Ingemann. B.S.

Artikel type
voksne
cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Ingemann. B.S.
Foto: John E / Scanpix

Indledning

En af de vigtigste figurer i dansk guldalder var nationaldigteren Bernhard Severin Ingemann, der levede mellem 1789 og 1862. Hans betydning for danskernes læselyst, nationalitetsfølelse og litteraturens udbredelse er stort set usammenlignelig, ligesom hans fortælleevne og digtekunst er enestående i dansk litteratur.

 

Blå bog

Født: 28. maj 1789 i Torkilstrup, Falster.

Død: 24. februar 1862 i Sorø.

Uddannelse: Lektor i dansk sprog og litteratur fra Sorø Akademi, 1822.

Debut: Digte, 1811.

Litteraturpriser: Ingen i sin levetid – modtog dog et guldhorn på sin 70-års fødselsdag som en gave fra de danske kvinder.

Seneste udgivelse: Efterladte Eventyr og Fortællinger, 1864.

Inspiration: N.F.S. Grundtvig, E.T.A. Hoffmann, Walter Scott.

Periode: Romantikken

Genre: Salmer

 

En af Ingemanns bedst kendte salmer, ”I Østen Stiger Solen op” med orgelakkompagnement og kor.

Ingemann, B.S.

Baggrund

”I Østen stiger Solen op;
Den spreder Guld paa Sky,
Gaaer over Hav og Bjergetop,
Gaaer over Land og By.
Den kommer fra den fagre Kyst
Hvor Paradiset laa;
Den bringer Lys og Liv og Lyst
Til Store og til Smaa.”
”Morgen- og Aftensange”, s. 13.

B.S. Ingemann voksede op som præstesøn og som den yngste i en børnefolk på otte. Allerede som tiårig mistede han sin far, ti år efter sin mor og i de følgende år alle sine syv brødre. Moren og tre søskende døde af tuberkulose, og Ingemanns tidlige digtning var da også præget af dødsbevidsthed og melankoli. Efter frivillig militærtjeneste i Kronprinsens Livkorps sammen med mange andre guldalderdigtere (bl.a. Adam Oehlenschläger (1779-1850)) startede Ingemann på jurastudiet og begyndte samtidig at udgive især salmer og sange.

Som 29-årig udgav han debuten ”Digte” (1811), som fik god modtagelse og satte gang i en vældig produktivitet fra Ingemanns side. ”Digte” blev hurtigt efterfulgt af tre andre digtsamlinger, bl.a. ”Julegave” (1816), og samtidig skrev Ingemann også tre skuespil. Ingemann forlod i 1817 jurastudiet inden embedseksamen til fordel for litterære studier på Sorø Akademi, der var et kulturcentrum i den danske guldalder. Ret usædvanligt for sin tid rejste Ingemann med økonomisk støtte fra kongen til Italien over Tyskland, Frankrig og Schweiz i 1818-1819, og på den rejse opdagede han den nye bølge af romantisk litteratur, der uden tvivl inspirerede ham til udgivelsen af ”Eventyr og Fortællinger” (1820).

Efter studierne på Sorø Akademi fik han i 1822 titlen som lektor i dansk sprog og litteratur og blev ansat ved akademiet, hvor han senere blev direktør. Med fri lektorbolig og fast stilling blev Ingemann efter ti års forlovelse gift med Lucie Mandix (1792-1868) i 1822. Lucie Mandix var maler, og Ingemann støttede – ulig mange andre på den tid – sin kones kunstneriske virke, men de to fik aldrig børn.

På Sorø Akademi begyndte Ingemann at udgive historiske romaner, der ramte den brede læserskare med spændende plot, kærlighedsforviklinger, letforståelige karakterer og beskrivelser og velskrevne replikker. ”Valdemar Sejr” blev udgivet i 1826 og blev efterfulgt af en række romaner og episke digte, men Ingemann vendte tilbage til poesien med sine ”Morgensange for Børn” (1837) og ”Syv Aftensange” (1838). Sangene og salmerne blev sat til musik af komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) og blev tungen på vægtskålen for Ingemanns udbredelse i den danske befolkning. Han blev læst og sunget af alle uanset klasse, uddannelse og beskæftigelse og havde en enorm betydning for den danske nationalfølelse, en fælles identitet – og for danskernes læselyst.

Eventyr og Fortællinger

”»Hvad seer jeg, min Sphinx – raabte Arnold og stirrede forvirret paa hende – du spørger mig om en Gaade, som jeg ikke kan løse.« »Arnold, Arnold! – vedblev Grevinden med ængstelig Stemme – kunde du løse min Gaade, maatte jeg forgaa for dine Øine og dog maa jeg spørge: Hvo er du, og Hvo er jeg?«”
”Fjorten Eventyr og Fortællinger”, s. 48.

B.S. Ingemanns ”Eventyr og Fortællinger” udkom i 1820 og markerede med sit ene, rendyrkede eventyr – ”Det Høje Spil” – og tre fortællinger et nybrud i Ingemanns forfatterskab. I 1989 blev de fire originale samlet med ti kortere eventyr og fortællinger i en af de mange posthume Ingemann-samlinger, ”Fjorten Eventyr og Fortællinger”. ”Det Høje Spil” er det første eventyr, Ingemann skrev, og trods de overnaturlige elementer og alle eventyrelementerne er hverken dette eventyr – eller de fleste af hans øvrige produktion – skrevet til børn. Snarere er de en form for undersøgelse af psyken.

Ingemann karakteriserede selv sin samling af eventyr og fortællinger således: ”De ere som oftest udsprungne af den Stemning, der gjerne tillader Fantasien at dvæle ved den dunkle hemmelighedsfulde Side af Menneskenaturen – uden at lade den prosaisk bortforklarende Forstand gribe forstyrrende ind i Fremstillingen – men dog derfor ikke bortfjerner den psychologiske Mulighed, der giver Ideens høiere Sandhed Skikkelse i de aandelige Phænomeners Verden.” (Marita Akhøj Nielsen: ”Forfatterportræt”. Arkiv for dansk litteratur.)

Med andre ord er Ingemanns eventyr skrevet med en form for irrationel eller førrationel stemning, hvor man ikke som sådan skal forsøge at forstå alt, der sker – men snarere skal lade ens fantasi dvæle ved den mere hemmelighedsfulde side af menneskets natur. Ofte bliver denne form for litteratur, hvor man byder en form for tøven velkommen og ikke søger en entydig forklaring på tekstens overnaturlige elementer, kaldt for fantastisk litteratur. Bedst ses fantastikkens præg i fortællingen om ”Sphinxen”, hvor hovedpersonen Arnold stilles en gåde og gennem hele historien forsøger at finde frem til en form for sandhed. Undervejs nærmer Arnold sig gradvist vanviddets rand, jo mere han prøver at forstå alle de ufattelige ting, der sker omkring ham. I sidste ende er det først, da han opgiver at forstå den forvirrende og flertydige virkelighed, at han på sin vis vågner fra sit mareridt og får den kvinde, han elsker.

”Sphinxen” hentede sin inspiration fra E.T.A. Hoffmanns (1776-1822) ”Der goldene Topf” (1814-15), og som i mange af de øvrige historier i ”Eventyr og Fortællinger” er det centrale tema den konflikt, der findes mellem en sanselig, fysisk verden, man kan se og røre, og en åndelig verden, der hverken lader sig forstå eller sanse. I ”Sphinxen” bliver hovedpersonen Arnold hevet ind i en mareridtsagtig og udsyret verden, hvor han skal forsøge at svare på en sphinx’ uløselige spørgsmål. Både læseren og Arnold er forvirret over, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed, og fortællingen giver som sådan ingen endelige svar.

”Eventyr og Fortællinger” blev ikke modtaget særlig godt af det danske anmelderkorps, der ikke lod til at være med på fantastikkens ideer. I Sverige og Tyskland blev ”Eventyr og Fortællinger” mere populær, og blev oversat til tysk hele tre gange.