Kristina Stoltz

Kristina Stoltz blev født i 1975 på Frederiksberg og voksede op på Torvegade på Christianshavn. Efter at forældrene blev skilt, da Kristina Stoltz var omkring ni år gammel, voksede hun primært op hos sin mor. Faren er fra Norge og uddannet folkeskolelærer, mens den danske mor har en akademisk uddannelse i dansk og fransk fra universitetet. Kristina Stoltz er den førstefødte, men har en fem år yngre søster.

Ifølge Stoltz var det særligt hendes mor, der indpodede hende litteraturen: ”Det var min mor, som åbnede litteraturen for mig. Vores hjem var fuld af bøger, og hun var selv fuld af historier, som hun fortalte i rigt mål ved morgenbordet i weekenderne.” (Interview med Forfatterweb, 2011).

Hun beskriver sig selv som en drømmer, et barn, der fantaserede om verdens muligheder – en verden, hun ville lægge for sine dansende fødder: ”Jeg begyndte tidligt at danse, men begyndte også tidligt at skrive. Jeg tror begge rum, dansesalen og dagbogen var et helle, en virkelighedsflugt, et sted jeg søgte hen, både fordi jeg syntes den almindelige verden kunne være lige lovlig barsk, men også fordi jeg var en ukuelig drømmer, som helst ville flygte til et utopisk, vidunderligt sted.” (Interview med Forfatterweb, 2011).

Da Stoltz som attenårig, næsten færdiguddannet danser indså, hvad det egentlig var for et liv, hun gik ind til, fandt hun ud af, at det ikke var den vej, hun skulle fortsætte ad. Ifølge forfatteren selv var hun ikke skabende kunstner i rollen som danser. Tværtimod skulle hun som performer opføre det, andre instruerede hende i, hvilket hun med tiden havde fået sværere og sværere ved. 

Sideløbende med dansen havde hun hele tiden skrevet uden at forestille sig, at det kunne blive hendes levevej. Dertil havde dansen tidligere været for altoverskyggende. Men så snart Kristina Stoltz havde smidt danseskoene, gik bevægelsen fra fødderne op i hænderne: Mens Kristina Stoltz rejste rundt i Østeuropa, begyndte hun at skrive på sin første roman – en evighedsroman, kalder hun den; en bog, der aldrig blev færdig, men som blev en læreproces, der blev begyndelsen på Stoltz’ senere værker: ”Siden jeg blev ambitiøs omkring min skrivning har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Det er ind i mellem hårdt og til tider økonomisk fuldkommen håbløst, men min fortid som danser har i høj grad lært mig at kunne arbejde hårdt, og jeg lader stort set aldrig mit humør styre, om jeg skal arbejde eller ej. Jeg sætter mig bare ved tastaturet og går i gang, når børnene er ude ad døren om morgenen.” (Interview med Forfatterweb, 2011).

Stoltz har læst Litteraturvidenskab og Teologi uden dog at blive færdig. Om at komme ind på Forfatterskolen siger hun: ”Jeg søgte aldrig ind på Forfatterskolen, hvilket jeg godt kan fortryde af og til, men på det tidspunkt hvor det ville have været relevant for mig at gå der, var jeg så træt af kunstneriske uddannelser efter mine to danseuddannelser, at jeg mest af alt hungrede efter noget akademisk og ikke navlebeskuende.” (Interview med Forfatterweb, 2011). Siden Kristina Stoltz opgav dansekarrieren, har hun rejst meget og boet både i USA og i Prag. Hun har i lighed med hovedkaraktererne i ”Turisthotellet” og ”Paradis først” været gift med en amerikansk mand, men er i dag bosat i Danmark og har været gift med en dansk mand, med hvem hun har to børn.

Udover at være forfatter var Kristina Stoltz også medstifter af forlaget [FINGERPRINT] og med-initiativtager til den tværnationale litterære udgivelses- og oplæsningsserie [NOORD].

Kristina Stoltz’ debutroman ”Turisthotellet” (2006) er en magisk fortælling om danske Nadja, der efter flere år i USA vender hjem til Danmark for at deltage i sin farmors begravelse. I stedet for at bo hos sin familie indlogerer hun sig på et billigt hotel på Vesterbro. Mødet med barndommens København bliver mere overvældende, end Nadja havde kunnet forestille sig. Afskåret fra sin mand og sin datter i New Orleans og på vej mod sit ophav befinder Nadja sig i et mærkeligt vakuum, en svævende tilstand mellem to destinationer, hvor hun som en søvngænger bliver tilskuer til tilværelsen på Vesterbro og de mennesker, der befolker den. Nadja bliver ved med at udskyde mødet med sin familie, og da dagen for begravelsen endelig oprinder, ender hun med at se begravelsesoptoget udefra. Hun sidder og gemmer sig på en café og ser sin far stå og kigge efter hende, men hun dukker ikke op. Samtidig er hendes mand Christopher bekymret for hende: Hvorfor har hun ikke givet lyd fra sig? Hvad sker der? Han har en fornemmelse af, at Nadja er på vej væk, at hun er faret vild i den by, hun kommer fra.

26194172

Nadja selv er så handlingslammet, at hun beder Christopher kontakte sin far og komme med en undskyldning for hendes fravær. Hun kan ikke selv tage affære, og mens hun på den måde venter på, at tiden enten er inde eller ude til gensyn med familien eller inde til at tage af sted til New Orleans, lader hun sig forføre af de mennesker og skæbner, der er omkring hende.

På en cafe på Hovedbanegården møder hun den tidligere danser og instruktør Victor og hans hund, servitricen Sophia, der har været hans mest talentfulde elev, men som har droppet dansen til fordel for at skrive, og den hvileløse og muligvis vanvittige iranske kvinde Leyla, der leder efter sine forsvundne børn. Om natten opsøges hun på hotellet af Djuna, en lille pige, der har samme navn som Nadjas datter, og sammen besøger de rum i bygningen, som på mærkelig vis er forsvundet om dagen. Langsomt vikles man ind i den transcendentale bevidsthed, der er Nadjas, og sammen med hende og Victor bevæger man sig ud på en rejse, hvor nat og dag, virkelighed og drøm blandes sammen.