Jeppe Brixvold
Foto: Marie-Louise Exner

Jeppe Brixvold

Artikel type
voksne
journalist Andreas Graae, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
Jeppe Brixvold
Foto: Marie-Louise Exner

Indledning

Jeppe Brixvolds forfatterskab er én lang hvirvlende bevægelse gennem tids- og sproglige universer, som langt fra altid følger logikkens snævre vej. Sjældent møder man herhjemme en forfatter med så store litterære ambitioner, filosofisk indsigt og sproglig tæft. Brixvolds litteratur karakteriseres især ved en betingelsesløs overgivelse til fiktionens rum: Her kan alt ske. Virkeligheder opløses og bevidstheder smelter sammen. Som i hans seneste roman “Forbrydelse og fremgang”, hvor fortælleren pludselig forvandler sig til Alexander den Store. Brixvolds læser er på gyngende grund, og det er derfor ikke tilfældigt, at vand optræder som det ledende motiv – fra regnens fald over floder til havet – som den konstante, men flygtige bevægelse igennem forfatterskabet.

22110055

 

Blå bog

Født: 10. september 1968 i Virring.

Uddannelse: Studier i Litteraturhistorie ved Århus Universitet og Den Danske Filmskoles Manuskriptforfatteruddannelse.

Debut: Ja, Daniel, 1990.

Litteraturpriser: Jytte Borberg Prisen 2008 for romanen “Forbrydelse og fremgang”.

Seneste udgivelse: Forbrydelse og fremgang. Gyldendal, 2007. Roman.

Baggrund

“På min uhyggelige måde ankom jeg ud på eftermiddagen til L, hvor jeg indlogerede mig på kroen. Samme aften mødte jeg en prinsesse til et selskab. Jeg talte nu ikke med hende. Jeg lod en af mine hunde følge hende derfra og nøjagtigt erindre sig den vej, hun tog, og den fulgte hende gennem mørke gader, indtil de til sidst endte ved paladsets port. Min hund slog et kryds på porten med kridt og løb hjem igen til mig, og samme nat opsøgte vi stedet.”
“Forbrydelse og fremgang”, s. 29.

Jeppe Brixvold er født i den jyske by Virring i 1968. Kun 22 år gammel debuterer han med romanen “Ja, Daniel” (1990), mens han stadig studerer litteraturhistorie ved Århus Universitet – som senere suppleres med en uddannelse som manuskriptforfatter ved Den Danske Filmskole. Siden debuten i 1990 har han engageret sig på mange fronter i det litterære miljø. Blandt andet som underviser på Forfatterskolen i København, redaktør af litteraturtidsskriftet Den Blå Port og initiativtager til adskillige prosa-antologier, blandt andet antologien “Kortprosa” (1999) redigeret sammen med Hans Otto Jørgensen.

På et tidspunkt fik Jeppe Brixvold nok af det hektiske storbymiljø i København – eller som fortælleren i vandrebogen “Hæfte” (2001) vrisser: “En smålig, neurotisk selvoptagethed kendetegner København …” (“Hæfte”, side 10). I Stedet opsøgte Brixvold naturens og havets element på vadehavsøen Fanø, hvor han i 2003 fik et legatophold på Digterhjemmet i Sønderho og senere bosatte sig fast.

“[J]eg oplevede, at der var meget bedre ro til at læse og arbejde her på Fanø end i København. Det er svært at opretholde den samme kontinuitet i sit arbejde, når man bor i en storby. Der er hele tiden så mange udenomsaktiviteter.” (Rasmus Bo Sørensen: ”Og bagved bruser havet” i Dagbladet Information, 2009-01-07).

Den vigtigste grund til at bosætte sig på Fanø har dog ikke noget med København at gøre: “Det er, fordi jeg kan lide dens natur, geografi og kultur. Her har været malere i over 150 år, og folkemusikken på Fanø er en af de eneste ubrudte traditioner i Danmark.” (Rasmus Bo Sørensen: “Og bagved bruser havet” i Dagbladet Information, 2009-01-07).

Brixvold har siden dannet forbillede for forfatterkolleger, som har etableret en hel lille forfatterkoloni på Fanø, blandt andre Lone Hørslev, Lars Skinnebach og Martin Glaz Serup. Engagementet i lokalmiljøet banede i 2009 vejen for Jeppe Brixvolds initiativ til stiftelsen af en helt ny forfatterskoleuddannelse i Esbjerg.

Inden Jeppe Brixvold valgte at forlade København for roen og fordybelsen på Fanø, rejste han vidt omkring i Europa. En forkærlighed for Spanien skinner særligt klart igennem i hans bøger, der ofte kredser omkring det kontinentale middelhavsklima som billede på det eksotiske og frie. Han forklarer kombinationen af at rejse og skrive således: “Jeg tror meget på, at steder har deres egen betydning. Man kan jo opfatte det at rejse, som går igen i mange af mine bøger, som en flugt væk. Hvis man betragter det hjemmefra, ligner rejsen måske en flugt, eskapisme. Men når man er et andet sted, så ved alle, at det ikke føles som nogen flugt.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 19)

Det er således ikke kun for sin egen skyld, Jeppe Brixvold rejser – men for at fortælle stedernes historie: “Det er stederne selv, der interesserer mig. Det er ikke mit humør undervejs. Jeg skriver hellere om det humør, som jeg mener opstår af stederne og ikke så meget om det humør, som opstår, fordi man er på rejse.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 23).

Ja, Daniel

“Igennem mange år har jeg ikke sovet, ikke en eneste time, men er endt her i huset, hvor forskellige postbude baner sig vej gennem det gule græs, mellem træerne, for at hente mig til deres herrer, mens andre (fattige) selv kommer herud inde fra byen ad asfaltvejene, ligeledes gennem græsset, dernæst til min dør, banker med rolig kno, afslappede i venten, til jeg åbner, lader dem fortælle og forsøger at hjælpe, gennem tolkning, gennem forklaring af nattens mørke billeder, gennem drømmetydning.”
Jeppe Brixvold: “Ja, Daniel”, side 7.

Ligesom rejser både kan være af fysisk og åndelig art, bølger mangfoldige strømme og bevægelser frem og tilbage gennem Jeppe Brixvolds forfatterskab. Hans debut “Ja, Daniel” (1990) er stærkt præget af en freudiansk bølge, som nærmest får karakter af et studie i drømmetydning – tilført en ordentlig dosis litterære referencer og metaovervejelser.

Historien fortælles af drømmetyderen Daniel. Ham kan man komme til med sine drømme, hvis tydningen volder vanskeligheder eller ligefrem synes umulig. Men da den smukke Jennifer kommer til ham, begynder problemerne. Først i form af mindre distraktioner i tydningen af hendes drømme, men senere spreder de sig til arbejdet med hans øvrige klienter. Han forelsker sig. Pludselig er fire personer, som ikke kender hinanden – Jennifer, Josias, Denise og Bill – filtret godt og grundigt ind i hinandens drømme, der kommer vidt omkring fra lyse, solrige sandstrande til den mørke Birnam skov fra Shakespeares Macbeth. Daniel ser det som sin opgave at rede trådene ud og forbinde historierne for at kunne tolke dem korrekt.

Som drømmetyder ser Daniel det som sin indiskutable ret at udlægge drømmene efter forgodtbefindende. Problemerne opstår imidlertid, da hans klienter modsætter sig hans subjektive og åbenlyst forvrængede tydninger. Det fører til kampe om (re)konstruktionen af den indre (u)virkelighed, som Brixvold opererer inden for. Overføring og modoverføring er begreber, der hører psykoanalysen til, og som hentyder til netop disse fortolkningskampe analytikeren og patienten imellem.

Denne situation er før blevet sammenlignet med det asymmetriske forhold mellem en given tekst og dens læser, ligesom den også – såmænd af Freud selv – er blevet det med detektivens rolle i rekonstruktionen af en forbrydelse. Dette er naturligvis ikke gået en ung, litteraturstuderende Jeppe Brixvolds næse forbi – hvorfor Daniel, hen mod slutningen af sine desperate forsøg på at få ’legenden’ til at gå op, forvandler sig til Conan Doyles mesterdetektiv Sherlock Holmes og følger sporene til… ja Birnam Forest, hvor ellers?