B.S. Ingemanns ”Eventyr og Fortællinger” udkom i 1820 og markerede med sit ene, rendyrkede eventyr – ”Det Høje Spil” – og tre fortællinger et nybrud i Ingemanns forfatterskab. I 1989 blev de fire originale samlet med ti kortere eventyr og fortællinger i en af de mange posthume Ingemann-samlinger, ”Fjorten Eventyr og Fortællinger”. ”Det Høje Spil” er det første eventyr, Ingemann skrev, og trods de overnaturlige elementer og alle eventyrelementerne er hverken dette eventyr – eller de fleste af hans øvrige produktion – skrevet til børn. Snarere er de en form for undersøgelse af psyken.
Ingemann karakteriserede selv sin samling af eventyr og fortællinger således: ”De ere som oftest udsprungne af den Stemning, der gjerne tillader Fantasien at dvæle ved den dunkle hemmelighedsfulde Side af Menneskenaturen – uden at lade den prosaisk bortforklarende Forstand gribe forstyrrende ind i Fremstillingen – men dog derfor ikke bortfjerner den psychologiske Mulighed, der giver Ideens høiere Sandhed Skikkelse i de aandelige Phænomeners Verden.” (Marita Akhøj Nielsen: ”Forfatterportræt”. Arkiv for dansk litteratur.)
Med andre ord er Ingemanns eventyr skrevet med en form for irrationel eller førrationel stemning, hvor man ikke som sådan skal forsøge at forstå alt, der sker – men snarere skal lade ens fantasi dvæle ved den mere hemmelighedsfulde side af menneskets natur. Ofte bliver denne form for litteratur, hvor man byder en form for tøven velkommen og ikke søger en entydig forklaring på tekstens overnaturlige elementer, kaldt for fantastisk litteratur. Bedst ses fantastikkens præg i fortællingen om ”Sphinxen”, hvor hovedpersonen Arnold stilles en gåde og gennem hele historien forsøger at finde frem til en form for sandhed. Undervejs nærmer Arnold sig gradvist vanviddets rand, jo mere han prøver at forstå alle de ufattelige ting, der sker omkring ham. I sidste ende er det først, da han opgiver at forstå den forvirrende og flertydige virkelighed, at han på sin vis vågner fra sit mareridt og får den kvinde, han elsker.
”Sphinxen” hentede sin inspiration fra E.T.A. Hoffmanns (1776-1822) ”Der goldene Topf” (1814-15), og som i mange af de øvrige historier i ”Eventyr og Fortællinger” er det centrale tema den konflikt, der findes mellem en sanselig, fysisk verden, man kan se og røre, og en åndelig verden, der hverken lader sig forstå eller sanse. I ”Sphinxen” bliver hovedpersonen Arnold hevet ind i en mareridtsagtig og udsyret verden, hvor han skal forsøge at svare på en sphinx’ uløselige spørgsmål. Både læseren og Arnold er forvirret over, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed, og fortællingen giver som sådan ingen endelige svar.
”Eventyr og Fortællinger” blev ikke modtaget særlig godt af det danske anmelderkorps, der ikke lod til at være med på fantastikkens ideer. I Sverige og Tyskland blev ”Eventyr og Fortællinger” mere populær, og blev oversat til tysk hele tre gange.