Linn Ullmann er døbt Karin Beate Ullmann, så det er nærliggende at tænke, at det måske er hende selv, der taler gennem Karin i “Før du sover”. Mange har derfor spekuleret i, om det er Ullmanns kendte forældre og deres familier, hun skildrer. Men det afviser Linn Ullmann på det kraftigste, for hun “afskyr biografier og bøger om kändisser” (Carsten Andersen: Forføreren. Politiken, 1999-02-07). Men hun har alligevel ladet romanerne været inspireret – ikke dikteret – af sit eget liv. Hun har udtalt, at hun kan genkende Erikas kejtethed i kvindefællesskaber i “Et velsignet barn” fra sig selv. ”De urolige” har tydelige selvbiografiske træk og bruger sammenblandingen af forskellige genrer som selvbiografi, dokumentarisme og fri digtning. Sproget er lyrisk, og fortællingen går i dialog med anden litteratur, film, kunstværker og den vestlige kulturarv i det hele taget.
Fortælleformen i romanerne udgøres typisk af en nutidsfortælling, hvor man hører om hovedpersonen og de omgivende personers fortid gennem ‘flashbacks’. Den første roman er mest sprælsk i sin fortælleteknik, men Ullmann har valgt at “tøjle sig selv lidt mere, for hver bog, hun skriver” (Leonora Christina Skov: En samtale med levende og døde. Weekendavisen, 2006-04-28). Stilen i Ullmanns romaner er filmisk, scenerne klippes hårdt eller ‘fades’ ud, og lyset er altafgørende; det bestemmer, hvordan noget opfattes. Ragnar i “Et velsignet barn” mobbes med sit udseende, men for Erika ser han godt ud, hvis hun bare kniber øjnene lidt sammen, så lyset bliver rigtig skarpt.
Den skæve familie er et gennemgående træk i Ullmanns forfatterskab. Kernefamilien rumsterer som ideal i baggrunden, men den konkrete virkelighed er altid mere bøvlet. Kærlighed er også et centralt emne, for eksempel i ægteskabet mellem Julie og Alexander i “Før du sover”, hvor de er løbet tør for kærlighed, eller mellem Mai og Johan i “Nåde”, hvor Johan beder Mai om at slå ham ihjel, hvis hun elsker ham. Der er meget kærlighed i ”De urolige”, som beretter om forældrenes indbyrdes kærlighed og pigens kærlighed til forældrene, men også hendes ensomhed, længsel og savn efter dem, og hendes ønske om, at de alle tre skal leve sammen i stedet for adskilt.
Seksualitet er lige så vigtigt og kan være famlende som hos teenagepigerne i “Et velsignet barn” eller voldsom og erobringslysten som hos Karin i “Før du sover”. Tiden spiller ind i alle romaner som afgørende, i den forstand at personerne er resultatet af deres fortid. I “Nåde” bliver tiden katastrofal, fordi den bærer Johan tættere på kræftdøden. Det er tunge emner, Linn Ullmann beskæftiger sig med, men historierne bliver aldrig forstemmende, for hendes hyppige brug af humor bærer fortællingen oppe.