Iben Mondrup

Iben Mondrup blev født i København i 1969, men voksede op i Grønland fra hun var tre til 18 år. Allerede som 17-årig giftede hun sig med sin grønlandske kæreste, det krævede et kongebrev, og hun rejste med ham til Odense. Her begyndte hun at synge i et band og male. Hun blev optaget på Det Fynske Kunstakademi, flyttede til København og dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Derefter lavede hun bl.a. performancekunst sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann (f. 1959) og udgav i 2011 kunstnermonografien ”Jessie Kleemann – Qivittoq”.

Mere og mere gled Iben Mondrup over mod ordene og debuterede som romanforfatter i 2009 med ”Ved slusen” på det grønlandske forlag milik publishing. Det grønlandske spiller en stor rolle i den, som det også gør i romanen ”Store Malene” (2013) og i hendes folkelige gennembrud ”Godhavn” (2014).

Siden har hendes forfatterskab delt sig i to spor. Det ene udgøres af Tabita-trilogien – ”Tabita” (2020), ”Vittu” (2022) og ”Bjørn” (2023) – hvor Iben Mondrup giver stemme til to adopterede grønlandske børn.

Romanen ”Karensminde” (2016) fortsætter til gengæld i sporet fra ”Godhavn” (2014), hvor Iben Mondrup er inspireret af sin egen familiebaggrund og en barndom, hvor hun tit oplevede sine forældre som fjerne. I ”Vi er brødre” (2018) tager hun yderligere et skridt bagud og fortæller med inspiration fra sin fars familiebaggrund. I romanen ”Hvordan kan vi” (2025) er hun tilbage i sin egen generation og fortæller år for år fra 1978 om sit eget turbulente liv.

Udgangspunktet i ”Hvordan kan vi” er et hus på Samsø, som hun selv som barn tilbragte mange ferier i, og som hendes egne børn også er vokset op med som et refugium. Fortællingen vokser til beskrivelser af Iben Mondrups tre ægteskaber og andre kærlighedsforhold. Det at blive mor til to børn gav hende for en tid et anker i tilværelsen. Men i mange år før og efter var det et livsvilkår, at hun konstant var på flugt fra det, hun kalder ”mørket”. Her udgjorde det at skrive en ro, som det også stadig gør. I skriveprocessen foregår dramaerne inde i hendes hoved og kan holdes i skak ude i virkeligheden. I dag sidder hun for det meste langt væk fra storbyen i sit hus i Hundested, når hun arbejder på sine romaner. 

Genrebetegnelsen på Iben Mondrups ”Hvordan kan vi” fra 2025 er roman, men den har klare autobiografiske træk. Hovedpersonen og jeg-fortælleren hedder Iben, og hun beskriver vigtige nedslag i sit liv, fra hun er otte år og vokser op i en dansk familie i Grønland, til hun er en voksen kvinde på 56 år. Det er en beretning om ikke mindst den rastløshed, der som en motor driver hende til tidligt at udfolde sig kunstnerisk og eksperimentere med livet, da hun 18 år gammel som nygift flytter til Danmark. Hun synger, maler og går på kunstakademiet. Går i byen og får nye venner.

141233777

Rastløsheden er også en flugt fra depressionen, som snart optræder som en trussel i baggrunden. ”Bag mig ligger mørket så tæt på at jeg kan mærke dets fingre om anklerne når jeg går,” hedder det f.eks. (s. 106), da hun er 24.

Efterhånden opdager hun, at sproget er det perfekte kunstneriske materiale for hende, og hun debuterer som forfatter i 2009. Kærligheden til Grønland, hvor hun voksede op, får betydning for hendes kunstneriske produktion, selv om hun ikke bor der fast længere. Men indimellem føler jeg-fortælleren det smerteligt, at hun kritiseres for i sin kunst at være danskeren, der aldrig kan forstå den grønlandske identitet til bunds. I det hele taget kæmper hovedpersonen i perioder med at finde et hjemme, både kunstnerisk og i forhold til venner.

Mest ro finder hun i familielivet med sine to små børn, der kommer til i 2000 og 2003, og som med ét fylder alt. Hun tænker om sine børns far, at hun aldrig mere skal have andre mænd end ham. Men snart begærer hun en anden – og så endnu en ny mand, imens hun opbygger sit forfatterskab, og får et hjemme der.

Der er få tabuer. Uden blufærdighed fortæller hun om utroskab, druk og de skiftende følelser, hun har for sin nærmeste familie. Men også om lykken over den kunstneriske skaben, generøse venskaber og festlige familieferier. Skrivestilen beskriver hun selv i bogen som energisk, indimellem forvirret og frustreret. Med de mange scene- og stemningsskift forplanter fortællerens uro sig ofte undervejs til læseren.

Mange personer nævnes ved deres rigtige navne, andre giver hun fiktive navne. ”Jeg må, for at kunne skrive den bog jeg skriver nu, føle mig fri til at skrive hvad manuskriptet kræver for at kunne blive helt og sandt,” udtaler hun til sidst i romanen, hvor hun reflekterer over de implikationer for andre, hendes åbenhjertighed kan have.

Efter at have udgivet kunstbøger og skrevet forord til fotokunstbogen ”Den stille mangfoldighed” (2005) af Julie Edel Hardenberg udgav Iben Mondrup i 2009 sin debutroman, ”Ved slusen”.

27633994

Ligesom hendes monografi om Jessie Kleemann tog sit titelmæssige udgangspunkt i den grønlandske myte om Qivittoq, så er samme myte med som en underlæggende strøm i ”Ved slusen”. Myten Qivittoq beretter om et menneske, der er blevet ydmyget i en grad, han ikke kan udholde (som regel på grund af hans egne fejltrin), og som forlader bygden og lever for sig selv i ødemarken.

Om det er hovedpersonen Solvej, der udlever myten i sin selvvalgte isolation, eller om det er hendes forsvundne professorkæreste, der ikke havde held med at gøre Solvej gravid, er ikke helt til at afgøre.

”Ved slusen” er skrevet i datid med mange replikker mellem hovedpersonen Solvej og de mennesker, hun møder og samtaler med omkring Sydhavn, hvor hun slår sig ned i en ramponeret husbåd. Vennen Olav og den besværlige – men dragende – Helene taler om stort og småt mellem egne bekendelser og teorier om verden, mens de alle tre udvikler sig og kommer tættere på en forsoning med deres fortid.

Beskrivelserne af Solvejs færden efter kæresten Verners forsvinden på en udflugt til Grønland er præget af realisme og detaljerigdom og drejer sig tematisk set om sorgbearbejdelse, om at arbejde sig ud af en ensomhed og om at identificere sig med – og give slip på – fysiske rum og steder.

I Iben Mondrups ”Godhavn” (2014) befinder læseren sig i et fuldt ud realistisk univers i en lille, grønlandsk by for omkring 35 år siden. De tre søskende Bjørk, Knut og Hilde deler romanen ind i tre kapitler, hvor hver del bærer deres stemme, og hvor vi som læsere helt er overladt til barnets sprog.

51304241

Den 8-9-årige Bjørk er drevet af misundelse, begær og en fascination af den 17-årige Hildes indviklede kærlighedshistorie med drengen Johannes – og byens sladder som sådan. Bjørks fortælling tegner et billede af en lille pige, der er gennemsyret af lyst, drift og vilje og har et skamløst forhold til død, seksualitet og naturen.

Det følsomme mellembarn Knut er derimod usikker og famlende og står som ca. 12-årig midt i at skulle finde sig selv, efter hans bedste ven er taget hjem til Danmark. Hans følelsesfuldhed har svære kår i det barske samfund, og hans registrering af omverdenen bliver en spejling af hans egen indre søgen. Den ældste søster Hilde har ramt puberteten med et brag. Hun skal forholde sig til en løsrivelse fra at være sin fars øjesten til at være en voksen kvinde med en ikke bare spirende seksuel bevidsthed, men et seksuelt behov og en næsten besat forelskelse i den vilde Johannes.

I byen Godhavn er barndommen på ingen måder fuld af rosenrød uskyld. Derimod bugner den af halvsære og seksualiserede lege, af misundelse og jalousi og af besiddertrang og magtspil. Læseren følger den lille familie i et år, fra de ankommer efter en sommerferie i Danmark og til den efterfølgende sommer. ”Godhavn” er en roman om at vokse op og afprøve alle de grænser, der findes i barnets verden. En verden, hvor det oftest er alles kamp mod alle, og hvor forældre tit er optagede af deres egne projekter og forsøg på at redde forliste skæbner i stedet for at se de børn, de skal vise omsorg. Men den rå børneverden er også en verden fuld af stormfulde forelskelser, et skamløst begær efter ting eller medmennesker og et helt unikt rum, hvor en naturlig tilstand stadig hersker.

I Iben Mondrups roman ”Vi er brødre” (2018) er familien fra ”Godhavn” og ”Karensminde” atter hovedperson; dog udspiller handlingen sig primært i Frederikshavn i slutningen af Anden Verdenskrig og frem, så det er faren Jens’ opvækst med storebror Poul, der udfolder sig. De to unge brødres forskellighed bliver dels et portræt af den oprørske 68’er-generation og dels et billede på, hvilke menneskelige konsekvenser en krig kan have.

54701462

Baggrunden for romanen er Iben Mondrups egen familiehistorie. Hendes farfar, kriminalassistent Kaj Mortensen, boede i Frederikshavn, hvor han under Anden Verdenskrig var leder af byens modstandsbevægelse. Efter hans død fik Iben Mondrup adgang til hans private arkiv, og deri fandt hun materiale om, hvad der også foregik under krigen. Ydermere foretog hun en række interview med mennesker, der voksede op i efterkrigstiden, for at forstå, hvordan krigens traumer og tabuer kan sidde i kroppen, selv efter den officielt er afsluttet.

I bogen er Jens’ og Pouls far, Harald, en aktiv del af modstandsbevægelsen, men fortier samtidig en del af, hvad der foregår i deres lokale gruppe. De to brødres mor aborterer tidligt i bogen sit tredje barn og er efterfølgende følelsesmæssigt ustabil, og hendes dårlige nerver bliver ikke bedre af, at hun pga. farens aktive modstandsarbejde må gå under jorden og bo på loftet hos sin søster Ingeborg i slutningen af krigen og undvære sin mand, der forsvinder. Jens og Poul udvikler sig først forskelligt – Jens som forsigtig bognørd og Poul som kok på et skib – og siden ens, da de begge bliver lærere, og et faldefærdigt sommerhus ejet af den krigstraumatiserede købmand Møller bliver ligeledes fælles omdrejningspunkt for mange af brødrenes store livsbegivenheder.

Læseren følger med skiftende synsvinkel de to brødres opvækst, mens de danner deres identitet og finder deres livsledsagere, og på den vis er ”Vi er brødre” en klassisk coming-of-age-roman. Familiedramaet er mere underspillet og fortællestemmerne mindre rå end i ”Godhavn” og ”Karensminde”, snarere giver forfatterens omfattende research sig til udtryk i et detaljerigt generationsportræt af efterkrigstiden. Indtil videre agerer romanen punktum for slægtssagaen om Jens’ familie, der ved bogens slutning drager til Grønland, mens den oprørske Poul forsøger at finde sig til rette i det militærkuppede Chile, efter den marxistiske præsident Allende har forladt sit embede.

I Iben Mondrups roman ”Tabita” fra 2020 fortælles en tragisk historie om fattigdom, svigt, kolonialisme og grådighed gennem fire synsvinkler. Rosine, der er bedstemor til den grønlandske pige Tabita, indleder romanen i den vestgrønlandske by Upernavik. Hun står overfor at miste sin mand, den gamle fanger Vitus, der har brødfødt deres lille familie. Selv vil hun gerne dø og vende tilbage til naturen, men den stædige og viljestærke datter Abelone gør alt for at forhindre det.

47548764

Abelones stemme bærer næste afsnit, der er fyldt med drift. Abelones situation er ellers næsten umulig: Hun er højgravid og har i forvejen to børn. Hun bor med sin gamle mor i en lille hytte og arbejder som hushjælp, kiffaq, i et rigt dansk butiksbestyrerhjem. Da gamle Vitus er død, er der ingen til at fange mad til familien, og Abelone kæmper en umulig kamp. Efter en tragisk begivenhed må hun overlade babyen Vitus og den femårige Tabita til det danske par, Eva og Berthel.

Evas stemme bærer det næste afsnit, hvor familien med de to grønlandske adoptivbørn flytter til Humlebæk i 1970’erne. Tiden i Nordsjælland er præget af fortielser og manglende forståelse for børnenes situation, for Eva lider af dårlige nerver og manipulerer sin mand Berthel til at indrette deres liv efter sit hoved. Eksempelvis må børnene slet ikke tale som Grønland, fordi Eva bliver ked af det. Da Eva opdager en hemmelighed, som Berthel har båret på i mange år, bliver Vitus bortadopteret til en ny familie, og i den afsluttende del er det den 10-årige Tabita, der fortæller. De mange svigt har efterladt hende dybt utilpasset, og hun er begyndt at forestille sig, at hendes dukke fra Grønland kan snakke. Dukken overtaler hende bl.a. til at klippe halen af en kattekilling og til at løbe væk, hvor hun i et drømmesyn møder sin mor, der ammer hende, og i skolen er hun udsat for mobning fra en pigeklike. Hun finder hjælp hos drengen Alfred, men oplever til slut det største svigt af alle.

I ”Tabita” belyser Iben Mondrup et dansk tabu fra landets tid som kolonimagt og italesætter den umenneskeliggørelse, der skete med det grønlandske folk. Tråde af magt, manipulation, tingsliggørelse og drift løber gennem romanen, der rejser vigtige spørgsmål som: Når vi hjælper hinanden, presser vi så vores egen verdensforståelse ned over andre – eller fordømmer vi noget, vi ikke forstår?

I 2022 udgav Iben Mondrup anden del af Tabita-trilogien, ”Vittu”, der foregår i 1970’erne. Da ”Tabita” sluttede, var Vitus – eller Vittu, som er hans grønlandske navn – blevet forladt på et dansk børnehjem som 4-5-årig og havde boet der i fem år, mens bogen fulgte Tabita, der på de sidste sider af ”Tabita” var ved at løbe væk hjemmefra. I ”Vittu” vendes blikket mod Vittu.

61860762

Vittu er blevet adopteret fra børnehjemmet til et velstående hjem ved Aarhus hos parret Stig, der er embedsmand i Udenrigsministeriet, og Alice, der er kunstfotograf og oprindeligt fra Frankrig. Alice vil pga. en traumatisk barndom ikke videreføre sin egen slægt og er selv psykisk skrøbelig – såret, ensom og sårbar – og gennem hendes synsvinkel får læseren sympati for Alice. Samtidig får deres relation en misbrugsdimension: Alice giver Vittu det franske kælenavn Chouchou, hun tager billeder af ham på en udstillende måde, og drengen bliver hendes projekt og hendes legetøj.

Som en rammefortælling i ”Vittu” sidder den halvvoksne Vitus fast i en indesneet isoleret hytte i Grønland i 1983, hvor en isbjørn har dræbt hans tre slædehunde og stadig lurer i periferien. Rammefortællingen er med andre ord klaustrofobisk, men bliver også en forløsende faktor i den til tider uudholdelige fortælling om Vittus barndom og ungdom. Gennem sin tematik og sine synsvinkler kan ”Vittu” være svær at rumme, og det har bl.a. noget at gøre med den glidende overgang, der er i beskrivelsen af et nært forhold mellem mor og adoptivsøn, der udvikler sig seksuelt. Også sympatien for Alice, der udvikles fra læserens side, er med til at bidrage til den ubehagelige fornemmelse, da Alice begår overgreb på og misbruger sin relation til sin søn.

Som i de foregående romaner er sproget præget af malende beskrivelser, hvor alt det grimme og ulækre også får plads. Undervejs er der flere franske replikudvekslinger mellem Vittu og Alice, og synsvinklen bæres af de to i navngivne afsnit i kapitlerne.

Iben Mondrups trilogi om Tabita og Vittu slutter med ”Bjørn” (2023). Romanen starter i 1983, samme år som rammefortællingen i ”Vittu” foregår i. Stedet er syd for Nuuk, hvor den nu 24-årige Tabita har efterladt sin adoptivfar Berthel alene på land, mens hun er på den turistbåd, der har sejlet ham alene ud på sightseeing. Tabita har et jagtgevær og et stort behov for, at Berthel undskylder for fortidens svigt. Samtidig vil hun teste ham for, om han virkelig mener det.

136863274

Herefter rejser romanen til nordsjællandske Humlebæk i sommeren 1982, hvor Berthel og Evas ægteskab er ved at kuldsejle. Berthel er en del af det administrative arbejde med hjemmestyreordningen, og han føler sig voldsomt draget af at vende tilbage til Grønland. Eva kender sin mands skiftende humør og lejlighedsvise alkoholisme, som hun forsøger at forudse, og samtidig er hun ved at løsrive sig fra hjemmet og har bl.a. fået et frivilligt arbejde på et dyrehjem. Kapitlerne, hvor synsvinklen skifter mellem Berthel og Eva, ligner stykker fra et kammerspil om ægteskabsproblemer, og de to figurer Berthel og Eva får yderligere dybder og nuancer.

Berthel rejser til Nuuk for at finde sine voksne adoptivbørn, og da han er på vej ud på sin sightseeing, springer romanen tilbage til Tabita og hendes biologiske mor Abelone i vestgrønlandske Upernavik, sommeren 1982. Tabita er på vej for at blive genforenet med sin mor, og med sig har hun Vittus lyslevende barnespøgelse. Tabita tror nemlig, at hendes bror er død, som hendes adoptivforældre bildte hende ind, selvom 19-årige Vittu lever, og de senere genser hinanden. Moren Abelone, der også bærer synsvinklen undervejs, er meget syg. Det før så tætte bånd mellem mor og datter er afløst af sproglig forvirring og fremmedgørelse, så Tabita må flytte ned og bo hos naboerne Marie og Gideon, der er morens fætter og som lærer Tabita og sejle og jage.

”Bjørn” adskiller sig fra Iben Mondrup øvrige forfatterskab, da der ingen børnefortællere er med, og der er derudover mindre fokus på beskrivelser og mere på replikker og handling. Bogen har en opgørsstemning, der i sin indledende suspense-åbning ligner en thriller, og romanen tematiserer hævn, skyld og skam.