theis ørntoft
Foto: Kasper Vang

Theis Ørntoft

Artikel type
voksne
cand.mag. Helle Eeg, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
theis ørntoft
Foto: Kasper Vang
Main image
Ørntoft, Theis
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Theis Ørntoft bragede igennem anmeldermuren med sin frække og stilsikre debut ”Yeahsuiten” i efteråret 2009. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren ”Digte 2014”, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.

Autofiktion

 

50980499

Blå bog

Født: 1984 i Alling.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2009. Studier ved Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.

Debut: Yeahsuiten. Gyldendal, 2009.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Digte 2014. Gyldendal, 2014.

 

 

 

Baggrund

”… jeg skal se dem sprede min aske/ ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler/ jeg skal se dem trække et fiskenet fuld af havfruer/ op af min morgenurin/ hvor skal man gå hen med sin kærlighed/ hvor skal man gå hen med den/ bag skrankerne står de bare og smelter/ der er ingen hjælp at hente/ træk et nummer og knep et foster/ læg dig selv i natostilling og gø mod himlen/ vof vof …”
”Digte 2014”, s. 61.

Theis Ørntoft er født i 1984 i den lille by Alling, der ligger lidt uden for Ry i Jylland. Han blev født i et, efter eget udsagn, rigtig 68’er kollektiv. Hans mor er billedkunstner og hans far er uddannet læge. Som 18-årig flyttede han til Aarhus og nogle år senere videre til København. Om forskellen fra barndommens nærmiljø til ungdom og voksenlivet i byen siger Ørntoft: ”Det var en tryg opvækst. Men alligevel havde jeg meget tidligt en følelse af ikke at befinde mig særlig godt. Vores hus lå lige ud til en stor hede, og den konkrete tomhed påvirkede mig. Det har helt sikkert været med til, at jeg havde stor trang til at flygte til byen så hurtigt, som jeg kunne.” (Thomas Nygaard: Rent til grin. Århus onsdag, 2009-11-04).

Han mener selv at have arvet en særlig sensibilitet fra sin mor, og at det netop er denne hudløse tilgang til verden, som han benytter i sin digtning: ”Jeg tror jeg indoptager en større mængde data end gennemsnittet for et menneske. Det har meget med perception at gøre. Syn, hørelse, følelser. Alt virker meget stærkt på mit sanseapparat. Jeg oplever det oftest i forbindelse med hårde miljøskift. Hvis jeg eksempelvis har siddet på mit værelse hele dagen, og så går ud på gaden. Det sker i bitte små glimt” (Katrine Julie Abrahamsen: Verden er skizofren. Dagbladet Information, 2009-09-23). 

Fra 2007 til 2009 var Theis Ørntoft elev på Forfatterskolen, og allerede kort efter afgangen fra skolen debuterede han fra Gyldendal med den kritikerroste digtsamling ”Yeahsuiten”. Ved siden af digtningen arbejder Ørntoft med musik, bl.a. sammen med digteren Lars Skinnebach i bandet Klimakrisen. I 2009 debuterede han desuden som sanger og sangskriver i bandet Twins Twins. 

Yeahsuiten

”På min vej til lægen bliver jeg vildt forpustet jeg skal cykle op ad en stejl bakke men kort efter suser jeg nedad igen og det var egentlig ikke så slemt selv frygten for døden er en konstruktion”
”Yeahsuiten”, s.ide 11.

Theis Ørntofts anmelderroste ”Yeahsuiten” fra 2009 er en usædvanlig stilsikker debut. Helt i digtsamlingens ånd mødes man på omslaget af ti unge mennesker, der kikker afventende ud på læseren. Forsiden ligner noget fra et pladecover eller et kunstmagasin ligesom forfatterbilledet mimer diverse idolplakater og portrætterer Ørntoft liggende henslængt på en seng med en smøg i hånden og en halvt spist vandmelon, begge dele indvarsler, at denne digtsamling er fyldt med attitude og overmod. ”Yeahsuiten” skubber altså allerede på forsiden til de forestillinger, vi har om en digtsamling som en særlig ophøjet og finlitterær genre. Titlen er ellers en reference til en af dansk litteraturs tunge drenge, Frank Jæger, der i eftertiden er blevet kendt som ’den lyse digter’. Men det er da også i spændet mellem netop de to yderpunkter: den påtagede ungdommelige og den genre- og litteraturhistorisk bevidste, at man skal læse ”Yeahsuiten”. Digtene bærer således en markant ungdommelig tone, ting er ’helt vilde’, nogen gange er man ’MEGA fuld’ og personer er fucket, og ind i mellem ’dovner man bare helt igennem’. Af samme grund er digtsamlingen blevet kaldt et generationsportræt, men ud over det meget tidsbundne sprogbrug er der ikke nogen oplagt grund til at tale om værket som et forsøg på at give lyd til en bestemt generation af unge.

Der er snarere tale om at ville udtrykke en bestemt alder eller periode i tilværelsen, hvor livet føles helt tæt på og verden stadig ligger for ens fødder. Som det hedder et sted: ”jeg blev født og etablerede langsomt min egen plads i verden/ men nu føles det, som om jeg kan miste den igen// og det er en vildt fucked følelse” (s. 21). For under den tilsyneladende muntre stemning i digtsamlingen, ligger der også en alvorlig undertone, som blandt andet kommer til udtryk som en usikkerhed på verden: ”jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig” (s. 37), og som en usikkerhed på jeget som en enhed: ”så går jeg ind på en indisk takeaway og virker oprigtigt interesseret/ men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg virkelig også er det” (s. 36).

Det er let at afskrive Ørntofts debut som alt for poppet og alt for glat, hvilket et par anmeldere også gjorde, men det lettilgængelige og humoristiske sprog gemmer, foruden en forfriskende moderne tilgang til det litterære sprog, også en finfølelse over for sproglige virkemidler og en søgen efter litteraturens væsen.