Theis Ørntoft

Theis Ørntofts autofiktive ”Habitat” fra 2025 er en på mange måder stor roman: den er 574 sider lang, den handler om eksistensens mindste bestanddele og om civilisationers endeligt, den går i kødet på moderne maskulinitet og samliv og så er den skrevet som i en raptus – energisk, næsten væltende over sine egne fødder i alt det, den gerne vil fortælle.

I den første af bogens tre dele flytter forfatteren Theis i efteråret 2018 til Møn og ind i sin nyindkøbte rønne af et hus. Der er dyr bag panelerne, gulvene er lagt på den bare jord, og loftet ved at styrte sammen. Men Theis ser charmen i det, han trænger til ro og tid til at skrive og komme på afstand af sit liv i København. Det indleder bogens rammefortælling, der går fra 2018, og frem til romanen ”Jordisk” udkommer i 2023, samme tid som han bliver far til en datter. Heri følger vi Theis have det tiltagende dårligt, blive sygemeldt og langsomt vende tilbage til virkeligheden med et pedeljob på hans forlag, indtil han får hul igennem til både kærlighedslivet med Josefine og til romanskrivningen.

140779601

I ikke-kronologisk rækkefølge er der fyldige nedslag i Theis’ barndom og ungdom, hvor særligt en voldsom trafikulykke i hans tidlige teenageår har sat sig i ham, psykisk og fysisk. En flugtbilist kørte ham ned, og Theis lå forkrøblet i grøftekanten og så mørket i øjnene. Angst og PTSD følger ham gennem livet sammen med en ekstrem trang til at være alene. Sammen med de personlige refleksioner om liv, opvækst, litterære frembringelser og maskulinitetsidealer og en bramfri kortlægning af et årelangt pornomisbrug, er der essayistiske digressioner om de emner, Theis nysgerrigt dykker ned i: UNA-bomberen, skoleskydere, geopolitik, destruktion som kosmisk princip osv. Der er episoder fra årene på Forfatterskolen og som underviser på Testrup Højskole, de første cigaretter i skolegården og skæve dage i Berlin, og den ambitiøse roman svarer selv på sit spørgsmål om genrens berettigelse i dag, når den udfolder et menneskeliv, spejler det individuelle i tidsånden, inviterer læseren til selv at tage stilling til de anførte holdninger og insisterer på, at kunsten er et solidt refleksionsrum uden moralske forpligtelser. Et sted at lufte alle både smukke og skræmmende tanker, et sted at være i det utydelige.

Theis Ørntofts anmelderroste digtsamling ”Yeahsuiten” fra 2009 var en usædvanligt stilsikker debut. Helt i digtsamlingens ånd mødes man på omslaget af ti unge mennesker, der kikker afventende ud på læseren. Forsiden ligner noget fra et pladecover eller et kunstmagasin, ligesom forfatterbilledet mimer diverse idolplakater og portrætterer Ørntoft liggende henslængt på en seng med en smøg i hånden og en halvt spist vandmelon. Begge dele indvarsler, at denne digtsamling er fyldt med attitude og overmod.

27913431

”Yeahsuiten” skubber altså allerede på forsiden til de forestillinger, vi har om digte som en særlig ophøjet og finlitterær genre. Titlen er ellers en reference til en af dansk litteraturs tunge drenge, Frank Jæger, der i eftertiden er blevet kendt som ’den lyse digter’. Det er da også i spændet mellem netop de to yderpunkter: den påtagede ungdommelige og den genre- og litteraturhistorisk bevidste, at man skal læse ”Yeahsuiten”. Digtene har således en markant ungdommelig tone, ting er ’helt vilde’, nogle gange er man ’MEGA fuld’ og personer er ’fucked’, og ind i mellem ’dovner man bare helt igennem’. På grund af det tidstypiske ungdomssprog og den tydelige selviscenesættelse er digtsamlingen blevet kaldt et generationsportræt. Ud over det meget tidsbundne sprogbrug er der dog ikke nogen oplagt grund til at tale om værket som et forsøg på at give lyd til en bestemt generation af unge.

Der er snarere tale om at ville udtrykke en bestemt alder eller periode i tilværelsen, hvor livet føles helt tæt på og verden stadig ligger for ens fødder. Som det hedder et sted: ”jeg blev født og etablerede langsomt min egen plads i verden/ men nu føles det, som om jeg kan miste den igen// og det er en vildt fucked følelse” (s. 21). For under den tilsyneladende muntre stemning i digtsamlingen ligger der også en alvorlig undertone, som blandt andet kommer til udtryk som en usikkerhed på verden: ”jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig” (s. 37), og som en usikkerhed på jeget som en enhed: ”så går jeg ind på en indisk takeaway og virker oprigtigt interesseret/ men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg virkelig også er det” (s. 36).

Det er let at afskrive Ørntofts debut som alt for poppet og alt for glat, hvilket et par anmeldere også gjorde, men det lettilgængelige og humoristiske sprog gemmer, foruden en forfriskende moderne tilgang til det litterære sprog, også en finfølelse over for sproglige virkemidler og en søgen efter litteraturens væsen.

Der gik fem år fra Theis Ørntofts debut og til han i 2014 udgav ”Digte 2014”. De fem år har bortvasket meget af Ørntofts tidligere frækhed og naivitet, og selvom ”Digte 2014” stadig tager udgangspunkt i en ung mands dagligdag, er den mærkbart mere sortsynet end debuten. Titlen på denne digtsamling er ligesom debuten en hilsen til dansk litteraturhistorie, nemlig Adam Oehlenschlägers ”Digte”, 1803 og Johannes V. Jensens ”Digte 1906”.

I de nye digte hersker undergangsstemningen: ”For mig er samfundene døde./ Jeg tror ikke længere/ det er et spørgsmål om forfinelse/ men om afvikling” (s. 9) og videre: ”… Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet/ ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker/ jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind/ jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum/ og se boreplatforme komme sejlende/ se dem skyde deres flammer op i mørket” (s. 11).

50980499

Ørntoft beskriver selv skiftet i sit fokus således: ”I min tid er der sket det, at de værdier, jeg siden min barndom er blevet opdraget til at forfølge, uddannelse og familie f.eks., de er ikke længere mulige for mig at tro på. Fordi de er indlejret i en samfundsstruktur, som jeg mener er brudt sammen. Vi opfører os bare, som om den ikke er.” (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så? Politiken, 2014-03-26).

I ”Digte 2014” ville Ørntoft prøve at skrive fra håbløshedens sted, men det var svært: ”For eksempel begyndte humoren at gro frem. Det er paradoksalt i forhold til det, der står på mange af siderne i bogen. Der er en uudgrundelig optimisme, som jeg kan spore rundt omkring, men ikke forklare årsagen til” (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så? Politiken, 2014-03-26). Ifølge anmelder Tue Andersen Nexø er denne humor dog med til at understrege og ikke undergrave den apokalyptiske stemning i digtsamlingen: ”Jeg tror, at bogens tegneserieagtige udtryk, dens sære blanding af undergang og ungdomskultur, bunder i en følelse af ikke at have et sprog, der er stærkt nok til katastrofen. Men så alligevel at måtte sige noget, fordi det trods alt er bedre end at være tavs” (Tue Andersen Nexø: Hvepse i røven, kviksølv i munden. Dagbladet Information, 2014-03-07).

I 2018 debuterede Theis Ørntoft som romanforfatter med ”Solar”, der fortsætter det klimakritiske spor, ”Digte 2014” indledte. Romanen indledes med et oprids af de blågrønne algers historie: ”Den første livsform man kender til på Jorden, er de blågrønne alger. … blinde og uden selv at vide det indledte de noget der skulle blive afgørende for livet på planeten. De opfandt fotosyntesen. De høstede solens lys og udledte ilt … Sådan grundlagde de blågrønne alger mulighedsbetingelserne for det senere liv på Jorden … Uheldigvis var ilten som gift for algerne selv … og som art uddøde de derfor næsten.” (s. 5). Den lille fortælling om algerne, der grundlægger livet på jorden, for derefter at gå til i deres egen succes, kan næsten kun læses som en fabel over menneskenes tid på jorden.

54019173

Hovedkarakteren i ”Solar” er i hvert fald i frit fald. I romanens første del drager han ud på en vandring ned ad Hærvejen. En vej der igennem århundreder har været civilisationens færdselsåre fra Europa og op til Danmark. I dag er Hærvejen afløst af motorveje, flyvemaskiner, fragtskibe og toge, og vores samfund er pakket godt ind i civilisationens tåger. Og netop civilisationskritikken er et vigtigt omdrejningspunkt i ”Solar”, Ørntoft karakteriserer menneskets flugt fra naturen og ind i kulturen sådan her: ”Vi er nogle hjælpeløse teknologiske aber i gule refleksveste og med lys i cykelhjelmene. Vi kan ikke se forskel på den giftige og helbredende plante, men vi har en nærmest instinktiv fornemmelse af, hvordan den emoji, der smiler med lukkede øjne, er anderledes end den, der smiler med åbne” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Romanhovedpersonen Theis forsætter sin deroute ud af (fin)kulturen i et fitnesscenter, han træner, tager stoffer og kommer stille og roligt væk fra sit liv som digter på Nørrebro i København. Han flytter ind hos pædagogkæresten Nadja i Albertslund og overtager hendes ekskærestes playstation, han opsiger sin lejlighed og forsvinder i dagevis ind i det hypervoldelige spil ”Grand Theft Auto”. I romanens tredje del er opløsningen total, Nadja har slået op med Theis, og for sine sidste penge rejser han ned igennem Europa. Hans rejse ligner mere og mere computerspillets, efterhånden som voldsspiralen tager til. Som de blågrønne alger, der skabte deres egen undergang, bliver Theis symbolet på menneskets undergang

På mange måder føles Theis Ørntofts roman ”Jordisk” fra 2023 som et nybrud i hans forfatterskab. I modsætning til hans tre tidligere udgivelser er hovedpersonen i denne roman ikke en spejling af Ørntoft selv. Formmæssigt lægger værket sig tættere op af en traditionel romangenre både sprogligt og plotmæssigt og er dermed mindre eksperimenterende end ”Yeahsuiten” og ”Solar”. Tematisk er der dog en tydelig tråd til hans tidligere udgivelser, som fx det moderne menneskes tabte kontakt til naturen og ubehaget ved at indgå i forpligtende sociale relationer.

136670565

”Jordisk” er en slægtsroman, der følger tre generationer fra 1967-2036. Bogen er inddelt i fem afsnit, der hver skildrer en generation af familien. Den går tilbage til bankmanden Ernst og forgrener sig senere med datteren Alice og hendes kæreste Nick, deres fælles børn og Nicks datter fra et senere forhold. I et interview fra 2018 taler Ørntoft om, hvordan litteraturen tidligere har været samlet omkring én stor fortælling og én gennemgående helt eller hovedperson, og om hvorvidt den måde at samle fortællinger på kan bruges i vores mere splittede samtid (”Når det langsomme bliver en luksus”, Litteratursiden.dk). Slægtsromanen er en gammel genre, men hos Ørntoft giver genren mulighed for at netop at lade mange forskellige synspunkter, erindringer og oplevelser af de samme begivenheder blande sig sammen til en fælles fortælling.

Karakteristisk for Ørntofts forfatterskab har også naturen en rolle i slægtsromanen. Titlen på romanen ”Jordisk” henviser til livet på Jorden og dets forgængelighed, men også til materielle ting og deres værdi. Tydeligst hos Ernst, der bekymrer sig om det forestående kollaps af Bretton Woods-systemet, der knyttede dollarkursen til værdien af guld. For Ernst bliver det symbolet på en verden, hvor mennesket er ved at miste jordforbindelsen, både i konkret og overført betydning. Mange år senere sidder hans barnebarn Miriam og klikker en marmorplade hjem til sin lejlighed i København. Hun overvejer især, hvad leveringen af marmorpladen vil have af konsekvenser for myldretidstrafikken på Gl. Kongevej, når en kran skal føre marmorpladen ind gennem vinduet. Imens zoomer fortællerstemmen ud af lejligheden og beskriver først, hvordan marmoret blev dannet for millioner af år siden, og dernæst hvordan menneskelige fremskridt har gjort en industri omkring udvindingen af marmor mulig. Romanen undersøger dette forhold mellem det jordiske og menneskeheden og i slutningen af romanen sendes den yngste lillesøster Julia bogstaveligtalt til månen, uden at hun af den grund mister jordforbindelse. Grundspørgsmålet i romanen er hvilken sammenhæng der er mellem det jordiske og det metafysiske, altså tankerne, ideologierne og følelserne. 

Et af de gennemgående temaer i digtene i ”Yeahsuiten” er, hvordan både individet og sproget kan ses som konstruktioner. Theis Ørntoft beskriver det selv på følgende måde: ”Hvad end jeg skriver om, kommer det ofte til at handle om grænser og belysning af konstruktioner. Grænser mellem indre og ydre, mellem bevidsthed og verden osv. Det interesserer mig at belyse sproget som den konstruktion det er, som et betydningsmateriale mennesket bruger til at erkende verden igennem” (Katrine Julie Abrahamsen: Verden er skizofren. Dagbladet Information, 2009-09-23). Det viser sig bl.a. i digtene ved en opløsning af jeget. Jeget indoptager og forholder sig konstant til verden omkring sig, jeget er så at sige på en og samme gang beskuende og beskuet: ”en mand står og kikker på mig, jeg er hans udsigt/ jeg står og kikker på en mand, han tager min udsigt” (s. 34).

I ”Digte 2014” er fokus flyttet fra individet til fællesskabet. Dels som en kapitalismekritik og dels som et afsavn efter en samhørighed med naturen, der er gået tabt. Vores forhold til verden er blevet sygt, vi har ”kviksølv i lungerne”, i fabrikken sidder børn og ”syr i sig selv” og der er ”hvepse i min afføring, de første tegn på straf”. Der løber i det hele taget et billedsprog af dyr, dyrelyde, planter og grundstoffer igennem digtene, og gang på gang konstateres det, hvordan vi har misbrugt vores planet: ”… i nat hvor solene spinder/ over børneansigter som fnyser/ blod og snot/ ud gennem samfund/ ud gennem årtusinder/ hvor jeg går igennem/ grøn zone/ i brand/ på alle etager. (s. 34). Det er en grum samfundskritik, der er blottet for alt håb om en bedre verden.

I ”Solar” kan man sige, at den jeg-opløsning der var på spil i ”Yeahsuiten” og klimakrisen der fyldte i ”Digte 2014” smelter sammen i fortællingen om hovedpersonen Theis.

Theis Ørntoft er ofte blevet betegnet som økodigter, og i et interview giver han selv et bud på, hvordan man kan genrebestemme økopoesi: ”Økopoesi er en ikkedogmatisk litteratur, der har et koordinat i de tre grundlæggende niveauer - i det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske (…)Det er måske mit overordnede litteratursyn, ja. De tre niveauer - det individuelle, samfundsmæssige og kosmiske - er altid til stede for mig. Det handler om at undersøge alle de migrationsruter og forbindelser, der findes mellem menneske, samfund og kosmos. For det er herigennem, man kan lave et totalbillede af verden, som den opleves fra et menneskeligt perspektiv.” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Koblingen af de tre niveauer som Ørntoft nævner her er især tydelig i hans slægtsroman ”Jordisk”, hvor hovedpersonernes liv, samtidspolitik og de kosmiske forhold flyder sammen i en fælles fortælling.

Theis Ørntofts forfatterskab fortsætter på mange måder den overflod af udgivelser lige omkring årtusindeskiftet, der handlede om unge (digter)mænds hverdagsliv i København. Navne som Lars Frost, Kristian Bang Foss, Jeppe Brixvold, Anders Søgaard og Peder Frederik Jensen slog igennem i den periode. Ørntoft deler helt sikkert de skæve skjulte smil og den selvsikre arrogance med de nævnte forfattere. Ørntoft mener dog også, at der er klare forskelle på hans generation af forfattere og 00’ernes: ”Der er en del forfattere, der nærmest udelukkende beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve et privilegeret liv i en velfærdsstat. Og der går et erfaringsmæssigt skel her; mellem min generation og den foregående. Det er muligvis en forsimpling, men jeg har det anstrengt med litteratur, der bliver ved med at tematisere parforhold, skilsmisse, identitet og de små depressioner, som livet i velfærdsstaten udløser” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23).

For Ørntoft har fokus flyttet sig fra individet til hele kosmos. Forfattergenerationen før ham, mener han var for navlepillende: ”To karakterer går en tur i skoven, og træerne og det økologiske rum agerer blot død baggrund for parforholdet. Eller de tager på sommerferie med deres venner til en græsk ø, de ser flygtningene på stranden, men det er ikke flygtningene, det handler om. Det er forfatterens dårlige samvittighed og velfærdsdepression, det handler om.” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Det at sætte klimakrisen i front deler han dog med flere forfattere fra andre generationer end sin egen, mest indlysende med forfatter og underviser på Forfatterskolen Lars Skinnebach. I ”Digte 2014” bliver slægtskabet med Skinnebach meget tydeligt. Begge forfattere deler en kapitalismeskepsis og en dyb bekymring over klimakrisen, som også kommer til udtryk i deres samarbejde med musikprojektet ”Klimakrisen”. Man kan også nævne forfattere som Charlotte Weitze, Dennis Gade Kofod og Silja E. K. Henderson.