Kristina Stoltz

Kristina Stoltz blev født i 1975 på Frederiksberg og voksede op på Christianshavn med sine forældre og en fem år yngre søster. Hun voksede op med ret meget frihed på godt og på ondt. Forældrene var kærlige, men havde sit at kæmpe med, og  især faren var ukonventionel i sin opdragelse, med store udsving i humøret og kunne finde på at tage hende med på sine svireture i byen i de maniske perioder. Da hun var otte, blev hendes norske far og danske mor skilt.

Dansen og skrivningen fyldte meget:”Jeg begyndte tidligt at danse, men begyndte også tidligt at skrive. Jeg tror begge rum, dansesalen og dagbogen var et helle, en virkelighedsflugt, et sted jeg søgte hen, både fordi jeg syntes den almindelige verden kunne være lige lovlig barsk, men også fordi jeg var en ukuelig drømmer, som helst ville flygte til et utopisk, vidunderligt sted.” (Interview med Forfatterweb, 2011).

Da Stoltz var atten og næsten færdiguddannet danser, fandt hun ud af, at det alligevel ikke var den vej, hun ville gå. For som danser var det ikke hende, der var den skabende kunstner, men skulle opføre det, andre instruerede hende i. Noget, hun med tiden havde fået sværere og sværere ved. 

Så snart Kristina Stoltz havde smidt danseskoene, gik bevægelsen fra fødderne op i hænderne: Mens hun rejste rundt i Østeuropa, begyndte hun at skrive på sin første roman – en evighedsroman; en bog, der aldrig blev færdig, men som var kimen til hendes senere værker: ”Siden jeg blev ambitiøs omkring min skrivning har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Det er ind i mellem hårdt og til tider økonomisk fuldkommen håbløst, men min fortid som danser har i høj grad lært mig at kunne arbejde hårdt, og jeg lader stort set aldrig mit humør styre, om jeg skal arbejde eller ej. Jeg sætter mig bare ved tastaturet og går i gang, når børnene er ude ad døren om morgenen.” (Interview med Forfatterweb, 2011).

Hun debuterede i 2000 med en digtsamling og fik sit gennembrud i 2011 med romanen “Æsel”.

Som voksen har Kristina Stoltz rejst meget og boet både i USA og i Prag. I dag bor hun på Vesterbro i København og har to store børn med sin danske eksmand.

I Kristina Stoltz' roman ”Æsel” (2011) følger vi de afghanske teenagebrødre Nadeem og Farids flugt, der ender i Danmark efter en fortumlet rejse fra Mellemøsten over Rusland til Polen, Tyskland og Sverige. Udover at tegne et kort over de to drenges flugtrute udfolder Stoltz et topografisk kort over menneskets sind, der udgøres af brudstykker af familieminder, erindringer om en tabt barndom og et tabt land. Men farverne på kortet bliver de to drenges rejse og møde med andre mennesker, flygtninge, der som de selv har ladt familie og land tilbage, men som stadig er mennesker med længsler, drømme og kærlighed i hjertet.

28667795

Hvert kapitel har steds- og tidsangivelse, og denne stringente logistiske dokumentarform giver et smukt modspil til både de poetiske passager og de til tider forfærdelige og detaljerede beskrivelser af vold og grusomhed. Både ”Turisthotellet” og ”Æsel” har den indre og den ydre rejse eller flugt som tema. Begge værker er en rejse ind i menneskesindet, såvel som beskrivelser af, hvordan steder og mennesker påvirker og former individet. Det er, som om der er en indbygget logik, når Stoltz sender sine karakterer ud i rejser, de ikke ved, hvor ender: De skal tabe sig selv for at kunne finde sig selv, de skal miste kærligheden for at kunne finde den, de skal drømme for at kunne vågne.

Da Nadeem og Farid bliver skilt ad, retter flugten sig ikke kun mod et fysisk sted at slå sig ned, men bliver i ligeså høj grad en kamp for at finde den anden igen: For kun ved at finde den anden, kan brødrene finde sig selv og finde hjem i det, der er ude.

Det er i dette mærkelige paradoks, at skønheden folder sig ud i ”Æsel”: Da brødrene genfinder hinanden efter at have troet, at alt var væk, er mødet ikke en slutning, men en ny begyndelse. Tid, sted og handling har ændret karaktererne, og midt i genfindelsens glæde ligger pludselig også en fremmedgjorthed: Er broderens stemme ikke blevet lysere? Er det virkelig ham – stemmen i telefonen, stilheden hvor kun de to brødres åndedræt taler sammen. To børn er blevet voksne, et nyt barn er blevet født – livet er gået videre.

Det er ikke for sarte sjæle, når Kristina Stoltz i ”Et kød – erotiske fortællinger” fører sin læser ud i alle afkroge af det erotiske univers. I novellesamlingen fra 2012 giver Stoltz sit højlitterære bud på den erotiske genre, som har vist sig meget populær i 2010’erne. ”Et kød” består af ti noveller, der alle belyser temaerne forbudt begær, lyst, erotisk fantasi og forening fra hver deres særlige perspektiv.

Samlingen starter relativt blødt ud med novellen ”Therese” om en 30-årig kvinde, der udvikler et seksuelt forhold til sin franske teenage-stedsøn, som hun har passet, fra han var en lille dreng. På sin vis en kontroversiel tematik, men også et ganske velkendt tema inden for det erotiske univers om den ældre kvindes tiltrækning og besættelse af den virile unge mand. Herfra bevæger samlingen sig udi de mere obskure og ubetrådte hjørner af det erotiske.

29339333

I fortællingen ”Duellen” er der for eksempel både plads til nekrofili og dyresex, da historiens hovedperson – en stakkels fraskilt Dyrehavsbakke-kusk – i mere end en forstand får sit livs tur i den mørke skov. I titelnovellen ”Et kød” er det den mandlige jegfortællers ukuelige lyst til siamesiske tvillinger, der driver fortællingen mod sit uundgåelige erotiske klimaks. Og i ”Slangerne” er det den unge handicaphjælpers ustyrlige lyst til en infantilt autistisk klient med en særpræget forkærlighed for kæleslanger, der enten får kødet til at skælve eller afskyen til at boble i læseren.

For det meste holder Kristina Stoltz’ noveller sig inden for den realistiske genre, men enkelte steder indsniger hun fantastiske elementer, der giver det erotiske et næsten grotesk tvist. Den røde tråd i Stoltz’ litterære erotiske eskapader er netop fusionen mellem det tabuiserede, det erotiske og det groteske. I hendes lystfulde univers synes de tre at hænge uløseligt sammen – som et kød, der på én gang forsøger at drage og frastøde sin læser. Denne sprængfarlige leg i det erotiske grænseland bliver fremskrevet i et detaljerigt og sanseligt sprog, der gennem blandt andet hyppig brug af metaforer insisterer på at få læseren til at dvæle ved de forbudte billeder og groteske tableauer, som fortællingerne tegner op.

I 2013 udgav Kristina Stoltz den finurlige lille roman ”Historien” om en syvårig dreng og en femtenårig pige, hvis skæbner krydser hinanden en bittersød sommerferie. Pigen – hvis navn aldrig afsløres – er på ferie i en kystby med sin mor og hendes dominerende elsker. For at undslippe deres påtrængende kærlighedsliv begraver hun sig i en bogserie om en lille dreng med grå øjne, der til forveksling ligner drengen Theodor, som hun møder en dag på kystskrænten. Hans far er netop død af druk, og stedmoderen forsumper på den lokale bodega.

29989729

I Theodors fars hus ved fyret skaber de to børn en fælles historie og et refugium fra forældresvigt og socialforsorg. Forholdet mellem dem udvikler sig gradvist fra en slags mor-barn-relation til et seksuelt ladet forhold, hvor det forbudte forsigtigt udforskes. Hver nat oplyses deres fælles seng af lyskeglen fra fyret, der dels synes at symbolisere uskyldstabet, som bliver en central tematik i romanen, og dels deres roller som hinandens eneste lys i ensomhedens mørke.

Da de to bliver revet fra hinanden af socialforsorgen, bliver deres fælles historie ved med at hjemsøge dem begge på deres problemfyldte veje ind i voksenlivet. De forsøger derfor hver især at genoplive fortiden gennem både fiktionens og virkelighedens verden. Romanen forvirrer her bevidst sin læser ved at lade hovedpersonernes fælles historie og pigens yndlingsbøger om drengen med de grå øjne flyde sammen. Foruden overgangen fra barndom til voksenliv, spirende seksualitet og svigt tematiserer ”Historien” altså også det komplekse forhold mellem fiktion, erindring og virkelighed.

Den sarthed og underfundighed, som karakteriserer romanens indholdsside og de let anonyme hovedpersoner, smitter af på fortællestilen, hvor brugen af korte, opbrudte sætninger og en legende metaforik tilsammen giver værket et poetisk præg. Dette understreges i bogens fodnoter, hvor der gradvist vokser et lille prosadigt frem, der på romanens sidste side fremstår som en slags poetisk koncentrat af det fortalte. Udgivelsen på små 83 sider suppleres desuden af en medfølgende ebogs-version, hvor en lyd- og filmside stimulerer læserens fantasi og tilføjer lyd og billeder til den ellers minimalistiske tekst.

Ligesom i forgængeren ”Historien” handler hovedsporet i Kristina Stoltz’ fjerde roman ”På ryggen af en tyr” om unge søgende skæbner, der finder hinanden i et forfaldent ferieparadis ved stranden. Igen er hovedpersonen en teenagepige, Fanny, hvis mor har slæbt hende med i sommerhus for at introducere endnu en elsker. På flugt fra den kærlighedskrævende mor møder Fanny to fortabte og unavngivne personer, som hun prøver at redde i et forsøg på selv at finde fodfæste i verden: Den ene en forsømt og selvmordstruet dreng der samler døde dyr på stranden, som er blevet ofre for et olieudslip fra en kystliggende supertanker. Den anden en ung mand der lever et dobbeltliv som henholdsvis tjener på det lokale feriehotel og trækkerdreng på olieskibet. I en søgen efter sit tabte begær betaler tjeneren Fanny for at sove nøgen i sin seng, mens han arbejder.

51247248

Som tiden går, vokser en uforløst længsel efter tjeneren, en umulig omsorg for drengen og det anstrengte forhold til moren sig til en selvdestruktiv kraft i Fanny. Dette tydeliggøres løbende via et kor – en kollektivt kommenterende figur kendt fra de gamle græske tragedier – der spørger bekymret og let drilsk ind til hovedpersonens gradvise opløsning. Korets tilstedeværelse peger på romanen som en moderne tragedie. Dette understreges af de to andre tragiske handlingsspor i romanen: Det ene om en dødssyg kvinde på et hospital i Polen. Det andet om en bortløben mor og hustru på vej til Paris med en græsk vase i armene. Gennemgående fremmaler romanen en dystopisk verden, hvor både mennesket og dets omgivelser – repræsenteret af blandt andet drengens oliekvalte dyr – oser af omsorgssvigt.

De tre fortællinger og hovedpersoner skrives frem via en kortfattet, men præcist registrerende og sansende tredjepersonsfortæller i gennemgående korte rytmiske sætninger, der giver romanen et poetisk og let køligt udtryk. Meget efterlades uudfoldet i fortællingen, herunder de tre kvindeskæbners indirekte relation til hinanden, som kun bliver antydet med fjerlette penselstrøg. Læseren står således tilbage ligeså desorienteret som karaktererne, med et fragmenteret og drømmeagtigt pergamentpapir af en roman, der kræver aktiv meddigtning.

Mange af Kristina Stoltz’ romaner handler om tilhørsforhold, om hjem i forhold til ude og om relationer mellem mennesker, hvor fremmede, som det for eksempel ses i ”Historien” og ”På ryggen af en tyr”, under de rette omstændigheder pludselig bliver mere nære end blodsbeslægtet familie: ”I forhold til de tematikker som optager mig, så har det at høre til eller mangel på samme hele tiden optaget mig: At tilhøre en familie, en kulturarv, et andet menneske og så videre. Både Turisthotellet og Æsel handler om flugt, bare på to meget forskellige måder: Nadja i Turisthotellet flygter i fantasien, drengene i Æsel flygter helt fysisk,” siger Kristina Stoltz (Interview med Forfatterweb, 2011). Denne tematik udfoldes også i ”Paradis først”, hvor spørgsmål om race, nationalitet og følelsen af hjem spiller en central rolle.

I hendes romaner er sproget på en gang råt og poetisk – en slags drømmespil, der nogle gange bevæger sig ud i mareridt. Fiktionen ligger i flere lag, så historier folder sig ud i og under hinanden. På den måde bliver fortællinger som for eksempel ”Turisthotellet” sammenlignelige med David Lynchs filmunivers, der ligesom Stoltz’ værker byder på et broget persongalleri, mærkelige miljøbeskrivelser og en underliggende uro, der ligger som en slags underbevidst lydkulisse under fortællingen.

Jane Kunze skriver i sin anmeldelse af ”Turisthotellet” på Litteratursiden.dk: ”Det, der for mig gør, at historien ikke kammer over, er, at jeg blev ganske fascineret af tanken om, hvad der kan ske, når man som menneske begynder at stille spørgsmål ved fundamentale ting som, hvad der er virkeligt, hvad der har en mening, og hvad der bare er tilfældighedernes spil.” Netop de spørgsmål er Stoltz’ force – i fiktionen folder hun virkeligheden ud på vrangen: På de tomme pladser mellem bogstaverne på linjerne, i mellemrummene mellem læserens fantasi og bogens sider.

Stemningen i Kristina Stoltz’ bøger, der ofte bevæger sig i et grænseland mellem drøm og virkelighed, af og til mareridt, kan minde om David Lynchs destabiliserende filmiske univers eller om den japanske forfatter Haruki Murakamis romaner.

Selv fortæller Kristina Stoltz, at hun er blevet sammenlignet med meget forskellige forfattere, som udover førnævnte Murakami også tæller Kirsten Hammann. Hvis man skal sammenligne ”Æsel” med et andet litterært værk, ligger parallellen til Khaled Hosseinis verdensomspændende succes ”Drageløberen” lige for. Også her følger man en – eller faktisk to – afghanske drenge, der viser sig at være brødre, nemlig Amir og Hassan. Krigen påvirker både drengenes skæbner og deres land, og særligt Amir får som den privilegerede dreng til opgave at sone den synd, der blev begået mod hans bror. ”Drageløberen” og ”Æsel” kredser begge om menneskeskæbner, der bliver smadrede af krig, men som gennem kærligheden og rejsen finder en form for hjem, en form for soning og et nyt liv.

Med sin udforsken af det erotiskes grænser i særligt ”Et kød” skriver Stoltz sig desuden ind i en nyere tendens inden for dansk litteratur til at give kroppen, kønnet og kødet – med deres uskønne og mere groteske sider – plads. Andre eksempler på denne strømning finder man hos forfattere som Bjørn Rasmussen, Olga Ravn, Lone Hørslev og Iben Mondrup. Ligesom i Mondrups roman ”Godhavn” kredser Stoltz i både ”Historien” og ”På ryggen af en tyr” om den spirende og pirrende seksualitet på grænsen mellem barndom og voksenliv, som udleves i skyggen af en fraværende forældregeneration. Den til tider sarte og drømmende sanselighed, som også gennemsyrer meget af Stoltz’ forfatterskab, er imidlertid mere beslægtet med en forfatter som Josefine Klougart end med Mondrups mere kontante kødelige udtryk.

Med ”Cahun” har Stoltz skrevet sig ind i exofiktionen - en tendens i litteraturen, hvor historiske personer gives fiktive stemmer. Dette greb findes f.eks. også i Christina Hesselholdts romanportræt af den franske fotograf Vivian Maier i ”Vivian” (2016) og i Eva Tinds romanportræt af den danske skuespiller Asta Nielsen i ”Astas skygge” (2016). 

Det hvide, danske blik på USA har Mathilde Walter Clark også udfoldet i sine to beslægtede bøger ”Lone Star” (2018) og ”Huset uden ende” (2020), hvori fortælleren dels rejser til USA for at opsøge sin far og sit ophav, dels reflekterer over identitet, nationalitetsfølelse og racisme.