Kerstin Ekman

Kerstin Ekman er født i 1933 og voksede op i den lille svenske by Katrineholm. Faren arbejdede som værkfører og blev siden selvstændig, moren var, som kulturen dengang nærmest bød det, hjemmegående. Kerstin Ekman er enebarn og var en sart og begavet pige, der inden hun kom i skole havde lært sig selv at læse og regne. Hun blev student i 1952 og fil.mag. i litteraturhistorie fra Uppsala Universitet i 1957.

Årene derefter arbejdede hun med film, indtil hun i 1959 debuterede som krimiforfatter. Hun havde giftet sig med historieforskeren Stig Ekman, men ægteskabet holdt ikke. Som ganske ung fik hun foretaget en voldsom underlivsoperation, som gjorde hende ude af stand til at få børn (det er bl.a. den traumatiske oplevelse, der ligger til grund for det langt senere epos ”Knivkastarens Kvinna” fra 1990 (”Knivkasterens kvinde”, 1990)). Hun adopterede en lille dreng og giftede sig senere med sin nuværende mand, musiklæreren Börje Frelin, som mødte på Wiks Folkhögskola, hvor hun var lærer fra 1965-70. I 1970’erne flyttede de til den lille by Valsjöbyn i Jämtland, nær den norske grænse. Her boede de i 24 år, indtil de pga. ægtemandens helbred måtte forlade Ekmans elskede skove og flytte tættere på Stockholm. Nu bor Kerstin Ekman i Roslagen, omkring 100 km. uden for Stockholm.

Kerstin Ekman er en centralt placeret forfatter i det svenske kulturliv. Hun var medlem af Samfundet De Nio fra 1974-1986, hvor hun trådte ud pga. travlhed, men efter at Astrid Lindgren forlod Samfundet i 1993, blev der atter en plads, og Kerstin Ekman blev igen medlem. I 1978 overtog hun stol nr. 15 i Svenska Akademien efter Harry Martinson, hvis forfatterskab Kerstin Ekman i øvrigt har udtrykt stor gæld til. Hun var det tredje kvindelige medlem i Akademiens historie efter Selma Lagerlöf og Elin Wägner.

I 1989 forlod Kerstin Ekman dog Akademiet igen pga. dets manglende engagement over for det iranske præstestyres mordtrussel mod den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie. Ekman har selv formuleret forløbet sådan: "Det var en sørgelig affære med en flok ældre herrer, som hverken forstod fundamentalismens fare eller indvandrer-litteraturens enorme betydning i England og USA." (Bjørn Bredal: Mo(r)dermyten. Politiken, 1994-02-02).

Kerstin Ekmans roman ”Hunden” fra 1986 udkom første gang på dansk samme år og blev i 2025 genudgivet i en opdateret oversættelse (”Hunden”). Heri møder vi en hundehvalp, der under en storm bliver væk fra sin ejer og nu må klare sig selv i vinterskoven, hvor føden er knap og sneen kold mod de bløde poter. Fra hundens perspektiv oplever vi, hvilke lyde og dufte, en iskold svensk skov på grænsen til Norge har at tilbyde. Hunden må selv erfare, hvilke dyr, den skal frygte og hvilke den er overlegen, og med tiden finder den sin plads i skovens hierarki. ”Han måtte på egen hånd lære det han havde brug for at vide,” som der står (s. 51).

142244209

Efter at have sultet gevaldigt og længe finder hunden et elgkadaver under sneen, som holder den varm og i live frem til foråret. Hele tiden opererer hunden et sted mellem erindring og glemsel, for den har en fornemmelse af noget, den ikke kan huske. Når en særlig duft indfinder sig, er den lige ved at have fornemmelsen af det tabte, men det forsvinder hele tiden igen. Som sommeren skrider frem, vokser han til og lærer at pisse og jage og strejfe og gø.

En dag ramler hunden ind i et jagtselskab, og en af jægerne vækker noget i ham. Men vedholdenhed og respektfuld afstand kommer jægeren sejlende over søen hver dag for at lægge lidt mad til hunden, der langsomt – i begyndelsen modvilligt – lader manden komme tæt på.

Den korte bog er simpel i sin form, men rig på sanseligt og tankevækkende indhold. Grebet med at have synsvinkel hos en hund tilter det klassiske litterære perspektiv med spejling og genkendelse hos læseren. Her må vi forlade os på at følge et dyr uden sprog, et fintsansende og intuitivt væsen, der overlever ud fra sin arts iboende intelligens. Samtidig følger vi på nærmeste hold årets gang i skovbunden og i trækronerne, græs og storkenæb mast sammen, når hunden har ligget på det, og vi ser verden med hundens uerfarne blik, når isen smelter og vandet bliver til truende bølger på søen: ”Der tårnede sig grå blokke op som brækkede mod stenene. Hvirvler af vand sang derude og kastede sig mod is og sten.” (s. 34). Naturens luner kan være farlige, og den poetiske og sansenære roman runger af den velkendte ekmanske uhygge. For i skoven findes både beskyttelse og livsfare.