Jeppe Brixvold
Foto: Marie-Louise Exner

Jeppe Brixvold

journalist Andreas Graae, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
Jeppe Brixvold
Foto: Marie-Louise Exner

Indledning

Jeppe Brixvolds forfatterskab er én lang hvirvlende bevægelse gennem tids- og sproglige universer, som langt fra altid følger logikkens snævre vej. Sjældent møder man herhjemme en forfatter med så store litterære ambitioner, filosofisk indsigt og sproglig tæft. Brixvolds litteratur karakteriseres især ved en betingelsesløs overgivelse til fiktionens rum: Her kan alt ske. Virkeligheder opløses og bevidstheder smelter sammen. Som i hans seneste roman “Forbrydelse og fremgang”, hvor fortælleren pludselig forvandler sig til Alexander den Store. Brixvolds læser er på gyngende grund, og det er derfor ikke tilfældigt, at vand optræder som det ledende motiv – fra regnens fald over floder til havet – som den konstante, men flygtige bevægelse igennem forfatterskabet.

22110055

 

Blå bog

Født: 10. september 1968 i Virring.

Uddannelse: Studier i Litteraturhistorie ved Århus Universitet og Den Danske Filmskoles Manuskriptforfatteruddannelse.

Debut: Ja, Daniel, 1990.

Litteraturpriser: Jytte Borberg Prisen 2008 for romanen “Forbrydelse og fremgang”. Otto Gelsted-Prisen, 2018.

Seneste udgivelse: Forbrydelse og fremgang. Gyldendal, 2007. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

“På min uhyggelige måde ankom jeg ud på eftermiddagen til L, hvor jeg indlogerede mig på kroen. Samme aften mødte jeg en prinsesse til et selskab. Jeg talte nu ikke med hende. Jeg lod en af mine hunde følge hende derfra og nøjagtigt erindre sig den vej, hun tog, og den fulgte hende gennem mørke gader, indtil de til sidst endte ved paladsets port. Min hund slog et kryds på porten med kridt og løb hjem igen til mig, og samme nat opsøgte vi stedet.”
“Forbrydelse og fremgang”, s. 29.

Jeppe Brixvold er født i den jyske by Virring i 1968. Kun 22 år gammel debuterer han med romanen “Ja, Daniel” (1990), mens han stadig studerer litteraturhistorie ved Århus Universitet – som senere suppleres med en uddannelse som manuskriptforfatter ved Den Danske Filmskole. Siden debuten i 1990 har han engageret sig på mange fronter i det litterære miljø. Blandt andet som underviser på Forfatterskolen i København, redaktør af litteraturtidsskriftet Den Blå Port og initiativtager til adskillige prosa-antologier, blandt andet antologien “Kortprosa” (1999) redigeret sammen med Hans Otto Jørgensen.

På et tidspunkt fik Jeppe Brixvold nok af det hektiske storbymiljø i København – eller som fortælleren i vandrebogen “Hæfte” (2001) vrisser: “En smålig, neurotisk selvoptagethed kendetegner København …” (“Hæfte”, side 10). I Stedet opsøgte Brixvold naturens og havets element på vadehavsøen Fanø, hvor han i 2003 fik et legatophold på Digterhjemmet i Sønderho og senere bosatte sig fast.

“[J]eg oplevede, at der var meget bedre ro til at læse og arbejde her på Fanø end i København. Det er svært at opretholde den samme kontinuitet i sit arbejde, når man bor i en storby. Der er hele tiden så mange udenomsaktiviteter.” (Rasmus Bo Sørensen: ”Og bagved bruser havet” i Dagbladet Information, 2009-01-07).

Den vigtigste grund til at bosætte sig på Fanø har dog ikke noget med København at gøre: “Det er, fordi jeg kan lide dens natur, geografi og kultur. Her har været malere i over 150 år, og folkemusikken på Fanø er en af de eneste ubrudte traditioner i Danmark.” (Rasmus Bo Sørensen: “Og bagved bruser havet” i Dagbladet Information, 2009-01-07).

Brixvold har siden dannet forbillede for forfatterkolleger, som har etableret en hel lille forfatterkoloni på Fanø, blandt andre Lone Hørslev, Lars Skinnebach og Martin Glaz Serup. Engagementet i lokalmiljøet banede i 2009 vejen for Jeppe Brixvolds initiativ til stiftelsen af en helt ny forfatterskoleuddannelse i Esbjerg.

Inden Jeppe Brixvold valgte at forlade København for roen og fordybelsen på Fanø, rejste han vidt omkring i Europa. En forkærlighed for Spanien skinner særligt klart igennem i hans bøger, der ofte kredser omkring det kontinentale middelhavsklima som billede på det eksotiske og frie. Han forklarer kombinationen af at rejse og skrive således: “Jeg tror meget på, at steder har deres egen betydning. Man kan jo opfatte det at rejse, som går igen i mange af mine bøger, som en flugt væk. Hvis man betragter det hjemmefra, ligner rejsen måske en flugt, eskapisme. Men når man er et andet sted, så ved alle, at det ikke føles som nogen flugt.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 19)

Det er således ikke kun for sin egen skyld, Jeppe Brixvold rejser – men for at fortælle stedernes historie: “Det er stederne selv, der interesserer mig. Det er ikke mit humør undervejs. Jeg skriver hellere om det humør, som jeg mener opstår af stederne og ikke så meget om det humør, som opstår, fordi man er på rejse.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 23).

Ja, Daniel

“Igennem mange år har jeg ikke sovet, ikke en eneste time, men er endt her i huset, hvor forskellige postbude baner sig vej gennem det gule græs, mellem træerne, for at hente mig til deres herrer, mens andre (fattige) selv kommer herud inde fra byen ad asfaltvejene, ligeledes gennem græsset, dernæst til min dør, banker med rolig kno, afslappede i venten, til jeg åbner, lader dem fortælle og forsøger at hjælpe, gennem tolkning, gennem forklaring af nattens mørke billeder, gennem drømmetydning.”
Jeppe Brixvold: “Ja, Daniel”, side 7.

Ligesom rejser både kan være af fysisk og åndelig art, bølger mangfoldige strømme og bevægelser frem og tilbage gennem Jeppe Brixvolds forfatterskab. Hans debut “Ja, Daniel” (1990) er stærkt præget af en freudiansk bølge, som nærmest får karakter af et studie i drømmetydning – tilført en ordentlig dosis litterære referencer og metaovervejelser.

Historien fortælles af drømmetyderen Daniel. Ham kan man komme til med sine drømme, hvis tydningen volder vanskeligheder eller ligefrem synes umulig. Men da den smukke Jennifer kommer til ham, begynder problemerne. Først i form af mindre distraktioner i tydningen af hendes drømme, men senere spreder de sig til arbejdet med hans øvrige klienter. Han forelsker sig. Pludselig er fire personer, som ikke kender hinanden – Jennifer, Josias, Denise og Bill – filtret godt og grundigt ind i hinandens drømme, der kommer vidt omkring fra lyse, solrige sandstrande til den mørke Birnam skov fra Shakespeares Macbeth. Daniel ser det som sin opgave at rede trådene ud og forbinde historierne for at kunne tolke dem korrekt.

Som drømmetyder ser Daniel det som sin indiskutable ret at udlægge drømmene efter forgodtbefindende. Problemerne opstår imidlertid, da hans klienter modsætter sig hans subjektive og åbenlyst forvrængede tydninger. Det fører til kampe om (re)konstruktionen af den indre (u)virkelighed, som Brixvold opererer inden for. Overføring og modoverføring er begreber, der hører psykoanalysen til, og som hentyder til netop disse fortolkningskampe analytikeren og patienten imellem.

Denne situation er før blevet sammenlignet med det asymmetriske forhold mellem en given tekst og dens læser, ligesom den også – såmænd af Freud selv – er blevet det med detektivens rolle i rekonstruktionen af en forbrydelse. Dette er naturligvis ikke gået en ung, litteraturstuderende Jeppe Brixvolds næse forbi – hvorfor Daniel, hen mod slutningen af sine desperate forsøg på at få ’legenden’ til at gå op, forvandler sig til Conan Doyles mesterdetektiv Sherlock Holmes og følger sporene til… ja Birnam Forest, hvor ellers?

Romantik

“Hvordan skulle jeg kunne skrive digte, Agincourt, sig mig det…? Ordene lader sig ikke ordne så perfekt så man kan gøre det, ingen steder… de forsvinder, fortoner, forvitres, hvad ved jeg, de er ikke pålidelige, hvis De forstår hvad jeg mener… De byder sig til som ville de danse, ja, men de stikker af; de lægger sig på divanen og vifter sig med lilla strudsefjer… men knapper man skjorten op, er de væk, de kaster sig skrigende ud af vinduet…”
Jeppe Brixvold: “Romantik”, side 104-105.

Jeppe Brixvold åbnede ballet med et yderst produktivt debut-år. “Ja, Daniel” blev fulgt op af hans anden roman “Romantik” (1990), der, som titlen antyder, tager fat i litteraturhistoriens romantiske periode. Men vel at mærke fra et moderne udgangspunkt.

Det er den engelske romantiske digter Percy Bysshe Shelleys 200-års fødselsdag i 1992, og det må fejres. Derfor udskriver Oxford-universitetet en konkurrence, der skal udpege den værdige arvtager til den store poet. Shelley skal revideres, ja han skal ligefrem genfødes. I København fordriver danskeren William tiden med at administrere en række møntvaskerier, han har arvet, og med at spille tennis. Det er hans litteraturstuderende kæreste imidlertid stærkt utilfreds med og presser ham derfor til at deltage i konkurrencen om posten som bestyrer af det nye Shelley-institut. Ved et usandsynligt tilfælde får han det tildelt. Der er dog et problem: William kan ikke fordrage digte.

I anden halvdel af “Romantik” følger vi hans radikale forvandling til inkarnationen af den oprindelige Shelley med dertilhørende utøjlelig vildskab, druk og et stadigt mørkere sind. Vi følger ham i hans kvaler med sproget og med at få blot et eneste ord nedfældet. Vi møder hans verdensfjerne litteraturkolleger på Oxford, og vi får på morsomste vis indsigt i såvel eksisterende litteraturteorier, som Williams helt egne, forskruede teser – alt imens Williams bevidsthed drives længere og længere ud på overdrevet.

Ligesom i “Ja, Daniel” vender Brixvold i “Romantik” blikket indad mod menneskesindets dybder – men kombinerer det med markante og til tider essayistiske betragtninger over sproget. Williams antipati mod digte beskrives igen og igen som en afvisning af en absolut og øjeblikkelig fastholdelse af sproget i ét punkt – men omvendt en insisteren på dets flygtighed og konstante bevægelse. Sproget er for William flydende og formløst, som vandet i en flod: “en passage der var ren og betydningsløs og fri for alt andet end lige de ord man gik på som flydende træstykker over en flod.” (“Romantik”, side 104).

Hotellet

“Jeg sov lige indtil jeg skulle på vagt om aftenen. Jeg var vred på mig selv. Marie Louise havde haft ret, jeg blandede mig for meget i Emma og Andreas’ sager, og der kom intet ud af det. Det var en fejl overhovedet at have forladt hotellet om morgenen. Jeg burde ikke have gjort det hele mere kompliceret end det allerede var, jeg burde ikke grave i fortiden. Jeg burde holde op nu og koncentrere mig om arbejdet.”
Jeppe Brixvold: “Hotellet”, side 88.

I Jeppe Brixvolds tredje roman “Hotellet” (1993) er de abstrakte refleksioner over sprog og litteratur lagt på hylden til fordel for en mere lineær handling, der ganske vist brydes op af en række flashbacks. “Hotellet” er på mange måder det værk, der skiller sig mest ud i Brixvolds forfatterskab – netop ved sin usminkede realisme og enkle komposition.

Efter et forlist forhold i Frankrig indlogerer jeg-fortælleren Baggesen (bemærk det rejselitterære sammenfald med fortælleren i Jens Baggesens “Labyrinten” (1793)) sig på et Hotel i det centrale København, hvor han får ansættelse som natportier. Han bliver hurtigt fortrolig med hotellets stamgæster og øvrige ansatte, indleder et forhold til stuepigen Marie Louise og bliver gode venner med hoteldirektøren Johannes.

En nat, han står i receptionen, ankommer Emma med sin nyfødte datter. Han genkender hende med det samme som sin fætter Andreas’ kæreste, men går med til at holde hendes ophold hemmeligt. Som tiden går og minderne fra hans fortid hvirvles op, forsøger han at nå til bunds i, hvorfor hun mon gemmer sig for omverdenen – alt imens hverdagen på hotellet går sin vante gang. Frem mod slutningen falder brikkerne stilfærdigt på plads, som personerne fra tiden før gradvist dukker frem fra skyggerne og smelter sammen til det, der bliver “Hotellets” univers.

Umiddelbart kan romanen i sin beherskede form virke som en reaktion mod de to forrige romaners spekulative og metasproglige tankemønstre. Der er umiddelbart tale om en ligetil præstation – hvor Brixvold viser, at han også formår at skrive en mere barberet prosa til et bredere publikum. Ved nærmere øjesyn lader der dog til at være mere på færde under overfladen i “Hotellet”, hvor den umiddelbare enkle handling kun fremstår som toppen af isbjerget – strengt formidlet af en jeg-fortæller, der ikke ønsker at give alt for meget af sig selv til den sultne læser: “Det irriterede mig at folk altid troede jeg havde hemmeligheder,” siger han et sted og tilføjer: ”men jeg kunne ikke forklare om det.” (“Hotellet”, side 45).

Modsætningerne mørke-lys og nat-dag, der vækker minder fra “Ja, Daniel”, er atter et gennemgående tema i “Hotellet”. Her afspejlet i hovedpersonens natlige aktiviteter og i forholdet mellem det åbenlyse og det skjulte. Der går således en direkte bevægelse fra de to tidligere romaners sværmen om personernes indre liv til fortælleren i “Hotellet”, hvis sande indre virkelighed vi denne gang kun får adgang til glimtvis gennem pludselige refleksioner og flashbacks.

Hvirvler

“For kærligheden er tit så bagudrettet, siger hun, den vil tilbage og tilbage, man ved ikke hvor langt, og nu må hun bevæge sig for at den ikke begynder at udhule hende ligesom tankerne ved aftenens slutning, følelsen af ikke at være her og de andre ting som kroppen truer med i sin trang til stilstand. Det er kampen for at være sig selv, siger hun, ikke som den man blev gjort til, men som den man hele tiden bliver.”
Jeppe Brixvold: Titelnovellen i “Hvirvler”, side 96.

Novellesamlingen “Hvirvler” (1998), der er Jeppe Brixvolds fjerde udgivelse, handler om kærlighed. Kærlighed både i konkret forstand, om to mennesker der mødes, og i en mere abstrakt form, hvor man gennem kærligheden tør tro på en betydning, der overskrider bevægelsens flygtighed. En higen efter en højere mening – punktet midt i orkanens eller hvirvlens øje, hvor alt står stille, og hvorfra alt kan overskues. En længsel som imidlertid samtidig er utopisk og ødelæggende for parforholdet.

Samlingen består af 13 noveller, arrangeret i tre dele, spændende vidt fra minimalistisk realisme (som kendes fra “Hotellet”) til episke prosadigte (som periodevis dominerer for eksempel “Romantik”). Den første tredjedels fem noveller har med de medmenneskelige relationer at gøre: familiære og venskabelige, kollegiale og seksuelle. Som i “femkant”, hvor et dekadent københavnsk musikermiljø skitseres og mandens begær efter kvinden, her stripperen Emma, beskrives fra forskellige vinkler.

De efterfølgende fire noveller er mere beskrivende og handler omvendt om den personlige erfaring af landskaber og Verden. Hvorpå samlingen afsluttes af yderligere fire noveller, der tilsammen hylder kærlighedens på én gang flygtige og evige kraft.

Denne samling af Brixvolds tekster volder mere besvær end nogensinde i læserens forsøg på at skabe mening. De kræver tålmodighed og masser af tid. Mest uoverskuelig og fragmentarisk står “Dialog med en messinglygte”, hvor et 'jeg', et 'du' og et 'han' smelter sammen til en fortællende bevidsthed. Eller i “Rejse med Ptah”, hvor historien fortælles af Ptah, den egyptiske gud, som skabte kosmos ud af intet ved at “tale verden frem”. I denne novelle, som i flere af novellernes arkæologiske motiver, hvirvles fortidsstoffet op og markerer et skarpt skel mellem et ’før’ og et ’nu’.

Titelnovellen fremstår mest af alt som fragmenter af en roman, der ophober novellernes temaer og pointer. Her beskrives på et tidspunkt “himlens øje, evigt i bevægelse”, der antyder en form for guddommelig bevidsthed, men blot viser sig at være en satellit. Et billede på novellesamlingens overordnede begær efter at overskue verden fra utallige forskellige vinkler.

Hæfte

“En dobbelt følelse af en paradoksal stilstand – paradoksal fordi jeg jo faktisk bevæger mig i den – og denne dragning – op imod højen med granerne. En følelse af stilstand og ro, ubevægelighed, men som om den bliver holdt oppe af dragningen. Denne følelse er særlig for den vandrende krop. Jeg tror, at den type følelser gemmer sig i kroppen – følelser som af sig selv fremkaldes af den kropslige aktivitet at vandre.”
“Hæfte”, s. 47.

Værket “Hæfte” (2000) bærer ikke nogen anden genrebetegnelse, end hvad titlen afslører. Den følger på sin vis romanens form i skildringen af en ung vandringsmands voksende erkendelse, men er ikke – det gøres klart – at sammenligne med den klassiske dannelsesroman. Pilgrimsbog eller vandrebog, er den blevet kaldt. Og den betegnelse passer fint på de 30 kapitler, ét for hver dag, der følger vandringen ad den katolske pilgrimssti El Camino de Santiago fra Pyrenæerne til den spanske atlanterhavskyst. 

Rejsen begynder i København, hvor bogens jeg får nok af den hjemlige småborgerligheds selvtilfredse kedsommelighed, ikke mindst i det kunstneriske og litterære parnas. Han må bare VÆK! Med munken Frans af Asissi som forbillede og tanken om bekendelse som element i pilgrimsgangens forvandling og erkendelse af en anden virkelighed, sætter han af sted fra Roncesvalles’ kloster tidligt om morgenen den første dag.

23203049

Derpå følger hans bekendelser i form af fortællinger og erindringer, drømme og refleksioner, som tilsammen bliver hans “Hæfte” – det sidste i verden, han vil skille sig af med. Og han skiller sig ellers af med en del: sine solbriller, han pludselig får lyst til at smadre, sin shampoo samt et sæt tarotkort, han får af Lalo – en af mange vandringsmænd han møder undervejs. Ja, selv hans smøger bliver stjålet fra ham – af to hyrdehunde.

Alt sammen fjerner det ham fra den fysiske verdens nyttetænkning og tingsliggørelse. Det efterlader ham uden andet end bekendelsen; sproget. Som han formulerer det et sted, “er det ofte, som om jeg bekender mere, når jeg ikke nærmere véd, hvad jeg siger.” (“Hæfte”, side 95).

Det er ikke bekendelser i traditionel forstand, men bekendelser, der skaber en ny virkelighed. Sprogets egen virkelighed, kunne man tilføje. “At bekende er således ikke kun at forlade noget, man kendte til, men også at erkende noget, der kun netop bliver til. […] Virkelighed bliver til og forsvinder uafbrudt.” (“Hæfte”, side 95).

Bevægelsestemaet træder i “Hæfte” atter i centrum, denne gang i vandrerfiguren.

 

Forbrydelse og fremgang

“Vi så stilarterne og historien fare forbi. Vi så os selv som højt civiliserede produkter af højt civiliserede produkter fare efter hinanden som dyr. Vi så lygterne som i en drøm. Vi så os selv som intet andet end hvirvler i tiden. Vi så os selv så langt inde, så tæt på tiden, at vi ikke længere kunne tydes. Vi så os selv som tegn. Vi så os selv som splittede tegn, dvs. splittende os selv i stadigt nye tegn i naturhåbet. Vi så os selv som tegnstøv hvirvle i ukendtheden.”
“Forbrydelse og fremgang”, s. 100.

Der skal gå syv år – kun afbrudt af essaysamlingen “Kærlighed til fædrelandet var drivkraften”, udgivet sammen med tre forfatterkolleger – før Jeppe Brixvold slipper sit forfatterskabs hidtil mest ambitiøse projekt løs. Romanen “Forbrydelse og fremgang” (2007) er med sine godt 400 sider uden sammenligning hans længste og mest fuldkomne kunstneriske frembringelse – hvor skyld og soning blot lader til at være ét ud af mange temaer.

Romanen begynder, som titlen med slet skjult tak til Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” antyder, som en krimigåde: En mand, bogens navnløse jeg, rejser til Paris i håb op at genvinde sin elskede, hvilket mislykkes. Han drukner sorgerne i whisky og pastis, ender natten med et tilfældigt one-night-stand og vågner med blackout. På en bar genser han næste morgen via en tv-skærm det værelse, hvor han tilbragte natten, og hvor pigen er fundet død. Han flygter ud af Paris med uvisheden, om hvorvidt han har begået forbrydelsen eller ej.

26734576

Hans flugt fører ham sydpå mod Spanien, men hvirvler ham samtidig – måske grundet hans vedholdende alkoholtåger og psykedeliske fortrængninger – ind i andre virkeligheder og epoker uden for romanens nutid. På flugtruten møder han dekadente børn på et fransk rokokoslot, forvandler sig til soldaten fra fyrtøjet og vinder en smuk prinsesses hjerte – inden han som skovhugger i de spanske skove på en elgjagt forvandler sig til… jo, Alexander den Store. Vi følger nu den store hærfører fra hans spektakulære sejr over perserkongen Daros til erobringen af Indien, hvorefter også denne virkelighed opløses og romanens jeg vågner op som fløjtespilleren Orfeus – for til slut at optræde som kvindelig forsker og arkæolog i en gold fremtidsvision.

“Forbrydelse og fremgang” bevæger sig fra forbrydelsen til krigen. Der er bestandig nye kampe på spil inden for romanens handlingsplan – ligesom der på det fortællermæssige plan kæmpes om vidt forskellige virkeligheder.  Igen spiller vand en afgørende rolle i etableringen af disse virkeligheder. Vandet er til stede som regndråber, floder eller havet, hver gang romanen skifter tid og rum. Som den konstante bevægelse fremad – som det sproglige overskud, der knytter tråde fra den konkrete handling over filosofiske og litteraturhistoriske overvejelser tilbage gennem den europæiske kulturhistorie og dens mytekomplekser. Jeg'ets forvandling til Alexander den Store kan her ses som hans behov for at gribe tilbage til en ældre udgave af sig selv, til at finde en mytologisk referenceramme eller arketype at hage sig fast ved.

Genrer og tematikker

Jeppe Brixvold spreder sig over så mange genrer og tematikker, at en udtømmende analyse og fortolkning af hans samlede forfatterskab ville kræve langt mere plads, end der her gives. Overordnet set kredser han gennem sine romaner, noveller, rejsebeskrivelser og essays omkring ét centralt tema, nemlig mennesket i konstant bevægelse. Derfor fylder rejsen nok også så forholdsvis meget i hans bøger.

Det er ikke ét menneske i én bestemt tid, det handler om. Det er mennesker fra alle kulturer og gennem alle tider. Og her kommer sproget ind i billedet. Sproget er en af de ældste menneskelige aktiviteter. En aktivitet der skaber en mytisk bevægelse gennem menneskehedens historie. Jeppe Brixvold benytter konsekvent mytens kraft i sin produktion. Han lægger sig hermed i forlængelse af en stærk modernistisk tradition, som går tilbage til James Joyce, der med “Ulysses” (1922) knytter bånd tilbage til Homers epos “Odysséen”. Hvilket får Joyces forfatterkollega T.S. Eliot til at fremhæve “Ulysses” som et eksemplarisk eksempel på den moderne roman og hævde, at al moderne digtning, ligesom Joyces, bør lade sig inspirere af myten.

Den opfordring har Brixvold taget til sig – mere end noget andet sted i storværket “Forbrydelse og fremgang” (2007), der som nævnt bugner med litterære og kulturhistoriske henvisninger. Her hiver han Alexander-myten ind som den urkraft, der driver historien videre og udvider jeg’ets bevidsthed. Men også “Hæfte” (2000) og “Hvirvler” (1998) vrimler med mytologiske figurer, for eksempel indianske, græske, ægyptiske og romerske.

Igennem hele Jeppe Brixvolds forfatterskab træder sproglige og litterære refleksioner frem, og særligt i hans senere produktioner kommer disse til at ligne en poetik. Det vil sige en bestemt idé om digtekunsten, hvad den skal være og hvor den skal bevæge sig hen, dens former, dens virkemidler osv. I et interview – vel at mærke inden udgivelsen af “Forbrydelse og fremgang” – rammer han det meget præcist: “En roman skal både have perspektiver i et personligt, et historisk, et kulturelt og et filosofisk perspektiv, synes jeg. Og den slags kunne jeg bare ikke, og det er egentlig mit krav til en roman …” (“Dialog om en novellesamling” i “DARSK”, side 124).

Det er i lyset af dette citat ikke så mærkeligt, at arbejdet med “Forbrydelse og fremgang” tager ham så lang tid. For i denne roman lever han faktisk op til sit krav. Den bærer nemlig både personlige, historiske, kulturelle og filosofiske perspektiver.

Historieperspektivet illustreres ved romanens utallige spring i tid og rum – og det faktum, at hovedpersonen i sidste del er en arkæolog, der forsøger at rekonstruere en virkelighed fra en fjern fortid. Et motiv, vi også ser i Brixvolds første roman “Ja, Daniel”, hvor drømmetyderen Daniel forsøger at rekonstruere den virkelighed, som hans klienter kommer med dele af gennem deres drømme. Arkæolog-figuren går ligeledes igen i flere af novellerne i “Hvirvler”. Blandt andet i novellen “Cro Magnun”, hvor en amerikansk arkæolog kravler længere og længere ind i en hule, for til sidst at nå et “badekar”, der må formodes at være skabt af havet millioner af år før.

Vandets tilstedeværelse som metafor for fremdrift, bevægelse og foranderlighed er som nævnt det nok vigtigste ledemotiv i såvel “Forbrydelse og fremgang” som hos Brixvold i det hele taget. De mange floder og den megen vand i forfatterskabet kan ses som en hilsen til den græske filosof Heraklits tanke om, at man ikke kan stige ned i den samme flod to gange. Hver gang en mening eller en historie tegner sig, forgrener den sig som en biflod, og der opstår en ny. Vandet er ligeledes et billede på det skabende, livgivende, men samtidig også det altødelæggende, eroderende, element.

Vandet kan drukne og det kan stille tørsten. Netop tørst er et andet motiv i “Forbrydelse og fremgang”– det at få stillet et oralt behov. Derfor drikker og ryger bøgernes personer også hele tiden – øl, vin, whisky, pastis og smøger er altid deres vigtigste livskilde. Man kan sidestille begæret efter oral tilfredsstillelse med begæret efter forandring og bevægelse. Eller som Brixvold selv formulerer det: “En erkendelse af, at livet er i konstant bevægelse. Biologisk og dermed også mentalt. Man er i forandring, uanset hvad. Den forandring kan man føle lyst over for. Man kan også være bange for den …” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 19).

Beslægtede forfatterskaber

Det er ikke nogen let sag at finde forfatterskaber i den hjemlige samtidslitteratur, der er sammenlignelige med Jeppe Brixvolds. Dertil er han alt for meget sin egen. Det nærmeste man kommer på den nordiske litterære scene er måske Jan Kjærstads romantrilogi “Forføreren”, “Erobreren” og “Opdageren”, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2001. Begge nærmer de sig mennesket fra forskellige vinkler, springer i tid og rum og væver historiske og litteraturhistoriske tråde ind i deres fantasifuldt fortællende tæpper.

Herhjemme kunne man nævne Peter Seebergs “Ved havet” (1978), der (ligesom Brixvolds brug af vand) spiller på vandets bevægelse som symbol på livets foranderlighed – og i særdeleshed på havet som den endelige afslutning på floden, altså som en dødsmetafor. 

Det er imidlertid i den europæiske litteraturs klassikere, Jeppe Brixvold henter størstedelen af sin inspiration, hvilket han ikke lægger skjul på. Der er mangfoldige litterære referencer gennem forfatterskabet – lige fra Shakespeares Birnam Forest i “Ja, Daniel” (1990) over Shelleys digte i “Romantik” (1990) til den åbenlyse tak til Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” (1865) med både indledningssekvensen og titlen på “Forbrydelse og fremgang” (2007). Sidstnævnte roman går sågar skridtet videre og citerer en bred vifte af store forfattere, der blandt andre tæller Alexander Pusjkin, Arthur Rimbaud, Ezra Pound og Gunnar Björling.

Derudover sætter særligt to forfattere deres præg på forfatterskabet: Ireren James Joyce og hans landsmand den irsk-franske dramatiker Samuel Beckett – og de diskuteres da ofte også ganske direkte i de mere essayistiske passager.

Referencerne til Joyce er tydeligst i “Forbrydelse og fremgang”, særligt på formsiden, hvor romanen som nævnt lægger sig i forlængelse af Joyces modernistiske tradition for at bruge mytens kraft. I romanens sidste del bryder sproget helt sammen, ligesom det er tilfældet med Joyces “Finnegans Wake” (1939).

Samuel Becketts absurde dramaer lader sig ligeledes spore adskillige steder i forfatterskabet. For eksempel i de groteske dialoger, der får et decideret komisk præg, eller når usandsynligheder som talende harer eller snegle giver deres besyv med. På det tematiske plan er arven fra Beckett endnu tydeligere, fx i personernes søgen efter og venten på noget større og mere meningsfuldt end den tomme virkelighed, de står i. Og endelig stilistisk – i den slørede og ofte ganske uigennemskuelige struktur, der kendetegner både kronologien og personernes identitet.

Brixvold trækker således i usædvanlig grad på en solid litterær tradition – men uden at lade sig styre hundrede procent af den. Forfatterens egne ord udtrykker nok bedst hans unikke evne til at skabe et originalt og ejendommeligt litterært univers, i kærlig respekt for traditionen: “Det er et paradoks ved litterær tradition, at man er nødt til at tage afstand fra den for egentligt at tilslutte sig den. Hvis man forsøger bare at mime traditionen, efterligne den, så bliver man egentlig bare kitsch. Mens den egentlige, alvorlige tro på traditionen nødvendiggør, at man gør forskel til den.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 12).

Bibliografi

Værker af forfatteren

Brixvold, Jeppe:
Ja, Daniel. Borgen. 1990. Roman.
Brixvold, Jeppe:
Romantik. 1990. Roman.
Brixvold, Jeppe:
Hotellet. 1993. Roman.
Brixvold, Jeppe:
Hvirvler. 1998. Noveller.
Brixvold, Jeppe:
Hæfte. 2000. Rejsebeskrivelse.
Brixvold, Jeppe:
Kærlighed til fædrelandet var drivkraften. 2001. (s.m. Lars Frost, Pablo Henrik Llambias og Lars Skinnebach). Essays.
Brixvold, Jeppe:
Forbrydelse og fremgang. 2007. Roman.

Artikler

Brixvold, Jeppe:
A musing. Om James Joyce. I: Standart. Årg. 23, nr. 2 (2009), side 68-69.

Om forfatterskabet

Link

Forlaget, der har udgivet “Forbrydelse og fremgang”.

Interview og kortprosatekster i diverse tidsskrifter.

Blandt andet:

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Brixvold, Jeppe'

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Holst, Martin:
“Dialog om en novellesamling – samtale med Jeppe Brixvold” i “DARSK. Dansk litteratur i halvfemserne – norsk nittitalslitteratur”. Særnummer: Synsvinkler. Center for Nordiske Studier, Syddansk Universitet. 1999.
Abildgaard Nielsen, Anders og Kofod, Dennis Gade:
“Det er ikke lige meget, hvor man tager hen – samtale med Jeppe Brixvold” i “Ildfisken” Nr. 32. 2004.
Thorup, Kirsten:
“Jytte Borberg Prisen 2008 til Jeppe Brixvold for romanen “Forbrydelse og fremgang”” i ”Kritik” Nr. 190. Gyldendal. 2008.
Sørensen, Rasmus Bo:
“Og bagved bruser havet”, Dagbladet Information, 2009-01-07.