Jeppe Brixvold er født i den jyske by Virring i 1968. Kun 22 år gammel debuterer han med romanen “Ja, Daniel” (1990), mens han stadig studerer litteraturhistorie ved Århus Universitet – som senere suppleres med en uddannelse som manuskriptforfatter ved Den Danske Filmskole. Siden debuten i 1990 har han engageret sig på mange fronter i det litterære miljø. Blandt andet som underviser på Forfatterskolen i København, redaktør af litteraturtidsskriftet Den Blå Port og initiativtager til adskillige prosa-antologier, blandt andet antologien “Kortprosa” (1999) redigeret sammen med Hans Otto Jørgensen.
På et tidspunkt fik Jeppe Brixvold nok af det hektiske storbymiljø i København – eller som fortælleren i vandrebogen “Hæfte” (2001) vrisser: “En smålig, neurotisk selvoptagethed kendetegner København …” (“Hæfte”, side 10). I Stedet opsøgte Brixvold naturens og havets element på vadehavsøen Fanø, hvor han i 2003 fik et legatophold på Digterhjemmet i Sønderho og senere bosatte sig fast.
“[J]eg oplevede, at der var meget bedre ro til at læse og arbejde her på Fanø end i København. Det er svært at opretholde den samme kontinuitet i sit arbejde, når man bor i en storby. Der er hele tiden så mange udenomsaktiviteter.” (Rasmus Bo Sørensen: ”Og bagved bruser havet” i Dagbladet Information, 2009-01-07).
Den vigtigste grund til at bosætte sig på Fanø har dog ikke noget med København at gøre: “Det er, fordi jeg kan lide dens natur, geografi og kultur. Her har været malere i over 150 år, og folkemusikken på Fanø er en af de eneste ubrudte traditioner i Danmark.” (Rasmus Bo Sørensen: “Og bagved bruser havet” i Dagbladet Information, 2009-01-07).
Brixvold har siden dannet forbillede for forfatterkolleger, som har etableret en hel lille forfatterkoloni på Fanø, blandt andre Lone Hørslev, Lars Skinnebach og Martin Glaz Serup. Engagementet i lokalmiljøet banede i 2009 vejen for Jeppe Brixvolds initiativ til stiftelsen af en helt ny forfatterskoleuddannelse i Esbjerg.
Inden Jeppe Brixvold valgte at forlade København for roen og fordybelsen på Fanø, rejste han vidt omkring i Europa. En forkærlighed for Spanien skinner særligt klart igennem i hans bøger, der ofte kredser omkring det kontinentale middelhavsklima som billede på det eksotiske og frie. Han forklarer kombinationen af at rejse og skrive således: “Jeg tror meget på, at steder har deres egen betydning. Man kan jo opfatte det at rejse, som går igen i mange af mine bøger, som en flugt væk. Hvis man betragter det hjemmefra, ligner rejsen måske en flugt, eskapisme. Men når man er et andet sted, så ved alle, at det ikke føles som nogen flugt.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 19)
Det er således ikke kun for sin egen skyld, Jeppe Brixvold rejser – men for at fortælle stedernes historie: “Det er stederne selv, der interesserer mig. Det er ikke mit humør undervejs. Jeg skriver hellere om det humør, som jeg mener opstår af stederne og ikke så meget om det humør, som opstår, fordi man er på rejse.” (Anders A. Nielsen og Dennis G. Kofod: “Det er ikke lige meget, hvor man tager hen” i Ildfisken Nr. 32 (2004), side 23).