Fiskens vindue

Citat
”Når man kaster opstrøms på den måde, kan det betale sig at kaste det kast, der hedder et bispestavskast. Kastet forstyrrer ikke fiskens vindue: For en fisk er undersiden af vandoverfladen et spejl, der spejler bunden. Undtagen et rundt areal over dens hoved: her brydes lyset på en måde, så fisken kan se ud af vandet.”
”Fiskens vindue”, s. 59-60.

Kristian Bang Foss’ debut ”Fiskens vindue” fra 2004 er en lille bog, der ligner et vellykket eksperiment. Der er noget konceptuelt over den. Den har intet plot, der sker ikke noget for nogen – i hvert fald ikke eksplicit. Samtidig er bogen en roman, man følger en hovedperson og præsenteres for hans verden.

I første del er fortælleren i Island hos sin kærestes familie for at fejre jul og nytår, som en fodnote forklarer. Her handler det om stille iagttagelser af mælkeskum på kaffe, dryssende, døde hudceller, spadsereture og familiekomsammener. Det mest dramatiske sker, da en hund løber efter et stykke flamingo, hovedpersonen sparker til, og drukner i havnen. Fortælleren forsøger forgæves at redde den, og minimalt rystet går han hjem til cola, chips og videofilm.

25167570

Romanens anden del finder sted i Sydsverige, hvor hovedpersonen tilbringer nogle dage alene med sin lidenskab: lystfiskeri. Denne del består mest af lange, minutiøse beskrivelser af fiskeriet, så man aner, at der er tale om en kunstart. Så vender han hjem til København, det er sommer og der hænges ud med venner på Sankt Hans Torv. Samtaler glider ud i byture, drukture og udflugter, og knas med kæresten antydes kun.

Dødssyge jobs og latterlige mobilabonnementer beskrives. I romanens sidste del er det blevet efterår, og her glider hovedpersonen helt ud af fortællingen. I stedet følger vi for en stund menneskene omkring den svenske by Vilshult, hvor læseren før har været med på lystfiskeri.

Der sker ikke rigtig noget, det er en bog, læseren selv må digte med på. Titlen, ”Fiskens vindue”, forklares (se citat) og læst metaforisk åbner der sig endeløse fortolkningsperspektiver. En klar overflade-dybde-tematik går igen i bogens dele. Fortælleren hæfter sig ved overflader – mælkeskum, hudceller – men hvad med livet nedenunder? En lidt uheldig bagsidetekst får det til at lyde, som om bogen er en kritik af overfladiske mennesker, men snarere udfolder bogen den præmis, at man registrerer overfladen på ting, ’dybderne’ ruller igennem alting – også denne bog, hvis læseren går med på fiskeriet.