Kristian Bang Foss

Kristian Bang Foss er vokset op i København, og hovedstaden har sat sit aftryk i hans romaner. Bøgernes personer færdes hjemmevant langs københavnske gader og søer og i natklubber, buslinier og parker, og han lægger ikke skjul på, at stoffet i romanerne er fiktioner over selvoplevede situationer.

Foss blev student fra Østre Borgerdyd Gymnasium i 1996. Han har gået på højskole og læst matematik og fysik, inden han droppede det for at spille musik og skrive. I 2001 søgte han ind på Forfatterskolen, blev optaget og var færdiguddannet i 2003. Debuten ”Fiskens vindue” kom i 2004.

Ved siden af forfattergerningen har Foss undervist på skrivekurser og i litteratur på Ask Højskole og Testrup Højskole. Småjobs har han haft masser af, og i en periode efter de droppede naturvidenskabelige studier og Forfatterskolen arbejdede han på InWears lager på Amager. Her stod han bogstaveligt med stoffet til sin anden roman mellem hænderne: ”Mens jeg arbejdede her, tænkte jeg ikke over det, men det er virkelig en god kulisse for en roman. Man har så mange forskellige typer mennesker samlet herude. (...) Gruppedynamikken på arbejdspladser interesserer mig. Alt det der brok er som en virus. Når først det begynder, er det næsten umuligt at stoppe igen. Bagtaleriet er en social smørelse for folk, det er en måde at være sammen på.” (David Jacobsen Turner: Lovende ung mand: At le ad de ynkelige. Weekendavisen, 2008-03-14). Kristian Bang Foss har også arbejdet et år som handicaphjælper, fremgår det af pressemeddelelsen til ”Døden kører Audi”, der netop handler om en handicaphjælper.

Kristian Bang Foss oversætter også skønlitteratur og har oversat værkerne ”Fortælling om et selvmord” (2012) og ”Caribou Island” (2011) af den amerikanske forfatter David Vann. I 2019 har han været medforfatter på manuskript til filmen ”Vores mand i Amerika”, der har Christina Rosendahl som instruktør. Det har været med til at styrke hans dramaturgiske håndværk, fortæller han til Information: ”Jeg har ikke før på samme måde gjort mig tanker om, hvordan man konstruerer en handling, men mere skrevet intuitivt. Når man prøver at skrive et filmmanuskript, får man lært dramaturgi i praksis.” (Lone Nikolajsen: Kristian Bang Foss: I Danmark kan der være sådan en jovialisering af magten. Information, 2019-08-30).

Kristian Bang Foss har i en årrække været bosat i Berlin, men bor i dag i København.

Kristian Bang Foss’ debut ”Fiskens vindue” fra 2004 er en lille bog, der ligner et vellykket eksperiment. Der er noget konceptuelt over den. Den har intet plot, der sker ikke noget for nogen – i hvert fald ikke eksplicit. Samtidig er bogen en roman, man følger en hovedperson og præsenteres for hans verden.

I første del er fortælleren i Island hos sin kærestes familie for at fejre jul og nytår, som en fodnote forklarer. Her handler det om stille iagttagelser af mælkeskum på kaffe, dryssende, døde hudceller, spadsereture og familiekomsammener. Det mest dramatiske sker, da en hund løber efter et stykke flamingo, hovedpersonen sparker til, og drukner i havnen. Fortælleren forsøger forgæves at redde den, og minimalt rystet går han hjem til cola, chips og videofilm.

25167570

Romanens anden del finder sted i Sydsverige, hvor hovedpersonen tilbringer nogle dage alene med sin lidenskab: lystfiskeri. Denne del består mest af lange, minutiøse beskrivelser af fiskeriet, så man aner, at der er tale om en kunstart. Så vender han hjem til København, det er sommer og der hænges ud med venner på Sankt Hans Torv. Samtaler glider ud i byture, drukture og udflugter, og knas med kæresten antydes kun.

Dødssyge jobs og latterlige mobilabonnementer beskrives. I romanens sidste del er det blevet efterår, og her glider hovedpersonen helt ud af fortællingen. I stedet følger vi for en stund menneskene omkring den svenske by Vilshult, hvor læseren før har været med på lystfiskeri.

Der sker ikke rigtig noget, det er en bog, læseren selv må digte med på. Titlen, ”Fiskens vindue”, forklares (se citat) og læst metaforisk åbner der sig endeløse fortolkningsperspektiver. En klar overflade-dybde-tematik går igen i bogens dele. Fortælleren hæfter sig ved overflader – mælkeskum, hudceller – men hvad med livet nedenunder? En lidt uheldig bagsidetekst får det til at lyde, som om bogen er en kritik af overfladiske mennesker, men snarere udfolder bogen den præmis, at man registrerer overfladen på ting, ’dybderne’ ruller igennem alting – også denne bog, hvis læseren går med på fiskeriet.