charlotte weitze
Foto: Lea Meilandt

Charlotte Weitze

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/ Dagbladet Information. 2013. Opdateret i 2016.
Top image group
charlotte weitze
Foto: Lea Meilandt
Main image
Weitze, Charlotte
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Eventyr er forstørrede billeder af livet, har Charlotte Weitze engang udtalt. Hun er blevet kaldt eventyrpigen i ny dansk litteratur og er kendt for at inddrage motiver fra folkeeventyret og væsener fra folketroen i sine fortællinger.

Weitze skaber universer, der blander realistiske hverdagshistorier med et væld af referencer til den europæiske kulturarvs materiale af folkeeventyr, myter, sagn, folketro og litteratur. Hjemmehjælperen, kassedamen og kunstmaleren optræder side om side med trolde, spøgelser og skygger, der lever i kloakkerne under byen. Eviggyldige temaer som overgangen fra barn til voksen, skæbnemønstre, uforløst seksualitet og forholdet mellem forældre og børn præger forfatterskabet.

 

52266203

Blå bog

Født: 12. april 1974 i Kongens Lyngby.

Uddannelse: Cand.mag. i folkloristik fra Københavns Universitet, 2004. 

Debut: Skifting, 1996.

Litteraturpriser: BogForums debutantpris, 1996. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 1997. Ole Wahls legat, 2004. Årets Frederiksberg Talent, 2004.

Seneste udgivelse: Den afskyelige. Samlerens forlag, 2016. 

Inspiration: Den mundtlige fortælletradition, bl.a. folkesagn og eventyr.

Genre: Eventyr

 

Charlotte Weitze fortæller om ”Harzensanger”. 

 

 

weitze

Artikel type
voksne

Baggrund

“Søster stod englebleg tilbage på bredden og vinkede med vingerne. Alfanter havde lagt en tryllering om søen, så hun ikke kunne lette. Alfanter håbede, at strømmen drev den rigtige vej, for hun havde ingen årer og kunne kun styre den smule med hånden, inden den blev en følelsesløs fisk i det efterårskolde vand”.
“Natskyggen” i “Skifting", s. 59.

Charlotte Weitze er født i 1974 i Lyngby nord for København, hvor hun voksede op sammen med sin far, mor og lillebror. Lysten til at digte fantasifulde fortællinger var allerede til stede i hendes tidlige barndom, hvor hun fortalte sine forældre, hvad der skulle stå under de tegninger, hun lavede. I skolen skrev hun lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og af overnaturlige hændelser. Hun voksede op i et trygt barndomshjem og det er, ifølge forfatteren selv, måske det, der gav hende mod til at dykke ned i det overnaturlige og de mere uhyggelige sider af menneskelivet.

Trolde og andre væsener fra folketroen har også altid været en del af Charlotte Weitzes tilværelse: “Min mor plejer at henvise til, at jeg har gået i Rudolf Steiner børnehave. Når vi gik tur, sagde børnehavelederen: Dernede ved det lille træ bor en nisse. Og der er alferne. Vi legede eventyr og skulle selv være de forskellige nisser og trolde. Det kan da godt være, at det aldrig er blevet taget fra mig. At ingen har fortalt mig, at julemanden ikke findes. (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

Charlotte Weitze blev matematisk student i 1993, hvorefter hun tog på højskole. På højskolen fulgte hun et skrivekursus og tilmeldte sig endnu et skrivekursus efter højskoleopholdets afslutning. Ulig mange andre forfattere nåede Weitze ikke at fylde skrivebordsskuffen med tekster, inden kontakten til en forlagsredaktør blev etableret. I 1994 inviterede forlaget Lindhardt og Ringhof spirende forfattere til at indlevere prøver på deres tekster i forbindelse med årets bogmesse i Forum. Charlotte Weitze greb den mulighed: “Pligtopfyldende som jeg var, mødte jeg op, så snart messen åbnede, og allerede inden jeg havde afleveret mine tekster, var jeg blevet interviewet til både tv og dagblade. Efter afleveringen gik vi rundt på messen nogle timer, før vi skulle tilbage og have kritik af en rigtig forlægger. Han var meget glad for novellerne og jeg var aldeles rundtosset. (Marianne Juhl: Fostret af bogmessen. Jyllands-Posten, 2003-11-20).  

På trods af, at Charlotte Weitze altid har skrevet og vidst, at det var det, hun gerne ville, søgte hun ind på studiet folkloristik på Københavns Universitet. Studiet omhandler blandt andet myter, eventyr, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger og gav da også Charlotte Weitze mulighed for at researche det materiale, hun skulle bruge i sine tekster.

Studiet viste sig ligeledes at få en direkte afsmittende effekt på Weitzes fortællinger. Samtidig med, at hun i 1996, som kun 22-årig, debuterede med bogen “Skifting”, var hun med til at lave en udstilling om skifting, det vil sige folketroens fortælling om et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. Hendes bachelorprojekt handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender tilbage sære, tungsindige eller vilde. Fortællingerne i Weitzes bog fra 1999, “Bjergtaget”, handler da også om mennesker, som drages bort, opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden. 

Weitze afsluttede sit universitetsstudie i 2004 og har siden levet som forfatter, klummeskribent, foredragsholder og deltidsunderviser på Vallekilde højskole. Hun er ligeledes kunstnerisk leder af den årlige litteraturfestival Litt Talk på den vestsjællandske højskole. I 2006 deltog hun i DR's projekt Fantastiske fortællinger.

Charlotte Weitze bor med sin mand og parrets to døtre i Vallekilde.

Skifting

“Maria finder vist aldrig ud af, hvor hun hører til. To verdener vinker hende skiftevis – den ene er skovens flydende harpiks, som ligner hendes blod, og ses i den ravbrune plet i hendes grønne øje. Den anden er byens tamme og enkle mennesker. Men hun må lade den søde harpiks flyde i sig, så der kan vokse grønne stængler ud af fingerspidserne, som vil gro ud over og dække beton-altanen, når hun står på den. Og så skal de være to til at holde øje med, at det lille barn ikke bliver en skifting, men kan begå sig i begge verdener”.
“Skifting”, s. 27.

Charlotte Weitze er blevet kaldt en moderne eventyrforfatter, og inspirationen fra eventyrgenren er allerede tydeligt til stede i hendes debutbog “Skifting” fra 1996. Historierne i novellesamlingen foregår alle på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige. En hjemmehjælper, en kassedame og en præst optræder side om side med engle, spøgelser og troldebørn i novellerne. Ligesom i folkeeventyrene er grænserne mellem det realistiske og det fantastiske udvisket, således at selv de mest usandsynlige hændelser fortælles, som om de var logiske og sandsynlige. Samtidig sidestilles de realistiske skildringer og det fantastiske, groteske og eventyrlige hos Weitze, så det ikke altid er til at afgøre, hvad der befinder sig på tekstens realplan og på dens billedplan. En kassedame lever blandt hjortene, en hjemmehjælper bliver måske spist af en ældre mand og den døde lillesøsters tilstedeværelse som en engel indgår naturligt i en tredje historie. De dunkle sider af sindet og følelser som sorg, ensomhed, tvivl og skyld behandles som i et eventyr. 

Et andet træk fra folkeeventyret, som man genfinder hos Weitze, er placeringen mellem kultur og en natur, der personificeres og hermed tildeles et eget liv. Som det hedder i titelnovellen “Skifting”: “Skoven kaster hurtige blikke, mens den går forbi Maria, som havde den set en fremmed med bekendte træk” (s. 19).

Titelnovellen er et godt eksempel på nogle af samlingens centrale elementer. En skifting er et vanskabt eller umedgørligt barn, som ifølge folketroen er et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. I novellen er pigen Maria en sådan skifting – et forbyttet troldebarn, der med sin hale, sine store ører og sin evne til at se i mørke er anderledes end både sine forældre og de andre børn. Marias bedsteforældre er imidlertid ligesom hende trolde, men på grund af sin opvækst er Maria også hos dem anderledes med sine tilegnede mennesketræk. Hun er lidt for meget menneske og lidt for meget trold til at føle sig tilpas i nogen af de to verdener: “- Selv om man har en hale, er det ikke sikkert, man er som os, svarer farmor og bøvser. – Du selv er trods alt også for menneskelig til at ligne os helt. Man bliver, som dem man omgås, selv om dit blod er blandet med skovens.” (s. 26).

Outsidermotivet finder man også i mange eventyr, og denne placering mellem to verdener er en figur, som optræder mange steder i forfatterskabet og allerede er til stede i debutbogen.

Bjergtaget

”- Jeg vil aldrig nogensinde være voksen, hvisker Minna til Villy, som halser spændt, da hun kaster med grønne æbler (…) Minna danser. Han bider fat i hendes kjole, så der kommer en flænge. Minna falder og skraber knæet. Hun kan mærke Villy ved sin nakke, da hun ligger på maven og rejser sig hurtigt op igen.”
”Villy” i ”Skifting og Bjergtaget”, s. 263.

Charlotte Weitze udgav i 1999 sin anden novellesamling med titlen ”Bjergtaget”. På universitetet skrev Weitze bacheloropgave om den forestilling i nordisk folketradition, at mennesker kan lokkes ind i bjergene af forførende bjergfolk og herefter vender ganske forandrede tilbage. Denne folkemyte har lagt navn til forfatterens anden bog. Samlingen handler da også bl.a. om folk, der forsvinder ind i en anden verden og herefter er forandrede. For eksempel udvikler landmanden Mikkel efter et besøg i en rævegrav gule øjne og en ram lugt af dyr, og tante Inger bliver aldrig sig selv igen, efter hun en nat forsvinder i skoven.   

Også i denne bog udvisker Weitze grænserne mellem det realistiske og det fantastiske, så selv de mest fantastiske eller overnaturlige hændelser fremstilles som logiske og del af den realistiske fortælling. I fortællingen ”Vinter” hedder det f.eks.: ”Da mor ventede Kirstin, lå hun inde i maven uden at kunne se. Kirstin og maven voksede sig så stor, at mors hjerte til sidst faldt derned. Hjertet voksede sammen med Kirstin og gled med ud, da hun blev født. Idet jordmoderen klippede navlestrengen over, holdt mor vejret og havde ikke trukket det siden.” (”Vinter” i ”Skifting og Bjergtaget” s. 178). Kirstin bærer derfor rundt på sin moders hjerte, men mod slutningen af novellen skæres hjertet fri og lægges i fryseren – hvorefter det tilberedes i flødesovs og spises af Kirstins intetanende mand.

Novellen handler bl.a. om moderkærlighed, barnets selvstændiggørelse og overgangen til voksenlivet men på trods af den klare symbolik er det også et eksempel på den særlige tvetydighed, der kendetegner Weitzes skrivestil. Det realistiske og genkendelige kombineres med sære og groteske elementer på samme niveau i teksten, så det groteske fremstilles som logisk. Et andet gennemgående træk i forfatterskabet er intertekstuelle referencer – det vil sige implicitte henvisninger til andre fortællinger eller eventyr. I novellen ”Villy” henvises der f.eks. til den bibelske syndefaldsmyte, eventyret om Rødhætte og ulven samt bjergtagningsmyten.

 

Fandekke

“Inden et barn bliver født, sætter en engel en lygte på barnets hoved. Englen tager barnets sjæl ved hånden og fører den rundt i verden. Fra morgen til aften besøger de byer, mennesker og landskaber, som barnet skal komme til at kende. Sjælen har hvide vinger og flyver næsten lige så hurtigt som englen, hver aften kommer barnets sjæl tilbage og bor i morens krop (...) barnet bliver født, giver sig til at græde og glemmer alt hvad det har set. Sjælen fødes med et savn.”
“Fandekke”, s. 25.

I 2001 udkom Charlotte Weitzes første roman. Den har titlen “Fandekke” og balancerer ligesom forfatterens tidligere udgivelser mellem eventyr og realisme. Romanen er både en skæbnefortælling, en bog om at blive voksen og finde hjem, en kærlighedshistorie og et familiedrama alt sammen tilsat skyggemennesker, talende rotter og en ufødt søster med englevinger. 

Da hovedpersonen Ursulas barndomshjem brænder, flygter hun gennem kloaknettets labyrintiske gange til storbyen. I kloakkerne møder hun en flok skyggemennesker, der er fanget i deres sorg, og et engleagtigt væsen, der viser sig at være hendes ufødte søster. Ligesom Dante i Den Guddommelige Komedie får hun de fordømte skygger til at tale. Da hun ankommer til den store by, lever hun blandt hjemløse og ensomme eksistenser, mens hun søger efter manden, der er far til hendes søn Theis, der har været stum siden fødslen.

Fandekke er i historien den sømand, som viser sig at være far til Ursulas barn. Titlen henviser til myten Den flyvende hollænders Vanderdecken, spøgelsesskipperen, som blev dømt til at sejle på havet til evig tid.

23400499

Weitze forklarer, at romanen bl.a. er en udviklingshistorie om en pige, der finder hjem: “Ursula har været ude for så traumatiske oplevelser, at hun kunne få samme skæbne som skyggerne i kloakken, men hun bryder ringen. Hun finder vel hjem til sidst, men jeg ved ikke, om det er helt lykkeligt. Der er måske få øjeblikke, hvor det hele bare er perfekt.” (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

Charlotte Weitze foretog en del research i forbindelse med udarbejdelsen af romanen. Hun var bl.a. på besøg i kloakkerne under København: “Det er fantastisk, at man går i byen, og der er fint og rent, men lige nedenunder ligger lortet. Det er jo også meget symbolsk (...) Jeg fik dem til at lægge kloakdækslet på, så der blev helt mørkt, og jeg ikke kunne se og blev tvunget til at bruge mine andre sanser for at beskrive følelsen af at være dernede.” (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

”Fandekke” blev indstillet til Weekendavisens litteraturpris i 2001.

Brevbæreren

”Når de har set hans hud, tror de også, at de har set hans sjæl. De tror, at han, ligesom krabber, hummere og andre krebsdyr, går rundt med det inderste udenpå. Men de ser aldrig, hvem han i virkeligheden er. I deres øjne er han bare Albino-Kaspar.”
”Brevbæreren”, s. 12.

Outsidermotivet bliver for alvor udfoldet i Charlotte Weitzes anden roman, som udkom i 2003. Hovedpersonen i ”Brevbæreren” er den unge albino Kaspar, der ikke tåler solens skarpe stråler men får sin drøm om et job som landpost opfyldt i den fjerntliggende bjergby Fåreheim, hvor solen kun skinner maksimalt en uge om året. Bjergbyen bærer dog på hemmeligheder, og der er derfor tale om en livstidsstilling med indskærpet tavshedspligt. I byen møder Kaspar en række skæve menneskeskæbner og involveres i deres livshistorier. Det drejer sig bl.a. om fåreavleren Sofie i ulveskindspels og den talentfulde violinist Lærke, der ikke kan tåle, at folk klapper af hendes musik, og som derfor nu spiller klassisk musik for de særlige Stradivarius-får, som også tildeles hver deres haikudigt. Musikken og lyrikken frembringer en særlig god kvalitet fårekød, som kan sælges i dyre domme til japanere.   

24872327

I romanen fremhæves værdien af det forskelligartede og skæve. Som det hedder i en tale i albinoforeningen: ”Naturens styrke er at byde på mangfoldighed”. En vigtig tematik i bogen er overgangen fra barn til voksen. Romanens hovedperson gør sig fri af sit tætte forhold til sin alvorligt syge mor og finder i den afsidesliggende bjerglandsby sin egen plads i tilværelsen. Romanen er således en udviklingshistorie om at blive voksen, med alt hvad det indebærer af forsøg på at finde ud af kærligheden, seksualiteten og sin egen identitet. Men det foregår i Weitzes helt særegne fortælleunivers, der inddrager eventyrets kendetegn i det  tilsyneladende realistiske. I bjergbyen findes f.eks. et mystisk hvidt kongeslot, og et hvidt lam i historien viser sig at være et spøgelseslam.

Ligesom i andre bøger af forfatteren, ser man også her en konkretisering af følelser. Denne historie konkretiserer, hvad det vil sige at føle sig usynlig eller set. Hovedpersonen i romanen finder mod slutningen svar på uafklarede spørgsmål og bliver mere synlig i verden, både konkret og i overført betydning. I løbet af historien henvises der til kendte folkeeventyr. Parret, der sorterer post, hedder f.eks. Hans og Anne-Grethe, og de fortæller bl.a. historien om dengang, Hans var lige ved at blive spist af en kannibal, som dog synes, han var for mager. 

Mørkets egne

“Lyset skinner mellem ellestammerne. Mændene flagrer omkring lyset, deres frakker buldrer som brunmønstrede vinger. Monica må søge om bag træer igen, og hendes gummistøvler suges ned i mudderet. Mændene råber højere. På en græstue, midt i et mosehul, står en hvid og lysende kvindeskikkelse. Mændene stopper op rundt om hende, de rækker armene ud og brøler et navn.”
“Mørke cyklister” i “Mørkets egne”, s. 90.

Fortællingerne i novellesamlingen “Mørkets egne” fra 2005 indeholder færre eventyrvæsener sammenlignet med tidligere udgivelser. Alligevel er der fortsat tale om eventyrlige historier, hvor det hverdagsrealistiske optræder sammen med ufødte børn med blafrende vinger, de afdøde, der som hvide skygger færdes blandt de levende, og de gennemsigtige, der viser sig at være de dødsdømte soldaters ufødte børn. Og præcis som i mange eventyr tager fortællingerne i bogen udgangspunkt i en form for menneskelig krise og ender med, at figurerne opnår en ny indsigt, der muliggør, at de kan træffe bedre valg i livet. Hemmeligheder afsløres og tvinger personerne til at tage stilling på ny. 

25891244

Mange af fortællingerne har et foruroligende og næsten mareridtsagtigt præg. Novellernes figurer er moderne mennesker, men Charlotte Weitze sætter deres erfaringer og bevidstheder sammen med gamle myter som mosebryggeren eller den brændende busk i ørkenen. Der findes flere intertekstuelle henvisninger i novellerne, det vil sige referencer til andre forfatteres tekster. Det ses bl.a. i historien “Ikon”, hvor ikonmaleren mange år efter sin vens død opdager, at han dengang malede et billede af sig selv i stedet for af vennen, og i “De røde sko”, der som en krads kommentar til en moderne plastikkirurgi skildrer pigen, der får opereret sine fødder mindre. I de to historier er der indlagt referencer til henholdsvis Oscar Wilde og H.C. Andersen.

Den moderne spøgelseshistorie “Mørke cyklister” er fuld af mosebryg, mystik og seksualitet, men viser sig dog især at tematisere det moderne kærlighedsforhold. Alle samlingens fortællinger er kendetegnet ved at forholde sig til moderne problemstillinger. I nogle af fortællingerne er det eventyrlige eller folkloristiske endda helt forsvundet til fordel for realistiske fortællinger med symbolik og psykologi i højsædet. Det gælder f.eks. historien “Lysene fra Kreta”, hvor tre veninder opsøger et helligt sted, som efter sigende skulle kunne hjælpe dem med at blive gravide, hvilket to af veninderne brændende ønsker sig. Den tredje veninde er allerede gravid, og den konstellation ender med at splitte venindegruppen. 

Samlingens titel henviser til de mørke egne og hemmelighederne mellem dem, der bor der. Historierne kan læses som fortællinger eller moderne eventyr om evige temaer som fødsel, frigørelse fra familien, seksualiteten og døden.

Sværmeri

”Troels står ved hendes seng og stinker. Han rækker hånden ud og befaler hende igen at gribe den. Det banker på døren, og hun kan ikke andet end at lukke op. Når Ludvig kommer, forsvinder Troels. Det er to onder, men hun foretrækker Ludvig. Ham kan hun måske tale fra sit forehavende, men et spøgelse ved hun ikke, hvordan man maner i jorden.”
”Sværmeri”, s. 58.

Gennem syv år udgiver forlaget Lindhardt & Ringhof en serie af historiske romaner om den fiktive adelsfamilie Danerne. Romanerne er skrevet af en række forskellige forfattere og historikere og fortæller knap 1000 års Danmarkshistorie. Udgangspunktet for hver roman i serien, med fællesbetegnelsen ”Slægten”, er et ringbind med historisk materiale, et stamtræ over den fiktive familie samt en kort storyline, som forfatteren skal følge. Charlotte Weitzes bidrag til serien udkom i 2010 med titlen ”Sværmeri”.

Handlingen udspiller sig i den danske Guldalder i første halvdel af 1800-tallet. Hovedpersonen er den kunstnerisk begavede Marie-Louise Dane, som ved historiens begyndelse er indlagt på et norsk behandlingssted for sindslidende. Hun kaldes dog hjem til Danmark, da hendes mand Troels ligger for døden med de skader, han har pådraget sig under Slaget ved Trafalgar. Den unge enke tager herefter ophold i Bakkehuset hos Kamma og Knud Lyne Rahbek og møder billedkunstneren Bertel Thorvaldsen, som hun får et kærlighedsforhold til i Rom. Udklædt som manden Evald Solbakke udfolder hun sine egne kunstneriske ambitioner, og efter rejser i Europa møder hun i Danmark den mand, som gennem hele fortællingen fremstilles som hovedpersonens store kærlighed, maleren I.C. Dahl.

28445075

Charlotte Weitze skildrer i sin historiske roman Guldalderen ved at inddrage vigtige begivenheder og centrale kulturpersonligheder som Bertel Thorvaldsen, Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og flere andre. Hun lader samtidig den historiske periode fremstå levende for læseren med sin skildring af tidens hverdagsliv med stinkende gader og prostituerede smittet med den franske syge – datidens betegnelse for syfilis. Ud over sin historiske skildring er det en roman om kærligheden og kunsten, og om en sammenhæng imellem disse to: ”Er kunsten ikke mere værd end alt andet? Det er dér, at evigheden og den dybe kærlighed virkeliggør sig. I sammenligning er den menneskelige kærlighed blot støv.” (s. 110).

Det overnaturlige er også til stede i denne Weitze-tekst, hvor manden Troels efter sin død forfølger den kvindelige hovedperson som et koldbrandstinkende spøgelse.

Charlotte Weitzes ”Sværmeri” er 19. bind i serien, som også indeholder bøger af bl.a. Maria Helleberg og Bodil Steensen-Leth. 

Det hvide kvarter

“Tanja vraltede langs med søen. Hun holdt hænderne på maven, hviskede til den lille og fortalte som så mange gange før, hvordan alting udenfor så ud. Det blanke vand på den ene side, mosens mudder på den anden. Den smattede sti i midten. Mosen emmede under nedfaldne lian-agtige grene. – Jeg bør ikke, jeg er for tung, hviskede Tanja (...) jeg kunne falde ned i det bundløse og råbe om hjælp. tænkte hun. Søren kunne høre mine skrig og komme mig til undsætning.”
“Lupus” i “Det hvide kvarter”, s. 19.

Søren får en lille datter og bliver samtidig helt opslugt af at fodre det, der måske er en ulv, nede i mosen. Et søskendepar fanger en sort støvle i stedet for den store, gyldne fisk, faderen har berettet om, og som storesøsteren har drømt om. En oboist mister fuldstændig sin musikalitet, da hans søn kommer til verden. Det er udgangspunktet for tre af de otte fortællinger, man finder i Charlotte Weitzes bog fra 2011, ”Det hvide kvarter”.

Inden for folkloren er det på grænsen mellem by og natur, at dæmonerne og mørket lurer, har Weitze forklaret. Det er på grænsen, at der er mest at miste. Som i tidligere bøger af forfatteren indeholder fortællingerne i ”Det hvide kvarter” alle denne fornemmelse af et mørke, der truer figurernes trygge, vante tilværelse. Samlingens historier er placeret mellem kultur og natur, da bogens titel henviser til den ramme, Weitze har lagt ned over fortællingerne, der foregår i et pænt villakvarter ikke langt fra naturskønne omgivelser. Naturen er imidlertid også en sumpet mose, der synes at have tag i fortællingernes figurer. Den fortællemæssige struktur er ligeledes kendetegnet ved den dobbelthed, Weitze ofte benytter sig af. Historierne begynder alle umiddelbart realistisk, men snart begynder den vilde natur at gøre sit indtog.

28635990

Historierne bliver til skæbnefortællinger, som skildrer overgange i figurernes liv, hvilket åbner op for drifter, hemmeligheder og skjulte følelser: ”Det gennemgående tema er, at alle de mennesker, jeg skriver om, ligesom er på vej ind i en anden, ny fase af deres liv, de er på vej til at blive det, Søren Kierkegaard kaldte spidsborgeren. De er ved at etablere sig og finde deres faste form”. (Interview med forfatteren om ”Det hvide kvarter”, YouTube).

Den genkendelige hverdag i det privilegerede villakvarter sættes sammen med noget foruroligende, der ender med at forandre fortællingernes figurer. Samtidig finder man i bogen mange poetiske passager om skæbnen og tilværelsen. Et eksempel findes i novellen ”Fisken”: ”- Men jeg drømte det, sagde hun, - det er sandt. Hvis du kan huske det, så kan det bevises. Ingen husker alene. Vi er søskende, vi har hinandens historier i lommerne.” (s. 37). 

Harzen-sanger

”Måske sker det lige netop, når teenagerens øjne er fjerne. Måske er det dér, at de flyvefærdige vinger foldes ud og kan bære. Hanna er skabt til at rette sig ind efter det stadie, barnet er i. Hun kommer til reden med mad og skal søge ungen, når den er hoppet ud, men endnu ikke kan klare sig selv. Derefter skal hun slippe.”
”Harzen-sanger”, s. 32.

Også i Charlotte Weitzes roman fra 2013, ”Harzen-sanger”, opbygges et særligt symbolsk og konsistent univers, hvor dagligdagsliv og eventyrlige elementer flettes sammen, så man som læser accepterer det tilsyneladende mærkværdige som en naturlig del af fortællingens logik. Historien starter med en genkendelig nutidsvirkelighed, hvor vi møder kvinden Hanna, der bor med sin mand, den passionerede amatørornitolog Niels, og deres teenagedatter Lisa, som de fik som helt unge. Langsomt begynder en underlig lugt at brede sig i familiens københavnerlejlighed. Hanna tilkalder en mand med betegnelsen ”Bekæmperen”, som det lykkes at finde frem til skjulte fugle på loftet.

Fugle er i det hele taget en gennemgående symbolsk figur i fortællingen. Niels benytter enhver lejlighed til at tage på sine ensomme fugleture, Hanna havde som ung en guddommelig sangstemme, som på magisk vis tiltrak naturens dyr og fugle, historiens titel henviser til fugle kaldet Harzen-sangere, som minearbejdere medbragte under jorden for at blive advaret om manglen på ilt, når fuglene holdt inde med at synge.

29882401

Weitze benytter sig også i denne bog af eventyrets billeder i sin skildring af eksistentielle temaer som frihed, hvordan den begrænses og genskabes, og en af de svære dele af moderskabet – nemlig at give slip på sit barn. Konflikten mellem kunstnerisk talent og familieliv er ligeledes en genkommende tematik i forfatterskabet: ”– Jeg kan ikke flyve, hvisker hun for sig selv, – men engang vidste jeg, hvordan det føltes. Så blev min krop stor, Lisa var indeni. Jeg blev en høne, nu er ægget knækket, og ungen fløjet.” (s. 81).

Et væsentligt motiv i fortællingen er desuden menneskets sanser. Hovedpersonen holdt op med at synge, da hun blev mor, og hendes unikke sang findes nu kun på et slidt kassettebånd, og da teenagedatteren forsvinder, mister hun helt evnen til at tale eller synge. Niels bliver samtidig langsomt blind og mister dermed sin evne til at se de fugle, som har været omdrejningspunktet i hans liv. 

Blandt meget andet er H.C. Andersens ”Historie om en moder”, sagnet om ”Rottefængeren fra Hameln” og elementer fra folkeeventyr indlagt i historien, som også skildrer den sårbarhed og angst, som kommer ind i tilværelsen, når man bliver forældre, og erkendelsen af, at børn kun er til låns. 

Den afskyelige

”Kenneth forer et dynebetræk med en stor plasticpose, som vi smutter isklumper i. Når han ligger sådan, i sit sommerhi, bliver hans hjerteslag langsommere og langsommere. Væk er den feberagtige puls, som giver åndenød. Han behøver heller ikke ligge og gispe med tungen ud af munden. Kenneth sover dage væk, især ved middagstid er han umulig at vække.”
”Den afskyelige”, s. 118-119.

Charlotte Weitzes roman ”Den afskyelige” fra 2016 foregår i en nær fremtid i et nordisk land, hvor de globale klimaforandringer for alvor er slået igennem. Der er tale om en jegfortælling med indre synsvinkel hos pigen Heidi, der har taget et rengøringsjob på et hospital for at være tæt på sin søster Angelica, som for syv år siden kom ud for landets sidste skisportsulykke. Det var dengang, der var sne på løjperne. Nu er verdens gletsjere snart helt væk, ligesom øer er forsvundet i havet, ørkenerne er vokset, regnskovene er blevet færre og tusindvis af dyrearter er uddøde, men ”så længe der er noget is tilbage, så er der håb. Den hvide is gør, at den smule sne, der falder ovenpå, bliver liggende.” (s. 31).

52266203

Som ofte hos Weitze bliver følelser til ydre drama. Den skyldfølelse og sorg, Heidi føler efter søsterens ulykke, har måske gjort hende helt kold indeni. De mænd, hun har sex med, klager i hvert fald over hendes helt konkrete indre kulde. Den tilsyneladende realistiske scene bliver ligeledes sammenkoblet med mytologisk stof, da hovedpersonen forelsker sig i den høje og kraftigt behårede Kenneth, som døjer med øget svedproduktion. Den stigende varme er et stort problem for ham, som mere og mere fanatisk forsøger at modvirke yderligere CO²-udledninger. Det viser sig efterhånden, at Kenneths dna bærer spor af de såkaldte snefolk. Det er også en verden, hvor utrolig mange børn fødes med underlige misdannelser – som drengen Ankerstjerne, der mest af alt ligner en fisk med sin skællede hud og sammenvoksede ben.

Weitze tematiserer følelser som søskendejalousi, sorg, savn og kærlighed i sin bog, som ligeledes skildrer fanatisme og overgangen til voksenlivet. Det tilsyneladende genkendelige sættes sammen med myten om den afskyelige snemand, yetien. Eventyrets konkretisering af følelser og skildring af en overgangsperiode i et menneskes liv er også del af denne roman. Derudover er fortællingen en slags dystopi over, hvor galt det kan gå, hvis verden kun bliver varmere og varmere, og en overvejelse over den enkeltes ansvar: ”Vandstanden er skabt af millioner af skabningers millioner af valg. Dilemmaer, der skulle afgøres, ofte splitsekunder, af folk, som ikke havde tid til at tænke.” (s. 301).

Genrer og tematikker

Det optræder skiftinger, engle, levende dukker, gengangere og mange andre væsener kendt fra folketroen eller eventyrene i Charlotte Weitzes forfatterskab. Man genfinder ligeledes motiver kendt fra eventyrgenren, referencer til mytologiske fortællinger såvel som personificeret natur og eventyrets udgangspunkt i en krisesituation eller overgangsposition, som forløses og forandrer fortællingens hovedperson. Det særlige i Weitzes forfatterskab er imidlertid, at alle eventyrets kendetegn sættes ind i en realistisk og moderne kontekst. Figurerne i fortællingerne er som oftest mennesker i en genkendelig, nutidsvirkelighed. 

Eventyrgenren er bl.a. kendetegnet ved, at menneskelige følelser iscenesættes som ydre drama, og det er et af de fortællemæssige greb, som Charlotte Weitze benytter sig af. I Weitzes univers bliver det bl.a. beretninger om moderne menneskers forsøg på at komme overens med deres indre dæmoner.

Hos Weitze bliver inspirationen fra eventyrgenren en måde at skildre menneskelige følelser og eviggyldige temaer. Nogle af de væsentlige tematikker i forfatterskabet er da også skæbne, fremmedgjorthed, sorg, forholdet mellem forældre og børn, kærligheden, seksualiteten og døden. Outsidermotivet kendt fra eventyrets verden er ligeledes en gennemgående figur i forfatterskabets fortællinger om mennesker, der ikke rigtig føler sig tilpas i den verden, de lever i, og mennesker, der opsluges eller på anden måde forsvinder ind i en anden verden, hvor de forandres.

Charlotte Weitze inddrager ligeledes mytologiske skikkelser i sine historier – som spøgelsesskipperen, som blev dømt til at sejle på havet til evig tid, og det stærkt behårede menneskelignende væsen yetien, også kendt som den afskyelige snemand. I romanen ”Den afskyelige” tematiseres de menneskeskabte klimaforandringer f.eks. ud fra en tanke om, hvordan en efterkommer af den afskyelige snemand mon ville gå rundt og have det, i en verden der blev varmere og varmere.

Beslægtede forfatterskaber

En kritiker har kaldt Charlotte Weitze for eventyrpigen i dansk nutidsprosa og med sine fantastiske fortællinger befolket af trolde, engle, gengangere, ufødte børn, skygger og alfer adskiller hun sig da også fra såvel den mere hverdagsrealistiske som den minimalistiske og sprogorienterede litteratur, som kan siges at kendetegne en del andre danske forfattere fra samme generation. Hendes frit fabulerende måde at fortælle på, som samtidig inkluderer et væld af referencer til den europæiske kulturarv, ligger langt fra en minimalistisk, labyrintisk eller ironisk-humoristisk fortællestil. 

Weitzes prosa er bl.a. blevet sammenlignet med folkeeventyr og H.C. Andersens eventyr, men hendes skæbnehistorier er også blevet kædet sammen med Karen Blixens fortællinger. Hendes særlige fortællestil er ligeledes blevet kaldt gotik, realistisk magi eller en blanding af Kafka, Poe og Villy Sørensen. Som Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl skrev i forbindelse med Charlotte Weitzes debut: “I disse historier får Charlotte Weitze skabt sine helt egne selvfølgelige og overbevisende fantastiske verdener, der kan minde om en meget glad blanding af Villy Sørensen og Franz Kafka og Edgar Allan Poe, men først og fremmest ligner sig selv på en prik.” (Lars Bukdahl: Fabulanternes indmarch. Weekendavisen, 1996-10-25).

Bibliografi

Fortællinger

Weitze, Charlotte:
Skifting. 1996. Fortællinger.
Weitze, Charlotte:
Bjergtaget. 1999. Fortællinger.
Weitze, Charlotte:
Mørkets egne. 2005. Fortællinger.
Weitze, Charlotte:
Det hvide kvarter. Samleren, 2011.

Romaner

Weitze, Charlotte:
Fandekke. 2001. Roman.
Weitze, Charlotte:
Brevbæreren. 2003. Roman.
Weitze, Charlotte:
Sværmeri. Lindhardt og Ringhof, 2010. Roman.
Weitze, Charlotte:
Harzen-sanger. Samleren, 2013.
Weitze, Charlotte:
Den afskyelige. Samleren, 2016.

Børnebøger

Weitze, Charlotte:
Pivo og Sumo. Underjordisk Forlag, 2010.

Andet af Charlotte Weitze

Weitze, Charlotte:
Tandfeen. 2002. Radiospil.
Weitze, Charlotte m. fl.:
Fantastiske fortællinger. 2006. Antologi.
Weitze, Charlotte:
Parken. 2007. Radiospil.

Om forfatteren

Links

Forfatterens egen hjemmeside med blandt andet biografi, omtale af aktuelle projekter og smagsprøver på tekst.

Artikler

Moe, Henning:
Eventyr på flere planer. Kristeligt Dagblad, 2001-04-03.
Bernth, Susanne:
Charlottes fortælling. Berlingske Tidende, 2001-03-21.
Christensen, Ralf:
Guds ord fra landet.... Information, 2001-03-23.
Gade, Solveig:
Betagende genfødsel af eventyret. Jyllands-Posten, 2001-03-27.
Bukdahl, Lars:
Generationsmaskinen s. 244-247.
Schack, May:
En albinos forvandling. Politiken, 2003-09-30.
Haarder, Jon Helt:
Permand Post. Jyllands-Posten, 2003-09-30.
Kjølbye, Marie Louise:
En skifting krydser sit spor. Information, 2005-08-23.
Goul, Nanna:
Der var engang en ornitolog. Weekendavisen, 2013-04-05.
Kjølbye, Marie Louise:
Syng, Hanna, syng. Information, 2013-04-19.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Charlotte Weitze

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Interview med forfatteren på Youtube. Søg efter Charlotte Weitze.
Bukdahl, Lars:
Fabulanternes indmarch. Weekendavisen, 1996-10-25.
Thøgersen, Henning:
Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04.
Juhl, Marianne:
Fostret af bogmessen. Jyllands-Posten, 2003-11-20.
Bjertrup, Susanne:
Der er ulve i mosen. Weekendavisen, 2011-03-11.