H.C. Branner får i 1936 sit gennembrud med romanen “Legetøj” . Her skildrer han livet i handelshuset Kejserboderne, der sælger legetøj af mere eller mindre lødig karakter. Men egentlig er romanen et pessimistisk portræt af personerne i firmaets minisamfund: Chefen Hermann Kejser, der sidder i det fine kontor, mellemlederne Feddersen og Trane, der sidder under ham, kontordamerne i fælleskontoret og sidst proletariatet, der arbejder i kælderen. Romanen er et pinefuldt og sorthumoristisk studie i magtbegærlighed, angst og selvbedrag. I centrum for magtkampen står prokuristen Feddersen, der inkarnerer den rene magtudfoldelse. For ham er magten mål i sig selv. Feddersen tilrettelægger intriger, som bringer ham nærmere sit mål, men konsekvensen bliver, at handelshuset styrer mod sin undergang.
På alle niveauer i virksomheden er det magten og angsten, der definerer forholdene, men balancen er ustabil og afslører ødelagte mennesker. Alle som én er de lallende vrag, som bukker under med mislydende klynken, når de konfronteres med hulheden i deres længsler. Magten medfører psykologisk forkvakling, siger romanen, og lader pointen komme til udtryk i hovedpersonernes regression og masochistiske seksuelle fantasier.
Som den lysende undtagelse står den unge kontorpige Klara. Hun er i sine sunde drifters vold, og kommer ved sin naturlighed til at udstille alt det forkerte i Kejserbodernes samfund. Hun forelsker sig i den unge lærling Martin, og gennem Klaras renhed øjner han handelshusets realiteter og siger op i tide.
“Legetøj” er typisk for 30’ernes litteratur ved at være en kollektivroman : Den bygger ikke sin handling op om et individ men derimod om en gruppes eller et samfunds dynamikker. Kollektivromanen er en af socialrealismens traditionelle former, men Branner binder sig ikke stramt til realismen. Både Feddersen og Klara er nærmest mytiske figurer, og Branner trækker sig også væk fra det kollektive ved at lade Martin gennemløbe en psykologisk udvikling.
“Legetøj” er ofte blevet læst som en allegori over nazismens fremmarch i Europa. Det er helt oplagt; både Feddersen og Hermann Kejser deler træk og retorik med Der Führer , men bogens analyse af Kejserbodernes minisamfund har flere facetter, end den allegoriske læsning kan rumme.
“Legetøj” adskiller sig fundamentalt fra Branners senere romaner, men samtidig er det denne hans første roman, der har haft længst levetid.