Linn Ullmann er det, man før i tiden kaldte ‘et uægte barn’, fordi hun er barn af to, der ikke var gift med hinanden. De var gift med nogle andre, og så var de i øvrigt ikke hvem som helst, men den verdensberømte svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman og den verdensberømte skuespiller Liv Ullmann.
Linn Ullmann blev født i 1966 i Oslo, men fordi hun var ‘et uægte barn’, ville præsten ikke døbe hende. Nogle år senere fik forældrene dog lov til at få hende døbt, men det blev som Karin Beate Ullmann, for Linn var ikke et lovligt navn. I dag er hun dog kendt som Linn Ullmann alligevel.
Da hun var ung, ville hun være operasanger, men hun skiftede mening og gik efter en skuespillerkarriere. Sandsynligvis inspireret af sin mor og de biroller, hun havde i sine forældres film, da hun var barn. I 1984 rejste Linn Ullmann til New York, hvor hun startede på en skuespillerskole. Men efter et par år skar hendes lærer igennem og sagde, at hun var en elendig skuespiller. Moderen erklærede sig enig, så Linn droppede de skrå brædder til fordel for litteraturstudier, ligeledes i New York. Hun blev færdiguddannet i 1988, hvorefter hun påbegyndte en Ph.d. Den opgav hun i 1992, da hun vendte tilbage til Norge og fik arbejde som journalist på den norske avis Dagbladet og senere Aftonbladet, hvor hun blev en respekteret kulturjournalist og kritiker.
Forfatterkarrieren startede med et brag, for allerede inden Linn Ullmanns debutroman “Før du sover” blev udgivet i Norge, var den via bogmessen i Frankfurt solgt til 15 lande. Hvis man overvejer, at Linn Ullmanns forældre er den berømte skuespillerinde Liv Ullmann og filminstruktør Ingmar Bergman, kan man let forestille sig, hvor meget ‘hype’, der var omkring Ullmanns romandebut. Faktisk så meget, at Ullmann bad sin forlægger om at trække den tilbage – en idé han overtalte hende til at opgive. I dag er Linn Ullmann en verdenskendt forfatter med bøger solgt i over 30 lande, og hun bor i Oslo med sin forfattermand, Niels Frederik Dahl, deres datter og børn fra tidligere ægteskaber.