Charlotte Weitze

Charlotte Weitze er født i 1974 i Lyngby nord for København, hvor hun voksede op sammen med sin far, mor og lillebror. Lysten til at digte fantasifulde fortællinger var allerede til stede i hendes tidlige barndom, hvor hun fortalte sine forældre, hvad der skulle stå under hendes tegninger. I skolen skrev hun lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og overnaturlige. Hun voksede op i et trygt barndomshjem og det er, ifølge forfatteren selv, måske det, der gav hende mod til at dykke ned i de mere overnaturlige eller uhyggelige sider af menneskelivet.

Trolde og andre væsener fra folketroen har også altid været en del af Charlotte Weitzes tilværelse: “Min mor plejer at henvise til, at jeg har gået i Rudolf Steiner børnehave. Når vi gik tur, sagde børnehavelederen: Dernede ved det lille træ bor en nisse. Og der er alferne. Vi legede eventyr og skulle selv være de forskellige nisser og trolde. Det kan da godt være, at det aldrig er blevet taget fra mig. At ingen har fortalt mig, at julemanden ikke findes.” (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

Charlotte Weitze blev student i 1993, og ulig mange andre forfattere nåede hun ikke at fylde skrivebordsskuffen med tekster, inden kontakten til en forlagsredaktør blev etableret. I 1994 inviterede forlaget Lindhardt og Ringhof spirende forfattere til at indlevere prøver på deres tekster i forbindelse med årets bogmesse i Forum. Charlotte Weitze greb den mulighed: “Pligtopfyldende som jeg var, mødte jeg op, så snart messen åbnede, og allerede inden jeg havde afleveret mine tekster, var jeg blevet interviewet til både tv og dagblade. Efter afleveringen gik vi rundt på messen nogle timer, før vi skulle tilbage og have kritik af en rigtig forlægger. Han var meget glad for novellerne og jeg var aldeles rundtosset.” (Marianne Juhl: Fostret af bogmessen. Jyllands-Posten, 2003-11-20).  

Charlotte Weitze studerede herefter folkloristik på Københavns Universitet. Studiet omhandler blandt andet myter, eventyr, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger og viste sig at få en direkte afsmittende effekt på hendes fortællinger. Samtidig med, at hun i 1996, som kun 22-årig, debuterede med bogen “Skifting”, var hun med til at lave en udstilling om skifting, det vil sige folketroens fortælling om et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. Hendes bachelorprojekt handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender tilbage sære, tungsindige eller vilde. Fortællingerne i Weitzes bog fra 1999, “Bjergtaget”, handler da også om mennesker, som opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden. 

Siden Weitze afsluttede sit universitetsstudie i 2004, har hun levet som forfatter, klummeskribent, foredragsholder og underviser på Vallekilde højskole. Charlotte Weitze bor med sin mand og parrets to døtre i Vallekilde.

Charlotte Weitze vendte i 2025 tilbage til skønlitteraturen med romanen ”Ulvemælk”, der både er en sci fi-fortælling, hvor en ulv fra fortiden spøger, og en fiktiv skildring af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.

I bogens begyndelse befinder vi os i år 2040, hvor kvinden Inga er flyttet ind i sin mormors hus i Tværmose med kæresten Alexander, der overvåger områdets ulvebestand. Stedet omkring huset er tilvokset med skov, og parret generes i nætterne omkring fuldmåne af underlige kradselyde. Inga var tidligere forfatter, inden den kunstige intelligens kaldet OS overtog fortællingerne. Den nye teknologi tilbyder mulighed for at komme helt tæt på naturen, som når Alexander med sin OS-handske kan røre ved ulvene, men medfører også en gennemgribende overvågning.

140009407

Herefter flyttes historien til folkemindesamleren Evald i henholdsvis år 1872 og 1906. Evald forsøger på sine ture hos de lokale at indsamle folkeviser og eventyr, så de kan blive bevaret til eftertiden. På en indsamlingstur i 1872 er Evald på besøg i det hus, som siden skal blive Ingas, og hører her den første del af eventyret ”Jomfruen og hunulven”. Den sidste del af fortællingen får han aldrig, hvilket piner ham.

Bogen igennem er synsvinklen hos skiftevis Inga og Evald. Den realistiske skildring af Evalds slidsomme tilværelse tilføjes nye lag i romanens slutning, hvor figuren Evald skifter ham til en form for varulv, der kan bevæge sig i forskellige tidsperioder. Og i den fremtidsvirkelighed, der er Ingas, går der netop rygter om, at en særlig ulv, som måske er Evalds spøgelse, er det væsen, som ved fuldmåne huserer omkring huset. Ulven som ledemotiv understreges også i bogens titel. Ulvemælk er en plante, hvis saft efter sigende skulle kunne helbrede savn.     

Weitze skildrer i sin roman en fremtid, hvor klimaforandringerne bl.a. har gjort det nødvendigt at afvikle landbrugsproduktionen og plante skov i stedet. Bogen indeholder også en skildring af den betydning, teknologiske devices kan få i menneskers liv og deres forhold til naturen, sig selv og hinanden, og det kobles med fortidens nedskrevne folkeminder: ”Skriften kunne give adgang til en endnu uset verden. Og i min tid, kan man måske sige, er fortidens drømme, myter, sagn og eventyr ført videre i OS.” (s. 161).