Iben Mondrup
Foto: Isak Hoffmeyer

Iben Mondrup

cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Senest opdateret af Anna Møller, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Iben Mondrup
Foto: Isak Hoffmeyer

Indledning

Billedkunstner og forfatter Iben Mondrup fik sit gennembrud med ”Godhavn” (2014). Her bar barnets stemme en detaljerig og sanselig fortælling, hvor det at være fremmed var et centralt tema. Romanen, der modtog DR Romanprisen 2015, foregik ligesom sin forgænger ”Store Malene” (2013) i det postkoloniale Grønland, hvor Iben Mondrup selv er opvokset. Fortællingen om den samme komplekse familie fortsatte i den ætsende slægtstragedie ”Karensminde” (2016), og i ”Vi er brødre” fra 2018 følger læseren faren Jens fra de foregående bøger, mens han vokser op med sin bror Poul. I ”Tabita” (2020) vendte Iben Mondrup tilbage til Grønland med en ubarmhjertig adoptionshistorie.

Blå bog

Født: 26. september 1969 i København.

Uddannelse: Kandidatgrad som billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2003.

Debut: Ved slusen. Milik, 2009.

Litteraturpriser: DR Romanprisen, 2015. Blixenprisen, 2017.

Seneste udgivelse: Tabita. Politikens forlag, 2020. Roman.

Inspiration: Performancekunstner Jessie Kleemann.

 

Interview med Iben Mondrup om ”Tabita” (2020)

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Datteren er uimodtagelig. Hun lægger hånden på sin lillebrors mave og presser til, og hun kniber ham i kinden, så han får tårer i øjnene. ”Lille asasara”, siger hun med sin sødeste stemme. ”Min kære lille Vitus, slog du dig lidt, skal jeg trøste dig?”

”Tabita”, s. 51.

Iben Mondrup er født i København i 1969, opvokset i Grønland fra hun var tre til 18 år og bor nu i København. Som 18-årig rejste hun til København for bl.a. at studere på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og i 2003 dimitterede Iben Mondrup som billedkunstner med en mastergrad i Kunstteori og formidling. På kunstakademiet lavede hun bl.a. også de dominans-undersøgende kunstvideoer ”Raise 1” (1995/1996) og ”Raise 2” (1995/1996). Allerede tidligt var hun kunstnerisk optaget af forholdet mellem at være fanget og underlagt og på den anden side være den, der underkaster sig.

Iben Mondrup har desuden lavet performancekunst sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann (f. 1959). Værket ”Sassuma arnaa” (Havets moder) blev vist ved en performancerække i forbindelse med Lydkunstudstillingen Horizonic, og i 2011 udgav forfatteren kunstnermonografien ”Jessie Kleemann – Qivittoq” om Jessie Kleemann.

Flere af Iben Mondrups bøger udspiller sig ligeledes på Grønland eller har Grønland flettet ind i tematikken, lige fra debuten ”Ved slusen” (2009) til de efterfølgende ”Store Malene” (2013) og ”Godhavn” (2014). I romanen ”Karensminde” (2016) bevægede hun sig for første gang væk fra Grønland og lod familiekonflikter indtage hovedrollen, og i ”Vi er brødre” (2018) undersøgte hun, hvordan to brødre udvikler sig helt forskelligt i efterslæbet fra Anden Verdenskrig.

Iben Mondrup har på forskellig vis beskæftiget sig med det menneskelige begær i sit arbejde. Temaet er gennemgående i hendes to romaner om billedkunstneren Justine, hhv. ”En to tre – Justine” og ”Store Malene”. I ”Godhavn” er menneskets drift en stor del af romanens tematik, og bogens rå tone efterlader et billede af en barndom, der er alt andet end tryg og uskyldig. Samme blik på barndommen kommer til udtryk i ”Karensminde”, hvor spørgsmålet om barnets potentielle ondskab står ubesvaret, og i ”Vi er brødre” deler den indadvendte lillebror Jens og den udadvendte storebror Poul synsvinklen i en roman, der bl.a. handler om den skam, som krigshandlinger efterlader i et menneske. . Med ”Tabita” (2020) gav Iben Mondrup stemme til de adopterede grønlandske børn og deres tragiske skæbner.

Iben Mondrup har to teenagebørn og var tidligere gift med digteren Niels Lyngsø.

Ved slusen

”Ved slusen var jeg groet fast med båden sammen med blåmuslinger og rurer (…). Andre steder i havnen klyngede husbådene sig stadig til hinanden, som var de bange for at blive trukket væk (…).”
”Ved slusen”, s. 104.

Efter at have udgivet kunstbøger og skrevet forord til fotokunstbogen ”Den stille mangfoldighed” (2005) af Julie Edel Hardenberg udgav Iben Mondrup i 2009 sin debutroman, ”Ved slusen”.

Ligesom hendes monografi om Jessie Kleemann tog sit titelmæssige udgangspunkt i den grønlandske myte om Qivittoq, så er samme myte med som en underlæggende strøm i ”Ved slusen”. Myten Qivittoq beretter om et menneske, der er blevet ydmyget i en grad, han ikke kan udholde (som regel på grund af hans egne fejltrin), og som forlader bygden og lever for sig selv i ødemarken.

27633994

Om det er hovedpersonen Solvej, der udlever myten i sin selvvalgte isolation eller om det er hendes forsvundne professorkæreste, der ikke havde held med at gøre Solvej gravid, er ikke helt til at afgøre.

”Ved slusen” er skrevet i datid med mange replikker mellem hovedpersonen Solvej og de mennesker, hun møder og samtaler med omkring Sydhavn, hvor hun slår sig ned i en ramponeret husbåd. Vennen Olav og den besværlige – men dragende – Helene taler om stort og småt mellem egne bekendelser og teorier om verden, mens de alle tre udvikler sig og kommer tættere på en forsoning med deres fortid.

Beskrivelserne af Solvejs færden efter kæresten Verners forsvinden på en udflugt til Grønland, er præget af realisme og detaljerigdom og drejer sig tematisk set om sorgbearbejdelse, om at arbejde sig ud af en ensomhed og om at identificere sig med – og give slip på – fysiske rum og steder.

 

 

Store Malene

”Nu tager hun sig sammen og vender klumpen om. Lyden af kødet, af væsken, og lugten af gæring som udløses; hun kan ikke holde det i sig, men når lige at vende sig om inden det kommer plaskende ud på gulvet.”
”Store Malene”, s. 78.

Mens ”Ved slusen” trækker på et realistisk univers, hvor en ung kvinde bevæger sig ud af og videre fra et tab, er den fortsatte fortælling om fotografen Justine af en ganske anden udformning. ”1 2 3 Justine” (2011) satte historien i gang om den unge, kvindelige kunstner Justine i færd med at udforske sine seksuelle, skyldmæssige og menneskelige grænseområder, og i fortsættelsen ”Store Malene” (2013) er Justine taget til Grønland i et forsøg på at komme væk. Hvad det helt er, hun flygter fra, er hverken helt klart for læseren eller for Justine, og den søgende fornemmelse går igen i løbet af bogen. Med ”1 2 3 Justine” i baghovedet ved læseren dog, at Justine måske har haft en vis skyld i noget slemt, og det kan være det, hun flygter fra.

Sproget i ”Store Malene” veksler – som i ”1 2 3 Justine” – mellem drømmeagtige, groteske sekvenser, beskidte studier i blod, afføring, bræk, sekreter og urin og så mere realistiske og registrerende beretninger, der især præger de mange flashbacks.

29967245

De tiltagende drømmesyn overtager mere og mere og når deres højdepunkter, mens Justine er blevet jaget væk fra det hus, hun ellers lejer, og nu tager bolig i en forladt beton-boligblok med dertilhørende udsyrede mareridt. Her bygger hun mere eller mindre bevidst en verden op af bræk, døde fugle, bloddryppende, muskuløst hvalkød og som kronen på værket – en selvproduceret lort. Til sidst befinder Justine sig så langt inde i tilstanden mellem vågen og drømmende, sanseløst beruset og ædru, at man som læser ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er.

Justine møder i ”Store Malene” adskillige mennesker, men ingen af dem portrætteres som i ”Ved slusen”. Hvor debutromanen tegnede portrætter af personer, der på trods af fejl og mangler bliver portrætteret som sympatiske mennesker, så møder læseren af ”Store Malene” et persongalleri båret af selviske drifter, af en naiv kolonitilgang til det eksotiske Grønland eller af – som i Justines tilfælde – en ødelæggende søgen, der hverken har noget mål eller noget udgangspunkt.

 

Godhavn

”Kom, vi hævner os, siger Bjørk og puffer med støvlesnuden til hundens hoved. – Spark den, hvæser Karline, – spark den ihjel. Bjørk sparker forsigtigt; der skal ikke så meget til, så falder dyret fra hinanden. – Lad den bare slippe, siger hun, – den kan alligevel ikke gøre nogen noget nu.”
”Godhavn”, s. 74.

I Iben Mondrups ”Godhavn” (2014) befinder læseren sig i et fuldt ud realistisk univers i en lille, grønlandsk by for omkring 35 år siden. De tre søskende Bjørk, Knut og Hilde deler romanen ind i tre kapitler, hvor hver del bærer deres stemme, og hvor vi som læsere helt er overladt til barnets sprog.

Den 8-9-årige Bjørk er drevet af misundelse, begær og en fascination af den 17-årige Hildes indviklede kærlighedshistorie med drengen Johannes – og byens sladder som sådan. Bjørks fortælling tegner et billede af en lille pige, der er gennemsyret af lyst, drift og vilje og har et skamløst forhold til død, seksualitet og naturen.

51304241

Det følsomme mellembarn Knut er derimod usikker og famlende og står som ca. 12-årig midt i at skulle finde sig selv, efter hans bedste ven er taget hjem til Danmark. Hans følelsesfuldhed har svære kår i det barske samfund, og hans registrering af omverdenen bliver en spejling af hans egen indre søgen. Den ældste søster Hilde har ramt puberteten med et brag. Hun skal forholde sig til en løsrivelse fra at være sin fars øjesten til at være en voksen kvinde med en ikke bare spirende seksuel bevidsthed, men et seksuelt behov og en næsten besat forelskelse i den vilde Johannes.

I byen Godhavn er barndommen på ingen måder fuld af rosenrød uskyld. Derimod bugner den af halvsære og seksualiserede lege, af misundelse og jalousi og af besiddertrang og magtspil. Læseren følger den lille familie i et år, fra de ankommer efter en sommerferie i Danmark og til den efterfølgende sommer. ”Godhavn” er en roman om at vokse op og afprøve alle de grænser, der findes i barnets verden. En verden, hvor det oftest er alles kamp mod alle, og hvor forældre tit er optagede af deres egne projekter og forsøg på at redde forliste skæbner i stedet for at se de børn, de skal vise omsorg. Men den rå børneverden er også en verden fuld af stormfulde forelskelser, et skamløst begær efter ting eller medmennesker og et helt unikt rum, hvor en naturlig tilstand stadig hersker.

Karensminde

”Følelsen af ikke at vide hvor Jens var, hun syntes aldrig han var hjemme. Selv kunne hun ingen vegne komme; først havde barnet ødelagt hendes krop, og bagefter holdt det hende fanget.”
”Karensminde”, s. 284.

I Iben Mondrups roman ”Karensminde” fra 2016 følger læseren igen familien fra Godhavn. Efter at alle tre voksne søskende er flyttet til Danmark, følger også forældrene Karen og Jens med. For den distancerede og kolde mor Karen åbner det nye liv op for nye selvrealiseringsmuligheder i en bed and breakfast på Møn, mens flytningen for den stærke fanger Jens medfører usikkerhed og utilpashed. Også i ”Karensminde” fungerer storesøsteren Hildes livsvalg, tilstedeværelse (og mangel på samme) som katalysator for eskaleringen af de konflikter, der lurer i den opbrudte familie. Da Jens falder ned fra en trappe med blodprop i hjernen, tvinges familiemedlemmerne til at arbejde sammen i et fællesskab, som ingen af dem trives med. De er – som i ”Godhavn” – nemlig drevet af egne behov og lyster, og især Hilde bærer nag over forældrenes valg. Svigt, fortidens unævnelige hændelser og en underliggende skamfølelse ætser sig ind i det allerede falmende familieglansbillede, og alle kæmper med næb og klør for at bevare en følelse af kontrol.

52666554

Til forskel fra ”Godhavn”, hvor kun de tre børn Bjørk, Knut og Hilde besad fortællerstemmer, er også forældrenes sider direkte repræsenteret i ”Karensminde”. Flashbacks til tiden i Grønland og etableringen af det nye liv i Danmark flettes sammen med den komplicerede nutid, hvor det introverte mellembarn Knut forsøger at være forælder for sine søskende, mens lillesøster Bjørk og Hilde har svært ved at finde sig tilpas i rollen som voksne. Især det modsætningsfulde forhold mellem moderskabets ansvar på den ene side og urtrangen til at forblive både flokkens og naturens stærkeste dyr fører ”Godhavn”s overlevelsestematik videre, og især Karens stemme repræsenterer individets kamp.

Iben Mondrups sprog er også i ”Karensminde” råt, og særligt fødsler og båndet til det lille barn beskrives med dystre undertoner. Barndommens univers er ligeledes mættet med skam, død, irrationalitet og forbudte følelser, som eksempelvis Bjørk kommer i kontakt med via sit lærerjob på den lokale skole på Møn. Her prøver hun at hjælpe den stammende og utilpassede elev Thomas, der måske besidder noget af den utilregnelighed, som er iboende i Iben Mondrups menneskebilleder. 

Vi er brødre

””Kan man stole på dig?” spurgte Poul efter den sidste båd var forsvundet. Han rejste sig og børstede sne af knæene. ”For hvis man ikke kan, skal du sige nej”. ”Du kan da godt stole på mig,” sagde Jens og trak hænderne op i ærmerne.”

”Vi er brødre”, s. 126.

I Iben Mondrups roman ”Vi er brødre” (2018) er familien fra ”Godhavn” og ”Karensminde” atter hovedperson; dog udspiller handlingen sig primært i Frederikshavn i slutningen af Anden Verdenskrig og frem, så det er faren Jens opvækst med storebror Poul, der udfolder sig. De to unge brødres forskellighed bliver dels et portræt af den oprørske 68’er-generation og dels et billede på, hvilke menneskelige konsekvenser en krig kan have.

Baggrunden for romanen er Iben Mondrups egen familiehistorie. Hendes farfar, kriminalassistent Kaj Mortensen, boede i Frederikshavn, hvor han under Anden Verdenskrig var leder af byens modstandsbevægelse. Efter hans død fik Iben Mondrup adgang til hans private arkiv, og deri fandt hun materiale om, hvad der også foregik under krigen. Ydermere foretog hun en række interview med mennesker, der voksede op i efterkrigstiden, for at forstå, hvordan krigens traumer og tabuer kan sidde i kroppen, selv efter den officielt er afsluttet.

54701462

I bogen er Jens’ og Pouls far, Harald, en aktiv del af modstandsbevægelsen, men fortier samtidig en del af, hvad der foregår i deres lokale gruppe. De to brødres mor aborterer tidligt i bogen sit tredje barn og er efterfølgende følelsesmæssigt ustabil, og hendes dårlige nerver bliver ikke bedre af, at hun pga. farens aktive modstandsarbejde må gå under jorden og bo på loftet hos sin søster Ingeborg i slutningen af krigen og undvære sin mand, der forsvinder. Jens og Poul udvikler sig først forskelligt – Jens som forsigtig bognørd og Poul som kok på et skib –, og siden ens, da de begge bliver lærere, og et faldefærdigt sommerhus ejet af den krigstraumatiserede købmand Møller bliver ligeledes fælles omdrejningspunkt for mange af brødrenes store livsbegivenheder.

Læseren følger med skiftende synsvinkel de to brødres opvækst, mens de danner deres identitet og finder deres livsledsagere, og på den vis er ”Vi er brødre” en klassisk coming-of-age-roman. Familiedramaet er mere underspillet og fortællestemmerne mindre rå end i ”Godhavn” og ”Karensminde”, snarere giver forfatterens omfattende research sig til udtryk i et detaljerigt generationsportræt af efterkrigstiden. Indtil videre agerer romanen punktum for slægtssagaen om Jens’ familie, der ved bogens slutning drager til Grønland, mens den oprørske Poul forsøger at finde sig til rette i det militærkuppede Chile, efter den marxistiske præsident Allende har forladt sit embede.

Tabita

”En sær fryd fylder hende ved tanken, en lyst, som ikke har med pressetrang at gøre (…) Hun ryster af lyst og fryd og af smerten, som bider i hendes kød, lytter til sin stakåndede vejrtrækning og koncentrerer sig om rytmen.”

”Tabita”, s. 20.

I Iben Mondrups roman ”Tabita” fra 2020 fortælles en tragisk historie om fattigdom, svigt, kolonialisme og grådighed gennem fire synsvinkler. Rosine, der er bedstemor til den grønlandske pige Tabita, indleder romanen i den vestgrønlandske by Upernavik. Hun står overfor at miste sin mand, den gamle fanger Vitus, der har brødfødt deres lille familie. Selv vil hun gerne dø og vende tilbage til naturen, men den stædige og viljestærke datter Abelone gør alt for at forhindre det.

Abelones stemme bærer næste afsnit, der er fyldt med drift. Abelones situation er ellers næsten umulig: Hun er højgravid og har i forvejen to børn. Hun bor med sin gamle mor i en lille hytte og arbejder som hushjælp, kiffaq, i et rigt dansk butiksbestyrerhjem. Da gamle Vitus er død, er der ingen til at fange mad til familien, og Abelone kæmper med næb og kløer en umulig kamp. Efter en tragisk begivenhed må hun overlade babyen Vitus og den femårige Tabita til det danske par, Eva og Berthel.

47548764

Evas stemme bærer det næste afsnit, hvor familien med de to grønlandske adoptivbørn flytter til Humlebæk i 1970’erne. Tiden i Nordsjælland er præget af fortielser og manglende forståelse for børnenes situation, for Eva lider af dårlige nerver og manipulerer sin mand Berthel til at indrette deres liv efter sit hoved. Eksempelvis må børnene slet ikke tale som Grønland, fordi Eva bliver ked af det. Da Eva opdager en hemmelighed, som Berthel har båret på i mange år, bliver Vitus bortadopteret til en ny familie, og i den afsluttende del er det den 10-årige Tabita, der fortæller. De mange svigt har efterladt hende dybt utilpasset, og hun er begyndt at forestille sig, at hendes dukke fra Grønland kan snakke. Dukken overtaler hende bl.a. til at klippe halen af en kattekilling og til at løbe væk, hvor hun i et drømmesyn møder sin mor, der ammer hende, og i skolen er hun udsat for mobning fra en pigeklike. Hun finder hjælp hos drengen Alfred, men oplever til slut det største svigt af alle.

I ”Tabita” belyser Iben Mondrup et dansk tabu fra landets tid som kolonimagt og italesætter den umenneskeliggørelse, der skete med det grønlandske folk. Tråde af magt, manipulation, tingsliggørelse og drift løber gennem romanen, der rejser vigtige spørgsmål som: Når vi hjælper hinanden, presser vi så vores egen verdensforståelse ned over andre – eller fordømmer vi noget, vi ikke forstår?

Genrer og tematikker

Billedkunstner, forfatter og fotograf Iben Mondrup siger i sin biografi på sin hjemmeside, at hun ”skriver om begærets kringlede natur. Om at ville besidde hinanden, om at give sig hen. Om den konstante udveksling af magt og afmagt der er relationernes natur.” (Iben Mondrup: Bio. www.ibenmondrup.dk). Med andre ord skriver Iben Mondrup om den konstante magt, der ligger mellem mennesker, der begærer hinanden seksuelt eller på anden vis. Det begær kommer stærkest til udtryk i bøgerne om Justine, der som en ægte jæger ser potentielle byttedyr overalt.

Også i Godhavn, ”Karensminde”, ”Vi er brødre” og ”Tabita”s  børneverden trives begæret i bedste velgående. Selv formulerer Iben Mondrup det således i et radiointerview: ”Begæret ser vi jo egentlig allermest udtalt hos barnet, som endnu ikke er begyndt at skamme sig. (…). Det er et begær uden egentligt objekt; et begær, som både handler om kroppen, men også om sådan noget som: Er der kage? Er der kage til festen, så vil jeg gerne komme.” (Klaus Rothstein og Nanna Mogensen: Skønlitteratur på P1: Overvågning og forfatterfotos. DR P1, 2014-09-10). Med andre ord er den uskyld, man så ofte forbinder med barndommen, snarere forbundet med fraværet af skam og tabuer frem for reelt uskyldige lege.

I et interview med Jyllands-Posten skriver journalist Jesper Stein Larsen: ”I disse år får kroppen og kønnet på mange måder nyt sprog i dansk litteratur. Og det er ikke på den lækre måde.” (Jesper Stein Larsen: Grænseoverskridelser i Grønland. Jyllands-Posten, 2013-06-01). Han nævner forfatterskoleuddannede Bjørn Rasmussens debut ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” (2011) som et eksempel på denne litterære tilgang til kroppen, og som en del af den erotiske litteraturs opvågnen opholder Iben Mondrup sig da også primært i den sfære. Her er det seksuelle også udtryk for de implicerede personers lyst til magt over hinanden frem for en lyst til at indgå i et fælles, seksuelt rum sammen.

Det magtspil findes i høj grad i ”Godhavn”. Lillesøster Bjørk har flere dominansprægede lege, hvor enten fysisk magt eller uudtalt psykisk dominans optager hende, mens Hildes forhold til Johannes i udpræget grad er voldeligt og besidderisk. I ”Store Malene” er de mange seksuelle møder kendetegnede ved, at de forskellige deltagere muligvis rører ved hinanden rent fysisk, men ingen af dem kommer hinanden nær. De få seksuelle møder, der finder sted i ”Ved slusen”, er beskrevet i mange detaljer og med et fokus på kroppens fysiske udformning. Dens muskler, farver, dufte og indtryk.

Mens de få seksuelle oplevelser i debutromanen kendetegner en skelsættende begivenhed for romanens hovedperson, der endelig er parat til at lukke nogen ind i både husbåd og legeme, er de seksuelle møder i ”Store Malene” snarere kendetegnede ved en desperat ligegyldighed og som en uskøn kulmination på en søgen efter mening. I ”Karensminde” kommer begæret klarest til udtryk hos de personer, der er mest afsporede. Den følelseskolde mor Karen har et lidenskabeligt forhold til Jens, der ændrer sig kraftigt, da han forsvinder ind i et vegetativt stadie. Begæret forvandles til afsky over den handlingslammede tilstand, og Karens i forvejen egocentriske verdensbillede forenkles yderligere. Ligeledes rummer den utilpassede dreng Thomas’ voksende besættelse af sin lærerinde Bjørk en dyb og urolig afgrund, hvor læseren aner både fare og potentiel vold. I ”Vi er brødre” er faren Jens fra ”Godhavn” og ”Karensminde” i store dele af bogen et barn, og på trods af sin indadvendte og tilsyneladende sarte natur, så rummer Jens både drift, skam, længsel og begær. I familiedramaet ”Tabita” er især moren Abelones afsnit præget af begær og overlevelsesdrift, mens barnet Tabita forsøger at overleve i det svigt, hun udsættes for.

Beslægtede forfatterskaber

Et gennemgående billede i Iben Mondrups forfatterskab er blikket fra jægeren og til byttet og begæret efter at nedlægge det bytte. I sin litterære udforskning af dette begær og seksualitet ligner især Iben Mondrups tre første bøger hendes tidligere ægtemand Niels Lyngsøs en del. Niels Lyngsø udgav i 2013 den todelte digtsamling ”Fremmed under samme hud”, der kan læses både forfra og bagfra fra hhv. en kvindes og en mands fortællermæssige synspunkt. Dog er der en råhed i Mondrups ”Store Malene”, som ”Fremmed under samme hud” ikke har – snarere er den en lovprisning af det seksuelle rum, hvor grænserne mellem køn ophæves.

På samme vis adskiller Iben Mondrups tilgang til en kropsfokuseret og sanselig litteratur sig fra andre af de forfattere, der er en del af den erotiske litteraturs opblomstring. Forfatteren Kristina Stoltz udgav i 2012 den erotiske novellesamling ”Et kød”, hvor en række seksuelt set grænsesøgende møder udfolder sig. Hvor Iben Mondrups dyrkelse af det erotiske binder sig til undergangen, overgivelsen til de ukontrollerbare drifter og destruktionen, synes Kristina Stoltz derimod at hæfte sig ved selve udlevelsen af samlejet – og dets slægtninge – og i at skabe de personer, der indgår.

Næsten samtidig som ”Godhavn” udgav Kristina Stoltz i september 2014 romanen ”På ryggen af en tyr”, og i deres senere bøger ligner de to forfattere mere hinanden. Ligesom ”Godhavn” handler ”På ryggen af en tyr” om overgangen fra barn til voksen og om som barn at være uovervåget og dermed være overladt til sig selv på godt og ondt. ”På ryggen af en tyr” kredser også om det tøjlesløse begær. Begæret er imidlertid ikke bare bundet af den seksuelle drift, men også af driften mod velstand og vækst på trods af klimaet, mennesket og jordens velbefindende. Selv nævner Iben Mondrup i et radiointerview på P1 den norske forfatter Linn Ullmanns bog ”Et velsignet barn” fra 2006. Romanen kredser om det erotiske, om barndommens svigt og skyld, og ligesom med ”Godhavn” er det en sansemættet og voldsom verden, som barnets seksualitet udspiller sig i.

Med ”Karensminde” og ”Vi er brødre” har Iben Mondrup skrevet sig ind i rækken af nutidige forfattere, der skriver semi-selvbiografiske, urolige familieromaner med et geografisk epicenter. I slægtskrøniken, der indtil videre har fundet sin afslutning med ”Vi er brødre”, bevæger en familie sig mod Grønland i ”Godhavn” til Møn i ”Karensminde” og tilbage i tiden og tilbage til Frederikshavn i ”Vi er brødre”. I 2016 udgav Kristina Stoltz ”Som om”, der er en opbrudsroman med udgangspunkt i forfatterens egen barndom på Christianshavn og hendes skilsmisse som voksen. Samme år udkom også Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed”, der handler om forfatterens egen slægt på Langeland og om vold, undertrykkelse og fattigdom, og Merete Pryds Helles ”Vi kunne alt” (2018) er ligeledes et generationsportræt, der udspiller sig i 1970’erne. Iben Mondrup bidrager til den selvbiografiske tendens med et nuanceret billede af kampen for overlevelse i en ustabil familie, hvor isolation til tider kan forekomme mere tillokkende end fællesskabets snævre bånd. Med ”Tabita” skrev Iben Mondrup sig ind i en adoptionskritisk bølge med en iboende kritik af Danmarks koloniale forhold til Grønland.

Bibliografi

Kunstbøger

Mondrup, Iben:
De usynlige grønlændere. Milik Publishing, 2004.
Mondrup, Iben:
K U U K – Kunst i omegnen af Grønland. Hurricane Publishing, 2010.
Mondrup, Iben:
Jessie Kleemann – Qivittoq. Hurricane Publishing, 2011.

Romaner

Mondrup, Iben:
Ved slusen. Milik Publishing, 2009.
Mondrup, Iben:
En to tre – Justine. Gyldendal, 2012.
Mondrup, Iben:
Store Malene. Gyldendal, 2013.
Mondrup, Iben:
Godhavn. Gyldendal, 2014.
Mondrup, Iben:
Karensminde. Gyldendal, 2016.
Mondrup, Iben: Vi er brødre. Gyldendal, 2018.
Mondrup, Iben: Tabita. Politiken, 2020.

Om forfatterskabet

Web

Biografi, oversigt over udgivelser og interviews og arkiv med artikler og andre udgivelser om Grønland.
Iben Mondrups kunstvideo ”Raise” (1995/1996)
Iben Mondrup taler på litteraturfestivalen LITT TALK på Vallekilde Højskole, februar 2018.
Politiken Tid til bøger, 2020-01-17.

Interview

Johanne Mygind:
Det frække opstår, når man trodser skammen. Weekendavisen, 2013-05-17. Interview med Iben Mondrup og Niels Lyngsø.
Mygind, Johanne:
Familien er en petriskål. Weekendavisen, 2016-10-21. Interview om ”Karensminde”.
Kjær, Birgitte:
Iben Mondrup: Vi kan ikke bare give vores forældre skylden. Politiken, 2016-10-24. Interview om ”Karensminde”.
Jyllands-Posten, 2020-01-17. Interview om ”Tabita”.

Artikler

Iben Mondrup:
Kvinders blikke og fantasier om pikke. Politiken, 2012-08-25.
Kamilla Löfström:
Alle steder kan invaderes. Information, 2013-05-24.
Erik Skyum-Nielsen:
En dirrende fiber i dødens muskel. Information, 2013-06-07.
Erik Skyum-Nielsen:
Når blodet pisker rundt. Information, 2014-09-24.
Winther Tine Marie: Iben Mondrup: »Jeg er ikke interesseret i bare at bekræfte folks forestillinger«. Politiken, 2014-09-28.
Nikolajsen, Lone: Iben Mondrup: »Jeg ved, hvor det skal ende. Det har jeg aldrig prøvet før«. Information, 2018-04-30.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Iben Mondrup

Kilder citeret i portrættet

Jesper Stein Larsen:
Grænseoverskridelser i Grønland. Jyllands-Posten, 2013-06-01.
Mondrup, Iben: Bio. Ibenmondrup.dk 2013-06-17.
Mondrup, Iben: Note om De usynlige grønlændere. Ibenmondrup.dk 2013-06-17.