Portræt af Kristina Stoltz
Foto: Daniel Hjorth

Kristina Stoltz

journalist Kat. Sekjær, 2011. Senest opdateret af redaktør og cand.mag. Madeleine Saunte, september 2025.
Top image group
Portræt af Kristina Stoltz
Foto: Daniel Hjorth

Igennem et kvart århundrede har Kristina Stoltz etableret sig som forfatter af romaner, digte, børnebøger, noveller og musiktekster. I hendes tekster er grænsen mellem virkelighed og drøm porøs, af og til helt udvisket, og erindringen er uforudsigelig og foranderlig. Personer og omgivelser beskrives præcist, men karakterernes indre liv er mindst lige så vigtige. Stoltz iagttager med et årvågent blik sine karakterer udefra og fører os samtidig ind i deres indre verden, for på den måde at give os et nyt perspektiv på den virkelighed, vi tror, vi kender.

141382497

 

Blå bog

Født: 1. marts 1975 på Frederiksberg.

Uddannelse: Studier i litteraturvidenskab og teologi på Københavns Universitet. Danser fra Skolen for Moderne dans i København og Danshögskolan i Stockholm.

Debut: Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse. Gyldendal, 2000. Digte.

Seneste udgivelse: Vild. Gutkind, 2025. Roman.

Inspiration: Kirsten Thorup, Virginia Woolf, Inger Christensen, Karen Blixen, Djuna Barnes, Henrik Pontoppidan, Haruki Murakami, Marguerite Duras, Sara Stridsberg, Krzysztof Kieslowski, Bob Dylan og David Lynch.

 

 

Videoklip

Kristina Stoltz fortæller om sin roman "For evigt". Gutkind, 2022: 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Direktøren bliver siddende på kanten. Han ser på hende. Hans øjne er blå. Det lægger hun først mærke til nu. Der er noget ved hans kæbe som tiltrækker hende, måden den er tydelig på, fremtrædende. Hun får lyst til at række ud efter den, mærke på den, som var den en særskilt genstand."
“På ryggen af en tyr", s. 65.

Kristina Stoltz blev født i 1975 på Frederiksberg og voksede op på Christianshavn med sine forældre og en fem år yngre søster. Hun voksede op med ret meget frihed på godt og på ondt. Forældrene var kærlige, men havde sit at kæmpe med, og  især faren var ukonventionel i sin opdragelse, med store udsving i humøret og kunne finde på at tage hende med på sine svireture i byen i de maniske perioder. Da hun var otte, blev hendes norske far og danske mor skilt.

Dansen og skrivningen fyldte meget:”Jeg begyndte tidligt at danse, men begyndte også tidligt at skrive. Jeg tror begge rum, dansesalen og dagbogen var et helle, en virkelighedsflugt, et sted jeg søgte hen, både fordi jeg syntes den almindelige verden kunne være lige lovlig barsk, men også fordi jeg var en ukuelig drømmer, som helst ville flygte til et utopisk, vidunderligt sted.” (Interview med Forfatterweb, 2011).

Da Stoltz var atten og næsten færdiguddannet danser, fandt hun ud af, at det alligevel ikke var den vej, hun ville gå. For som danser var det ikke hende, der var den skabende kunstner, men skulle opføre det, andre instruerede hende i. Noget, hun med tiden havde fået sværere og sværere ved. 

Så snart Kristina Stoltz havde smidt danseskoene, gik bevægelsen fra fødderne op i hænderne: Mens hun rejste rundt i Østeuropa, begyndte hun at skrive på sin første roman – en evighedsroman; en bog, der aldrig blev færdig, men som var kimen til hendes senere værker: ”Siden jeg blev ambitiøs omkring min skrivning har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Det er ind i mellem hårdt og til tider økonomisk fuldkommen håbløst, men min fortid som danser har i høj grad lært mig at kunne arbejde hårdt, og jeg lader stort set aldrig mit humør styre, om jeg skal arbejde eller ej. Jeg sætter mig bare ved tastaturet og går i gang, når børnene er ude ad døren om morgenen.” (Interview med Forfatterweb, 2011).

Hun debuterede i 2000 med en digtsamling og fik sit gennembrud i 2011 med romanen “Æsel”.

Som voksen har Kristina Stoltz rejst meget og boet både i USA og i Prag. I dag bor hun på Vesterbro i København og har to store børn med sin danske eksmand.

Aktuelt værk: Vild

”Da de skrår over Højbro Plads, spørger han, om ikke han må købe en gave til hende. Hun siger nej tak. Han spørger hvorfor. Hvad kan der ske ved det. Det ved hun ikke. Nej, netop, siger han. Gaver har aldrig gjort nogen fortræd.”
”Vild”, s. 27.

Kristina Stoltz’ roman “Vild” fra 2025 er en fri fortsættelse af “Paradis først” (2020), hvilket man allerede kan se af de to bøgers nært beslægtede omslag og format. Ligesom i “Paradis først” går den skrivende fortæller ad erindringens veje, men i “Vild” kommer vi endnu længere tilbage, til jegfortællerens overgang fra barn til ung voksen.

På nutidsplanet er den 49-årige forfatter taget alene ud til familiens primitive hytte i en svensk skov for at skrive. Her går hun på jagt i sin erindring og i sine dagbøger efter alter egoet Julie.

141267388

“Julie” opstod, da fortælleren, ti år gammel, rank og smuk på Købmagergade på vej hjem fra skole, bliver passet op af en ældre og velklædt herre – han minder hende om hendes morfar – som inviterer hende med ud i skoven for at blive fotograferet. Da han spørger hende, hvad hun hedder, kommer hun til at svare Julie.

Hun tager heldigvis aldrig med manden ud i skoven, men pseudonymet bliver hængende, som en form for udspaltning af fortællerens personlighed. Da den franske fotograf Mathieu passer hende op på gaden fem år senere, præsenterer hun sig igen som Julie, og Mathieu får aldrig hendes rigtige navn at vide, selvom de indleder et længerevarende (og magtulige) forhold.

Senere flytter hun til Stockholm for at danse Gunnar Svenssons koreografi Steppingstone, men koreografen dør, kort efter hun møder ham første gang. Hans død kommer som et chok, og hun kommer i psykoanalyse i Sverige.

Romanen veksler mellem nutid og fortid i en frit associerende skrift, som blander fantasi og virkelighed, det sansede nu i skoven, erindringer og refleksioner om alder, tid og fotografi.

Julie er hele tiden til stede som en figur, der driver gæk med fortælleren – hun er umulig at indfange og befinder sig samtidig hele tiden et sted lige i nærheden, en mut og smuk teenager med uglet morgenhår, som går i clinch med fortællingen og gerne modsiger den undervejs.

Bogen er struktureret i seks dele, fra “Den første dag” til “den sjette dag”, som er de dage, fortælleren befinder sig i hytten og skriver disse ord. Bogens allersidste sætning er “Den syvende dag bliver i morgen.” - syvendedagen, der som bekendt er hviledagen.