Linn Ullmann

Linn Ullmanns debutroman “Før du sovner” fra 1998 (“Før du sover”, 1999) foregår i tre forskellige perioder: Romanens nutid, som indleder og afslutter historien, og en omfattende mellemtid, hvor vi hører om hovedpersonen Karin Bloms opvækst i 1990’ernes Oslo. Og endelig en fjern fortid i 1930’ernes New York, som er rammen for fortællingen om Karins bedsteforældre, de norske immigranter, som slog sig ned i New York.

Morfaren Rickard Blom lærte aldrig at elske naturen i Norge, men han var henrykt over livet i New York, hvor han startede en kostumebutik, som blev en tordnende succes på grund af hans kompetente arbejde og entusiasme: “Han var sandsynligvis det eneste menneske i denne familie, der havde evnen til at lade sig overrumple af glæde”, fortæller Karin Blom (s. 170). Men som overalt i “Før du sover” er der en bagside af medaljen, for konen kan ikke leve op til sin mands billede af deres kærlighed, og hun længes hjem til Norge. Da Rickard pludselig dør, og Anden Verdenskrig nogle år senere slutter, kan hun rejse hjem med sine døtre.

Den ene datter, Anni, er Julie og Karins mor, og hende hører vi om i romanens “mellemtid”, da Karin er i tyverne. Ligesom den øvrige familie er Anni ret skør, “ikke vel forvaret”. Hun er til store følelser og drømme, hun er “uimodståelig” og en mandemagnet. Men Anni må affinde sig med en skilsmisse med Karins far og et job som frisør i Oslo. Anni prøver at være en god mor, som elsker sine børn, for det er hun opdraget til. Ikke desto mindre er hendes følelser ambivalente, for da Karin som lille lyver for hende, hvisker hun: “Karin, jeg elsker dig, fordi jeg er din mor, men jeg bryder mig ikke særlig meget om dig” (s. 42).

Karins søster Julie er depressiv, og i sine teenageår forsøger hun flere gange at begå selvmord. Hendes liv tager tilsyneladende en positiv drejning, da hun bliver gift med ‘den fortræffelige Alexander’ (som senere er Julie utro med hendes gode veninde, Val Bryn). Karin er skildret som den store forførerske, men hun er ikke decideret smuk, så alle de mænd, hun sætter sig for at forføre, ænser hende ikke til at starte med. Men så har hun sin stædighed og evnen til at synge.

22393308

Fortælleren Karin fungerer som en upålidelig fortæller, der tidligt i romanen gør rede for, hvordan hun som barn lærte at lyve på den anvendelige måde, og det er Karins subjektive udlægning af sin familie og sit privatliv, vi får. Men det er også en sprælsk fortæller, som springer frem og tilbage i tiden, både i år, uger, dage og timer, og fortællingen bliver meget kalejdoskopisk og dynamisk. Der er elementer af magisk realisme, for eksempel den tunge sten, som ligger i ægtesengen mellem Julie og Alexander. Eller en af Karins kærester, som forvandler sig til en makrel, da hun lister sig til at tage hans magiske cowboystøvler af.

Linn Ullmann præsenterer den idé, at “Kærligheden er vores sidste utopi, nu da vi hverken har Gud eller politik” (Carsten Andersen: Forføreren. Politiken, 1999-02-07). Dermed peger hun på det centrale tema i “Før du sover”; kærligheden og vores forventninger til den. Familien er et andet vigtigt tema, og Karin fortæller selv – eller via sin mor – om den store familie, hvor især kvinderne bliver grundigt beskrevet, mens mændene er mere perifere. Fælles for alle er, at de er excentriske på den ene eller anden måde: den gamle Selma er ondskabsfuld, når hun siger til sin niece Anni “Du er ikke en af dem, der ældes med stil, Anni. Indse, at det er forbi, min pige. Forbi!” (s. 29).

Tid er et tredje vigtigt element i romanen, for den indebærer forandringer til det værre og det bedre. Værre bliver det i Julie og Alexanders ægteskab og for Anni, der ikke kan forlige sig med, at hun ‘ikke ældes med stil’. Symbolet på den ‘store’ verdens tid er tidskapslen Cupaloy, som sænkes ned i jorden til verdensudstillingen i New York 1939. Den indeholder sin samtids ypperste frembringelser og tanker, samt hilsner fra berømte videnskabsmænd, og planen er, at den skal graves op igen efter 5.000 år, når alle visionerne er realiserede. Som parallel til Cupaloy laver Karin og Julies søn deres egen lille tidskapsel, når de gemmer en skat (værdifulde billeder og fodboldkort med mere) i en skotøjsæske. Skatten graver de ned i Frognerparken i Oslo, så de kan vende tilbage til den året efter.

Det er hård læsning, Linn Ullmanns roman “Nåde” fra 2002 (“Nåde”, 2003), som handler om den døende Johan Sletten. Johan er en ‘almindelig’ mand på 69 år, der tidligere var kulturjournalist, men blev fyret, fordi han havde oversat en tysk anmeldelse og fået den i avisen i sit eget navn. Privat er Johan gift med kone nummer to, den 53-årige læge Mai. Romanen starter, da Johan får stillet diagnosen uhelbredelig kræft. Derefter følger vi hans sygdomsforløb, indtil han dør nogle måneder senere.

Da Johan får at vide, at han skal dø, tager han tilløb og får fortalt det til sin elskede kone, som bryder ud i gråd. I samme åndedrag beder han hende om at yde aktiv dødshjælp, når han til sidst har for mange smerter og har mistet kontrollen over sig selv. Johan har ikke været en særlig beundret eller værdig mand, så det er meget vigtigt for ham, at han får en værdig død. Ikke mindst erindringen om faderen, som døde uværdigt – alene i bræk og smerter – skræmmer Johan. Men Mai svarer ikke, og i lang tid undgår hun emnet.

Johan ser tilbage på sit liv, mens han nærmer sig døden og forsøger at gøre status. Han tænker på sin første kone, som mindede ham om en hest. De havde en søn, men ikke et godt ægteskab, og Johan var lettet, da hun døde. Men senere, da Johan ligger på hospitalet, vender hun tilbage i hans febervildelse og plager ham. Johans tanker kredser hele tiden om hans snarlige død, og Mai vil ikke snakke om det. Da hun endelig gør, indvilger hun i at give ham en dødbringende sprøjte, når hans liv ikke er noget værd mere. Johan får det igen meget dårligt og bliver indlagt på hospitalet. Her skildrer Ullmann Johans mange tanker før døden: hans ændrede identitet som hospitalspatient, hans febervilde samtaler med døden og ekskonen, hans ønske om, at alt skal være betydningsladet, hans dårlige samvittighed over at være en byrde for Mai. Til sidst er der kun hans uudholdelige smerter og tabet af evnen til at kommunikere, og da er det, Mai giver ham sprøjten.

24638634

Fortællingen består af en nutid, Johans sygdomsforløb, og adskillige flashback til Johans barndom, det første ulykkelige ægteskab og det andet lykkelige med Mai, samt minder om hans tre venner og karrieren på avisen. Fortællerstemmen i “Nåde” er alvidende og befinder sig mest inde i Johans hoved. Til sidst bliver fortællerstemmen nødt til at forlade Johans tanker, for da er han død. Men det betyder, at den bidrager til at skildre døden. Det sker i romanens sidste linjer, da Mai har givet Johan sprøjten og er gået: “Et stort mørke falder over Johan Slettens ansigt. Han ville have sagt: Og dit hår, Mai, er smukkere denne morgen end det er alle andre morgener.” (s. 163).

Døden er et centralt tema, som også kærlighed er det. Johan kan ikke bryste sig af meget, men han er elsket af Mai, og han elsker Mai. Hun er hans nåde, som han siger flere gange, og han forstår ikke altid, at hun gider ham på trods af sygdom og alderdom. Men når han spørger hende, siger hun: “Men du er nu engang min Johan, og jeg er glad for dig”. Netop fordi Johan elsker Mai, ønsker han ikke, at hendes gode minder om ham skal fortrænges af en uværdig død, som det skete for Johans mor, da hans far døde. Johan siger “Mit liv har aldrig været en opvisning i værdighed” (s. 57), men det ønsker han, døden skal være. Dermed deltager romanen med mange nuancer i den verserende debat om aktiv dødshjælp: Det virker positivt, da Johan ønsker, at Mai skal hjælpe ham med at få en værdig død. Det gør hun, og hun tilstår over for overlægen, men frikendes af denne og bliver ikke retsforfulgt. Samtidig bliver vi delagtiggjort i Johans og Mais skiftende holdninger til, hvordan han skal dø, og Mais frygt for den mulige straf fra staten.

To historier udspiller sig parallelt i Linn Ullmanns “Et velsignet barn” fra 2005, (“Et velsignet barn”, 2006): Nutiden løber over nogle få dage, mens den 38-årige Erika kører fra Oslo til en ø i Østsverige, Hammersö, hvor hendes gamle far Isak bor. Erika har besluttet sig for at besøge Isak, uden hans samtykke, fordi hun tror, at han snart skal dø. Erika får endvidere overtalt sine to yngre halvsøstre til også at komme. Undervejs hører man om Erikas liv med børn, to eksmænd og lægekarriere. Fortællervinklen springer derefter over til den mellemste søster, Laura, som har et tilsyneladende perfekt liv, men alligevel ikke er helt tilfreds. Og man hører om den talentfulde yngste søster, Molly, der er i gang med en teaterinstruktørkarriere.

Søstrene har forskellige mødre, men samme far, Isak. Da Erika og Molly var børn, boede Isak på Hammersö med sin kone Rosa og deres barn Laura. Hver sommer kom Erika og Molly på besøg i en måned, og det er erindringerne herom, der er romanens vigtigste fortælling. I faderens hus hersker streng disciplin, for børnene må slet ikke komme ind i løbet af dagen, mens Isak arbejder med sin gennembrydende lægeforskning om ultralyd. Rosa er hjemmegående, og ligesom Isak er hun tilhænger af faste rutiner og klare regler. Men i løbet af dagen leger pigerne på øen, og her hersker jungleloven. Jo ældre de bliver, jo mere udvikler deres lege sig til mobning, uden de voksne opdager det. En dag kammer mobningen over, og en katastrofe indtræffer. Derefter er intet det samme, og det er slut med de varme somre på Hammersö. Der skal gå 25 år, før søstrene vender tilbage til øen.

26201985

Mobningen blandt teenagerne på Hammersö kan både være raffineret og simpel. De unge danner grupper, og her er det afgørende, om man er med eller ej. Det er i dette magtspil, at mobningen bliver psykologisk, og, ifølge Linn Ullmann, minder om storpolitik, hvor der forhandles, og nogle ikke må være med, mens de populære kan styre det hele. På den måde bliver denne form for mobning almenmenneskelig, for in- og eksklusionsmekanismer findes overalt. Mobningen kan også være meget konkret: Den er ydmygende, når teenagerne tvinger Ragnar til at drikke hestepis og smører hundelort i hans hår, og mobningen er decideret vold, når drengene igen og igen gennembanker Ragnar. Mobningen kædes ofte sammen med seksualitet, for her kan den ramme ekstra hårdt. Linn Ullmann problematiserer volden på følgende måde: “Jeg skriver om den vold, som de voksne vender sig bort fra, som de voksne ikke ser, fordi den er forklædt som leg”. (Søren Kassebeer: Kunst gør os ikke til bedre mennesker. Berlingske Tidende, 2006-04-15). Laura får en fatal og utilsigtet rolle i mobningen, som påvirker hende hele livet. I Lauras voksenliv i romanens nutid, forsøger hun at råde bod på fortiden ved at støtte manden Paahp, der ligesom Ragnar skiller sig ud – her fra børnefamilierne på Lauras villavej.

De sanselige somre på Hammersö har både elementer af udvikling og en verden, der bliver større, ikke mindst på det seksuelle område. Det gælder især for Erika, som læser pornoblade med pigekliken og giver Marion en orgasme, og som i al hemmelighed kæler med Ragnar i hans hytte i skoven. Samtidig er der en fornemmelse af økuller på Hammarsö, for magtspillene og sladderen kommer igen hvert år, og selvom Ragnar løber hurtigt, kan han aldrig helt undslippe øen. Molly og Erikas ‘halv’-status i forhold til familien, som både gæster og nære familiemedlemmer er et vigtigt element i forhold til søstrenes voksenliv. Endelig kan historien om de unge på Hammersö ses som en nyfortolkning af syndefaldsmyten: de har levet sorgløst på den idylliske ø, men pludselig begår de en forbrydelse, og da er barndommen med ét forbi, og de kan aldrig mere vende tilbage til Paradisets Have på Hammersö. Mollys barneoptimisme og -logik fungerer som et humoristisk modspil til disse tunge tematikker.

I 2015 udgav Linn Ullmann ”De urolige” (”De urolige”, 2016), som er en roman med tydelige selvbiografiske træk. Den handler om en pige, der vokser op med to kunstnerforældre, som kræver plads, og om hvilke omkostninger det har for barnet. ”Det er en bog, som problematiserer og undersøger og udfordrer, hvad det vil sige at skrive selvbiografisk,” har Linn Ullmann udtalt i et interview (Jeppe Bangsgaard: Linn Ullmann ”Hukommelsen bluffer hele tiden – præcis som en god forfatter”. Berlingske, 2016-08-18).

Romanens handling foregår fra pigens fødsel i 1966 til farens død i 2007, og kompositorisk springer den frem og tilbage i tid. Der anvendes et fortælleteknisk greb, hvor der veksles mellem den voksne jegfortæller og pigen i tredjeperson. Historien er skåret til, så tyngdepunktet er barndommen og ungdommen, mens den voksne jegfortællers liv med mand og barn træder i baggrunden, men går i dialog med den primære fortælling. Bogen begynder med den voksne jegfortællers møde med faren på hans landsted ved Hammars, hvor de har aftalt at skrive en bog om alderdommen, og hun når at optage en del samtaler med ham, men så dør han, og fortælleren har selv en modvilje mod at skrive deres fælles bogprojekt færdigt.

52557135

I stedet kommer der en smuk bog i lyrisk prosa ud af det, som skildrer tre slags kærlighed: Kærligheden mellem forældrene, kærligheden mellem barnet og forældrene, og kærligheden til det bestemte sted, man kommer fra. Faren beskrives som utrolig punktlig og lidt af en arbejdsnarkoman med faste rutiner, en mand som har fem koner, ni børn, fire huse, to biler, en swimmingpool og en biograf. Moren rejser meget på grund af jobbet og bor i lange perioder i udlandet. Pigen bor hvert år i juli en måned hos sin far, hvor hendes halvsøskende og farens nye kærlighed Ingrid også bor eller kommer på besøg, og resten af året bor hun hos sin mor, bl.a. i New York, og hun bliver tit passet af barnepiger. Pigen bryder sig ikke om at være barn og vil gerne være hurtig voksen, mens forældrene ofte agerer, som om de gerne vil være børn.

I romanen giver Ullmann ikke karaktererne navne, men kalder dem for ”moren”, ”faren” og ”pigen”. Derved opnår hun både at gøre det til en personlig og almen fortælling om et barns opvækst, som til tider er smertefuld, fordi hun tilsidesættes på grund af de voksnes kunstnerambitioner, men som også er fortalt med meget kærlighed og humor.