Før du sover

Citat
“Du må kæmpe for ham, Julie, hvis du absolut vil beholde ham, siger Val Bryn. Staaand by your maaaan, synger Torild og nynner videre på melodien. Så synger vi: Staaaand by your maaaaan. Himmelhøjt jublende, bedrøvet til døden bryder Julie af og begynder at græde.”
“Før du sover”, s. 115.

Linn Ullmanns debutroman “Før du sovner” fra 1998 (“Før du sover”, 1999) foregår i tre forskellige perioder: Romanens nutid, som indleder og afslutter historien, og en omfattende mellemtid, hvor vi hører om hovedpersonen Karin Bloms opvækst i 1990’ernes Oslo. Og endelig en fjern fortid i 1930’ernes New York, som er rammen for fortællingen om Karins bedsteforældre, de norske immigranter, som slog sig ned i New York.
Morfaren Rickard Blom lærte aldrig at elske naturen i Norge, men han var henrykt over livet i New York, hvor han startede en kostumebutik, som blev en tordnende succes på grund af hans kompetente arbejde og entusiasme: “Han var sandsynligvis det eneste menneske i denne familie, der havde evnen til at lade sig overrumple af glæde”, fortæller Karin Blom (s. 170). Men som overalt i “Før du sover” er der en bagside af medaljen, for konen kan ikke leve op til sin mands billede af deres kærlighed, og hun længes hjem til Norge. Da Rickard pludselig dør, og Anden Verdenskrig nogle år senere slutter, kan hun rejse hjem med sine døtre.
Den ene datter, Anni, er Julie og Karins mor, og hende hører vi om i romanens “mellemtid”, da Karin er i tyverne. Ligesom den øvrige familie er Anni ret skør, “ikke vel forvaret”. Hun er til store følelser og drømme, hun er “uimodståelig” og en mandemagnet. Men Anni må affinde sig med en skilsmisse med Karins far og et job som frisør i Oslo. Anni prøver at være en god mor, som elsker sine børn, for det er hun opdraget til. Ikke desto mindre er hendes følelser ambivalente, for da Karin som lille lyver for hende, hvisker hun: “Karin, jeg elsker dig, fordi jeg er din mor, men jeg bryder mig ikke særlig meget om dig” (s. 42).
Karins søster Julie er depressiv, og i sine teenageår forsøger hun flere gange at begå selvmord. Hendes liv tager tilsyneladende en positiv drejning, da hun bliver gift med ‘den fortræffelige Alexander’ (som senere er Julie utro med hendes gode veninde, Val Bryn). Karin er skildret som den store forførerske, men hun er ikke decideret smuk, så alle de mænd, hun sætter sig for at forføre, ænser hende ikke til at starte med. Men så har hun sin stædighed og evnen til at synge.

22393308

Fortælleren Karin fungerer som en upålidelig fortæller, der tidligt i romanen gør rede for, hvordan hun som barn lærte at lyve på den anvendelige måde, og det er Karins subjektive udlægning af sin familie og sit privatliv, vi får. Men det er også en sprælsk fortæller, som springer frem og tilbage i tiden, både i år, uger, dage og timer, og fortællingen bliver meget kalejdoskopisk og dynamisk. Der er elementer af magisk realisme, for eksempel den tunge sten, som ligger i ægtesengen mellem Julie og Alexander. Eller en af Karins kærester, som forvandler sig til en makrel, da hun lister sig til at tage hans magiske cowboystøvler af.
Linn Ullmann præsenterer den idé, at “Kærligheden er vores sidste utopi, nu da vi hverken har Gud eller politik” (Carsten Andersen: Forføreren. Politiken, 1999-02-07). Dermed peger hun på det centrale tema i “Før du sover”; kærligheden og vores forventninger til den. Familien er et andet vigtigt tema, og Karin fortæller selv – eller via sin mor – om den store familie, hvor især kvinderne bliver grundigt beskrevet, mens mændene er mere perifere. Fælles for alle er, at de er excentriske på den ene eller anden måde: den gamle Selma er ondskabsfuld, når hun siger til sin niece Anni “Du er ikke en af dem, der ældes med stil, Anni. Indse, at det er forbi, min pige. Forbi!” (s. 29).
Tid er et tredje vigtigt element i romanen, for den indebærer forandringer til det værre og det bedre. Værre bliver det i Julie og Alexanders ægteskab og for Anni, der ikke kan forlige sig med, at hun ‘ikke ældes med stil’. Symbolet på den ‘store’ verdens tid er tidskapslen Cupaloy, som sænkes ned i jorden til verdensudstillingen i New York 1939. Den indeholder sin samtids ypperste frembringelser og tanker, samt hilsner fra berømte videnskabsmænd, og planen er, at den skal graves op igen efter 5.000 år, når alle visionerne er realiserede. Som parallel til Cupaloy laver Karin og Julies søn deres egen lille tidskapsel, når de gemmer en skat (værdifulde billeder og fodboldkort med mere) i en skotøjsæske. Skatten graver de ned i Frognerparken i Oslo, så de kan vende tilbage til den året efter.