Iben Mondrup

Iben Mondrup er født i København i 1969, opvokset i Grønland fra hun var tre til 18 år og bor nu i København. Som 18-årig rejste hun til København for bl.a. at studere på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og i 2003 dimitterede Iben Mondrup som billedkunstner med en mastergrad i Kunstteori og formidling. På kunstakademiet lavede hun bl.a. også de dominans-undersøgende kunstvideoer ”Raise 1” (1995/1996) og ”Raise 2” (1995/1996). Allerede tidligt var hun kunstnerisk optaget af forholdet mellem at være fanget og underlagt og på den anden side være den, der underkaster sig.

Iben Mondrup har desuden lavet performancekunst sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann (f. 1959). Værket ”Sassuma arnaa” (Havets moder) blev vist ved en performancerække i forbindelse med Lydkunstudstillingen Horizonic, og i 2011 udgav forfatteren kunstnermonografien ”Jessie Kleemann – Qivittoq” om Jessie Kleemann.

Flere af Iben Mondrups bøger udspiller sig ligeledes i Grønland eller har Grønland flettet ind i tematikken, lige fra debuten ”Ved slusen” (2009) til de efterfølgende ”Store Malene” (2013) og ”Godhavn” (2014). I romanen ”Karensminde” (2016) bevægede hun sig for første gang væk fra Grønland og lod familiekonflikter indtage hovedrollen, og i ”Vi er brødre” (2018) undersøgte hun, hvordan to brødre udvikler sig helt forskelligt i efterslæbet fra Anden Verdenskrig.

Iben Mondrup har på forskellig vis beskæftiget sig med det menneskelige begær i sit arbejde. Temaet er gennemgående i hendes to romaner om billedkunstneren Justine, hhv. ”En to tre – Justine” og ”Store Malene”. I ”Godhavn” er menneskets drift en stor del af romanens tematik, og bogens rå tone efterlader et billede af en barndom, der er alt andet end tryg og uskyldig. Samme blik på barndommen kommer til udtryk i ”Karensminde”, hvor spørgsmålet om barnets potentielle ondskab står ubesvaret, og i ”Vi er brødre” deler den indadvendte lillebror Jens og den udadvendte storebror Poul synsvinklen i en roman, der bl.a. handler om den skam, som krigshandlinger efterlader i et menneske. . Med ”Tabita” (2020) gav Iben Mondrup stemme til de adopterede grønlandske børn og deres tragiske skæbner.

Iben Mondrups trilogi om Tabita og Vittu slutter med ”Bjørn” (2023). Romanen starter i 1983, samme år som rammefortællingen i ”Vittu” foregår i. Stedet er syd for Nuuk, hvor den nu 24-årige Tabita har efterladt sin adoptivfar Berthel alene på land, mens hun er på den turistbåd, der har sejlet ham alene ud på sightseeing. Tabita har et jagtgevær og et stort behov for, at Berthel undskylder for fortidens svigt. Samtidig vil hun teste ham for, om han virkelig mener det.

Herefter rejser romanen til nordsjællandske Humlebæk i sommeren 1982, hvor Berthel og Evas ægteskab er ved at kuldsejle. Berthel er en del af det administrative arbejde med hjemmestyreordningen, og han føler sig voldsomt draget af at vende tilbage til Grønland. Eva kender sin mands skiftende humør og lejlighedsvise alkoholisme, som hun forsøger at forudse, og samtidig er hun ved at løsrive sig fra hjemmet og har bl.a. fået et frivilligt arbejde på et dyrehjem. Kapitlerne, hvor synsvinklen skifter mellem Berthel og Eva, ligner stykker fra et kammerspil om ægteskabsproblemer, og de to figurer Berthel og Eva får yderligere dybder og nuancer.

136863274

Berthel rejser til Nuuk for at finde sine voksne adoptivbørn, og da han er på vej ud på sin sightseeing, springer romanen tilbage til Tabita og hendes biologiske mor Abelone i vestgrønlandske Upernavik, sommeren 1982. Tabita er på vej for at blive genforenet med sin mor, og med sig har hun Vittus lyslevende barnespøgelse. Tabita tror nemlig, at hendes bror er død, som hendes adoptivforældre bildte hende ind, selvom 19-årige Vittu lever, og de senere genser hinanden. Moren Abelone, der også bærer synsvinklen undervejs, er meget syg. Det før så tætte bånd mellem mor og datter er afløst af sproglig forvirring og fremmedgørelse, så Tabita må flytte ned og bo hos naboerne Marie og Gideon, der er morens fætter og som lærer Tabita og sejle og jage.

”Bjørn” adskiller sig fra Iben Mondrup øvrige forfatterskab, da der ingen børnefortællere er med, og der er derudover mindre fokus på beskrivelser og mere på replikker og handling. Bogen har en opgørsstemning, der i sin indledende suspense-åbning ligner en thriller, og romanen tematiserer hævn, skyld og skam.