charlotte weitze
Foto: Lea Meilandt

Charlotte Weitze

Artikel type
voksne
cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/ Dagbladet Information. 2013. Opdateret i 2016.
Top image group
charlotte weitze
Foto: Lea Meilandt
Main image
Weitze, Charlotte
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Eventyr er forstørrede billeder af livet, har Charlotte Weitze engang udtalt. Hun er blevet kaldt eventyrpigen i ny dansk litteratur og er kendt for at inddrage motiver fra folkeeventyret og væsener fra folketroen i sine fortællinger.

Weitze skaber universer, der blander realistiske hverdagshistorier med et væld af referencer til den europæiske kulturarvs materiale af folkeeventyr, myter, sagn, folketro og litteratur. Hjemmehjælperen, kassedamen og kunstmaleren optræder side om side med trolde, spøgelser og skygger, der lever i kloakkerne under byen. Eviggyldige temaer som overgangen fra barn til voksen, skæbnemønstre, uforløst seksualitet og forholdet mellem forældre og børn præger forfatterskabet.

 

52266203

Blå bog

Født: 12. april 1974 i Kongens Lyngby.

Uddannelse: Cand.mag. i folkloristik fra Københavns Universitet, 2004. 

Debut: Skifting, 1996.

Litteraturpriser: BogForums debutantpris, 1996. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 1997. Ole Wahls legat, 2004. Årets Frederiksberg Talent, 2004.

Seneste udgivelse: Den afskyelige. Samlerens forlag, 2016. 

Inspiration: Den mundtlige fortælletradition, bl.a. folkesagn og eventyr.

Genre: Eventyr

 

Charlotte Weitze fortæller om ”Harzensanger”. 

 

 

weitze

Baggrund

“Søster stod englebleg tilbage på bredden og vinkede med vingerne. Alfanter havde lagt en tryllering om søen, så hun ikke kunne lette. Alfanter håbede, at strømmen drev den rigtige vej, for hun havde ingen årer og kunne kun styre den smule med hånden, inden den blev en følelsesløs fisk i det efterårskolde vand”.
“Natskyggen” i “Skifting", s. 59.

Charlotte Weitze er født i 1974 i Lyngby nord for København, hvor hun voksede op sammen med sin far, mor og lillebror. Lysten til at digte fantasifulde fortællinger var allerede til stede i hendes tidlige barndom, hvor hun fortalte sine forældre, hvad der skulle stå under de tegninger, hun lavede. I skolen skrev hun lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og af overnaturlige hændelser. Hun voksede op i et trygt barndomshjem og det er, ifølge forfatteren selv, måske det, der gav hende mod til at dykke ned i det overnaturlige og de mere uhyggelige sider af menneskelivet.

Trolde og andre væsener fra folketroen har også altid været en del af Charlotte Weitzes tilværelse: “Min mor plejer at henvise til, at jeg har gået i Rudolf Steiner børnehave. Når vi gik tur, sagde børnehavelederen: Dernede ved det lille træ bor en nisse. Og der er alferne. Vi legede eventyr og skulle selv være de forskellige nisser og trolde. Det kan da godt være, at det aldrig er blevet taget fra mig. At ingen har fortalt mig, at julemanden ikke findes. (Henning Thøgersen: Eventyrpigen. Weekendavisen, 2002-01-04).

Charlotte Weitze blev matematisk student i 1993, hvorefter hun tog på højskole. På højskolen fulgte hun et skrivekursus og tilmeldte sig endnu et skrivekursus efter højskoleopholdets afslutning. Ulig mange andre forfattere nåede Weitze ikke at fylde skrivebordsskuffen med tekster, inden kontakten til en forlagsredaktør blev etableret. I 1994 inviterede forlaget Lindhardt og Ringhof spirende forfattere til at indlevere prøver på deres tekster i forbindelse med årets bogmesse i Forum. Charlotte Weitze greb den mulighed: “Pligtopfyldende som jeg var, mødte jeg op, så snart messen åbnede, og allerede inden jeg havde afleveret mine tekster, var jeg blevet interviewet til både tv og dagblade. Efter afleveringen gik vi rundt på messen nogle timer, før vi skulle tilbage og have kritik af en rigtig forlægger. Han var meget glad for novellerne og jeg var aldeles rundtosset. (Marianne Juhl: Fostret af bogmessen. Jyllands-Posten, 2003-11-20).  

På trods af, at Charlotte Weitze altid har skrevet og vidst, at det var det, hun gerne ville, søgte hun ind på studiet folkloristik på Københavns Universitet. Studiet omhandler blandt andet myter, eventyr, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger og gav da også Charlotte Weitze mulighed for at researche det materiale, hun skulle bruge i sine tekster.

Studiet viste sig ligeledes at få en direkte afsmittende effekt på Weitzes fortællinger. Samtidig med, at hun i 1996, som kun 22-årig, debuterede med bogen “Skifting”, var hun med til at lave en udstilling om skifting, det vil sige folketroens fortælling om et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. Hendes bachelorprojekt handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender tilbage sære, tungsindige eller vilde. Fortællingerne i Weitzes bog fra 1999, “Bjergtaget”, handler da også om mennesker, som drages bort, opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden. 

Weitze afsluttede sit universitetsstudie i 2004 og har siden levet som forfatter, klummeskribent, foredragsholder og deltidsunderviser på Vallekilde højskole. Hun er ligeledes kunstnerisk leder af den årlige litteraturfestival Litt Talk på den vestsjællandske højskole. I 2006 deltog hun i DR's projekt Fantastiske fortællinger.

Charlotte Weitze bor med sin mand og parrets to døtre i Vallekilde.

Skifting

“Maria finder vist aldrig ud af, hvor hun hører til. To verdener vinker hende skiftevis – den ene er skovens flydende harpiks, som ligner hendes blod, og ses i den ravbrune plet i hendes grønne øje. Den anden er byens tamme og enkle mennesker. Men hun må lade den søde harpiks flyde i sig, så der kan vokse grønne stængler ud af fingerspidserne, som vil gro ud over og dække beton-altanen, når hun står på den. Og så skal de være to til at holde øje med, at det lille barn ikke bliver en skifting, men kan begå sig i begge verdener”.
“Skifting”, s. 27.

Charlotte Weitze er blevet kaldt en moderne eventyrforfatter, og inspirationen fra eventyrgenren er allerede tydeligt til stede i hendes debutbog “Skifting” fra 1996. Historierne i novellesamlingen foregår alle på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige. En hjemmehjælper, en kassedame og en præst optræder side om side med engle, spøgelser og troldebørn i novellerne. Ligesom i folkeeventyrene er grænserne mellem det realistiske og det fantastiske udvisket, således at selv de mest usandsynlige hændelser fortælles, som om de var logiske og sandsynlige. Samtidig sidestilles de realistiske skildringer og det fantastiske, groteske og eventyrlige hos Weitze, så det ikke altid er til at afgøre, hvad der befinder sig på tekstens realplan og på dens billedplan. En kassedame lever blandt hjortene, en hjemmehjælper bliver måske spist af en ældre mand og den døde lillesøsters tilstedeværelse som en engel indgår naturligt i en tredje historie. De dunkle sider af sindet og følelser som sorg, ensomhed, tvivl og skyld behandles som i et eventyr. 

Et andet træk fra folkeeventyret, som man genfinder hos Weitze, er placeringen mellem kultur og en natur, der personificeres og hermed tildeles et eget liv. Som det hedder i titelnovellen “Skifting”: “Skoven kaster hurtige blikke, mens den går forbi Maria, som havde den set en fremmed med bekendte træk” (s. 19).

Titelnovellen er et godt eksempel på nogle af samlingens centrale elementer. En skifting er et vanskabt eller umedgørligt barn, som ifølge folketroen er et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. I novellen er pigen Maria en sådan skifting – et forbyttet troldebarn, der med sin hale, sine store ører og sin evne til at se i mørke er anderledes end både sine forældre og de andre børn. Marias bedsteforældre er imidlertid ligesom hende trolde, men på grund af sin opvækst er Maria også hos dem anderledes med sine tilegnede mennesketræk. Hun er lidt for meget menneske og lidt for meget trold til at føle sig tilpas i nogen af de to verdener: “- Selv om man har en hale, er det ikke sikkert, man er som os, svarer farmor og bøvser. – Du selv er trods alt også for menneskelig til at ligne os helt. Man bliver, som dem man omgås, selv om dit blod er blandet med skovens.” (s. 26).

Outsidermotivet finder man også i mange eventyr, og denne placering mellem to verdener er en figur, som optræder mange steder i forfatterskabet og allerede er til stede i debutbogen.