portræt af Theis Ørntoft
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Theis Ørntoft

cand.mag. Helle Eeg, 2010 - 2025. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, august 2025.
Top image group
portræt af Theis Ørntoft
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Theis Ørntoft debuterede i 2009 med den stilsikre og frække digtsamling ”Yeahsuiten”. I de efterfølgende udgivelser, ”Digte 2014” og debutromanen ”Solar” fra 2018, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning. Her træder mere alvorlige temaer som klimakrise og menneskets manglende forbindelse til naturen og hinanden frem som vigtige temaer. Slægtsromanen ”Jordisk” fra 2023 fortsætter i samme spor, men er skrevet i en mere traditionel prosa end de tidligere udgivelser, og ”Habitat” fra 2025 trækker veksler på forfatterens eget liv.

 

140779601

 

Blå bog

Født: 1984 i Alling.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2009

Debut: Yeahsuiten. Gyldendal, 2009. Digte.

Litteraturpriser: Michael Strunge-prisen, 2014, Klaus Rifbjergs Debutantpris, 2016.

Seneste udgivelse: Habitat. Gyldendal, 2025. Roman.

 

 

 

 

 

Videoklip

Theis Ørntoft i samtale med Forfatterwebs litteraturformidler, Sarah Hvidberg, om romanen “Jordisk”. 2023.

Artikel type
voksne

Baggrund

”… jeg skal se dem sprede min aske/ ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler/ jeg skal se dem trække et fiskenet fuld af havfruer/ op af min morgenurin/ hvor skal man gå hen med sin kærlighed/ hvor skal man gå hen med den/ bag skrankerne står de bare og smelter/ der er ingen hjælp at hente/ træk et nummer og knep et foster/ læg dig selv i natostilling og gø mod himlen/ vof vof …”
”Digte 2014”, s. 61.

Theis Ørntoft er født i 1984 i Alling lidt uden for Ry i Jylland. Han debuterede som forfatter i 2009 med digtsamlingen ”Yeahsuiten” og har siden etableret sig som en af sin generations markante stemmer. Ørntoft er uddannet fra Forfatterskolen i 2007–2009 og har siden debuten udgivet både poesi og prosa, hvor han kredser om klimakrise, fremtidsscenarier og det at være ung og i bevægelse.

Særligt klimakrisen har været en gennemgående linje i forfatterskabet, og Ørntoft har beskrevet den som ”vores fælles identifikationspunkt” (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så? Politiken, 2014-03-23). Han ser den økologiske krise som det, der samler hans generation – en form for nyt samfundsprojekt i en tid, hvor mange har følt sig uden en fælles kamp. ”Det dæmrede for mig, at den økologiske krise jo bliver vores fælles identifikationspunkt,” har han sagt.

Men Ørntofts litteratur er ikke kun båret af fortvivlelse. I nyere tid har han vendt sig mod det, der giver håb – ikke kun for menneskeheden, men også for ham selv. Forfatteren, der er blevet både 40 og far, oplever en forandring, som er kommet med faderrollen. Som han selv siger: ”Jeg finder en enorm tilfredsstillelse i at være bundet til noget for første gang i mit liv. At skifte bleer og spille vandlyde, når min datter ikke kan sove, er det bedste, jeg nogensinde har oplevet.” (Thit Lund Bordin: Farrolle giver forfatter håb for fremtiden. Ritzau, 2024-02-04).

Den nye rolle som far har ikke kun påvirket hans liv, men også hans forfatterskab. Ørntoft beskriver det som at træde ind i ”kapitel to som menneske” – et skridt væk fra den uforpligtende frihed og ind i en mere forbundet og ansvarlig tilværelse. Dette skift er tydeligt i hans romanværk ”Jordisk” (2023), der rummer en ny dybde og forbundethed.

På trods af sin vedvarende kritik af politiske klimamål, som han ikke tror vil kunne bremse udviklingen, har Ørntoft ikke mistet håbet. Tværtimod: ”Jeg tror, der kommer til at ske nogle vilde ting. Og jeg tror, at det ikke kun er dårligt for menneskeheden, at vi skal have andre forventninger til, hvad et menneskeliv er.” (Birgitte Kjær: Kristian Bang Foss har lært Theis Ørntoft at lægge sig hen i sofaen, når han skal skrive en roman. Politiken, 2024-01-27).

Ørntofts rejse som forfatter og menneske er præget af både uro og refleksion, men det er håbet, der fylder mest i dag – både som drivkraft i livet og i litteraturen.

Aktuelt værk: Habitat

”Ude i viktualiekammeret sætter jeg mig på hug og undersøger mit spartelarbejde. Billerne har gravet sig vej igennem uden problemer, der ligger mere end tredive af dem med benene i vejret. Cementgulvet er fugtigt. Noget inde bag husets vægge er ikke, som det skal være. Bænkebiderne i bryggerset kan forklares, (…) men hvordan løbebillerne kommer helt herind i viktualiekammeret, som ligger midt i huset, er umuligt at gennemskue.”
”Habitat”, s. 8.

Theis Ørntofts autofiktive ”Habitat” fra 2025 er en på mange måder stor roman: den er 574 sider lang, den handler om eksistensens mindste bestanddele og om civilisationers endeligt, den går i kødet på moderne maskulinitet og samliv og så er den skrevet som i en raptus – energisk, næsten væltende over sine egne fødder i alt det, den gerne vil fortælle.

I den første af bogens tre dele flytter forfatteren Theis i efteråret 2018 til Møn og ind i sin nyindkøbte rønne af et hus. Der er dyr bag panelerne, gulvene er lagt på den bare jord, og loftet ved at styrte sammen. Men Theis ser charmen i det, han trænger til ro og tid til at skrive og komme på afstand af sit liv i København. Det indleder bogens rammefortælling, der går fra 2018, og frem til romanen ”Jordisk” udkommer i 2023, samme tid som han bliver far til en datter. Heri følger vi Theis have det tiltagende dårligt, blive sygemeldt og langsomt vende tilbage til virkeligheden med et pedeljob på hans forlag, indtil han får hul igennem til både kærlighedslivet med Josefine og til romanskrivningen.

140779601

I ikke-kronologisk rækkefølge er der fyldige nedslag i Theis’ barndom og ungdom, hvor særligt en voldsom trafikulykke i hans tidlige teenageår har sat sig i ham, psykisk og fysisk. En flugtbilist kørte ham ned, og Theis lå forkrøblet i grøftekanten og så mørket i øjnene. Angst og PTSD følger ham gennem livet sammen med en ekstrem trang til at være alene. Sammen med de personlige refleksioner om liv, opvækst, litterære frembringelser og maskulinitetsidealer og en bramfri kortlægning af et årelangt pornomisbrug, er der essayistiske digressioner om de emner, Theis nysgerrigt dykker ned i: UNA-bomberen, skoleskydere, geopolitik, destruktion som kosmisk princip osv. Der er episoder fra årene på Forfatterskolen og som underviser på Testrup Højskole, de første cigaretter i skolegården og skæve dage i Berlin, og den ambitiøse roman svarer selv på sit spørgsmål om genrens berettigelse i dag, når den udfolder et menneskeliv, spejler det individuelle i tidsånden, inviterer læseren til selv at tage stilling til de anførte holdninger og insisterer på, at kunsten er et solidt refleksionsrum uden moralske forpligtelser. Et sted at lufte alle både smukke og skræmmende tanker, et sted at være i det utydelige.