Den spreder Guld paa Sky,
Gaaer over Hav og Bjergetop,
Gaaer over Land og By.
Den kommer fra den fagre Kyst
Hvor Paradiset laa;
Den bringer Lys og Liv og Lyst
Til Store og til Smaa.”
B.S. Ingemann voksede op som præstesøn og som den yngste i en børnefolk på otte. Allerede som tiårig mistede han sin far, ti år efter sin mor og i de følgende år alle sine syv brødre. Moren og tre søskende døde af tuberkulose, og Ingemanns tidlige digtning var da også præget af dødsbevidsthed og melankoli. Efter frivillig militærtjeneste i Kronprinsens Livkorps sammen med mange andre guldalderdigtere (bl.a. Adam Oehlenschläger (1779-1850)) startede Ingemann på jurastudiet og begyndte samtidig at udgive især salmer og sange.
Som 29-årig udgav han debuten ”Digte” (1811), som fik god modtagelse og satte gang i en vældig produktivitet fra Ingemanns side. ”Digte” blev hurtigt efterfulgt af tre andre digtsamlinger, bl.a. ”Julegave” (1816), og samtidig skrev Ingemann også tre skuespil. Ingemann forlod i 1817 jurastudiet inden embedseksamen til fordel for litterære studier på Sorø Akademi, der var et kulturcentrum i den danske guldalder. Ret usædvanligt for sin tid rejste Ingemann med økonomisk støtte fra kongen til Italien over Tyskland, Frankrig og Schweiz i 1818-1819, og på den rejse opdagede han den nye bølge af romantisk litteratur, der uden tvivl inspirerede ham til udgivelsen af ”Eventyr og Fortællinger” (1820).
Efter studierne på Sorø Akademi fik han i 1822 titlen som lektor i dansk sprog og litteratur og blev ansat ved akademiet, hvor han senere blev direktør. Med fri lektorbolig og fast stilling blev Ingemann efter ti års forlovelse gift med Lucie Mandix (1792-1868) i 1822. Lucie Mandix var maler, og Ingemann støttede – ulig mange andre på den tid – sin kones kunstneriske virke, men de to fik aldrig børn.
På Sorø Akademi begyndte Ingemann at udgive historiske romaner, der ramte den brede læserskare med spændende plot, kærlighedsforviklinger, letforståelige karakterer og beskrivelser og velskrevne replikker. ”Valdemar Sejr” blev udgivet i 1826 og blev efterfulgt af en række romaner og episke digte, men Ingemann vendte tilbage til poesien med sine ”Morgensange for Børn” (1837) og ”Syv Aftensange” (1838). Sangene og salmerne blev sat til musik af komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) og blev tungen på vægtskålen for Ingemanns udbredelse i den danske befolkning. Han blev læst og sunget af alle uanset klasse, uddannelse og beskæftigelse og havde en enorm betydning for den danske nationalfølelse, en fælles identitet – og for danskernes læselyst.