter, som også markerer sig i samfundsdebatten med en skarp kritik af national lukkethed. Romanen er nemlig ikke national, tværtimod kunne man med rette sammenligne Ekmans evne til billedlig talt at væve store komplekse romaner, hvor realistiske skildringer, psykologiske portrætter, kras samfundskritik, poetiske naturskildringer, mytologiske fortællinger, kønsspørgsmål, minoritetsdiskussioner, religiøse overvejelser og overvejelser over moderskabet ubesværet fletter sig sammen, med store internationale romaner af forfattere som eksempelvis Vikram Seth og Salman Rushdie.

I et svensk perspektiv hører hun til i den store svenske romantradition med navne som Carl Jonas Love Almqvist, Selma Lagerlöf, Elin Wägner, Eyvind Johnson og Lars Ahlin.

At oversætte Kerstin Ekman kræver sprogkyndige oversættere. Som det er sagt om hendes bøger, vrimler de med sproglige ”blåbærfælder”, og den indiske oversætter måtte da også tage en tur til Nordsverige for med selvsyn at opleve blåbærriset. I Danmark har vi været så heldige, at Anne Marie Bjerg, som har oversat forfatteren fra 1986, har en sanselig sprogfornemmelse og en præcis meddigtende evne, som gør en dansk læsning til en stor nydelse.

 

Bibliografi

Romaner

Ekman, Kerstin:
30 meter mord. Grafisk, 1962. (30 meter mord. 1959).
Ekman, Kerstin:
Han rör på sig. 1960.
Ekman, Kerstin:
Kalla famnen. 1960.
Ekman, Kerstin:
De tre små kinesere. Grafisk, 1964. (Tre små mästarna. 1961).
Ekman, Kerstin:
Den flammende ovn. Grafisk, 1965. (Den brinnande ugnen. 1962).
Ekman, Kerstin:
Dødsklokken. Samlerens lommebøger, 1977. (Dödsklockan. 1963).
Ekman, Kerstin:
Menedarna. 1970.
Ekman, Kerstin:
Mørke og blåbærris. Samleren, 1978. (Mörker och blåbärsriss. 1972).
Ekman, Kerstin:
Hekseringene. Samleren, 1977. (Häxringarna. 1974).
Ekman, Kerstin:
Springkilden. Samleren, 1978. (Springkällan. 1976).
Ekman, Kerstin:
Englehuset. Samleren, 1979. (Änglahuset. 1979).
Ekman, Kerstin:
En by af lys. Samleren, 1984. (En stad av ljus. 1983).
Ekman, Kerstin:
Hunden. Samleren, 1986. (Hunden. 1986).
Ekman, Kerstin:
Røverne i Skuleskoven. Samleren, 1989. (Rövarna i Skuleskogen. 1988).
Ekman, Kerstin:
Hændelser ved vand. Samleren, 1994. (Händelser vid vatten. 1993).
Ekman, Kerstin:
Pukehornet. Samleren, 1995. (Pukehornet. 1967).
Ekman, Kerstin:
Gør mig levende igen. Gyldendal, 1997. (Gör mig levande igen. 1996).
Ekman, Kerstin:
Guds barmhjertighed. Gyldendal, 2000. (Guds barmhärtighet. 1999). Ulveskindet 1.
Ekman, Kerstin:
Arilds tegn. Gyldendal, 2001. (Urminnes tecken. 2000).
Ekman, Kerstin:
Rørte vande. Gyldendal, 2002. (Sista rompan. 2002).
Ekman, Kerstin:
Skrabelodder. Gyldendal, 2004. (Skraplotter. 2003).
Ekman, Kerstin:
Mordets praksis. Gyldendal, 2010. (Mordets praktik. 2009).
Ekman, Kerstin:
Grand final i gøglerbranchen. Gyldendal, 2012. (Grand final i skojarbranschen, 2011).

Andre udgivelser

Ekman, Kerstin:
Knivkasterens kvinde. Samleren, 1990. (Knivkastarens kvinna. 1990). Versfortælling.
Ekman, Kerstin:
Herrarna i skogen. 7 essays om skove gennem tiderne. 2007 (04.56).

Andre tekster af Kerstin Ekman

Ekman, Kerstin:
Verden er værd at forsvare. Berlingske Tidende, 1994-02-13. Om Rushdie-sagen.
Ekman, Kerstin:
Kun brændende fugle i: Antologien Ytringsfrihedens smertegrænse. Nordisk Råd, 1995.
Ekman, Kerstin:
Spørgsmål til min fader. Weekendavisen, 1995-04-28.
Ekman, Kerstin:
Indledningsforelæsning. I: Bogens verden, nr. 6, 2000, s. 3-9.

Emnesøgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kerstin Ekman

Om forfatterskabet

Artikler

Juhl, Marianne:
"Glem ikke fortiden!". Jyllandsposten, 1997-11-18.
Thurah, Thomas:
Historien er ikke slut: samtaler med 36 europæiske forfattere. Gyldendal, 2001. Heri: Man må bevare sin skepsis: Kerstin Ekman.
Bredal, Bjørn:
Verdenshavet Svartvattnet. Trilogien Ulveskindet er afsluttet. Politiken, 2003-11-18.
Juhl, Marianne:
Tvivl er troens følgesvend. Jyllands-Posten, 2004-11-12.
Andersen, Jens:
Norden er en fiktion. Berlingske Tidende, 2005-07-02.
Syberg, Karen:
’Vi bliver individer ved at lyve’. Information, 2007-08-21.
Ottesen, Doris:
Barmhjertighed. En fortælling om Kerstin Ekman og hendes forfatterskab. Gyldendal, 2009. (99.4 Ekman, Kerstin)
Syberg, Karen:
’Det mandlige magtsprog lever stadig’. Information, 2010-08-23.
Beckman, Åsa:
Åsa Beckman möter Kerstin Ekman: Tio meningar ur årets bästa bok. Dagens Nyheter, 2011-03-12.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kerstin Ekman

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Bredal, Bjørn:
Mo(r)dermyten. Politiken, 1994-02-02.
Brügger, Ingeborg:
Sproget er hukommelsen. Information, 2002-11-18.
Thorsen, Nils:
Pigen i ordskoven. Politiken, 2003-10-11.
Kjølbye, Marie Louise:
Med sproget fuld af blåbærfælder. Information, 2004-11-18.
Paterson, Anna: Mistress of the forest: an interview with Kerstin Ekman. World Literature Today, july 2008.
Munk Rösing, Lilian:
Med litteraturen som drift. Information, 2010-08-12.