Med udgivelsen af ”Manden der bar solen” (2023) tager Kristian Bang Foss’ forfatterskab en drejning væk fra samtidsromanerne. I denne slægtsroman om magt kommer vi nemlig langt tilbage i tid, til bronzealderen i et område omkring Limfjorden. Vi følger høvdingesønnen Raudon, der i begyndelsen af romanen vender hjem sydfra, hvor han er vokset op i en fosterfamilie. Hjemme venter tvillingebroren Hauhon og deres far, høvdingen. Et magtskifte skal til at finde sted.
137189658
Kristian Bang Foss bygger et univers op baseret på det sparsomme kildemateriale fra en periode i historien, som var kendetegnet ved udbredt handel mellem nord og syd. Nordboerne handler med rav for bronze. Bronzen indgår i mange aspekter af livet, både de praktiske og de spirituelle, og er i romanen livsvigtig for nordboerne.
Den historiske roman er både en spændende slægtsroman og en coming-of-age-fortælling om den unge Raudon, der skal tage magten over stammen på sig og træffe voldsomme beslutninger. Krig er uundgåeligt for at passe på territorier i en tid, hvor store riger ved Middelhavet kollapser på grund af klimaudfordringer og krige. Det er en dramatisk fortælling om magt og vold med et stort persongalleri og mange voldsomme scener.
Den verden Kristian Bang Foss bygger op i romanen føles på en gang både meget eksotisk, næsten som et fantasy-univers, og realistisk, for selv om mange af de religiøse ritualer med ofringer og mystiske skikke virker meget fremmedartede, beskrives de i romanen på en så selvfølgelig måde, at man som læser godtager dem. Romanen kan læses som et spejl på vores tid, hvor globaliseringen igen er truet af ustabilitet i verden.