kerstin ekman
Foto: Pieter ten Hoopen

Kerstin Ekman

Artikel type
voksne
cand.mag. Mai Misfeldt. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
kerstin ekman
Foto: Pieter ten Hoopen
Main image
Ekman, Kerstin
Foto: POLFOTO / Lars Epstein

Kerstin Ekman er en af Nordens store fortællere. Hun debuterede som krimiforfatter i 1959, men har siden vist et mere og mere samfundskritisk, sprogligt fortættet og mytologisk spejlende forfatterskab, der altid tager parti for den umælende, forsvarsløse natur, og for de mennesker, som er prisgivet den. Romanernes indfaldsvinkler er mange: social historie og politik, kønsroller, seksualitet, flere religioners mytologier, filosofi, økologi, den enkeltes ansvar, kunstens forhold til virkeligheden - alle store og væsentlige spørgsmål i livet og samfundet fremstilles og diskuteres i fiktionens form.

 

29486689

Blå bog

Født: 1933 i Risinge, Östergötland, Sverige.

Uddannelse: Fil.mag. i litteraturhistorie, Uppsala 1957.

Debut: 30 meter mord. 1959.

Litteraturpriser: Stora romanpriset, 1977. Kellgrenpriset, 1984. Selma Lagerlöfpriset, 1989. Övralidpriset, 1991. Augustpriset, 1994 og 2003. Nordisk Råds Litteraturpris, 1994. Litteris et Artibus, 1998. Ivar Lo-Johanssons personliga pris, 2012.

Seneste udgivelse: Grand final i gøglerbranchen. Gyldendal, 2012. Roman.

Inspiration: Thomas Mann og den svenske forfatter Sten Selander.

 

 

 

Kerstin Ekman fortæller om sin roman "Mordets praktik".

 

Baggrund

”Søvandet bliver så glat hen på sensommeren. At ro er som at skumme en kalvebouillon når den er ved at stivne. Denne dvælende, magelige årstid. Højt oppe er dværgbirkekrattet allerede gulflammet og rødbrændt. En fejende snebyge har plettet fjeldmosen om natten. Men hernede er varmen oplagret i klipperne og de ulmende myretuer.”

”Guds barmhjertighed”, s. 361.

Kerstin Ekman voksede op i den lille by Katrineholm. Faderen arbejdede som værkfører og blev siden selvstændig, moderen var, som kulturen dengang nærmest bød det, hjemmegående. Kerstin Ekman var enebarn og en sart og begavet pige, der inden hun kom i skole havde lært sig selv at læse og regne. Hun blev student i 1952 og fil.mag. i litteraturhistorie fra Uppsala Universitet i 1957.

Årene derefter arbejdede hun med film, indtil hun i 1959 debuterede som krimiforfatter. Hun havde giftet sig med historieforskeren Stig Ekman, men ægteskabet holdt ikke. Som ganske ung fik hun foretaget en voldsom underlivsoperation, som gjorde hende ude af stand til at få børn (det er bl.a. den traumatiske oplevelse, der ligger til grund for det langt senere epos ”Knivkastarens Kvinna” fra 1990 (”Knivkasterens kvinde”, 1990). Hun adopterede en lille dreng, og giftede sig senere med sin nuværende mand, musiklæren Börje Frelin, som hun havde mødt på Wiks Folkhögskola, hvor hun var lærer fra 1965-70. I 1970'erne flyttede de til den lille by Valsjöbyn i Jämtland, nær den norske grænse. Her boede de i 24 år, indtil de pga. ægtemandens helbred måtte forlade Ekmans elskede skove og flytte tættere på Stockholm. Nu bor Kerstin Ekman i Roslagen, omkring 100 km. udenfor Stockholm.

Kerstin Ekman er en centralt placeret forfatter i det svenske kulturliv. Hun var medlem af Samfundet De Nio fra 1974-1986, hvor hun trådte ud pga. travlhed, men efter at Astrid Lindgren forlod Samfundet i 1993, blev der atter en plads, og Kerstin Ekman blev igen medlem. I 1978 overtog hun stol nr. 15 i Svenska Akademien efter Harry Martinson, hvis forfatterskab Kerstin Ekman i øvrigt har udtrykt stor gæld til. Hun var det tredje kvindelige medlem i Akademiens historie efter Selma Lagerlöf og Elin Wägner.

Kerstin Ekman forlod Akademien igen i 1989 pga. dets manglende engagement overfor det iranske præstestyres mordtrussel mod den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie. Ekman har selv formuleret oplevelsen sådan: "Det var en sørgelig affære med en flok ældre herrer, som hverken forstod fundamentalismens fare eller indvandrer-litteraturens enorme betydning i England og USA." (Bjørn Bredal: Mo(r)dermyten. Politiken, 1994-02-02).

 

Inspiration fra krimien

Kerstin Ekman debuterede som krimiforfatter og nåede at skrive fem regelrette krimier, før hun brød den lidt skematiske genre med romanerne "Dödsklockan", 1963 ("Dødsklokken", 1977) og "Pukehornet", 1967 ("Pukehornet", 1978). Men selv om Ekmans forfatterskab har udviklet sig i retning af mere realistiske og bredt anlagte samfundskritiske romaner, så medtager hun ofte det kriminalistiske element, mordets rugende gåde, i det senere forfatterskab. På det mere overordnede plan kan man næsten sammenligne læserens rolle i Ekmans univers med detektivens. Som den lokale betjent i den tidlige roman "De tre små mästarna" fra 1961 ("Tre små kinesere", 1964), der skal spore sig frem til en mordgåde i et lille indadvendt finlandssvensk samfund, må læseren ofte tolke tegnene grundigt og selv lægge tingene sammen undervejs.

At Kerstin Ekman skiftede kriminalromanen ud med en mere kompleks litteratur skyldtes bl.a. en personlig krise, der medførte, at hun blev skilt og flyttede fra det mondæne Uppsala og ud på landet. I et interview har hun udtalt, at "hvis man har talent for at skrive, er det ikke så svært at få en kriminalroman til at virke. Jeg har stor respekt for det, men man mærker jo, at det her er ikke livet. Du gør det let for dig selv ( ... ) Men der mangler noget. Og det er nødt til at være der i den store litteratur. Da jeg kom i gang med at skrive igen, skrev jeg med en større del af mig selv. Vovede noget mere. Og det koster mere længsel og uro at klare det, for man søger lidt mere, end man egentlig kan." (Nils Thorsen: Pigen i ordskoven. Politiken, 2003-10-11).