Med stort overskud bruger Kristian Bang Foss sproget til at lange ud efter nær sagt alle, der har stukket snuden frem. Ikke på en fordømmende måde, for al kritikken kommer på sæt og vis indefra. På en rammende og klog måde småhåner han kulturpampere, lagermedarbejdere, reklamemænd og inkompetente offentligt ansatte. Høj som lav får over fingrene i Foss’ romaner, men på grund af det litterære schwung kan han slippe af sted med det. I den henseende ligner han mesteren Johannes V. Jensen, der i det, Per Højholt i ”Lynmuseet” kaldte den ”jensenske kraftprosa” (Per Højholt: PRAKSIS, 4: Lynmuseet og andre blindgyder”, 1982), gav sit besyv med om dette og hint med hilsen fra en overlegen og velformuleret besserwisser.
En anden dansk forfatterkollega, der har et sprogligt overskud og et skarpt øje for tidens karakteristika, er Lars Frost. I bl.a. hans ”Smukke biler efter krigen” (2004) deles der kindheste ud til alt fra Morten Olsens ordvalg til politik, litteratur, kolonialisering mm. Både Foss og Frost taler fra et tydeligt sted, og litteraturen bliver på en måde meget politisk, fordi de udpeger usunde konstruktioner i samfundet og hos de mennesker, der befolker det.
Foss’ fokus på underklassen deler han med andre nutidige forfattere. Som kritiker Tue Andersen Nexø formulerer det i en artikel i Information, så er der en interesse for socialt armod i litteraturen. Underdanmark skildres med øje for de mennesker, der ingen muligheder har, og for hvem der ikke er flere tabuer tilbage. Karakteristisk for både Bang Foss og en anden skildrer af underklassen, Hans-Otto Jørgensen, er den nøgterne registrering af omstændighederne. De dømmer ikke underklassen, de beskriver den i al dens trøstesløse tristesse. I stedet for at nedgøre den, hæver de den op i lyset. Debutanten Jonas Rolsted beskriver i sin ”Flex death” (2012) også en karakter, der som handicaphjælper oplever, at hjælperne er lige så hjælpeløse som de handicappede. Helle Helle tager i flere af sine romaner også afsæt i livet, som det ser ud for underklassen.