portræt af Theis Ørntoft
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Theis Ørntoft

cand.mag. Helle Eeg, 2010, 2014, 2018 og august 2023.
Top image group
portræt af Theis Ørntoft
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Theis Ørntoft debuterede i 2009 med den stilsikre og frække digtsamling ”Yeahsuiten” og slog allerede her igennem som en af sin generations vigtige stemmer. I de efterfølgende udgivelser ”Digte 2014” og debutromanen ”Solar” fra 2018 er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning. Her træder mere alvorlige temaer som klimakrise og menneskets manglende forbindelse til naturen og hinanden frem som vigtige temaer i forfatterskabet. Slægtsromanen ”Jordisk” fra 2023 fortsætter i samme spor, men er skrevet i en mere traditionel prosa end de tidligere udgivelser.

136670565

 

Blå bog

Født: 1984 i Alling.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2009. Studier ved Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.

Debut: Yeahsuiten. Gyldendal, 2009.

Litteraturpriser: Michael Strunge-prisen, 2014 og Klaus Rifbjergs Debutantpris, 2016.

Seneste udgivelse: Jordisk. Gyldendal, 2023. Roman.

Genrer: Autofiktion, Lyrik

 

 

 

 

 

Videoklip
Forfatterinterview med litteraturformidler Sarah Hvidberg om romanen "Jordisk", august 2023.

Artikel type
voksne

Baggrund

”… jeg skal se dem sprede min aske/ ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler/ jeg skal se dem trække et fiskenet fuld af havfruer/ op af min morgenurin/ hvor skal man gå hen med sin kærlighed/ hvor skal man gå hen med den/ bag skrankerne står de bare og smelter/ der er ingen hjælp at hente/ træk et nummer og knep et foster/ læg dig selv i natostilling og gø mod himlen/ vof vof …”
”Digte 2014”, s. 61.

Theis Ørntoft er født i 1984 i den lille by Alling, der ligger lidt uden for Ry i Jylland. Han blev født i et, efter eget udsagn, rigtig 68’er kollektiv. Hans mor er billedkunstner og hans far er uddannet læge. Som 18-årig flyttede han til Aarhus og nogle år senere videre til København. Om forskellen fra barndommens nærmiljø til ungdom og voksenlivet i byen siger Ørntoft: ”Det var en tryg opvækst. Men alligevel havde jeg meget tidligt en følelse af ikke at befinde mig særlig godt. Vores hus lå lige ud til en stor hede, og den konkrete tomhed påvirkede mig. Det har helt sikkert været med til, at jeg havde stor trang til at flygte til byen så hurtigt, som jeg kunne.” (Thomas Nygaard: Rent til grin. Århus onsdag, 2009-11-04).

Han mener selv at have arvet en særlig sensibilitet fra sin mor, og at det netop er denne hudløse tilgang til verden, som han benytter i sin digtning: ”Jeg tror jeg indoptager en større mængde data end gennemsnittet for et menneske. Det har meget med perception at gøre. Syn, hørelse, følelser. Alt virker meget stærkt på mit sanseapparat. Jeg oplever det oftest i forbindelse med hårde miljøskift. Hvis jeg eksempelvis har siddet på mit værelse hele dagen, og så går ud på gaden. Det sker i bittesmå glimt” (Katrine Julie Abrahamsen: Verden er skizofren. Dagbladet Information, 2009-09-23). 

Fra 2007 til 2009 var Theis Ørntoft elev på Forfatterskolen, og debuterede kort efter afgangen fra skolen med den kritikerroste digtsamling ”Yeahsuiten”. Ved siden af forfatterskabet har Ørntoft arbejdet med musik. Han har bl.a. udgivet albummet ”Until Dawn” med bandet Twins Twins, og sammen med digteren Lars Skinnebach dannet bandet Klimakrisen. Ørntoft har desuden undervist på skrivelinjen på Testrup Højskole.

Aktuelt værk: Jordisk

”Han så boreplatforme for sig. Store menneskeskabte konstruktioner med metalliske rødder ned i den urgamle undergrund, hvor olien fandtes. Han så den brunsorte væske, der blev suget op og sendt gennem kilometerlange rør. Verden illumineret af et kunstigt, men fantastisk lys. En mægtig, kollektiv afbrænding.”
"Jordisk", s.261.

På mange måder føles Theis Ørntofts roman ”Jordisk” fra 2023 som et nybrud i hans forfatterskab. I modsætning til hans tre tidligere udgivelser er hovedpersonen i denne roman ikke en spejling af Ørntoft selv. Formmæssigt lægger værket sig tættere op af en traditionel romangenre både sprogligt og plotmæssigt og er dermed mindre eksperimenterende end ”Yeahsuiten” og ”Solar”. Tematisk er der dog en tydelig tråd til hans tidligere udgivelser, som fx det moderne menneskes tabte kontakt til naturen og ubehaget ved at indgå i forpligtende sociale relationer.

”Jordisk” er en slægtsroman, der følger tre generationer fra 1967-2036. Bogen er inddelt i fem afsnit, der hver skildrer en generation af familien. Den går tilbage til bankmanden Ernst og forgrener sig senere med datteren Alice og hendes kæreste Nick, deres fælles børn og Nicks datter fra et senere forhold. I et interview fra 2018 taler Ørntoft om, hvordan litteraturen tidligere har været samlet omkring én stor fortælling og én gennemgående helt eller hovedperson, og om hvorvidt den måde at samle fortællinger på kan bruges i vores mere splittede samtid (”Når det langsomme bliver en luksus”, Litteratursiden.dk). Slægtsromanen er en gammel genre, men hos Ørntoft giver genren mulighed for at netop at lade mange forskellige synspunkter, erindringer og oplevelser af de samme begivenheder blande sig sammen til en fælles fortælling.

Karakteristisk for Ørntofts forfatterskab har også naturen en rolle i romanen. Titlen på romanen ”Jordisk” henviser til livet på Jorden og dets forgængelighed, men også til materielle ting og deres værdi. Tydeligst hos Ernst, der bekymrer sig om det forestående kollaps af Bretton Woods-systemet, der knyttede dollarkursen til værdien af guld. For Ernst bliver det symbolet på en verden, hvor mennesket er ved at miste jordforbindelsen, både i konkret og overført betydning. Mange år senere sidder hans barnebarn Miriam og klikker en marmorplade hjem til sin lejlighed i København. Hun overvejer især, hvad leveringen af marmorpladen vil have af konsekvenser for myldretidstrafikken på Gl. Kongevej, når en kran skal føre marmorpladen ind gennem vinduet. Imens zoomer fortællerstemmen ud af lejligheden og beskriver først, hvordan marmoret blev dannet for millioner af år siden, og dernæst hvordan menneskelige fremskridt har gjort en industri omkring udvindingen af marmor mulig. Romanen undersøger dette forhold mellem det jordiske og menneskeheden og i slutningen af romanen sendes den yngste lillesøster Julia bogstavelig talt til månen, uden at hun af den grund mister jordforbindelse. Grundspørgsmålet i romanen er hvilken sammenhæng der er mellem det jordiske og det metafysiske, altså tankerne, ideologierne og følelserne.

Yeahsuiten

”På min vej til lægen bliver jeg vildt forpustet jeg skal cykle op ad en stejl bakke men kort efter suser jeg nedad igen og det var egentlig ikke så slemt selv frygten for døden er en konstruktion”
”Yeahsuiten”, s. 11.

Theis Ørntofts anmelderroste ”Yeahsuiten” fra 2009 var en usædvanlig stilsikker debut. Helt i digtsamlingens ånd mødes man på omslaget af ti unge mennesker, der kikker afventende ud på læseren. Forsiden ligner noget fra et pladecover eller et kunstmagasin ligesom forfatterbilledet mimer diverse idolplakater og portrætterer Ørntoft liggende henslængt på en seng med en smøg i hånden og en halvt spist vandmelon. Begge dele indvarsler, at denne digtsamling er fyldt med attitude og overmod.

27913431

”Yeahsuiten” skubber altså allerede på forsiden til de forestillinger, vi har om digte som en særlig ophøjet og finlitterær genre. Titlen er ellers en reference til en af dansk litteraturs tunge drenge, Frank Jæger, der i eftertiden er blevet kendt som ’den lyse digter’. Det er da også i spændet mellem netop de to yderpunkter: den påtagede ungdommelige og den genre- og litteraturhistorisk bevidste, at man skal læse ”Yeahsuiten”. Digtene har således en markant ungdommelig tone, ting er ’helt vilde’, nogle gange er man ’MEGA fuld’ og personer er fucket, og ind i mellem ’dovner man bare helt igennem’. På grund af det tidstypiske ungdomssprog og den tydelige selviscenesættelse er digtsamlingen blevet kaldt et generationsportræt. Ud over det meget tidsbundne sprogbrug er der ikke nogen oplagt grund til at tale om værket som et forsøg på at give lyd til en bestemt generation af unge.

Der er snarere tale om at ville udtrykke en bestemt alder eller periode i tilværelsen, hvor livet føles helt tæt på og verden stadig ligger for ens fødder. Som det hedder et sted: ”jeg blev født og etablerede langsomt min egen plads i verden/ men nu føles det, som om jeg kan miste den igen// og det er en vildt fucked følelse” (s. 21). For under den tilsyneladende muntre stemning i digtsamlingen, ligger der også en alvorlig undertone, som blandt andet kommer til udtryk som en usikkerhed på verden: ”jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig” (s. 37), og som en usikkerhed på jeget som en enhed: ”så går jeg ind på en indisk takeaway og virker oprigtigt interesseret/ men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg virkelig også er det” (s. 36).

Det er let at afskrive Ørntofts debut som alt for poppet og alt for glat, hvilket et par anmeldere også gjorde, men det lettilgængelige og humoristiske sprog gemmer, foruden en forfriskende moderne tilgang til det litterære sprog, også en finfølelse over for sproglige virkemidler og en søgen efter litteraturens væsen.

Digte 2014

” Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/tænker jeg på apokalypsen/hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/får jeg det fysisk dårligt./Lad os sætte os her i skumringen og vente på/at revolutionen griber os./Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/og flyforbindelser i hud og hår/og læse breaking news/de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/hvad fanden er det for noget/de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/hvad fanden er det for noget ...”
”Digte 2014”, s. 11.

Der gik fem år fra Theis Ørntofts debut og til han udgav ”Digte 2014”. De fem år har bortvisket meget af Ørntofts tidligere frækhed og naivitet, og selvom ”Digte 2014” stadig tager udgangspunkt i en ung mands dagligdag, er den mærkbart mere sortsynet end debuten. Titlen på denne digtsamling er ligesom debuten en hilsen til dansk litteraturhistorie. Denne gang til to tunge herrer, nemlig Alene titlen antyder en vis seriøsitet ved at lægge sig tæt op af to af Danmarks største forfatteres tidlige værker, nemlig Adam Oehlenschlägers ”Digte”, 1803 og Johannes V. Jensens ”Digte 1906”.

I de nye digte hersker undergangsstemningen: ”For mig er samfundene døde./ Jeg tror ikke længere/ det er et spørgsmål om forfinelse/ men om afvikling” (s. 9) og videre: ”… Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet/ ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker/ jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind/ jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum/ og se boreplatforme komme sejlende/ se dem skyde deres flammer op i mørket” (s. 11). Ørntoft beskriver selv skiftet i sit fokus således: ”I min tid er der sket det, at de værdier, jeg siden min barndom er blevet opdraget til at forfølge, uddannelse og familie f.eks., de er ikke længere mulige for mig at tro på. Fordi de er indlejret i en samfundsstruktur, som jeg mener er brudt sammen. Vi opfører os bare, som om den ikke er.” (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så? Politiken, 2014-03-26).

50980499

I ”Digte 2014” ville Ørntoft prøve at skrive fra håbløshedens sted, men det var svært: For eksempel begyndte humoren at gro frem. Det er paradoksalt i forhold til det, der står på mange af siderne i bogen. Der er en uudgrundelig optimisme, som jeg kan spore rundt omkring, men ikke forklare årsagen til” (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så? Politiken, 2014-03-26). Ifølge anmelder Tue Andersen Nexø er denne humor dog med til at understrege og ikke undergrave den apokalyptiske stemning i digtsamlingen: ”Jeg tror, at bogens tegneserieagtige udtryk, dens sære blanding af undergang og ungdomskultur, bunder i en følelse af ikke at have et sprog, der er stærkt nok til katastrofen. Men så alligevel at måtte sige noget, fordi det trods alt er bedre end at være tavs” (Tue Andersen Nexø: Hvepse i røven, kviksølv i munden. Dagbladet Information, 2014-03-07). 

 

 

 

Solar

”Nærmede jeg mig noget – eller flygtede jeg? Hvorfor gik jeg overhovedet? Hvorfor kørte jeg ikke bare i bil ned ad Hærvejen? Det ville være meget hurtigere. Mere … effektivt. Men så forsvandt hele meningen jo. Meningen, ja. Men hvad var meningen nu? Hvad end meningen var for noget, forsvandt den meget let, der skulle ikke andet til end en lang lige grusvej før meningen forsvandt som dug for solen. Jeg var forvirret ...”

”Solar”, s. 42-43.

I 2018 debuterede Theis Ørntoft som romanforfatter med ”Solar”, der fortsætter det klimakritiske spor, ”Digte 2014” indledte. Romanen indledes med et oprids af de blågrønne algers historie: ”Den første livsform man kender til på Jorden, er de blågrønne alger. … blinde og uden selv at vide det indledte de noget der skulle blive afgørende for livet på planeten. De opfandt fotosyntesen. De høstede solens lys og udledte ilt … Sådan grundlagde de blågrønne alger mulighedsbetingelserne for det senere liv på Jorden … Uheldigvis var ilten som gift for algerne selv … og som art uddøde de derfor næsten.” (s. 5). Den lille fortælling om algerne, der grundlægger livet på jorden, for derefter at gå til i deres egen succes, kan næsten kun læses som en fabel over menneskenes tid på jorden.

54019173

Hovedkarakteren i ”Solar” er i hvert fald i frit fald. I romanens første del drager han ud på en vandring ned ad Hærvejen. En vej der igennem århundreder har været civilisationens færdselsåre fra Europa og op til Danmark. I dag er Hærvejen afløst af motorveje, flyvemaskiner, fragtskibe og toge, og vores samfund er pakket godt ind i civilisationens tåger. Og netop civilisationskritikken er et vigtigt omdrejningspunkt i ”Solar”, Ørntoft karakteriserer menneskets flugt fra naturen og ind i kulturen sådan her: Vi er nogle hjælpeløse teknologiske aber i gule refleksveste og med lys i cykelhjelmene. Vi kan ikke se forskel på den giftige og helbredende plante, men vi har en nærmest instinktiv fornemmelse af, hvordan den emoji, der smiler med lukkede øjne, er anderledes end den, der smiler med åbne (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Romanhovedpersonen Theis forsætter sin deroute ud af (fin)kulturen i et fitnesscenter, han træner, tager stoffer og kommer stille og roligt væk fra sit liv som digter på Nørrebro i København. Han flytter ind hos pædagogkæresten Nadja i Albertslund og overtager hendes ekskærestes playstation, han opsiger sin lejlighed og forsvinder i dagevis ind i det hypervoldelige spil ”Grand Theft Auto”. I romanens tredje del er opløsningen total, Nadja har slået op med Theis, og for sine sidste penge rejser han ned igennem Europa. Hans rejse ligner mere og mere computerspillets, efterhånden som voldspiralen tager til. Som de blågrønne alger, der skabte deres egen undergang, bliver Theis symbolet på menneskets undergang.

Genrer og tematikker

Et af de gennemgående temaer i digtene i ”Yeahsuiten” er, hvordan både individet og sproget kan ses som konstruktioner. Theis Ørntoft beskriver det selv på følgende måde: ”Hvad end jeg skriver om, kommer det ofte til at handle om grænser og belysning af konstruktioner. Grænser mellem indre og ydre, mellem bevidsthed og verden osv. Det interesserer mig at belyse sproget som den konstruktion det er, som et betydningsmateriale mennesket bruger til at erkende verden igennem” (Katrine Julie Abrahamsen: Verden er skizofren. Dagbladet Information, 2009-09-23). Det viser sig bl.a. i digtene ved en opløsning af jeget. Jeget indoptager og forholder sig konstant til verden omkring sig, jeget er så at sige på en og samme gang beskuende og beskuet: ”en mand står og kikker på mig, jeg er hans udsigt/ jeg står og kikker på en mand, han tager min udsigt” (s. 34). 

I ”Digte 2014” er fokus flyttet fra individet til fællesskabet. Dels som en kapitalismekritik og dels som et afsavn efter en samhørighed med naturen, der er gået tabt. Vores forhold til verden er blevet sygt, vi har ”kviksølv i lungerne”, i fabrikken sidder børn og ”syr i sig selv” og der er ”hvepse i min afføring, de første tegn på straf”. Der løber i det hele taget et billedsprog af dyr, dyrelyde, planter og grundstoffer igennem digtene, og gang på gang konstateres det, hvordan vi har misbrugt vores planet: ”… i nat hvor solene spinder/ over børneansigter som fnyser/ blod og snot/ ud gennem samfund/ ud gennem årtusinder/ hvor jeg går igennem/ grøn zone/ i brand/ på alle etager. (s. 34). Det er en grum samfundskritik, der er blottet for alt håb om en bedre verden. 
I ”Solar” kan man sige, at den jeg-opløsning der var på spil i ”Yeahsuiten” og klimakrisen der fyldte i ”Digte 2014” smelter sammen i fortællingen om hovedpersonen Theis. 
Theis Ørntoft er ofte blevet betegnet som økodigter, og i et interview giver han selv et bud på, hvordan man kan genrebestemme økopoesi: ”Økopoesi er en ikkedogmatisk litteratur, der har et koordinat i de tre grundlæggende niveauer - i det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske (…) Så det er altså bare en litteratur, der er bevidst om, at der findes noget andet og større end det menneskelige. Ganske enkelt. (…) Det er måske mit overordnede litteratursyn, ja. De tre niveauer - det individuelle, samfundsmæssige og kosmiske - er altid til stede for mig. Det handler om at undersøge alle de migrationsruter og forbindelser, der findes mellem menneske, samfund og kosmos. For det er herigennem, man kan lave et totalbillede af verden, som den opleves fra et menneskeligt perspektiv.” (Anna Raaby Ravn:, Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Koblingen af de tre niveauer som Ørntoft nævner her er især tydelig i hans slægtsroman ”Jordisk”, hvor hovedpersonernes liv, samtidspolitik og de kosmiske forhold flyder sammen i en fælles fortælling.

Beslægtede forfatterskaber

Theis Ørntofts forfatterskab forsætter på mange måder den overflod af udgivelser lige omkring årtusindeskiftet, der handlede om unge (digter)mænds hverdagsliv i København. Navne som Lars Frost, Kristian Bang Foss, Jeppe Brixvold, Anders Søgaard og Peder Frederik Jensen slog igennem i den periode. Ørntoft deler helt sikkert de skæve skjulte smil og den selvsikre arrogance med de nævnte forfattere. Ørntoft mener dog også, at der er klare forskelle på hans generation af forfattere og 00’ernes: ”Der er en del forfattere, der nærmest udelukkende beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve et privilegeret liv i en velfærdsstat. Og der går et erfaringsmæssigt skel her; mellem min generation og den foregående. Det er muligvis en forsimpling, men jeg har det anstrengt med litteratur, der bliver ved med at tematisere parforhold, skilsmisse, identitet og de små depressioner, som livet i velfærdsstaten udløser” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23).

For Ørntoft har fokus flyttet sig fra individet til hele kosmos. Forfattergenerationen før ham, mener han var for navlepillende: To karakterer går en tur i skoven, og træerne og det økologiske rum agerer blot død baggrund for parforholdet. Eller de tager på sommerferie med deres venner til en græsk ø, de ser flygtningene på stranden, men det er ikke flygtningene, det handler om. Det er forfatterens dårlige samvittighed og velfærdsdepression, det handler om.” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Det at sætte klimakrisen i front deler han dog med flere forfattere fra andre generationer end sin egen, mest indlysende med forfatter og underviser på Forfatterskolen Lars Skinnebach. I ”Digte 2014” bliver slægtskabet med Skinnebach meget tydeligt. Begge forfattere deler en kapitalismeskepsis og en dyb bekymring over klimakrisen, som også kommer til udtryk i deres samarbejde med musikprojektet ”Klimakrisen”. Man kan også nævne forfattere som Charlotte Weitze, Dennis Gade Kofoed og Silja E. K. Henderson.

Bibliografi

Digte

Ørntoft, Theis:
Yeahsuiten. Gyldendal, 2009. Digte.
Ørntoft, Theis:
Digte 2014. Gyldendal, 2014.

Roman

Ørntoft, Theis: Solar. Gyldendal, 2018.
Ørntoft, Theis: Jordisk
Gyldendal, 2023.

Andre udgivelser

Twins Twins:
Until dawn. 2009. CD.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Abrahamsen, Katrine Julie:
Forfatterskole 09: Verden er skizofren. Interview i Dagbladet Information, 2009-09-23.
Nygaard, Thomas:
Rent til grin. Århus onsdag, 2009-11-04.
Löfström, Kamilla:
Årets debutant og fjas er serious business. Dagbladet Information, 2009-11-13.
Yde, Katrine Hornstrup:
Sproget opfører sig håbefuldt, når der intet håb er. Interview i Dagbladet Information, 2014-03-07.
Nexø, Tue Andersen:
Hvepse i røven, kviksølv i munden. Anmeldelse i Dagbladet Information, 2014-03-07.
Garsdal, Lise:
Verden går under – og hvad så?. Interview i Politiken, 2014-03-26.

Om forfatterskabet

Twins Twins på Wikipedia
Gyldendal, 2018-04-18.

Indstilling til Montana-prisen

Nielsen, Peter: En ualmindelig flabet og øretæveindbydende bog. Dagbladet Information, 2009-11-18.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Theis Ørntoft