Charlotte Weitze

Charlotte Weitze er født i 1974 i Lyngby nord for København, hvor hun voksede op sammen med sin far, mor og lillebror. Lysten til at digte fantasifulde fortællinger var allerede til stede i hendes tidlige barndom, hvor hun fortalte sine forældre, hvad der skulle stå under hendes tegninger. I skolen skrev hun lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og overnaturlige. Hun voksede op i et trygt barndomshjem og det er, ifølge forfatteren selv, måske det, der gav hende mod til at dykke ned i de mere overnaturlige eller uhyggelige sider af menneskelivet.

Trolde og andre væsener fra folketroen har også altid været en del af Charlotte Weitzes tilværelse: “Min mor plejer at henvise til, at jeg har gået i Rudolf Steiner børnehave. Når vi gik tur, sagde børnehavelederen: Dernede ved det lille træ bor en nisse. Og der er alferne. Vi legede eventyr og skulle selv være de forskellige nisser og trolde. Det kan da godt være, at det aldrig er blevet taget fra mig. At ingen har fortalt mig, at julemanden ikke findes.” (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

Charlotte Weitze blev student i 1993, og ulig mange andre forfattere nåede hun ikke at fylde skrivebordsskuffen med tekster, inden kontakten til en forlagsredaktør blev etableret. I 1994 inviterede forlaget Lindhardt og Ringhof spirende forfattere til at indlevere prøver på deres tekster i forbindelse med årets bogmesse i Forum. Charlotte Weitze greb den mulighed: “Pligtopfyldende som jeg var, mødte jeg op, så snart messen åbnede, og allerede inden jeg havde afleveret mine tekster, var jeg blevet interviewet til både tv og dagblade. Efter afleveringen gik vi rundt på messen nogle timer, før vi skulle tilbage og have kritik af en rigtig forlægger. Han var meget glad for novellerne og jeg var aldeles rundtosset.” (Marianne Juhl: Fostret af bogmessen. Jyllands-Posten, 2003-11-20).  

Charlotte Weitze studerede herefter folkloristik på Københavns Universitet. Studiet omhandler blandt andet myter, eventyr, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger og viste sig at få en direkte afsmittende effekt på hendes fortællinger. Samtidig med, at hun i 1996, som kun 22-årig, debuterede med bogen “Skifting”, var hun med til at lave en udstilling om skifting, det vil sige folketroens fortælling om et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. Hendes bachelorprojekt handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender tilbage sære, tungsindige eller vilde. Fortællingerne i Weitzes bog fra 1999, “Bjergtaget”, handler da også om mennesker, som opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden. 

Siden Weitze afsluttede sit universitetsstudie i 2004, har hun levet som forfatter, klummeskribent, foredragsholder og underviser på Vallekilde højskole. Charlotte Weitze bor med sin mand og parrets to døtre i Vallekilde.

Charlotte Weitze vendte i 2025 tilbage til skønlitteraturen med romanen ”Ulvemælk”, der både er en sci fi-fortælling, hvor en ulv fra fortiden spøger, og en fiktiv skildring af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.

I bogens begyndelse befinder vi os i år 2040, hvor kvinden Inga er flyttet ind i sin mormors hus i Tværmose med kæresten Alexander, der overvåger områdets ulvebestand. Stedet omkring huset er tilvokset med skov, og parret generes i nætterne omkring fuldmåne af underlige kradselyde. Inga var tidligere forfatter, inden den kunstige intelligens kaldet OS overtog fortællingerne. Den nye teknologi tilbyder mulighed for at komme helt tæt på naturen, som når Alexander med sin OS-handske kan røre ved ulvene, men medfører også en gennemgribende overvågning.

140009407

Herefter flyttes historien til folkemindesamleren Evald i henholdsvis år 1872 og 1906. Evald forsøger på sine ture hos de lokale at indsamle folkeviser og eventyr, så de kan blive bevaret til eftertiden. På en indsamlingstur i 1872 er Evald på besøg i det hus, som siden skal blive Ingas, og hører her den første del af eventyret ”Jomfruen og hunulven”. Den sidste del af fortællingen får han aldrig, hvilket piner ham.

Bogen igennem er synsvinklen hos skiftevis Inga og Evald. Den realistiske skildring af Evalds slidsomme tilværelse tilføjes nye lag i romanens slutning, hvor figuren Evald skifter ham til en form for varulv, der kan bevæge sig i forskellige tidsperioder. Og i den fremtidsvirkelighed, der er Ingas, går der netop rygter om, at en særlig ulv, som måske er Evalds spøgelse, er det væsen, som ved fuldmåne huserer omkring huset. Ulven som ledemotiv understreges også i bogens titel. Ulvemælk er en plante, hvis saft efter sigende skulle kunne helbrede savn.     

Weitze skildrer i sin roman en fremtid, hvor klimaforandringerne bl.a. har gjort det nødvendigt at afvikle landbrugsproduktionen og plante skov i stedet. Bogen indeholder også en skildring af den betydning, teknologiske devices kan få i menneskers liv og deres forhold til naturen, sig selv og hinanden, og det kobles med fortidens nedskrevne folkeminder: ”Skriften kunne give adgang til en endnu uset verden. Og i min tid, kan man måske sige, er fortidens drømme, myter, sagn og eventyr ført videre i OS.” (s. 161).  

Charlotte Weitze er blevet kaldt en moderne eventyrforfatter, og inspirationen fra eventyrgenren er allerede tydeligt til stede i hendes debutbog, “Skifting”, fra 1996. Historierne i novellesamlingen foregår alle på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige. En hjemmehjælper, en kassedame og en præst optræder side om side med engle, spøgelser og troldebørn. Ligesom i folkeeventyrene er grænserne mellem det realistiske og det fantastiske udvisket, således at selv de mest usandsynlige hændelser fortælles, som om de var logiske og sandsynlige. Samtidig sidestilles de realistiske skildringer og det fantastiske, groteske og eventyrlige, så det ikke altid er til at afgøre, hvad der befinder sig på tekstens realplan og på dens billedplan. En kassedame lever blandt hjortene, en hjemmehjælper bliver måske spist af en ældre mand og den døde lillesøsters tilstedeværelse som en engel indgår naturligt i en tredje historie. De dunkle sider af sindet og følelser som sorg, ensomhed, tvivl og skyld behandles som i et eventyr. 

51222849

Et andet træk fra folkeeventyret, som man genfinder hos Weitze, er placeringen mellem kultur og en natur, der personificeres og hermed tildeles et eget liv. Som det hedder i titelnovellen: “Skoven kaster hurtige blikke, mens den går forbi Maria, som havde den set en fremmed med bekendte træk” (s. 19).

Titelnovellen er et godt eksempel på nogle af samlingens centrale elementer. En skifting er et vanskabt eller umedgørligt barn, som ifølge folketroen er et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. I novellen er pigen Maria en sådan skifting – et forbyttet troldebarn, der med sin hale, sine store ører og sin evne til at se i mørke er anderledes end både sine forældre og de andre børn. Marias bedsteforældre er imidlertid ligesom hende trolde, men på grund af sin opvækst er Maria også hos dem anderledes med sine tilegnede mennesketræk. Hun er lidt for meget menneske og lidt for meget trold til at føle sig tilpas i nogen af de to verdener: “- Selv om man har en hale, er det ikke sikkert, man er som os, svarer farmor og bøvser. – Du selv er trods alt også for menneskelig til at ligne os helt. Man bliver, som dem man omgås, selv om dit blod er blandet med skovens.” (s. 26).

Outsidermotivet finder man også i mange eventyr, og denne placering mellem to verdener er en figur, som optræder mange steder i forfatterskabet og allerede er til stede i debutbogen.

Charlotte Weitze udgav i 1999 sin anden novellesamling med titlen ”Bjergtaget”. På universitetet skrev Weitze bacheloropgave om den forestilling i nordisk folketradition, at mennesker kan lokkes ind i bjergene af forførende bjergfolk og herefter vender ganske forandrede tilbage. Denne folkemyte har lagt navn til forfatterens anden bog. Samlingen handler da også bl.a. om folk, der forsvinder ind i en anden verden og herefter er forandrede. For eksempel udvikler landmanden Mikkel efter et besøg i en rævegrav gule øjne og en ram lugt af dyr, og tante Inger bliver aldrig sig selv igen, efter hun en nat forsvinder i skoven.

22354124

Også i denne bog udvisker Weitze grænserne mellem det realistiske og det fantastiske, så selv de mest fantastiske eller overnaturlige hændelser fremstilles som logiske og del af den realistiske fortælling. I fortællingen ”Vinter” hedder det f.eks.: ”Da mor ventede Kirstin, lå hun inde i maven uden at kunne se. Kirstin og maven voksede sig så stor, at mors hjerte til sidst faldt derned. Hjertet voksede sammen med Kirstin og gled med ud, da hun blev født. Idet jordmoderen klippede navlestrengen over, holdt mor vejret og havde ikke trukket det siden.” (”Vinter” i ”Skifting og Bjergtaget”, s. 178). Kirstin bærer derfor rundt på sin moders hjerte, men mod slutningen af novellen skæres hjertet fri og lægges i fryseren – hvorefter det tilberedes i flødesovs og spises af Kirstins intetanende mand.

Novellen handler bl.a. om moderkærlighed, barnets selvstændiggørelse og overgangen til voksenlivet, men på trods af den klare symbolik er det også et eksempel på den særlige tvetydighed, der kendetegner Weitzes skrivestil. Det realistiske og genkendelige kombineres med sære og groteske elementer på samme niveau i teksten, så det groteske fremstilles som logisk. Et andet gennemgående træk i forfatterskabet er intertekstuelle referencer – det vil sige implicitte henvisninger til andre fortællinger eller eventyr. I novellen ”Villy” henvises der f.eks. til den bibelske syndefaldsmyte, eventyret om Rødhætte og ulven samt bjergtagningsmyten.

I 2001 udkom Charlotte Weitzes første roman. Den har titlen “Fandekke” og balancerer ligesom forfatterens tidligere udgivelser mellem eventyr og realisme. Romanen er både en skæbnefortælling, en bog om at blive voksen og finde hjem, en kærlighedshistorie og et familiedrama alt sammen tilsat skyggemennesker, talende rotter og en ufødt søster med englevinger. 

Da hovedpersonen Ursulas barndomshjem brænder, flygter hun gennem kloaknettets labyrintiske gange til storbyen. I kloakkerne møder hun en flok skyggemennesker, der er fanget i deres sorg, og et engleagtigt væsen, der viser sig at være hendes ufødte søster. Ligesom Dante i ”Den Guddommelige Komedie” får hun de fordømte skygger til at tale. Da hun ankommer til den store by, lever hun blandt hjemløse og ensomme eksistenser, mens hun søger efter manden, der er far til hendes søn Theis, der har været stum siden fødslen.

23400499

Fandekke er i historien den sømand, som viser sig at være far til Ursulas barn. Titlen henviser til myten om Den flyvende hollænder og spøgelsesskipperen Vanderdecken, som blev dømt til at sejle på havet til evig tid.

Weitze forklarer, at romanen bl.a. er en udviklingshistorie om en pige, der finder hjem: “Ursula har været ude for så traumatiske oplevelser, at hun kunne få samme skæbne som skyggerne i kloakken, men hun bryder ringen. Hun finder vel hjem til sidst, men jeg ved ikke, om det er helt lykkeligt. Der er måske få øjeblikke, hvor det hele bare er perfekt.” (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

Charlotte Weitze foretog en del research i forbindelse med udarbejdelsen af romanen. Hun var bl.a. på besøg i kloakkerne under København: “Det er fantastisk, at man går i byen, og der er fint og rent, men lige nedenunder ligger lortet. Det er jo også meget symbolsk (...) Jeg fik dem til at lægge kloakdækslet på, så der blev helt mørkt, og jeg ikke kunne se og blev tvunget til at bruge mine andre sanser for at beskrive følelsen af at være dernede.” (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

Outsidermotivet bliver for alvor udfoldet i Charlotte Weitzes anden roman, som udkom i 2003. Hovedpersonen i ”Brevbæreren” er den unge albino Kaspar, der ikke tåler solens skarpe stråler men får sin drøm om et job som landpost opfyldt i den fjerntliggende bjergby Fåreheim, hvor solen skinner maksimalt en uge om året. Bjergbyen bærer dog på hemmeligheder, og der er derfor tale om en livstidsstilling med indskærpet tavshedspligt. I byen møder Kaspar en række skæve menneskeskæbner og involveres i deres livshistorier. Det drejer sig bl.a. om fåreavleren Sofie i ulveskindspels og den talentfulde violinist Lærke, der ikke kan tåle, at folk klapper af hendes musik, og som derfor nu spiller klassisk musik for de særlige Stradivarius-får, som også tildeles hver deres haikudigt. Musikken og lyrikken frembringer en særlig god kvalitet fårekød, som kan sælges i dyre domme til japanere.

24872327

I romanen fremhæves værdien af det forskelligartede og skæve. Som det hedder i en tale i albinoforeningen: ”Naturens styrke er at byde på mangfoldighed”. En vigtig tematik i bogen er overgangen fra barn til voksen. Romanens hovedperson gør sig fri af sit tætte forhold til sin alvorligt syge mor og finder i den afsidesliggende bjerglandsby sin egen plads i tilværelsen. ”Brevbæreren” er således en udviklingshistorie om at blive voksen, med alt hvad det indebærer af forsøg på at finde ud af kærligheden, seksualiteten og sin egen identitet. Men det foregår i Weitzes helt særegne fortælleunivers, der inddrager eventyrets kendetegn i det tilsyneladende realistiske. I bjergbyen findes f.eks. et mystisk hvidt kongeslot, og et hvidt lam i historien viser sig at være et spøgelseslam.

Ligesom i andre bøger af forfatteren, ser man også her en konkretisering af følelser. Denne historie konkretiserer, hvad det vil sige at føle sig usynlig eller set. Hovedpersonen i romanen finder mod slutningen svar på uafklarede spørgsmål og bliver mere synlig i verden, både konkret og i overført betydning. I løbet af historien henvises der til kendte folkeeventyr. Parret, der sorterer post, hedder f.eks. Hans og Anne-Grethe, og de fortæller bl.a. historien om dengang, Hans var lige ved at blive spist af en kannibal, som dog synes, han var for mager.

Fortællingerne i Charlotte Weitzes novellesamling “Mørkets egne” fra 2005 indeholder færre eventyrvæsener sammenlignet med tidligere udgivelser. Alligevel er der fortsat tale om eventyrlige historier, hvor det hverdagsrealistiske optræder sammen med ufødte børn med blafrende vinger, de afdøde, der som hvide skygger færdes blandt de levende, og de gennemsigtige, der viser sig at være de dødsdømte soldaters ufødte børn. Og præcis som i mange eventyr tager fortællingerne i bogen udgangspunkt i en form for menneskelig krise og ender med, at figurerne opnår en ny indsigt, der muliggør, at de kan træffe bedre valg i livet. Hemmeligheder afsløres og tvinger personerne til at tage stilling på ny. 

25891244

Mange af fortællingerne har et foruroligende og næsten mareridtsagtigt præg. Novellernes figurer er moderne mennesker, men Charlotte Weitze sætter deres erfaringer og bevidstheder sammen med gamle myter som mosebryggeren eller den brændende busk i ørkenen. Der findes flere intertekstuelle henvisninger i novellerne, det vil sige referencer til andre forfatteres tekster. Det ses bl.a. i “Ikon”, hvor ikonmaleren mange år efter sin vens død opdager, at han dengang malede et billede af sig selv i stedet for af vennen, og i “De røde sko”, der som en kras kommentar til en moderne plastikkirurgi skildrer pigen, der får opereret sine fødder mindre. I de to historier er der indlagt referencer til henholdsvis Oscar Wilde og H.C. Andersen.

Den moderne spøgelseshistorie “Mørke cyklister” er fuld af mosebryg, mystik og seksualitet, men viser sig dog især at tematisere det moderne kærlighedsforhold. Alle samlingens fortællinger er kendetegnet ved at forholde sig til moderne problemstillinger. I nogle af fortællingerne er det eventyrlige eller folkloristiske endda helt forsvundet til fordel for realistiske fortællinger med symbolik og psykologi i højsædet. Det gælder f.eks. historien “Lysene fra Kreta”, hvor tre veninder opsøger et helligt sted, som efter sigende skulle kunne hjælpe dem med at blive gravide, hvilket to af veninderne brændende ønsker sig. Den tredje veninde er allerede gravid, og den konstellation ender med at splitte venindegruppen. 

Samlingens titel henviser til de mørke egne og hemmelighederne mellem dem, der bor der. Historierne kan læses som fortællinger eller moderne eventyr om evige temaer som fødsel, frigørelse fra familien, seksualiteten og døden.

I årene 2005-12 udgav forlaget Lindhardt og Ringhof en serie af historiske romaner om den fiktive adelsfamilie Danerne. Romanerne er skrevet af en række forskellige forfattere og historikere og fortæller knap 1000 års Danmarkshistorie. Udgangspunktet for hver roman i serien, med fællesbetegnelsen ”Slægten”, er et ringbind med historisk materiale, et stamtræ over den fiktive familie samt en kort storyline, som forfatteren skal følge. Charlotte Weitzes bidrag til serien udkom i 2010 med titlen ”Sværmeri”. 

Handlingen udspiller sig i den danske Guldalder i første halvdel af 1800-tallet. Hovedpersonen er den kunstnerisk begavede Marie-Louise Dane, som ved historiens begyndelse er indlagt på et norsk behandlingssted for sindslidende. Hun kaldes dog hjem til Danmark, da hendes mand Troels ligger for døden med de skader, han har pådraget sig under Slaget ved Trafalgar. Den unge enke tager herefter ophold i Bakkehuset hos Kamma og Knud Lyne Rahbek og møder billedkunstneren Bertel Thorvaldsen, som hun får et kærlighedsforhold til i Rom. Udklædt som manden Evald Solbakke udfolder hun sine egne kunstneriske ambitioner, og efter rejser i Europa møder hun i Danmark den mand, som gennem hele fortællingen fremstilles som hovedpersonens store kærlighed, maleren I.C. Dahl. 

28445075

Charlotte Weitze skildrer i sin historiske roman Guldalderen ved at inddrage vigtige begivenheder og centrale kulturpersonligheder som Bertel Thorvaldsen, Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og flere andre. Hun lader samtidig den historiske periode fremstå levende for læseren med sin skildring af tidens hverdagsliv med stinkende gader og prostituerede smittet med den franske syge – datidens betegnelse for syfilis. Ud over sin historiske skildring er det en roman om kærligheden og kunsten, og om en sammenhæng imellem disse to: ”Er kunsten ikke mere værd end alt andet? Det er dér, at evigheden og den dybe kærlighed virkeliggør sig. I sammenligning er den menneskelige kærlighed blot støv.” (s. 110).

Det overnaturlige er også til stede i denne Weitze-tekst, hvor manden Troels efter sin død forfølger den kvindelige hovedperson som et koldbrandstinkende spøgelse. 

Charlotte Weitzes ”Sværmeri” er 19. bind i serien, som også indeholder bøger af bl.a. Maria Helleberg og Bodil Steensen-Leth. 

Søren får en lille datter og bliver samtidig helt opslugt af at fodre det, der måske er en ulv, nede i mosen. Et søskendepar fanger en sort støvle i stedet for den store, gyldne fisk, faderen har berettet om, og som storesøsteren har drømt om. En oboist mister fuldstændig sin musikalitet, da hans søn kommer til verden. Det er udgangspunktet for tre af de otte fortællinger, man finder i Charlotte Weitzes bog fra 2011, ”Det hvide kvarter”.

Inden for folkloren er det på grænsen mellem by og natur, at dæmonerne og mørket lurer, har Weitze forklaret. Det er på grænsen, at der er mest at miste. Som i tidligere bøger af forfatteren indeholder fortællingerne i ”Det hvide kvarter” alle denne fornemmelse af et mørke, der truer figurernes trygge, vante tilværelse. Samlingens historier er placeret mellem kultur og natur, da bogens titel henviser til den ramme, Weitze har lagt ned over fortællingerne, der foregår i et pænt villakvarter ikke langt fra naturskønne omgivelser. Naturen er imidlertid også en sumpet mose, der synes at have tag i fortællingernes figurer. Den fortællemæssige struktur er ligeledes kendetegnet ved den dobbelthed, Weitze ofte benytter sig af. Historierne begynder umiddelbart realistisk, men snart begynder den vilde natur at gøre sit indtog.

28635990

Historierne bliver til skæbnefortællinger, som skildrer overgange i figurernes liv, hvilket åbner op for drifter, hemmeligheder og skjulte følelser: ”Det gennemgående tema er, at alle de mennesker, jeg skriver om, ligesom er på vej ind i en anden, ny fase af deres liv, de er på vej til at blive det, Søren Kierkegaard kaldte spidsborgeren. De er ved at etablere sig og finde deres faste form.” (Interview med forfatteren om ”Det hvide kvarter”, YouTube).

Den genkendelige hverdag i det privilegerede villakvarter sættes sammen med noget foruroligende, der ender med at forandre fortællingernes figurer. Samtidig finder man i bogen mange poetiske passager om skæbnen og tilværelsen. Et eksempel findes i novellen ”Fisken”: ”- Men jeg drømte det, sagde hun, - det er sandt. Hvis du kan huske det, så kan det bevises. Ingen husker alene. Vi er søskende, vi har hinandens historier i lommerne.” (s. 37).

Også i Charlotte Weitzes roman fra 2013, ”Harzen-sanger”, opbygges et særligt symbolsk og konsistent univers, hvor dagligdagsliv og eventyrlige elementer flettes sammen, så man som læser accepterer det tilsyneladende mærkværdige som en naturlig del af fortællingens logik. Historien starter med en genkendelig nutidsvirkelighed, hvor vi møder kvinden Hanna, der bor med sin mand, den passionerede amatørornitolog Niels, og deres teenagedatter Lisa, som de fik som helt unge. Langsomt begynder en underlig lugt at brede sig i familiens københavnerlejlighed. Hanna tilkalder en mand med betegnelsen ”Bekæmperen”, som det lykkes at finde frem til skjulte fugle på loftet.

Fugle er i det hele taget en gennemgående symbolsk figur i fortællingen. Niels benytter enhver lejlighed til at tage på sine ensomme fugleture, Hanna havde som ung en guddommelig sangstemme, som på magisk vis tiltrak naturens dyr og fugle, historiens titel henviser til fugle kaldet Harzen-sangere, som minearbejdere medbragte under jorden for at blive advaret om manglen på ilt, når fuglene holdt inde med at synge.

29882401

Weitze benytter sig også i denne bog af eventyrets billeder i sin skildring af eksistentielle temaer som frihed, hvordan den begrænses og genskabes, og en af de svære dele af moderskabet – nemlig at give slip på sit barn. Konflikten mellem kunstnerisk talent og familieliv er ligeledes en genkommende tematik i forfatterskabet: ”– Jeg kan ikke flyve, hvisker hun for sig selv, – men engang vidste jeg, hvordan det føltes. Så blev min krop stor, Lisa var indeni. Jeg blev en høne, nu er ægget knækket, og ungen fløjet.” (s. 81).

Et væsentligt motiv i fortællingen er desuden menneskets sanser. Hovedpersonen holdt op med at synge, da hun blev mor, og hendes unikke sang findes nu kun på et slidt kassettebånd, og da teenagedatteren forsvinder, mister hun helt evnen til at tale eller synge. Niels bliver samtidig langsomt blind og mister dermed sin evne til at se de fugle, som har været omdrejningspunktet i hans liv. 

Blandt meget andet er H.C. Andersens ”Historie om en moder”, sagnet om ”Rottefængeren fra Hameln” og elementer fra folkeeventyr indlagt i historien, som også skildrer den sårbarhed og angst, som kommer ind i tilværelsen, når man bliver forældre, og erkendelsen af, at børn kun er til låns. 

Charlotte Weitzes roman ”Den afskyelige” fra 2016 foregår i en nær fremtid i et nordisk land, hvor de globale klimaforandringer for alvor er slået igennem. Der er tale om en jegfortælling med indre synsvinkel hos pigen Heidi, der har taget et rengøringsjob på et hospital for at være tæt på sin søster Angelica, som for syv år siden kom ud for landets sidste skisportsulykke. Det var dengang, der var sne på løjperne. Nu er verdens gletsjere snart helt væk, ligesom øer er forsvundet i havet, ørkenerne er vokset, regnskovene er blevet færre og tusindvis af dyrearter er uddøde, men ”så længe der er noget is tilbage, så er der håb. Den hvide is gør, at den smule sne, der falder ovenpå, bliver liggende.” (s. 31).

52266203

Som ofte hos Weitze bliver følelser til ydre drama. Den skyldfølelse og sorg, Heidi føler efter søsterens ulykke, har måske gjort hende helt kold indeni. De mænd, hun har sex med, klager i hvert fald over hendes helt konkrete indre kulde. Den tilsyneladende realistiske scene bliver ligeledes sammenkoblet med mytologisk stof, da hovedpersonen forelsker sig i den høje og kraftigt behårede Kenneth, som døjer med øget svedproduktion. Den stigende varme er et stort problem for ham, som mere og mere fanatisk forsøger at modvirke yderligere CO²-udledninger. Det viser sig efterhånden, at Kenneths dna bærer spor af de såkaldte snefolk. Det er også en verden, hvor utrolig mange børn fødes med underlige misdannelser – som drengen Ankerstjerne, der mest af alt ligner en fisk med sin skællede hud og sammenvoksede ben.

Weitze tematiserer følelser som søskendejalousi, sorg, savn og kærlighed i sin bog, som ligeledes skildrer fanatisme og overgangen til voksenlivet. Det tilsyneladende genkendelige sættes sammen med myten om den afskyelige snemand, yetien. Eventyrets konkretisering af følelser og skildring af en overgangsperiode i et menneskes liv er også del af denne roman. Derudover er fortællingen en slags dystopi over, hvor galt det kan gå, hvis verden kun bliver varmere, og en overvejelse over den enkeltes ansvar: ”Vandstanden er skabt af millioner af skabningers millioner af valg. Dilemmaer, der skulle afgøres, ofte splitsekunder, af folk, som ikke havde tid til at tænke.” (s. 301).

Rosens både livgivende og dræbende egenskaber er centrale i Charlotte Weitzes sjette roman, ”Rosarium” fra 2021. Den vidtforgrenede fortælling er delt op i tre dele: ’Bror og søster’, ’J’ og ’Pangæa’. I første del befinder vi os i begyndelsen af det 20. århundrede, i dybe polske skove, hvor krigen raser, og børnene bror og søster flygter ud i skoven, som de langsomt bliver del af. Deres forældre efterlader dem i et hult egetræ, og herfra starter forvandlingen, der gør dem til mindre menneske og mere natur. 

’J’ er fortællingen om drengen Johannes, der vokser op og helst vil være en Johanne. Han finder trøst i skoven, der ikke dømmer ham. Som voksen rejser Johanne til Sydamerika for at lave naturvidenskabelige studier, og tilbage i Europa møder hun under et ophold på et kloster den mærkværdige, lavstammede kvindeskabning Esther, som hun forelsker sig i og gør gravid. Hun flygter med Esther til København, hvor hun får ansættelse og bolig i Botanisk Have, hvorfra hun stædigt forsker i den mystiske rose, hendes mentor magister Steen har beskrevet.

38660608

I romanens sidste del er vi fremme i nutiden – og kortvarigt i fremtiden – hos Johannes barnebarn Marie og hendes datter Fine, der har fysiske ligheder med Esther og også primært lever af sollys. Marie kender ikke historien om Esther, men kommer nærmere sandheden om sin mormor på en rejse til USA, hvor Johanne har bosat sig i en skov. På en dramatisk rejse bindes der sløjfer på historien, og frøet til en dystopisk fremtid vokser uhæmmet op af jorden.

Gennem de forskellige fortællestemmer løber en dragning mod naturen og de kredsløb, mennesker ikke kan se, men som vi er afhængige af. Naturen er større end mennesket, og vi er som art blot et fnug i jordens lange fortælling. Læseren bliver klogere på svampemycelier, rodnet og træers evne til at kommunikere med hinanden om fare, akacietræets evne til at producere gift for at holde antiloperne væk i tørre tider etc. ”Rosarium” åbner læsernes øjne for den eventyrlige natur, der er rundt om os, og som er vores helt unikke og sårbare levegrundlag. Samtidig er der spor af eventyr og folketro i romanen, der ikke mindst handler om kærlighed, både den fuldbyrdede og den uforløste. 

I essayet ”Klimaet og kunstneren” fra 2022 undersøger Charlotte Weitze med udgangspunkt i sit eget liv, hvordan vi i mødet med kunsten kan forholde os til de globale klimaforandringer.

I starten af essayet er Weitze i 2003 med sin mand i London for at se Olafur Eliassons ”The weather project”, hvor en kæmpe sol oplyser kunstmuseet Tate Modern, og de oplever performancekunstneren David Blaine, som isoleret i en plastikkasse hængende fra en krog sulter sig som del af værket ”Above the Below”.

Herefter følger tilbageblik på forfatterens opvækst, herunder en skildring af en både fortryllet og faretruende natur i Rudolf Steiner-børnehaven og den skræmmende oplevelse af fare efter ulykken på kernekraftværket i Tjernobyl i 1986. Essayet kommer også omkring ægtemandens kræftforløb, parrets beslutning om at stifte familie, modtagelsen af foruroligende klimarapporter, familiens deltagelse i demonstrationer og deres forsøg på at lave deres eget CO2-regnskab samt Weitzes oplevelse af at tabe håret af stress i forbindelse med skabelse af romanen ”Den afskyelige”.

134323817

Derudover reflekteres der over, hvilken indflydelse værker fra kunstens verden har haft på forfatterens tanker om menneskets forhold til naturen og de menneskeskabte ændringer i klimaet. Weitze kommer bl.a. ind på værker af forfatterne Inger Christensen og Franz Kafka, kunstnerne Jens Galschiøt og Kirsten Justesen og heksen Dannie Druehyld. Det hele kobles sammen med refleksioner over det personlige ansvar i forhold til eget CO2-aftryk, kunsten som et rum, der kan skabe nye tanker om klodens planetariske krise, og en metarefleksion over Weitzes egen forfattergerning, hvor hun har tilstræbt ”at genfortrylle naturen. Jeg lader mennesker indgå i kropslige og åndelige symbioser med dyr og planter.” (s. 24). Forfatterskabets eventyrverden kobles sammen med den aktuelle dagsorden: ”Med klimakrisen betragtes verden med nye øjne. Det, vi troede kun kunne ske i eventyr og gyserfortællinger eller inde i børnehavens mørke nøddekrat, begynder at ske i virkeligheden.” (s. 49).

Det personlige værk er fuld af levende beskrivelser af kunstoplevelser og alvorstunge overvejelser om forfatterens egen klimarejse, litterære skabelsesproces og klimaangst. Med flere spørgsmål end svar sætter bogen fokus på klimakrisen og kunstens mulighed for at medvirke til ny indsigt.

Det optræder skiftinger, engle, levende dukker, gengangere og mange andre væsener kendt fra folketroen eller eventyrene i forfatterskabet. Man genfinder ligeledes motiver kendt fra eventyrgenren, referencer til mytologiske fortællinger såvel som personificeret natur og eventyrets udgangspunkt i en krisesituation eller overgangsposition, som forløses og forandrer fortællingens hovedperson. Det særlige i Weitzes forfatterskab er imidlertid, at alle eventyrets kendetegn sættes ind i en realistisk og moderne kontekst. Figurerne i fortællingerne er som oftest mennesker i en genkendelig nutidsvirkelighed.

Eventyrgenren er bl.a. kendetegnet ved, at menneskelige følelser iscenesættes som ydre drama, og det er et af de fortællemæssige greb, som Charlotte Weitze benytter sig af. I Weitzes univers bliver det bl.a. beretninger om moderne menneskers forsøg på at komme overens med deres indre dæmoner.

Hos Weitze bliver inspirationen fra eventyrgenren en måde at skildre menneskelige følelser og eviggyldige temaer. Nogle af de væsentlige tematikker i forfatterskabet er da også skæbne, fremmedgjorthed, sorg, forholdet mellem forældre og børn, kærlighed, seksualitet og død. Outsidermotivet kendt fra eventyrets verden er ligeledes en gennemgående figur i forfatterskabets fortællinger om mennesker, der ikke rigtig føler sig tilpas i den verden, de lever i, og mennesker, der opsluges eller på anden måde forsvinder ind i en anden verden, hvor de forandres.

Charlotte Weitze inddrager ligeledes mytologiske skikkelser i sine historier – som spøgelsesskipperen, som blev dømt til at sejle på havet til evig tid, og det stærkt behårede menneskelignende væsen yetien, også kendt som den afskyelige snemand. I romanen ”Den afskyelige” tematiseres de menneskeskabte klimaforandringer f.eks. ud fra en tanke om, hvordan en efterkommer af den afskyelige snemand mon ville gå rundt og have det, i en verden der blev varmere og varmere. Menneskets forhold til naturen og klimaet er i det hele taget centralt i forfatterskabets seneste bøger. Det gælder ikke mindst for romanen ”Rosarium”, essayet ”Klimaet og kunstneren”, der undersøger, om kunsten kan være et refleksionsrum, hvor vi kan finde vores egen måde at forhold os til klimaforandringerne på, og i fremtidsfortællingen ”Ulvemælk”.

En kritiker har kaldt Charlotte Weitze for eventyrpigen i dansk nutidsprosa og med sine fantastiske fortællinger befolket af trolde, engle, gengangere, ufødte børn, skygger og alfer adskiller hun sig da også fra såvel den mere hverdagsrealistiske som den minimalistiske og sprogorienterede litteratur, som kan siges at kendetegne en del andre danske forfattere fra samme generation. Hendes frit fabulerende måde at fortælle på, som samtidig inkluderer et væld af referencer til den europæiske kulturarv, ligger langt fra en minimalistisk, labyrintisk eller ironisk-humoristisk fortællestil.

Weitzes prosa er bl.a. blevet sammenlignet med folkeeventyr og H.C. Andersens eventyr, men hendes skæbnehistorier er også blevet kædet sammen med Karen Blixens fortællinger. Hendes særlige fortællestil er ligeledes blevet kaldt gotik, realistisk magi eller en blanding af Kafka, Poe og Villy Sørensen. Som Weekendavisens Lars Bukdahl skrev i forbindelse med Weitzes debut: “I disse historier får Charlotte Weitze skabt sine helt egne selvfølgelige og overbevisende fantastiske verdener, der kan minde om en meget glad blanding af Villy Sørensen og Franz Kafka og Edgar Allan Poe, men først og fremmest ligner sig selv på en prik.” (Lars Bukdahl: Fabulanternes indmarch. Weekendavisen, 1996-10-25).

De senere år er der udgivet en lang række bøger, der på forskellig vis omhandler klimaforandringer. Et eksempel er Dennis Gade Kofods ”Nancy” (2015), der er en mytologisk fortælling om, hvad der sker, når man forbryder sig mod naturen og de underjordiske på Bornholm. Naturen slår tilbage. Norske Maja Lunde har i ”Biernes historie” (2016) også i en vidtforgrenet slægtsfortælling, der foregår i tre tider og steder, fortalt om biernes historie og de alvorlige konsekvenser det vil have for menneskeheden, hvis bierne uddør. I svenske Karin Smirnoffs romaner om Jana Kippo, ”Jeg tog ned til bror” og ”Vi tog op med mor” (på dansk i 2020), fornemmer man også, hvordan naturen stædigt og indtrængende overtager alle de steder, mennesket har forladt – og hvordan mennesket altid er den lille i forhold til naturen. I essayet ”Klimaet og kunstneren” nævner Weitze også selv danske forfatterkollegaer, der har beskæftiget sig med emnet, som blandt andre Kristina Stoltz, der har skrevet romanen ”For evigt” (2022), og Theis Ørntoft, der står bag romanen ”Jordisk” (2023).