Pige, 1983

Citat
”Han sagde jeg smilede til ham, men det er ikke sandt. Det jeg gjorde da jeg mærkede at han så på mig, var at rette mig op, rulle skuldrene tilbage – en lillebitte bevægelse – en enkel koreografi for en sekstenårig pige som har gjort sig færdig med barndommen.”
”Pige, 1983”, s. 20.

Linn Ullmanns roman ”Jente, 1983” fra 2021 (”Pige, 1983”, 2022) er en jeg-fortælling. Hovedpersonen er 16 år, da hun møder den 44-årige fotograf A i elevatoren i sin opgang i New York. Årstallet er 1983, og hun er modtagelig for blikke, der afspejler, at barndommen er slut. Den bekræftelse får hun af fotografen A sammen med en mulighed for at tage til Paris og lade sig fotografere. Pigen, der blev døbt Karin, farer hurtigt vild i Paris. Hun går gennem gaderne med sin mors røde hue og ender på A’s dørtærskel og derefter i hans seng.

134005815

I 1983 har den 16-årige pige glemt navnet på sit hotel og bærer kun på sedlen med A’s adresse. I 2014, hvor forfatteren første gang satte sig for at skrive om pigen i Paris, og i dag, hvor hun skriver bogen færdig, har hun glemt det meste. Men ikke natten i fotografens lejlighed og skammen, følelsen af noget forkert, der har fulgt hende lige siden. Løsrevet fra de faktiske hændelser.

Indimellem genkaldelsen – eller gendigtningen – af den 16-årige piges modelchance i Paris skriver den 55-årige forfatter sig igennem en depressiv tilstand. Ensomheden udfordres af et gensyn med den unge piges usynlige søster, hvis spørgsmål til forfatteren flere steder driver tanker ufrivilligt frem: ”Du er begyndt at komme uanmeldt, som da vi var børn. Lad mig være i fred, siger jeg. Gå din vej og plag nogle andre.” (s. 41).

Forholdet til den berømte mor, skuespiller Liv Ullmann, fylder både i nutiden og datiden. Blikket på moderen er kærligt beskrevet begge steder, selvom bogen også beskriver en barndom, der ikke var indrettet efter børn i traditionel forstand. 

Romanen er autofiktiv og svinger mellem nutid og 1983. Den er bygget op af brudstykker af hukommelse fra en lille uges tid alene i Paris som 16-årig, der har sat varige spor i den 55-årige jeg-fortællers krop. Tonen er undersøgende, intet står fast, heller ikke placeringen af skyld og følelserne omkring den faktiske hændelse: Sex mellem en 16-årig pige og en 44-årig gammel mand. 

Men ”ved at skrive det der skete, ved at fortælle historien så sandfærdigt som jeg kan, forsøger jeg at samle dem i én krop – kvinden fra 2021 og pigen fra 1983. Jeg ved ikke om det er muligt.” (s. 79).