Eventyr

: Statue af eventyrdigteren; H.C. Andersen i Kongens Have.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Eventyr er en mundtlig episk fortælling, der blev fortalt som underholdning fra middelalderen og frem til 1800-tallet, hvor de blev nedskrevet. Derfor findes eventyr med samme grundfortælling i mange forskellige variationer, der er tilpasset lokale forhold. Ordet eventyr kommer af det latinske ”adventure”, der betyder hændelse eller dét, at der sker noget, hvilket i almindelighed forstås som, at der sker noget overnaturligt. Dette skyldes, at der i eventyr forekommer fantastiske fænomener eller magiske væsner som drager eller feer. Der er ingen genkendelig geografi og tiden er uspecifik, og et eventyr begynder typisk med den faste vending ”Der var en gang…” og slutter ofte med ”De levede lykkeligt til deres dages ende.”

Folkeeventyr og kunsteventyr
Man skelner mellem folkeeventyr og kunsteventyr. Den væsentlige forskel på de to undergenrer er, at et folkeeventyr er en mundtlig fortælling, hvor kunsteventyret er nedskrevet. Dette medfører nogle markante stilistiske forskelle. Fordi folkeeventyrene har været mundtligt overleveret fra generation til generation, er deres persongalleri stereotypt, og der er mange gentagelser. Strukturen er enkel og følger et hjem-ude-hjem forløb. Helten introduceres i sit hjem, hvor et forvarsel om en kommende konflikt antydes. Herefter begiver helten sig ud i verden og møder en række forhindringer. Disse er ofte fantastiske, men de opfattes naturlige og logiske for personerne i historien. De prøver, som helten skal klare, kan tolkes som spejlinger af karakterens indre problemer, f.eks. angst, eller som billeder på overgangsfaser i livet, eksempelvis skridtet fra afholdende jomfru til en seksuelt aktiv ægtefælle. Til slut vender helten hjem eller skaber sig et nyt hjem ved f.eks. at gifte sig ind i en kongefamilie. Trylleeventyr, novelleeventyr, legendeeventyr, dyreeventyr og skæmteeventyr er nogle af folkeeventyrets mange undergenrer.

Eventyret i romantikken
Interessen for eventyr var særlig stor i romantikken, hvor flere europæiske folkemindesamlere begyndte at indsamle og nedskrive folkedigtningen. I Tyskland nedskrev brødrene Jacob og Wilhelm Grimm en lang række eventyr i ”Kinder- und Hausmärchen” (1812-1815). Man mener, at samlingens titel har medvirket til, at genren i nyere tid ofte tilregnes børnelitteraturen, selvom eventyrene oprindeligt var tiltænkt en voksen målgruppe. I Danmark udgav Svend Grundtvig (1824-1883) i perioden 1876-83 ”Danske Folkeeventyr”, og Ewald Tang Kristensen (1843-1929) nedskrev i 1873 bl.a. Karen Pedersdatters fortælling om ”Skønhed”. I denne mundtlige fortælling har en fattig mand tre døtre, hvoraf den yngste er meget smuk. Da faren en dag skal til byen, beder hun ham tage en rose med hjem. Faren overnatter på en gård, hvortil der hører en flot rosenhave, men da han vil plukke en blomst til sin datter, konfronterer husets ejer, et stort Bæst, ham og kræver datteren som betaling. Skønhed, som hun hedder, opdager efter flere prøvelser bæstets sande identitet. Han er en fortryllet prins, og de bliver gift. I eventyret bruges repetition til at opbygge suspense, og Pedersdatters fortælling benytter i flere omgange tretrinsmodellen. Der går tre dage, der er tre søstre, og den yngste er hovedpersonen, hvilket også er karakteristisk for genren: det er den sidste, der skiller sig ud. Farens ambivalens ved at skulle gifte sin yngste datter bort og datterens angst for at gå i seng med bæstet afspejles i de forskellige forløb, de hver især gennemgår. Samtidig handler ”Skønhed” også om at bryde den sociale arv, da datteren og faren afslutningsvis flytter ind hos prinsen, mens hendes dovne søstre ender som hjemløse.

Tematikken om social mobilitet fylder også meget hos kunsteventyrenes store mester Hans Christian Andersen (1805-1875), der selv kom fra fattige kår. Kunsteventyret har modsat folkeeventyret en navngiven forfatter, der med sin personlige, sproglige stil formidler historien, der har rundere karakterer og mere komplekse konflikter. Eksempelvis i Andersens ”Skyggen” (1847), hvor dobbeltgængermotivet medfører mange mulige tolkninger. I anledning af H.C. Andersen 200-års dag i 2005 udkom antologien ”Det er ganske vist. H.C. Andersen i nye klæder”, hvori Lars Frost, Lone Hørslev, Peter Adolphsen, Ursula Andkjær Olsen m.fl. genfortæller Andersens eventyr i en nutidig sammenhæng. Adolphsen har også skrevet andre moderne eventyr f.eks. ”Kioskeventyr” fra ”Små historier 2” (2000), mens Jonas T. Bengtssons tredje roman slet og ret hedder ”Et eventyr” (2011).