Niviaq Korneliussen
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Niviaq Korneliussen

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information. 2015. Opdateret af Maria Roslev, Bureauet, november 2020.
Top image group
Niviaq Korneliussen
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Main image
Korneliussen, Niviaq
Foto: Jørgen Chemnitz

Indledning

Niviaq Korneliussen er en helt ny stemme i Grønland. Med sin debutroman, ”HOMO sapienne” fra 2014, skrev hun som noget helt nyt i grønlandsk litteratur om homoseksualitet, identitet og kærlighed, temaer som hun også behandler i sin anden roman, ”Blomsterdalen” fra 2020. Niviaq Korneliussen er ikke bange for at bryde tabuer og skriver også om selvmord, død og misbrug. Hun skriver fornyende og forfriskende og giver i sine romaner et rørende portræt af grønlandsk ungdom i dag.

 

48595219

Blå bog

Født: 27. januar i 1990 i Nuuk, Grønland.

Uddannelse: Har studeret samfundsvidenskab på universitetet i Nuuk og læser psykologi på Aarhus Universitet.

Debut: HOMO sapienne. 2014.

Litteraturpriser: Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015. Nordisk Råds Litteraturpris, 2021. Bjørnsonprisen, 2022.

Seneste udgivelse: Blomsterdalen. Gyldendal, 2020. Roman.

Inspiration:Jeg har ikke rigtig noget idol, hehe.” (Interview med forfatterweb. 2015).

 

 

 

 

 

niviaq

Artikel type
voksne

Baggrund

”…, vores hænder fjerner tøj, vores kroppe, vores hud rører hinanden, hendes hånd strejfer, når dertil, det næste er det, jeg frygter, men jeg bevæger min hånd, kan godt, fordi det ikke er Peter, når dertil, opdager, at det ikke er en pølse, jeg bekræfter, fordi det ikke er en pølse, jeg bekræfter, at jeg kan lide det, har fundet mit svar, mit svar er lesbisk.”
”HOMO sapienne”, s. 43.

Den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen er født i 1990 i Grønlands hovedstad Nuuk, men hun er vokset op i Nanortalik, der ligger i Sydgrønland, og derfor ser hun sig selv som nanortalimmiutter. Hun er den midterste af tre søstre og er vokset op i en almindelig, moderne grønlandsk familie med en far, der er forvaltningschef for børnehaver og skoler i Sydgrønland og en mor, der arbejder på kontor hos retsvæsnet i Grønland.

Da hun som teenager sprang ud som lesbisk, modtog familien nyheden åbent og naturligt, men omgivelserne var knap så rummelige. Det valgte hun at ignorere dengang, men hun håber alligevel, at hendes debutroman ”HOMO sapienne”, der tematisk kredser om seksualitet, kan være med til at åbne debatten om homoseksualitet i Grønland, som hun mener nærmest er ikke-eksisterende: ”Bortset fra en dokumentarisk bog om nogle homoseksuelle, der er blevet interviewet, så har jeg ikke haft held til at finde noget om homoseksualitet i grønlandsk litteratur. Det gjorde det ekstra vigtigt for mig at skrive HOMO sapienne.” (Emil Eggert Scherrebeck: ”Danmark har lært mig mere end at lave brun sovs”. Information, 2014-11-15).

Niviaq Korneliussens forfatterskab begyndte i 2012 med novellekonkurrencen ”Allatta” for grønlandske unge. Hendes novellebidrag ”San Francisco” blev sammen med ni andre noveller udgivet i antologien ”Ung i Grønland – ung i Verden”, og det satte skub i skrivningen – godt hjulpet på vej af en litterær mentor, forfatteren Mette Moestrup, og et arbejdslegat på tre måneder fra det grønlandske selvstyre. Resultatet blev debutromanen ”HOMO sapienne”, der udkom i Grønland og Danmark i efteråret 2014. Niviaq er flydende på både grønlandsk og dansk og har derfor selv genskrevet debuten på dansk, for som hun siger: ”der er ingen, der skal røre ved min tekst.” (Helle Holm: ”Og så skrev jeg den bare”. Århus Stiftstidende, 2014-11-30).

Niviaq Korneliussen har udover forfattergerningen en drøm om at blive psykolog: ”Jeg har altid gerne villet være psykolog. Jeg elsker børn og håber, at jeg kan komme til at beskæftige mig med traumatiserede børn og børnehjemsbørn engang.” (Helle Holm: ”Og så skrev jeg den bare”. Århus Stiftstidende, 2014-11-30.) Derfor har hun forladt Grønland og er begyndt på psykologistudiet på Aarhus Universitet i august 2014.

HOMO sapienne

””Vil I vide, om det er en dreng eller en pige?” spørger jordmoderen.
Først nogle minutter efter fødslen opdager vi, at vi endnu ikke har tænkt på, hvilket køn barnet har. Det betyder jo ikke noget, tænker jeg. Jeg kan se på min søster, at hun tænker det samme.”
”HOMO sapienne”, s. 153.

I 2014 udkom Niviaq Korneliussens debutroman ”HOMO sapienne” med samme titel og på samme tid i Danmark og Grønland. Romanen handler om fem unge grønlændere, der alle på hver deres måde kæmper med seksualitet, identitet og eksistens. De fem hovedpersoner Fia, Inuk, Arnaq, Ivinnguaq og Sara er jeg-fortællere i hver deres kapitel. Kapitlerne er skarpt adskilte af et fotografi og en sangtekst, men jeg-fortællernes sprogtone lyder ofte ens, og derfor glemmer man indimellem, hvem der taler, og især glemmer man fortællerens køn. Dette formmæssige greb spejler fint hovedpersonernes seksuelle forvirring, og det inviterer læseren til ikke først og fremmest at se karaktererne som et køn. Trods sproglig lighed er de fem karakterer meget forskellige, og de repræsenterer forskellige sider af den grønlandske ungdom, der spænder fra den vrede bøsse Inuk over den melankolske Fia, der er på vippen til at springe ud, til Arnaq, der giver sin opvækst skylden for egne mangler.

51435095

De fem personer er tæt forbundne, og deres fortællespor griber konstant ind i hinanden. Inuk er som sagt bøsse og lillebror til Fia, der springer ud som lesbisk og forelsker sig i Sara, der er kærester med den transseksuelle Ivinnguaq. Arnaq er Fias biseksuelle veninde, der også bliver hendes første lesbiske oplevelse. Det er således åbenlyst, at både sex og køn udforskes og spiller en afgørende rolle for alle karaktererne, men romanen er i lige så høj grad en øm og smuk kærlighedshistorie.

Sprogligt veksles der mellem lange, næsten opremsende sætninger, kontante udsagn, dialoger, grafiske sms-udvekslinger, breve og sangtekster, og det giver et overbevisende indtryk af moderne ungdom. Tonen er energisk, direkte og konkret. Den associative prosa er nyskabende og velskrevet, og den giver fortællingen vitalitet og sanselighed. De fem fortællespor er forankrede i Nuuk, og derfor giver romanen også et unikt indblik i, hvad det vil sige at være ung netop under de geografiske betingelser. Samtidig giver sprogtonen, kønsproblematikken og kærlighedshistorien fortællingen noget almengyldigt, så den er rammende for alle unge uanset geografisk tilhørsforhold.

Blomsterdalen

”Jeg prøver at overbevise mig selv om, at når jeg vender mig om og ser Tasiilaqs fjelde en sidste gang, er det netop ikke sidste gang. At jeg vender tilbage til Blomsterdalen. Om ikke andet så min krop. Solen hænger lavt. Jeg vender mig om og kigger ned på vejen, indtil jeg kommer et godt stykke væk fra lufthavnen. Jeg kigger op og ser blå, rød, pink. Som en kæmpe kirkegård.”
”Blomsterdalen”, s. 230.

Niviaq Korneliussens anden roman, ”Blomsterdalen” fra 2020, handler om en ung, grønlandsk, lesbisk kvinde, der på den ene side er helt almindelig - ung, forvirret og forelsket - men på den anden har en længsel efter døden, der virker knap så almindelig. Og dog. Selvmordsraten er umådelig høj i Grønland, og næsten alle i samfundet har haft selvmordet tæt inde på livet. Også hovedpersonen, der som ganske ung mistede sin bedste ven til selvmord.

Romanen falder i tre dele med titlerne ”DE” ”DU” og ”JEG”, og vi følger den navnløse jeg-fortæller til Danmark, hvor kulturkløften udstilles med stor indsigt og udleverende humor, og til den østgrønlandske by Tasiilaq, hvor fortælleren ser den blomsterdal, titlen refererer til. Blomsterdalen er en kirkegård fyldt med hvide kors og kulørte plastikblomster, der markerer de dødes sidste hvilested. Her begraves kæresten Maliinas 17-årige kusine, der har taget sit eget liv, og stedet synes at drage hovedpersonen til sig med sin grufulde skønhed. Hendes livsglade kæreste Maliina lader ellers længe til at være hovedpersonens redning, men kusines selvmord får store konsekvenser og puster til længslen efter døden. De mange selvmord, der løbende remses op igennem romanen, virker næsten også som en nedtælling til hovedpersonens egen uundgåelige undergang.

48595219

Med romanen tager Korneliussen således fat i et af Grønlands helt store tabuer, selvmordet. Hun skriver om den sorg, magtesløshed og frygt det fører med sig uden at give psykologiske forklaringer. Det er råt og lader det op til læseren selv at forsøge at finde mening i de alt for mange selvmord.   

Dialogen har en central plads i romanen, og Korneliussens karakterer har det med at sige det, de mener, ligefremt og præcist. Naturbeskrivelserne er på samme måde nøgterne og præcise, og Korneliussen udtrykker sig generelt i korte sætninger. Det giver et højt fortælletempo og et meget direkte sprog, der er nemt at afkode. 

”Blomsterdalen” er en ungdomsroman, der giver et unikt indblik i, hvad det vil sige at være ung i Grønland, men romanen er også et vidnesbyrd om et samfundsproblem, der kræver handling. 

Genrer og tematikker

Niviaq Korneliussen skriver om at være ung. Hun skriver om eksistens og identitet og om at føle sig anderledes og gøre op med samfundets faste normer om forholdet mellem det biologiske køn og det seksuelle begær. Hun skriver om queer og om homoseksualitet, og både i debutromanen HOMO sapienne” og i ”Blomsterdalen” er det tydeligt, at det er svært at være bøsse i Grønland. Begge romaner tager fat i det, der gør ondt i livet, og som især i ungdomsårene virker altafgørende og definitivt, og derfor er kærlighed selvfølgelig også et af de helt store temaer.

Korneliussen skriver samfundskritisk, og hendes romaner udspiller sig i realistiske miljøer. Vidderne og de smukke naturbeskrivelser, der normalt kendetegner den grønlandske litteratur og fortælletradition, har en anden funktion i Korneliussens forfatterskab. Det er seksualiteten, følelserne, misbruget, døden, alkoholen og vreden, der pulserer i hendes romaner. Samtidig udstiller forfatteren den grønlandske intolerance over for homoseksualitet – især når det gælder drengene. Selv siger Niviaq Korneliussen om den samfundskritiske tematik: ”Det forfriskende ved min bog er, at jeg vender mig mod mine egne. Der er stadig hårdt brug for kritik i Grønland. Jeg tror, det er derfor, de unge har taget min bog til sig. Langt de fleste unge i Grønland er fuldstændig enige med mig i beskrivelsen af de sociale slagsider.” (Louise Folker Christensen: ”I Grønland bliver det ikke nævnt, at min bog handler om homoseksualitet.” Politiken, 2015-02-15).

Der er flere litteraturkritikere, der fremhæver, at Niviaq Korneliussen med sin debutroman skaber en helt ny genre. Den associative prosa, inddragelsen af sms-korrespondancerne, Jørgen Chemnitz’ ironiske fotografier, sangteksterne og ikke mindst forfatterens tematiske valg er alt sammen nyt – i hvert fald i grønlandsk litteratur. Det er ikke nemt at opstøve en grønlandsk samtidsroman, og derfor havde Niviaq Korneliussen lyst til at skrive en: ”Vi har dårlige erfaringer med grønlandske bøger fra folkeskolen, hvor man læser fortællinger fra fangerkulturen og erindringsromaner fra 1970'erne, og det er overhovedet ikke noget, vi interesserer os for. Også derfor havde jeg lyst til at skrive en samtidsroman.” (Tina Maria Winther: I Grønland holder man kæft. Politiken, 2014-11-23).

Beslægtede forfatterskaber

Der er to danske forfattere, der især er kendte for at skrive om Grønland. Kim Leine og Iben Mondrup. Alene af den grund er der ligheder mellem deres bøger og Niviaq Korneliussens romaner, fordi det tilsyneladende er umuligt at skrive om Grønland uden at berøre den postkoloniale tematik.

Iben Mondrups roman ”Godhavn” fra 2014 har dog en del mere til fælles med Niviaq Korneliussens HOMO sapienne”. De to romaner er begge kendetegnede ved et sprudlende og direkte sprog, og samtidig rummer de en vital spænding mellem det brutale og sprogligt direkte over for en øm sanselighed. Begge fortællinger er også flerstemmige. Niviaq Korneliussen fortæller sin historie gennem fem jeg-fortællere, mens Mondrup fortæller en tredjepersonsfortælling igennem tre søskende – Bjørk på omkring 8, Knut på 12 og Hilde på 15. Perspektivet på Grønland er dog forskelligt i de to bøger, eftersom Mondrup skriver om dansker-børn og derfor skriver om landet set udefra, mens Korneliussen skriver indefra. Aldersmæssigt er der også forskel på bøgernes hovedpersoner. Alligevel er begær et essentielt tema i begge bøger. Hvor Korneliussen mest skriver om det seksuelle begær, undersøger Mondrup begæret fra barnets perspektiv. Begge romaner leverer også et tidsbillede, selv om det er forskellige tider, de handler om. Mondrups fortælling udspiller sig 1970’erne, mens Korneliussens foregår lige nu og her.      

Et andet kendetegn ved Korneliussens forfatterskab er, at det ungdommelige især udfoldes i sproget. En anden dansk forfatter, der også har gjort sig bemærket ved det, er Hanne Højgaard Viemose. Hendes debutroman ”Hannah” fra 2011 er af samme årsag blevet kaldt en ungdomsroman – altså en bog som unge kan spejle sig i, og det kan man med rette hævde også er tilfældet for Korneliussens romaner.  

Enhver generation og nation har brug for litteratur at spejle sig i, og netop det håber Niviaq Korneliussen at kunne bidrage til. Hun siger: ”Unge – og grønlændere helt generelt – har ikke haft interesse for at læse grønlandske bøger, fordi det ikke rigtigt siger dem noget. Jeg vil gerne give dem noget nyt, noget befriende at læse, indholdsmæssigt. Så de kan se, at kunst kommer i forskellige former.” (Inge S. Rasmussen: ”Er de Grønlands nye fortællere?” Politiken, 2015-03-01).

Bibliografi

Romaner

Korneliussen, Niviaq:
HOMO sapienne. Milik, 2014. (Homo sapienne. 2014) Oversætter: Niviaq Korneliussen.
Korneliussen, Niviaq: Blomsterdalen. Gyldendal, 2020.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Niviaq Korneliussen

Kilder citeret i portrættet

Folker Christensen, Louise:
”I Grønland bliver det ikke nævnt, at min bog handler om homoseksualitet.” Politiken, 2015-02-15.
Rasmussen, Inge S.:
”Er de Grønlands nye fortællere?” Politiken, 2015-03-01.
Roslev, Maria:
Interview med forfatterweb. Marts 2015.