Iben Mondrup

Iben Mondrup blev født i København i 1969, men voksede op i Grønland fra hun var tre til 18 år. Allerede som 17-årig giftede hun sig med sin grønlandske kæreste, det krævede et kongebrev, og hun rejste med ham til Odense. Her begyndte hun at synge i et band og male. Hun blev optaget på Det Fynske Kunstakademi, flyttede til København og dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Derefter lavede hun bl.a. performancekunst sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann (f. 1959) og udgav i 2011 kunstnermonografien ”Jessie Kleemann – Qivittoq”.

Mere og mere gled Iben Mondrup over mod ordene og debuterede som romanforfatter i 2009 med ”Ved slusen” på det grønlandske forlag milik publishing. Det grønlandske spiller en stor rolle i den, som det også gør i romanen ”Store Malene” (2013) og i hendes folkelige gennembrud ”Godhavn” (2014).

Siden har hendes forfatterskab delt sig i to spor. Det ene udgøres af Tabita-trilogien – ”Tabita” (2020), ”Vittu” (2022) og ”Bjørn” (2023) – hvor Iben Mondrup giver stemme til to adopterede grønlandske børn.

Romanen ”Karensminde” (2016) fortsætter til gengæld i sporet fra ”Godhavn” (2014), hvor Iben Mondrup er inspireret af sin egen familiebaggrund og en barndom, hvor hun tit oplevede sine forældre som fjerne. I ”Vi er brødre” (2018) tager hun yderligere et skridt bagud og fortæller med inspiration fra sin fars familiebaggrund. I romanen ”Hvordan kan vi” (2025) er hun tilbage i sin egen generation og fortæller år for år fra 1978 om sit eget turbulente liv.

Udgangspunktet i ”Hvordan kan vi” er et hus på Samsø, som hun selv som barn tilbragte mange ferier i, og som hendes egne børn også er vokset op med som et refugium. Fortællingen vokser til beskrivelser af Iben Mondrups tre ægteskaber og andre kærlighedsforhold. Det at blive mor til to børn gav hende for en tid et anker i tilværelsen. Men i mange år før og efter var det et livsvilkår, at hun konstant var på flugt fra det, hun kalder ”mørket”. Her udgjorde det at skrive en ro, som det også stadig gør. I skriveprocessen foregår dramaerne inde i hendes hoved og kan holdes i skak ude i virkeligheden. I dag sidder hun for det meste langt væk fra storbyen i sit hus i Hundested, når hun arbejder på sine romaner. 

Genrebetegnelsen på Iben Mondrups ”Hvordan kan vi” fra 2025 er roman, men den har klare autobiografiske træk. Hovedpersonen og jeg-fortælleren hedder Iben, og hun beskriver vigtige nedslag i sit liv, fra hun er otte år og vokser op i en dansk familie i Grønland, til hun er en voksen kvinde på 56 år. Det er en beretning om ikke mindst den rastløshed, der som en motor driver hende til tidligt at udfolde sig kunstnerisk og eksperimentere med livet, da hun 18 år gammel som nygift flytter til Danmark. Hun synger, maler og går på kunstakademiet. Går i byen og får nye venner.

141233777

Rastløsheden er også en flugt fra depressionen, som snart optræder som en trussel i baggrunden. ”Bag mig ligger mørket så tæt på at jeg kan mærke dets fingre om anklerne når jeg går,” hedder det f.eks. (s. 106), da hun er 24.

Efterhånden opdager hun, at sproget er det perfekte kunstneriske materiale for hende, og hun debuterer som forfatter i 2009. Kærligheden til Grønland, hvor hun voksede op, får betydning for hendes kunstneriske produktion, selv om hun ikke bor der fast længere. Men indimellem føler jeg-fortælleren det smerteligt, at hun kritiseres for i sin kunst at være danskeren, der aldrig kan forstå den grønlandske identitet til bunds. I det hele taget kæmper hovedpersonen i perioder med at finde et hjemme, både kunstnerisk og i forhold til venner.

Mest ro finder hun i familielivet med sine to små børn, der kommer til i 2000 og 2003, og som med ét fylder alt. Hun tænker om sine børns far, at hun aldrig mere skal have andre mænd end ham. Men snart begærer hun en anden – og så endnu en ny mand, imens hun opbygger sit forfatterskab, og får et hjemme der.

Der er få tabuer. Uden blufærdighed fortæller hun om utroskab, druk og de skiftende følelser, hun har for sin nærmeste familie. Men også om lykken over den kunstneriske skaben, generøse venskaber og festlige familieferier. Skrivestilen beskriver hun selv i bogen som energisk, indimellem forvirret og frustreret. Med de mange scene- og stemningsskift forplanter fortællerens uro sig ofte undervejs til læseren.

Mange personer nævnes ved deres rigtige navne, andre giver hun fiktive navne. ”Jeg må, for at kunne skrive den bog jeg skriver nu, føle mig fri til at skrive hvad manuskriptet kræver for at kunne blive helt og sandt,” udtaler hun til sidst i romanen, hvor hun reflekterer over de implikationer for andre, hendes åbenhjertighed kan have.