h c branner
Foto: Asger Sessingø / Ritzau Scanpix

H. C. Branner

journalist Pia Andersen, iBureauet/Dagbladet Information, 2006.
Top image group
h c branner
Foto: Asger Sessingø / Ritzau Scanpix
Main image
Branner, H. C.

Indledning

H.C. Branner inkarnerer med både sit liv og sit værk mellem- og efterkrigsårenes turbulente tanker. Han skriver i tidens stil om store temaer som angst, kærlighed, magt og frihed, og måske er det netop den tidssvarende tyngde, der har forhindret ham i at indtage en central plads i den nyere danske litteraturhistorie. Branners litterære liv var præget af hans følelse af ansvar overfor kunsten og verden; for ham var forfattergerningen både en byrde, en kamp og et kald. Med Branners ord: “Ingen bestemt Begivenhed i mit Liv har gjort mig til Forfatter, desværre er det vist noget jeg altid har været.”

Blå bog 

  • Født: Den 23. juni 1903 i Ordrup.
  • Død: Den 23. april 1966 i København.
  • Uddannelse: Studentereksamen fra Ordrup Gymnasium, 1921.
  • Debut: “Surdejgen”, novelle i Politiken Magasinet den. 4. september 1932.
  • Litteraturpriser: 2. præmie i Statsradiofoniens hørespilskonkurrence (1933). De Gyldne Laurbær (1950). Holberg-Medaillen (1954). Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Pris (1959). Danske Dramatikeres Hæderspris (1961). Desuden diverse legater.
  • Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

 

Se filmen Fra Brandes til RifbjergFilmstriben

Artikel type
voksne

Baggrund

“Som han sad der og gabede utidigt i sin store stol blev han paa én gang en almindelig, fedladen mand med et uopdyrket barneansigt. Hans tøj var syet af en god skrædder og gav ham en normal figur, men inden under havde ogsaa hans krop noget barnligt og tilbageblevent ved sig, urimelig glat og trind af en stor, voksen mand. Maaske var den krop en fejl fra fødslen, og maaske var den blevet saadan af alle slags tanker og indflydelser - i hvert fald var der morgener, hvor Herman Kejser følte had til sin egen krop: den mødte ham hvid og fremmed i spejlet som en genstridig formløshed, og hans drømme om en fri og lykkelig udfoldelse havde den kvalt under sin døde tynge. Men endnu var drømmen om magt og ærgerrighed igen; den voksede sig tyk med kroppen, og Herman Kejser nærede den med bøger om Napoleon.”
“Legetøj”, s. 26.

Hans Christian Branner blev født i Ordrup nord for København i 1903 som den yngste af tre søskende. Faderen var rektor på Ordrup Gymnasium, moderen var lektor samme sted, men skolegang og uddannelsesmiljø kom aldrig til at behage H.C. selv. Han var, med sit eget ord, familiens ’drømmer’: “Det gik ikke saa godt med Skolen og mig, vi forstod ikke rigtig hinanden. Maaske er det heller ikke godt for Drømmere at finde altfor stor Forstaaelse, og Lærere er nu engang ikke geniale Børnepsykologer, de er Lærere og en Slags Mennesker ligesom Forældre.” (“Glimt af mig selv”, side 37). Faderen døde da Branner kun var fem, og tabet har sandsynligvis igangsat ’drømmerens’ virkelighedsflugt. Motivet om den døde fader optræder flere steder i Branners forfatterskab.

Efter sin studentereksamen i 1921 lagde Branner skolen bag sig. Han drømte endnu ikke om at blive forfatter, han ville være skuespiller. Han fik et par roller, men i løbet af et årstid blev det klart, at han ikke var noget stort talent. Det mislykkede forsøg med skuespilkunsten desillusionerede Branner. Han opgav alle af ’drømmerens’ ideer, og bestræbte sig på at blive et normalt menneske, som han selv har sagt, med fast arbejde og et sundt fritidsliv. Han fik en læreplads på Jespersens og Pios Forlag, og her avancerede han hurtigt til lagerchef med hvid kittel og egen telefon.

Branner blev på forlaget i årene 1923-32, hvor han også stiftede familie. Men det ’normale’ liv var umuligt for Branner, ’Drømmeren’ trængte sig på: “Mens Kontormanden kæmpede for at faa Fodfæste i Virkeligheden, havde Drømmeren utrættelig opbygget sin egen indre Virkelighed.” (“Glimt af mig selv”, side 42). Branner sagde sin sikre stilling op, og sprang ud som forfatter. I 1932 debuterede han med en novelle i Politiken, men det var først i 1936, han for alvor ramte noget stort med debutromanen “Legetøj”. Bogen, hvor udviklingen i et mellemstort handelshus fungerer som en allegori på 30’ernes klassesamfund, blev skrevet på en måned, og den høstede pæne anmeldelser.

Branner blev nu en flittigt forfatter. Hvert år tilbragte han mange måneder i selvvalgt isolation på den lille ø Agersø i Storebælt, hvor han kunne finde arbejdsro, mens hustruen Karen Margrethe og sønnen Jens var overladt til sig selv på fastlandet. Forfatterlivet var ikke synderligt lukrativt, og Branner tjente primært penge på at oversætte udenlandsk litteratur af navne som Friedrich Dürrenmatt, Franz Kafka og Thomas Mann.

I løbet af årene inden, under og efter Anden Verdenskrig etablerede han sig som en af de helt centrale kulturpersonligheder i Danmark. Han markerede sig i mange genrer; novelle, essay, prosa, roman og hørespil, og havde en forkærlighed for modernistiske formeksperimenter som den frie bevidsthedsstrøm (stream of conciousness).

Men ingen af hans værker blev skabt med samme lethed som “Legetøj”, som også både tematisk og formelt er enestående i forfatterskabet. Branner beskæftigede sig i sine tidlige værker med individpsykologi og var, som tiden, stærkt inspireret af Freud, men især udbruddet af Anden Verdenskrig kom til at stå som et nederlag for hans humanistiske ideer.

Siden kredser han om mere eksistentielle temaer som skyld, ansvar, frihed og rammerne for den trængte humanisme. Dog mister han aldrig interessen for tematikkerne omkring magt og afmagt, angst, smerte og kærlighed.

I offentligheden var Branners forfatterskab en rutschetur, hvor succes afløstes af fiasko og omvendt. De senere år af forfatterskabet var præget af skriveblokeringer og sygdom, men han holdt aldrig op med at være en central skikkelse i sin samtid. Så meget desto mere kan det undre, at hans forfatterskab er overset i dag. H.C. Branner døde i april 1966, 62 år gammel.

Magtens syge: Legetøj

“Ja, Feddersen var gedden, han herskede med snigende terror som et hemmeligt politi i Kejserboderens stat, og frygten for mørket og udstødelsen var knyttet til hans person. Hans tale var kort og karrig, og efter ordlyden laa der ikke meget i den, men den blev ikke forstaaet efter ordlyden, den blev forstaaet efter et tonefald, en bevægelse, en maade at se paa.”
H.C. Branner: “Legetøj”, side 34

H.C. Branner får i 1936 sit gennembrud med romanen “Legetøj” . Her skildrer han livet i handelshuset Kejserboderne, der sælger legetøj af mere eller mindre lødig karakter. Men egentlig er romanen et pessimistisk portræt af personerne i firmaets minisamfund: Chefen Hermann Kejser, der sidder i det fine kontor, mellemlederne Feddersen og Trane, der sidder under ham, kontordamerne i fælleskontoret og sidst proletariatet, der arbejder i kælderen. Romanen er et pinefuldt og sorthumoristisk studie i magtbegærlighed, angst og selvbedrag. I centrum for magtkampen står prokuristen Feddersen, der inkarnerer den rene magtudfoldelse. For ham er magten mål i sig selv. Feddersen tilrettelægger intriger, som bringer ham nærmere sit mål, men konsekvensen bliver, at handelshuset styrer mod sin undergang.

På alle niveauer i virksomheden er det magten og angsten, der definerer forholdene, men balancen er ustabil og afslører ødelagte mennesker. Alle som én er de lallende vrag, som bukker under med mislydende klynken, når de konfronteres med hulheden i deres længsler. Magten medfører psykologisk forkvakling, siger romanen, og lader pointen komme til udtryk i hovedpersonernes regression og masochistiske seksuelle fantasier.

Som den lysende undtagelse står den unge kontorpige Klara. Hun er i sine sunde drifters vold, og kommer ved sin naturlighed til at udstille alt det forkerte i Kejserbodernes samfund. Hun forelsker sig i den unge lærling Martin, og gennem Klaras renhed øjner han handelshusets realiteter og siger op i tide.

“Legetøj” er typisk for 30’ernes litteratur ved at være en kollektivroman : Den bygger ikke sin handling op om et individ men derimod om en gruppes eller et samfunds dynamikker. Kollektivromanen er en af socialrealismens traditionelle former, men Branner binder sig ikke stramt til realismen. Både Feddersen og Klara er nærmest mytiske figurer, og Branner trækker sig også væk fra det kollektive ved at lade Martin gennemløbe en psykologisk udvikling.

“Legetøj” er ofte blevet læst som en allegori over nazismens fremmarch i Europa. Det er helt oplagt; både Feddersen og Hermann Kejser deler træk og retorik med Der Führer , men bogens analyse af Kejserbodernes minisamfund har flere facetter, end den allegoriske læsning kan rumme.

“Legetøj” adskiller sig fundamentalt fra Branners senere romaner, men samtidig er det denne hans første roman, der har haft længst levetid.

Bevidstheden på skrift

Interessen for det mentale liv og bevidsthedsmæssige strukturer prægede 30’erne og 40’erne, og Branner var på mange måder mand af sin tid. Freuds psykoanalyse var in, det samme var modernistiske formeksperimenter som den frie bevidsthedsstrøm.

I sin anden roman “Barnet leger ved Stranden” fra 1937 lægger Branner stilen fra “Legetøj” bag sig og åbner sig mod det ekspliciterede psykoanalytiske. Romanen er en jeg-fortælling om den svage og selvfikserede Claus Bøje, der hjemsøges af angstforestillinger og tvangsneuroser. Hans ægteskab forliser, og han balancerer på randen af selvmord, før han vågner op til en form for selverkendelse. Freuds teorier diskuteres eksplicit i romanen, som dog ikke blev nogen succes.

Den følgende roman, “Drømmen om en Kvinde” fra 1941 bekender sig rent til stilen med den frie bevidsthedsstrøm (stream of consciousness), som store forfatter som James Joyce og Virginia Woolf havde gjort berømt. I den frie bevidsthedsstrøm fremstilles tankerækker og associationer inde fra personernes bevidsthed, uden at en fortæller forsøger at organisere strømmen i en traditionel, meningsfuld orden. I “Drømmen om en kvinde” mødes fire mennesker en nat. De spiller kort, mens de venter på en femte person, og skiftende bevidsthedsstrømme giver indblik i deres tanker. Nogen egentlig handlingstråd er svær at finde, men Branner giver romanen historisk swung ved at lade natten for mødet falde sammen med Anden Verdenskrigs udbrud.

Romanen er meget ambitiøs, og den vakte sensation i samtiden for dens kompromisløse stil. Men den blev hurtigt glemt, og eftertiden har betragtet den som mislykket.

Antydningens kunst: Novellerne

“Det var hans pibe. I gaar havde han lagt den fra sig der. Han havde den pibe. Det var hans. Hans. Og nu var han død. Hun havde været længe om den tanke, men nu kunde hun tænke den og sige den højt uden at føle fortvivlelse, uden overhovedet at føle nogen ting. For nu vidste hun, at ogsaa hendes liv var forbi. Inde på hospitalet havde hun skreget og grebet for sig, hun havde søgt at undslippe i en sky af rædsel og tilsidst bag en skal af tavshed - noget i hende havde vel haabet paa at der endnu var liv tilbage for hende. Men en lille taalmodig ting havde ligget og ventet for at sige hende at hendes liv var forbi.”
H.C. Branner: “Shagpiben”, side 132 i “To minutters stilhed”.

H.C. Branner når sit forfatterskabs højdepunkter med novellegenren. De to mest kendte samlinger er “Om lidt er vi borte” fra 1939 og “To minutters stilhed” fra 1944. Som flere af Branners romaner tematiserer begge samlinger psykologiske knudepunkter i erfaringsdannelsen, men det psykologiske når netop sin fineste form i novellerne.

Helt centralt står barndommens psykologi og barnets forhold til voksenverdenen. I “Om lidt er vi borte” fokuserer flere noveller på børn, der oplever smerte eller tab. Temaet er tydeligt i “De blaa Undulater”, som skildrer skilsmissebarnet Katrines følelsesmæssige forhærdning. Moderen er flyttet, ingen taler om det og Katrine er overladt til selv at håndtere sit savn. Hun projicerer sin kærlighed over på to undulater, men skiller sig af med dem, da faderen forsøger at nærme sig hende.

“To minutters stilhed” komponerer sine noveller, så de betegner væsentlige nedslag i livets forløb. Først novellerne om barndom og ungdom, hvor både tabserfaring og pubertetsmæssig opvågning skildres som identitetsskabende omdrejningspunkter. Et par noveller skildrer parforhold og ægteskab, og to kredser om dødsfald. Her skiller den mesterlige “Shagpiben” sig ud med sit portræt af en ældre kvinde, der er i chok efter sin ægtefælles død. Hans shagpibe bliver det objekt, hvorigennem hun kan erindre deres liv og acceptere hans død, der samtidig også implicerer accepten af hendes egen.

Branners noveller behandler alle tunge temaer, og faren for det patetiske ligger lige for. Men det særlige ved Branners novellekunst er, at han afholder sig fra den overtydelighed i pointerne, der ofte skurrer i hans romaner. Novellerne antyder og følger deres personers perspektiv; forhold vises frem, men forklares ikke. Det er netop via antydningen, de psykologiske problematikker bliver interessante som erfaringer, læseren må gøre sammen med personerne.

Det etiske engagement: Efterkrigsromanerne

“’Hvordan kan jeg nogen sinde forandres?’, sagde hun. ’Jeg er dog en kvinde’. ’Ja’, sagde Clemens. ’Du er en kvinde.’ Hun så overrasket hen på ham, for det lød som han smilede. Men han smilede ikke, han sad foroverbøjet, med underarmene støttet på sine knæ, ligesom lukket inde i sig selv. ’Og du er en mand, sagde hun, ’ en mand og en digter. Enhver mand er et stykke af en digter. Du er endda en stor digter, Clemens. Men jeg har kendt en der var større endnu. Han var så stor at han har digtet mig om til den jeg er.’ ’Eller du har digtet ham,’ sagde Clemens.”
H.C. Branner: “Rytteren”, side 125.

Anden Verdenskrig gjorde stort indtryk på H.C. Branner, som gradvist forlod det psykologiske individstudie til fordel for mere filosofiske diskussioner af etisk og eksistentialistisk karakter. Således forskyder han sit fokus fra individet til de mellemmenneskelige problematikker om skyld, ansvar, frihed og valget.

Formelt holdt Branner aldrig op med at forny sig, og det er tydeligt i “Rytteren” fra 1949, der bedst kan karakteriseres som en dramaroman. Den er stort set opbygget af replikker og regibemærkninger, og forløber stramt i fem dele over et døgn: Morgen, middag, eftermiddag, aften og nat. Titlens rytter, den dyriske Hubert, er romanens altoverskyggende omdrejningspunkt, men han optræder ikke. Han er død efter en blodig rideulykke, og romanens personer, Susanne, Clemens, Michala og Herman, forsøger alle på hver deres måde at frigøre sig fra ham.

Persontegningen af de fire omkring Hubert er relativt entydig: Susanne er lidenskabelig, Clemens er selvopofrende og afmægtig, Herman er autoritær og Michala lider under sin egen frigjorthed. Relationerne mellem de stereotype karakterer er blevet tolket på mange måder, og “Rytteren” er en uhyre kompleks roman i al sin enkelhed. Centralt står problematikker om erotisk tvang og frigørelse fra gentagelsen, og overordnet set promoverer den en pointe om, at identitet er flydende og skabes af (magt)relationer til andre.

I sin sidste roman “Ingen kender natten” fra 1955 forholder Branner sig eksplicit til besættelsestiden . Romanen forløber over en nat, og Branner benytter igen den frie bevidsthedsstrøm i skildringen af det broderskab, der vokser frem mellem modstandsmanden Simon og den dekadente og deprimerede reklametegner Tomas. Tomas hjælper Simon med en flugtplan til Sverige, men ingen kender natten, og før solen står op, dør de begge i en blodig ildkamp. Angst, afmagt og usikkerhed løber gennem romanen som grundfølelser i eksistensen, men slutningen har karakter af en forløsning gennem martyriet, idet dødsfaldene muliggør andres frelse.

Forfatterskabets udgang og eftermælet

I sin samtid var H.C. Branner en markant skikkelse, og han prægede i høj grad kulturdebatten i efterkrigstiden. I sine sene dramaer og især i essayistikken diskuterede han humanismens handlemuligheder i et klima, der var præget af sammenstød mellem store ideologier og kold krig. Branner var politisk desillusioneret og plæderede for en religiøst betonet humanisme, med ophøjelse af kunsten til at være verdens samvittighed og profetiske sandhedsvidne. Han var medstifter og redaktør af tidsskriftet Perspektiv, der udkom i 1953 og blev en platform for mange forskellige livs- og kulturforståelser.

Men Branner opnåede aldrig den folkelige forankring, der eksempelvis tilkom vennerne Martin A. Hansen og Karen Blixen , og hans forfatterskab er af eftertiden blevet overset eller - værre endnu - udråbt som mislykket. Som litteraturprofessor Hans Hertel har skrevet: “Livet var barsk ved H.C. Branner. Eftertiden har været endnu barskere.” (Hans Hertel: “Den farlige patos og den hæse latter”. Politiken 2004-06-19). I 2003 var det kun meget få, der fejrede 100 året for Branners fødsel.

Men det er ikke umuligt, at Branner er på vej til sin anden anerkendelse; kanonudvalget under Undervisningsministeriet har anbefalet Branner til folkeskolens pensum: “At forstå mennesker psykologisk, følge deres livsvalg og udfoldelse med viden om, hvad de kom fra, groede af eller flygtede fra, er energien i H.C. Branners forfatterskab.” (Dansk Litteraturs Kanon, Uddannelsesstyrelsens Temahæfteserie nr. 11, 2004).

Kanonudvalget taler om Branners temaer, men hele hans virke er en væsentlig kilde til forståelsen af hans komplicerede samtid. Det fastslår en af Branners store forsvarer, litteraturredaktør Nils Gunder Hansen: “Det er synd, at Branner i dag er så lidt læst, og også lidt mærkeligt, for (litteratur)historisk er han en interessant skikkelse: (…) Han legemliggør den tvivlrådige kunstner, der var klemt i den kolde krig mellem de store -ismer.” (Nils Gunder Hansen: “Forfatteren man holdt op med at læse.” Berlingske Tidende 2004-01-21).

Bibliografi

Bibliografi

Branner, H.C.:
Legetøj. 1936. Roman.
Branner, H.C.:
Barnet leger ved stranden 1937 Roman.
Branner, H.C.:
Om lidt er vi borte. 1939. Noveller.
Branner, H.C.:
Drømmen om en kvinde. 1941. Roman.
Branner, H.C.:
Historien om Børge. 1942. Roman.
Branner, H.C.:
To minutters stilhed. 1944. Noveller.
Branner, H.C.:
Glimt af mig selv. 1944. Selvbiografisk essay.
Branner, H.C.:
Rytteren 1949. Roman.
Branner, H.C.:
Humanismens krise. 1950. Essay.
Branner, H.C.:
Søskende. 1952. Skuespil.
Branner, H.C.:
Bjergene. 1953. Noveller.
Branner, H.C.:
Ingen kender natten 1955. Roman.
Branner, H.C.:
Vandring langs floden. 1956. Prosastykker.
Branner, H.C.:
Kunstens uafhængighed. 1956. Essay.
Branner, H.C.:
Thermopylæ. 1958. Skuespil
Branner, H.C.:
Et spil om kærligheden og døden. 1961. Hørespil.
Branner, H.C.:
Ariel. 1963. Noveller.
Branner, H.C.:
Fem radiospil. 1965. Hørespil.

Om H.C. Branner

Hertel, Hans:
“Den farlige patos og den hæse latter”. 2004-06-19 Politiken
Hansen, Nils Gunder:
“Forfatteren man holdt op med at læse.” 2004-01-21. Berlingske Tidende.
Jarlby, Janne:
“H.C. Branner: Splittelse og kontinuitet”. 2003. Syddansk universitetsforlag.
Hansen, Nils Gunder:
“H.C. Branner”. i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd.1. 2002. Gads Forlag.
Branner, Jens:
"Opbrud". 1999. Gyldendal.
Møller, Per Stig:
“Du skal elske”. i: “Nat uden daggry”. 1985. Gyldendal.
Egebak, Jørgen:
“H.C. Branner”. i: Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 2. 1981. Gads Forlag.
Skyum, Erik:
“Ideologi og æstetik i H.C. Branners sene forfatterskab”. 1980. Gyldendal.
Thorsen, Signe Klarasdatter:
Dømte Blixen ret over ”Rytteren”. En nylæsning af H.C. Branners ”Rytteren”. I: Synsvinkler. Årg. 17, nr. 40 (2009), side 131-142.

Links

Danske digtere Kort biografi, introduktion til forfatterskabet samt lyd- og billedklip med H.C. Branner.
Portræt af H.C. Branner Benyt Det Kongelige Biblioteks søgefunktion på forsiden: Søg på ’Bogens Verden’, og følg linket til tidsskriftet. Artiklen “Ord mellem magt og afmagt” af Leon Jaurnow findes i Bogens Verden, 2003/5.
Dansk Litteraturs Kanon Rapport fra Kanonudvalget med titlen: Dansk Litteraturs Kanon, Uddannelsesstyrelsens Temahæfteserie nr. 11, 2004.
Kortere artikel om H.C. Branners forfatterskab samt oversigt over litteratur om Branner generelt og “Ingen kender natten” specifikt.