kristina stoltz
Foto: Mikkel Tjellesen

Kristina Stoltz

journalist Kat. Sekjær, 2011. Senest opdateret af cand.mag. Maria Roslev, Bureauet 2019.
Top image group
kristina stoltz
Foto: Mikkel Tjellesen

Indledning

Kristina Stoltzs romaner har en realistisk og samtidig poetisk stil, der på nærmest inciterende vis fører læseren ind i fortællingen. I sin beskrivelse af steder, karakterer og omgivelser er Stoltz præcis, næsten filmisk, mens karakterernes indre liv, tanker og håb fremstilles i drømmelignende former, hvor læseren kan lade sig forføre og falde hen mellem de ofte ordknappe sætninger. Stoltz iagttager med et årvågent blik sine karakterer udefra og fører os samtidig ind i deres indre verden, for på den måde at give os et nyt perspektiv på den virkelighed, vi tror, vi kender.

 

46283503

Blå bog

Født: 1. marts 1975 på Frederiksberg.

Uddannelse: Studier i litteraturvidenskab og teologi på Københavns Universitet, moderne danser fra Skolen for Moderne dans i København og Danshögskolan i Stockholm.

Debut: Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse. Gyldendal, 2000.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Cahun - en roman om Claude Cahun. Rosinante, 2019.

Inspiration: Virginia Woolf, Inger Christensen, Karen Blixen, Djuna Barnes, Henrik Pontoppidan, Haruki Murakami, Marguerite Duras, Sara Stridsberg, Krzysztof Kieslowski, Bob Dylan, David Lynch.

 

Kristina Stoltz fortæller om sin novellesamling ”Et kød” og om det at skrive erotisk litteratur. 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Direktøren bliver siddende på kanten. Han ser på hende. Hans øjne er blå. Det lægger hun først mærke til nu. Der er noget ved hans kæbe som tiltrækker hende, måden den er tydelig på, fremtrædende. Hun får lyst til at række ud efter den, mærke på den, som var den en særskilt genstand."
“På ryggen af en tyr", s. 65.

Kristina Stoltz blev født i 1975 på Frederiksberg og voksede op på Torvegade på Christianshavn. Efter at forældrene blev skilt, da Kristina Stoltz var omkring ni år gammel, voksede hun primært op hos sin mor. Faren er fra Norge og uddannet folkeskolelærer, mens den danske mor har en akademisk uddannelse i dansk og fransk fra universitetet. Kristina Stoltz er den førstefødte, men har en fem år yngre søster.

Ifølge Stoltz var det særligt hendes mor, der indpodede hende litteraturen: ”Det var min mor, som åbnede litteraturen for mig. Vores hjem var fuld af bøger, og hun var selv fuld af historier, som hun fortalte i rigt mål ved morgenbordet i weekenderne.” (Interview med forfatterweb, 2011).

Hun beskriver sig selv som en drømmer, et barn, der fantaserede om verdens muligheder – en verden, hun ville lægge for sine dansende fødder: ”Jeg begyndte tidligt at danse, men begyndte også tidligt at skrive. Jeg tror begge rum, dansesalen og dagbogen var et helle, en virkelighedsflugt, et sted jeg søgte hen, både fordi jeg syntes den almindelige verden kunne være lige lovlig barsk, men også fordi jeg var en ukuelig drømmer, som helst ville flygte til et utopisk, vidunderligt sted.” (Interview med forfatterweb, 2011).

Da Stoltz som attenårig, næsten færdiguddannet danser indså, hvad det egentlig var for et liv, hun gik ind til, fandt hun ud af, at det ikke var den vej, hun skulle fortsætte ad. Ifølge forfatteren selv var hun ikke skabende kunstner i rollen som danser. Tværtimod skulle hun som performer opføre det, andre instruerede hende i, hvilket hun med tiden havde fået sværere og sværere ved. 

Sideløbende med dansen havde hun hele tiden skrevet uden at forestille sig, at det kunne blive hendes levevej. Dertil havde dansen tidligere været for altoverskyggende. Men så snart Kristina Stoltz havde smidt danseskoene, gik bevægelsen fra fødderne op i hænderne: Mens Kristina Stoltz rejste rundt i Østeuropa, begyndte hun at skrive på sin første roman – en evighedsroman, kalder hun den; en bog, der aldrig blev færdig, men som blev en læreproces, der blev begyndelsen på Stoltz’ senere værker: ”Siden jeg blev ambitiøs omkring min skrivning har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Det er ind i mellem hårdt og til tider økonomisk fuldkommen håbløst, men min fortid som danser har i høj grad lært mig at kunne arbejde hårdt, og jeg lader stort set aldrig mit humør styre, om jeg skal arbejde eller ej. Jeg sætter mig bare ved tastaturet og går i gang, når børnene er ude ad døren om morgenen.” (Interview med forfatterweb, 2011).

Stolz har læst Litteraturvidenskab og Teologi uden dog at blive færdig. Om at komme ind på Forfatterskolen siger hun. ”Jeg søgte aldrig ind på Forfatterskolen, hvilket jeg godt kan fortryde af og til, men på det tidspunkt hvor det ville have været relevant for mig at gå der, var jeg så træt af kunstneriske uddannelser efter mine to danseuddannelser, at jeg mest af alt hungrede efter noget akademisk og ikke navlebeskuende.” (Interview med forfatterweb, 2011). Siden Kristina Stoltz opgav dansekarrieren, har hun rejst meget og boet både i USA og i Prag. Hun har i lighed med hovedkarakteren i ”Turisthotellet” været gift med en amerikansk mand, men er i dag bosat i Danmark og har været gift med en dansk mand, med hvem hun har to børn.

Udover at være forfatter er Kristina Stoltz også medstifter af forlaget [FINGERPRINT] og med-initiativtager til den tværnationale litterære udgivelses- og oplæsningsserie [NOORD].

Turisthotellet

“The unfolding always takes place after sunset, as do most birth of babies, and deaths of the elderly. It all happens at night.”
“Turisthotellet”, side 298.

Kristina Stoltz’ debutroman ”Turisthotellet” (2006) er en magisk fortælling om danske Nadja, der efter flere år i USA vender hjem til Danmark for at deltage i sin farmors begravelse. I stedet for at bo hos sin familie indlogerer hun sig på et billigt hotel på Vesterbro. Mødet med barndommens København bliver mere overvældende, end Nadja havde kunnet forestille sig. Afskåret fra sin mand og sin datter i New Orleans og på vej mod sit ophav befinder Nadja sig i et mærkeligt vakuum, en svævende tilstand mellem to destinationer, hvor hun som en søvngænger bliver tilskuer til tilværelsen på Vesterbro og de mennesker, der befolker den. Nadja bliver ved med at udskyde mødet med sin familie, og da dagen for begravelsen endelig oprinder, ender hun med at se begravelsesoptoget udefra. Hun sidder og gemmer sig på en café og ser sin far stå og kigge efter hende, men hun dukker ikke op. Samtidig er hendes mand Christopher bekymret for hende: Hvorfor har hun ikke givet lyd fra sig? Hvad sker der? Han har en fornemmelse af, at Nadja er på vej væk, at hun er faret vild i den by, hun kommer fra.

26194172

Nadja selv er så handlingslammet, at hun beder Christopher kontakte sin far og komme med en undskyldning for hendes fravær. Hun kan ikke selv tage affære, og mens hun på den måde venter på, at tiden enten er inde eller ude til gensyn med familien eller inde til at tage af sted til New Orleans, lader hun sig forføre af de mennesker og skæbner, der er omkring hende.

På en cafe på Hovedbanegården møder hun den tidligere danser og instruktør Victor og hans hund, servitricen Sophia, der har været hans mest talentfulde elev, men som har droppet dansen til fordel for at skrive, og den hvileløse og muligvis vanvittige iranske kvinde Leyla, der leder efter sine forsvundne børn. Om natten opsøges hun på hotellet af Djuna, en lille pige, der har samme navn som Nadjas datter, og sammen besøger de rum i bygningen, som på mærkelig vis er forsvundet om dagen. Langsomt vikles man ind i den transcendentale bevidsthed, der er Nadjas, og sammen med hende og Victor bevæger man sig ud på en rejse, hvor nat og dag, virkelighed og drøm blandes sammen.

Æsel

“Egentlig er han sulten, og han har lyst til et stykke med abrikossyltetøj, men noget forhindrer ham i at føre hånden hen til glasset og stikke teskeen derned. Det er som om kroppen er væk. Han kan ikke mærke den. Der er kun tankerne. Tankerne om Farid, om Beheshta og hendes baby inde i maven.”
”Æsel”, side 215.

I Kristina Stoltz' roman ”Æsel” (2011) følger vi de afghanske teenagebrødre Nadeem og Farids flugt, der ender i Danmark efter en fortumlet rejse fra Mellemøsten over Rusland til Polen, Tyskland og Sverige. Udover at tegne et kort over de to drenges flugtrute, udfolder Stoltz et topografisk kort over menneskets sind, der udgøres af brudstykker af familieminder, erindringer om en tabt barndom og et tabt land. Men farverne på kortet bliver de to drenges rejse og møde med andre mennesker, flygtninge, der som de selv har ladt familie og land tilbage, men som stadig er mennesker med længsler, drømme og kærlighed i hjertet.

28667795

Hvert kapitel har steds- og tidsangivelse, og denne stringente logistiske dokumentarform giver et smukt modspil til både de poetiske passager og de til tider forfærdelige og detaljerede beskrivelser af vold og grusomhed. Både ”Turisthotellet” og ”Æsel” har den indre og den ydre rejse eller flugt som tema. Begge værker er en rejse ind i menneskesindet, såvel som beskrivelser af, hvordan steder og mennesker påvirker og former individet. Det er, som om der er en indbygget logik, når Stoltz sender sine karakterer ud i rejser, de ikke ved, hvor ender: De skal tabe sig selv for at kunne finde sig selv, de skal miste kærligheden for at kunne finde den, de skal drømme for at kunne vågne.

Da Nadeem og Farid bliver skilt ad, retter flugten sig ikke kun mod et fysisk sted at slå sig ned, men bliver i ligeså høj grad en kamp for at finde den anden igen: For kun ved at finde den anden, kan brødrene finde sig selv og finde hjem i det, der er ude.

Det er i dette mærkelige paradoks, at skønheden folder sig ud i ”Æsel”: Da brødrene genfinder hinanden efter at have troet, at alt var væk, er mødet ikke en slutning, men en ny begyndelse. Tid, sted og handling har ændret karaktererne, og midt i genfindelsens glæde ligger pludselig også en fremmedgjorthed: Er broderens stemme ikke blevet lysere? Er det virkelig ham – stemmen i telefonen, stilheden hvor kun de to brødres åndedræt taler sammen. To børn er blevet voksne, et nyt barn er blevet født – livet er gået videre.

 

Et kød – erotiske fortællinger

”Kunne det passe, at fuglene nappede Signe i brystvorterne med deres næb? At harerne fejede deres fugtige haler hen over ansigt og lemmer, mens de slikkede hendes hals og bed hende i ørerne? Ingen berørte hendes køn, før kroppen pludselig sitrede som løvet før torden.”
”Duellen”, ”Et kød” s. 79.

Det er ikke for sarte sjæle, når Kristina Stoltz i ”Et kød – erotiske fortællinger” fører sin læser ud i alle afkroge af det erotiske univers. I novellesamlingen fra 2012 giver Stoltz sit højlitterære bud på den erotiske genre, som har vist sig meget populær i 2010’erne. ”Et kød” består af ti noveller, der alle belyser temaerne forbudt begær, lyst, erotisk fantasi og forening fra hver deres særlige perspektiv.

Samlingen starter relativt blødt ud med novellen ”Therese” om en 30-årig kvinde, der udvikler et seksuelt forhold til sin franske teenage-stedsøn, som hun har passet, fra han var en lille dreng. På sin vis en kontroversiel tematik, men også et ganske velkendt tema inden for det erotiske univers om den ældre kvindes tiltrækning og besættelse af den virile unge mand. Herfra bevæger samlingen sig udi de mere obskure og ubetrådte hjørner af det erotiske.

29339333

I fortællingen ”Duellen” er der for eksempel både plads til nekrofili og dyresex, da historiens hovedperson en stakkels fraskilt Dyrehavsbakke-kusk i mere end en forstand får sit livs tur i den mørke skov. I titelnovellen ”Et kød” er det den mandlige jegfortællers ukuelige lyst til siamesiske tvillinger, der driver fortællingen mod sit uundgåelige erotiske klimaks. Og i ”Slangerne” er det den unge handicaphjælpers ustyrlige lyst til en infantilt autistisk klient med en særpræget forkærlighed for kæleslanger, der enten får kødet til at skælve eller afskyen til at boble i læseren.

For det meste holder Kristina Stoltz’ noveller sig inden for den realistiske genre, men enkelte steder indsniger hun fantastiske elementer, der giver det erotiske et næsten grotesk tvist. Den røde tråd i Stoltz’ litterære erotiske eskapader er netop fusionen mellem det tabuiserede, det erotiske og det groteske. I hendes lystfulde univers synes de tre at hænge uløseligt sammen som et kød, der på én gang forsøger at drage og frastøde sin læser. Denne sprængfarlige leg i det erotiske grænseland bliver fremskrevet i et detaljerigt og sanseligt sprog, der gennem blandt andet hyppig brug af metaforer insisterer på at få læseren til at dvæle ved de forbudte billeder og groteske tableauer, som fortællingerne tegner op.

Historien

”Hun blev nødt til at vide det i forhold til drengen. Hvilken alder der var hans, og hvilken der var deres fælles. Hun blev nødt til at vugge ham helt ind til kroppen som et barn hun selv havde født, sådan føltes det i mørket når hun lå ved siden af ham, inden fyrets hvide snit flåede begæret ud af kroppen.”
”Historien”, s. 32.

I 2013 udgav Kristina Stoltz den finurlige lille roman ”Historien” om en syvårig dreng og en femtenårig pige, hvis skæbner krydser hinanden en bittersød sommerferie. Pigen – hvis navn aldrig afsløres – er på ferie i en kystby med sin mor og hendes dominerende elsker. For at undslippe deres påtrængende kærlighedsliv begraver hun sig i en bogserie om en lille dreng med grå øjne, der til forveksling ligner drengen Theodor, som hun møder en dag på kystskrænten. Hans far er netop død af druk, og stedmoderen forsumper på den lokale bodega.

29989729

I Theodors fars hus ved fyret skaber de to børn en fælles historie og et refugium fra forældresvigt og socialforsorg. Forholdet mellem dem udvikler sig gradvist fra en slags mor-barn-relation til et seksuelt ladet forhold, hvor det forbudte forsigtigt udforskes. Hver nat oplyses deres fælles seng af lyskeglen fra fyret, der dels synes at symbolisere uskyldstabet, som bliver en central tematik i romanen, og dels deres roller som hinandens eneste lys i ensomhedens mørke.

Da de to bliver revet fra hinanden af socialforsorgen, bliver deres fælles historie ved med at hjemsøge dem begge på deres problemfyldte veje ind voksenlivet. De forsøger derfor hver især at genoplive fortiden gennem både fiktionens og virkelighedens verden. Romanen forvirrer her bevidst sin læser ved at lade hovedpersonernes fælles historie og pigens yndlingsbøger om drengen med de grå øjne flyde sammen. Foruden overgangen fra barndom til voksenliv, spirende seksualitet og svigt tematiserer ”Historien” altså også det komplekse forhold mellem fiktion, erindring og virkelighed.

Den sarthed og underfundighed, som karakteriserer romanens indholdsside og de let anonyme hovedpersoner, smitter af på fortællestilen, hvor brugen af korte, opbrudte sætninger og en legende metaforik tilsammen giver værket et poetisk præg. Dette understreges i bogens fodnoter, hvor der gradvist vokser et lille prosadigt frem, der på romanens sidste side fremstår som en slags poetisk koncentrat af det fortalte. Udgivelsen på små 83 sider suppleres desuden af en medfølgende ebogs-version, hvor en lyd- og filmside stimulerer læserens fantasi og tilføjer den ellers minimalistiske tekst visuelle og auditive dimensioner.

På ryggen af en tyr

”Flere døde måger og fisk med levende gæller i strandkanten, store og glinsende. Hun har slået dem i hovedet med hælen fra sin sandal for at få dem til at ligge stille – sådan som hun har set drengen gøre for at få sat en stopper for lidelsen.”
”På ryggen af en tyr”, s. 75.

Ligesom i forgængeren ”Historien” handler hovedsporet i Kristina Stoltz’ fjerde roman ”På ryggen af en tyr” om unge søgende skæbner, der finder hinanden i et forfaldent ferieparadis ved stranden. Igen er hovedpersonen en teenagepige, Fanny, hvis mor har slæbt hende med i sommerhus for at introducere endnu en elsker. På flugt fra den kærlighedskrævende mor møder Fanny to fortabte og unavngivne mandspersoner, som hun prøver at redde i et forsøg på selv at finde fodfæste i verden: Den ene en forsømt og selvmordstruet dreng der samler døde dyr på stranden, som er blevet ofre for et olieudslip fra en kystliggende supertanker. Den anden en ung mand der lever et dobbeltliv som henholdsvis tjener på det lokale feriehotel og trækkerdreng på olieskibet. I en søgen efter sit tabte begær betaler tjeneren Fanny for at sove nøgen i sin seng, mens han arbejder.

51247248

Som tiden går, vokser en uforløst længsel efter tjeneren, en umulig omsorg for drengen og det anstrengte forhold til moderen sig til en selvdestruktiv kraft i Fanny. Dette tydeliggøres løbende via et kor – en kollektivt kommenterende figur kendt fra de gamle græske tragedier – der spørger bekymret og let drilsk ind til hovedpersonens gradvise opløsning. Korets tilstedeværelse peger på romanen som en moderne tragedie. Dette understreges af de to andre tragiske handlingsspor i romanen: Det ene om en dødssyg kvinde på et hospital i Polen. Det andet om en bortløben mor og hustru på vej til Paris med en græsk vase i armene. Gennemgående fremmaler romanen en dystopisk verden, hvor både mennesket og dets omgivelser – repræsenteret af blandt andet drengens oliekvalte dyr – oser af omsorgssvigt.

De tre fortællinger og hovedpersoner skrives frem via en kortfattet, men præcist registrerende og sansende tredjepersonsfortæller i gennemgående korte rytmiske sætninger, der giver romanen et poetisk og let køligt udtryk. Meget efterlades uudfoldet i fortællingen herunder de tre kvindeskæbners indirekte relation til hinanden, som kun bliver antydet med fjerlette penselstrøg. Læseren står således tilbage, ligeså desorienteret som karaktererne, med et fragmenteret og drømmeagtigt pergamentpapir af en roman, der i den grad kræver aktiv meddigtning.

Som om

”Den fortvivlelse der ligger i din stemme. Fortvivlelsen i måden du udtaler mit navn på. At jeg ikke længere holder os oppe med min tro. Med min vilje. Er det i virkeligheden det, der er kærlighedens konstruktion? Dens balanceakt?”
”Som om”, s. 221.

”Som om” (2016) er Kristina Stoltz’ femte roman til voksne, og den handler om hovedpersonen Fanny, som bliver bælgøjet midt i en alvorlig ægteskabelig krise. Romanen løber i et nutidsspor, hvor det er den voksne Fanny, der fortæller og et fortidsspor, hvor læseren følger Fanny på Christianshavn den sommer, hun fyldte 15 år. Barndomsmiljøet er frit og levende, forældrene kloge, kreative og kærlige, og de vitale beskrivelser af livet på Christianshavn står i skarp kontrast til den ensomhed og klaustrofobi, som den voksne Fanny oplever i kernefamilien med mand og to børn.

Barndommen er dog på ingen måde rosenrød. Den er fuld af bekymring, svigt og for meget ansvar. Hendes sjove far Charlie, som stammer fra de norske fjelde, tager gerne datteren med, når han strejfer rundt om natten på Christianshavn, men han har også hang til alkohol og damer og plages ofte af tungsind. Mor Kirsten er den stabile, men forældrenes tilbagevendende kriser fylder tit det meste, så Fanny er meget overladt til sig selv. Ensomheden tager Fanny med sig ind i voksenlivet, hvor hun forsøger at holde sammen på et liv med små børn, en maniodepressiv mand og en forfatterkarriere.

52344530

Stoltz skriver på en gang realistisk og poetisk, så læseren både møder et virkeligt Christianshavn og hvirvles ind i fortællerens bevidsthedsstrøm, hvor verden lægger sig i lag på grund af det slørede syn.

Nutid og fortid forenes uproblematisk, og registreringer, handlinger, dialoger og tanker samles i et naturligt sprog. Således mimer Stoltz’ fortællestil tankens væsen, og romanen tegner et portræt af en kvinde, der har nemmere ved at tænke end ved at tale. Dermed bliver øjet en slags kommunikation. Det er kroppen, der meddeler sig til både Fanny og manden, så de forstår, hvor galt det står til mellem dem. Krisen i ægteskabet udspiller sig som et stille drama i romanen, der kredser tematisk om kærlighed, brud, familie og krop.  

Autofiktionen indgår som reference i fiktionens univers. Charlie og Fanny taler flere gange om Karl Ove Knausgårds projekt, som, Charlie mener, er ufint over for familien, mens Fanny ser autofiktion som en forfatters vilkår, for som hun siger: ”Hver eneste sætning er gift med mit liv” (s. 166), en præcis beskrivelse, der passer på Stoltz’ egne bøger. 

Cahun

”Troede han virkelig, at han kunne få mig til at skrive sådan en traditionel biografi om Claude Cahun – Lucy, der hele sit liv var i oprør mod så latterligt et koncept og forestillingen om, at man kan destillere et liv og en kunstnerisk praksis til en horisontal, fremadskridende beretning, når sådan en hverken findes som sandhed eller som hed drøm.”

”Cahun”, s. 155.

Romanen ”Cahun” (2019) af Kristina Stoltz handler om den franske multikunster, forfatter og fotograf Claude Cahun. Navnet er først og fremmest et alias for Lucy Schwob, der blev født i 1894 i Nantes og døde i 1954. Claude Cahun er også dækkende for den persona og det kunstneriske værk, som Schwob skabte i samarbejde med Suzanne Malherbe.

Stoltz begynder sin romanfortælling i 1944, hvor Lucy er fængslet i militærfængslet på øen Jersey sammen med barndomsveninden Suzanne Malherbe, der også blev både hendes stedsøster, elskerinde og kunstneriske samarbejdspartner. Sammen forsøgte de med løbesedler at vende tyske soldater mod krigen, og selvom de kun var de to kvinder, fik deres politiske aktioner vidtrækkende konsekvenser. Romanens fortælling slutter tredive år senere, altså efter Lucys død, hvor den kvindekamp, Lucy og Suzanne var fortrop for, endelig udfolder sig.

46283503

Romanens begyndelse og slutning fortælles af henholdsvis Lucy og Suzanne og danner tilsammen en sammenhængende og fortællermæssig fremadskridende ramme om den midterste og længste del af romanen. Her udfoldes Lucys tidlige liv og kunstneriske projekt med fortællinger om sindssyge, spiseforstyrrelse, dæmoner, afhængighed, forelskelse, oprør og vildskab. Fortællerinstansen i den midterste del er en foranderlig figur, der på én og samme tid er mand og kvinde, krop og ren bevidsthed, objekt og levende. Det er en stemme, der kan forvandle sig til alt, og som springer ud af Lucys fantasi.

Soldaten kalder hun figuren, og med den figur som fortællerstemme bliver romanen både fabulerende, surrealistisk og mere fragmenteret end begyndelsen og slutningen, der har hovedpersonerne som fortællere. Stoltz lader således et formmæssigt fortællegreb spejle Lucys kunstneriske projekt. Kønnet er konstant til diskussion i Lucys iscenesatte selvportrætter. Her udforskes  identiteter, masker og persona’er, på samme måde som fortællerinstansen i den midterste del udforsker sin fremtrædelse.

”Cahun” er ikke en biografi i gængs forstand, eftersom Stoltz både er meddigtende og bruger fiktionens greb og form i fremstillingen af det virkelige materiale. ”Cahun” bliver således et fantasifuldt og mangetydigt romanportræt af Lucy Schwob og opgøret med kønsidentitet og al ensretning.

Genrer og tematikker

Mange af Kristina Stoltz’ romaner handler om tilhørsforhold, om hjem i forhold til ude og om relationer mellem mennesker, hvor fremmede, som det for eksempel ses i ”Historien” og ”På ryggen af en tyr”, under de rette omstændigheder pludselig bliver mere nære end blodsbeslægtet familie: ”I forhold til de tematikker som optager mig, så har det at høre til eller mangel på samme hele tiden optaget mig: At tilhøre en familie, en kulturarv, et andet menneske og så videre. Både Turisthotellet og Æsel handler om flugt, bare på to meget forskellige måder: Nadja i Turisthotellet flygter i fantasien, drengene i Æsel flygter helt fysisk,” siger Kristina Stoltz (Interview med forfatterweb, 2011).

I hendes romaner er sproget på en gang råt og poetisk – en slags drømmespil, der nogle gange bevæger sig ud i mareridt. Fiktionen ligger i flere lag, så historier folder sig ud i og under hinanden. På den måde bliver fortællinger som for eksempel ”Turisthotellet” sammenlignelige med David Lynchs filmunivers, der ligesom Stoltz’ værker byder på et broget persongalleri, mærkelige miljøbeskrivelser og en underliggende uro, der ligger som en slags underbevidst lydkulisse under fortællingen.

Jane Kunze skriver i sin anmeldelse af ”Turisthotellet” på Litteratursiden.dk: ”Det, der for mig gør, at historien ikke kammer over, er, at jeg blev ganske fascineret af tanken om, hvad der kan ske, når man som menneske begynder at stille spørgsmål ved fundamentale ting som, hvad der er virkeligt, hvad der har en mening, og hvad der bare er tilfældighedernes spil.” Netop de spørgsmål er Stoltz’ force – i fiktionen folder hun virkeligheden ud på vrangen: På de tomme pladser mellem bogstaverne på linjerne, i mellemrummene mellem læserens fantasi og bogens sider.

Beslægtede forfatterskaber

Også Jane Kunze sammenligner Stoltz med David Lynch: ”Turisthotellet” vil sikkert skille vandene mellem kvalme og fascination på samme måde, som hans (David Lynchs) film også gør det.” (Litteratursiden.dk). Kunze nævner endvidere et slægtskab mellem ”Turisthotellet” og den japanske forfatter Haruki Murakamis romaner.

Selv fortæller Kristina Stoltz, at hun er blevet sammenlignet med meget forskellige forfattere, som udover førnævnte Murakami også tæller Kirsten Hammann. Hvis man skal sammenligne ”Æsel” med et andet litterært værk, ligger parallellen til Khaled Hosseinis verdensomspændende succes ”Drageløberen” lige for. Også her følger man en – eller faktisk to – afghanske drenge, der viser sig at være brødre, nemlig Amir og Hassan. Krigen påvirker både drengenes skæbner og deres land, og særligt Amir får som den privilegerede dreng til opgave at sone den synd, der blev begået mod hans bror. ”Drageløberen” og ”Æsel” kredser begge om menneskeskæbner, der bliver smadrede af krig, men som gennem kærligheden og rejsen finder en form for hjem, en form for soning og et nyt liv.

Med hendes udforsken af det erotiskes grænser i særligt ”Et kød” skriver Stoltz sig desuden ind i en nyere tendens inden for dansk litteratur til at give kroppen, kønnet og kødet – med deres uskønne og mere groteske sider – plads. Andre eksempler på denne strømning finder man hos forfattere som Bjørn Rasmussen, Olga Ravn, Lone Hørslev og Iben Mondrup. Ligesom i Mondrups seneste roman ”Godhavn” kredser Stoltz i både ”Historien” og ”På ryggen af en tyr” om den spirende og pirrende seksualitet på grænsen mellem barndom og voksenliv, som udleves i skyggen af en fraværende forældregeneration. Den til tider sarte og drømmende sanselighed, som også gennemsyrer meget af Stoltz’ forfatterskab, er imidlertid mere beslægtet med en forfatter som Josefine Klougart end med Mondrups mere kontante kødelige udtryk.

Med ”Cahun” har Stoltz skrevet sig ind i en tendens i litteraturen, hvor historiske personer gives fiktive stemmer. Dette greb findes også i Christina Hesselholdts romanportræt af den franske fotograf Vivian Maier i ”Vivian” (2016) og i Eva Tinds romanportræt af den danske skuespiller Asta Nielsen i ”Astas skygge” (2016).  

Bibliografi

Digte

Stoltz, Kristina:
Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse. Rosinante, 2000.
Stoltz, Kristina:
Græshoppernes Tid. Lindhardt & Ringhof, 2002.

Romaner

Stoltz, Kristina:
Turisthotellet. People's Press, 2006.
Stoltz, Kristina:
Æsel. Rosinante & Co, 2011.
Stoltz, Kristina:
Historien. Korridor, 2013.
Stoltz, Kristina:
På ryggen af en tyr : en tragedie. Rosinante, 2014.
Stoltz, Kristina:
Som om. Rosinante, 2016.
Stoltz, Kristina: Cahun - en roman om Claude Cahun

Fortællinger

Stoltz, Kristina:
Et Kød. erotiske fortællinger. Rosinante, 2012.

Billedfortællinger for børn

Stoltz, Kristina:
Fuglepigen Vega. Carlsen, 2009.
Stoltz, Kristina:
Fuglepigen Vega rejser ud i verden. Carlsen, 2010.

Festskrift

Stoltz, Kristina:
Hjemstavn nr. 13. [FINGERPRINT], 2009.

Om forfatterskabet

Artikler

Her kan man finde en liste over oplæsninger, udvalgte interviews og anmeldelser af hendes udgivelser.
Syberg, Karen:
Besparelser med dramatiske konsekvenser. Dagbladet Information, 2010-10-04.
Stoltz, Kristina:
Kronik: At skrive erotisk. Politiken, 2012-09-16.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kristina Stoltz

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kunze, Jane:
’Turisthotellet’ af Kristine Stoltz. Litteratursiden.dk, 2006-06-12.
Sekjær, Katrine:
Mailkorrespondance med Kristina Stoltz, sommeren 2011.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Ester Skibsted Holm, 2014.