Ja, Daniel

Citat
“Igennem mange år har jeg ikke sovet, ikke en eneste time, men er endt her i huset, hvor forskellige postbude baner sig vej gennem det gule græs, mellem træerne, for at hente mig til deres herrer, mens andre (fattige) selv kommer herud inde fra byen ad asfaltvejene, ligeledes gennem græsset, dernæst til min dør, banker med rolig kno, afslappede i venten, til jeg åbner, lader dem fortælle og forsøger at hjælpe, gennem tolkning, gennem forklaring af nattens mørke billeder, gennem drømmetydning.”
Jeppe Brixvold: “Ja, Daniel”, side 7.

Ligesom rejser både kan være af fysisk og åndelig art, bølger mangfoldige strømme og bevægelser frem og tilbage gennem Jeppe Brixvolds forfatterskab. Hans debut “Ja, Daniel” (1990) er stærkt præget af en freudiansk bølge, som nærmest får karakter af et studie i drømmetydning – tilført en ordentlig dosis litterære referencer og metaovervejelser.

Historien fortælles af drømmetyderen Daniel. Ham kan man komme til med sine drømme, hvis tydningen volder vanskeligheder eller ligefrem synes umulig. Men da den smukke Jennifer kommer til ham, begynder problemerne. Først i form af mindre distraktioner i tydningen af hendes drømme, men senere spreder de sig til arbejdet med hans øvrige klienter. Han forelsker sig. Pludselig er fire personer, som ikke kender hinanden – Jennifer, Josias, Denise og Bill – filtret godt og grundigt ind i hinandens drømme, der kommer vidt omkring fra lyse, solrige sandstrande til den mørke Birnam skov fra Shakespeares Macbeth. Daniel ser det som sin opgave at rede trådene ud og forbinde historierne for at kunne tolke dem korrekt.

Som drømmetyder ser Daniel det som sin indiskutable ret at udlægge drømmene efter forgodtbefindende. Problemerne opstår imidlertid, da hans klienter modsætter sig hans subjektive og åbenlyst forvrængede tydninger. Det fører til kampe om (re)konstruktionen af den indre (u)virkelighed, som Brixvold opererer inden for. Overføring og modoverføring er begreber, der hører psykoanalysen til, og som hentyder til netop disse fortolkningskampe analytikeren og patienten imellem.

Denne situation er før blevet sammenlignet med det asymmetriske forhold mellem en given tekst og dens læser, ligesom den også – såmænd af Freud selv – er blevet det med detektivens rolle i rekonstruktionen af en forbrydelse. Dette er naturligvis ikke gået en ung, litteraturstuderende Jeppe Brixvolds næse forbi – hvorfor Daniel, hen mod slutningen af sine desperate forsøg på at få ’legenden’ til at gå op, forvandler sig til Conan Doyles mesterdetektiv Sherlock Holmes og følger sporene til… ja Birnam Forest, hvor ellers?