Niviaq Korneliussen

Den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen er født i 1990 i Grønlands hovedstad Nuuk, men hun er vokset op i Nanortalik, der ligger i Sydgrønland, og derfor ser hun sig selv som nanortalimmiutter. Hun er den midterste af tre søstre og er vokset op i en almindelig, moderne grønlandsk familie med en far, der er forvaltningschef for børnehaver og skoler i Sydgrønland og en mor, der arbejder på kontor hos retsvæsnet i Grønland.

Da hun som teenager sprang ud som lesbisk, modtog familien nyheden åbent og naturligt, men omgivelserne var knap så rummelige. Det valgte hun at ignorere dengang, men hun håber alligevel, at hendes debutroman ”HOMO sapienne”, der tematisk kredser om seksualitet, kan være med til at åbne debatten om homoseksualitet i Grønland, som hun mener nærmest er ikke-eksisterende: ”Bortset fra en dokumentarisk bog om nogle homoseksuelle, der er blevet interviewet, så har jeg ikke haft held til at finde noget om homoseksualitet i grønlandsk litteratur. Det gjorde det ekstra vigtigt for mig at skrive HOMO sapienne.” (Emil Eggert Scherrebeck: ”Danmark har lært mig mere end at lave brun sovs”. Information, 2014-11-15).

Niviaq Korneliussens forfatterskab begyndte i 2012 med novellekonkurrencen ”Allatta” for grønlandske unge. Hendes novellebidrag ”San Francisco” blev sammen med ni andre noveller udgivet i antologien ”Ung i Grønland – ung i Verden”, og det satte skub i skrivningen – godt hjulpet på vej af en litterær mentor, forfatteren Mette Moestrup, og et arbejdslegat på tre måneder fra det grønlandske selvstyre. Resultatet blev debutromanen ”HOMO sapienne”, der udkom i Grønland og Danmark i efteråret 2014. Niviaq er flydende på både grønlandsk og dansk og har derfor selv genskrevet debuten på dansk, for som hun siger: ”der er ingen, der skal røre ved min tekst.” (Helle Holm: ”Og så skrev jeg den bare”. Århus Stiftstidende, 2014-11-30).

Niviaq Korneliussen har udover forfattergerningen en drøm om at blive psykolog: ”Jeg har altid gerne villet være psykolog. Jeg elsker børn og håber, at jeg kan komme til at beskæftige mig med traumatiserede børn og børnehjemsbørn engang.” (Helle Holm: ”Og så skrev jeg den bare”. Århus Stiftstidende, 2014-11-30.) Derfor har hun forladt Grønland og er begyndt på psykologistudiet på Aarhus Universitet i august 2014.

I 2014 udkom Niviaq Korneliussens debutroman ”HOMO sapienne” med samme titel og på samme tid i Danmark og Grønland. Romanen handler om fem unge grønlændere, der alle på hver deres måde kæmper med seksualitet, identitet og eksistens. De fem hovedpersoner Fia, Inuk, Arnaq, Ivinnguaq og Sara er jeg-fortællere i hver deres kapitel. Kapitlerne er skarpt adskilte af et fotografi og en sangtekst, men jeg-fortællernes sprogtone lyder ofte ens, og derfor glemmer man indimellem, hvem der taler, og især glemmer man fortællerens køn. Dette formmæssige greb spejler fint hovedpersonernes seksuelle forvirring, og det inviterer læseren til ikke først og fremmest at se karaktererne som et køn. Trods sproglig lighed er de fem karakterer meget forskellige, og de repræsenterer forskellige sider af den grønlandske ungdom, der spænder fra den vrede bøsse Inuk over den melankolske Fia, der er på vippen til at springe ud, til Arnaq, der giver sin opvækst skylden for egne mangler.

51435095

De fem personer er tæt forbundne, og deres fortællespor griber konstant ind i hinanden. Inuk er som sagt bøsse og lillebror til Fia, der springer ud som lesbisk og forelsker sig i Sara, der er kærester med den transseksuelle Ivinnguaq. Arnaq er Fias biseksuelle veninde, der også bliver hendes første lesbiske oplevelse. Det er således åbenlyst, at både sex og køn udforskes og spiller en afgørende rolle for alle karaktererne, men romanen er i lige så høj grad en øm og smuk kærlighedshistorie.

Sprogligt veksles der mellem lange, næsten opremsende sætninger, kontante udsagn, dialoger, grafiske sms-udvekslinger, breve og sangtekster, og det giver et overbevisende indtryk af moderne ungdom. Tonen er energisk, direkte og konkret. Den associative prosa er nyskabende og velskrevet, og den giver fortællingen vitalitet og sanselighed. De fem fortællespor er forankrede i Nuuk, og derfor giver romanen også et unikt indblik i, hvad det vil sige at være ung netop under de geografiske betingelser. Samtidig giver sprogtonen, kønsproblematikken og kærlighedshistorien fortællingen noget almengyldigt, så den er rammende for alle unge uanset geografisk tilhørsforhold.