Søren får en lille datter og bliver samtidig helt opslugt af at fodre det, der måske er en ulv, nede i mosen. Et søskendepar fanger en sort støvle i stedet for den store, gyldne fisk, faderen har berettet om, og som storesøsteren har drømt om. En oboist mister fuldstændig sin musikalitet, da hans søn kommer til verden. Det er udgangspunktet for tre af de otte fortællinger, man finder i Charlotte Weitzes bog fra 2011, ”Det hvide kvarter”.
Inden for folkloren er det på grænsen mellem by og natur, at dæmonerne og mørket lurer, har Weitze forklaret. Det er på grænsen, at der er mest at miste. Som i tidligere bøger af forfatteren indeholder fortællingerne i ”Det hvide kvarter” alle denne fornemmelse af et mørke, der truer figurernes trygge, vante tilværelse. Samlingens historier er placeret mellem kultur og natur, da bogens titel henviser til den ramme, Weitze har lagt ned over fortællingerne, der foregår i et pænt villakvarter ikke langt fra naturskønne omgivelser. Naturen er imidlertid også en sumpet mose, der synes at have tag i fortællingernes figurer. Den fortællemæssige struktur er ligeledes kendetegnet ved den dobbelthed, Weitze ofte benytter sig af. Historierne begynder alle umiddelbart realistisk, men snart begynder den vilde natur at gøre sit indtog.
28635990
Historierne bliver til skæbnefortællinger, som skildrer overgange i figurernes liv, hvilket åbner op for drifter, hemmeligheder og skjulte følelser: ”Det gennemgående tema er, at alle de mennesker, jeg skriver om, ligesom er på vej ind i en anden, ny fase af deres liv, de er på vej til at blive det, Søren Kierkegaard kaldte spidsborgeren. De er ved at etablere sig og finde deres faste form”. (Interview med forfatteren om ”Det hvide kvarter”, YouTube).
Den genkendelige hverdag i det privilegerede villakvarter sættes sammen med noget foruroligende, der ender med at forandre fortællingernes figurer. Samtidig finder man i bogen mange poetiske passager om skæbnen og tilværelsen. Et eksempel findes i novellen ”Fisken”: ”- Men jeg drømte det, sagde hun, - det er sandt. Hvis du kan huske det, så kan det bevises. Ingen husker alene. Vi er søskende, vi har hinandens historier i lommerne.” (s. 37).