Sygeplejersken Stella falder ud fra taget på en ejendom i Oslo. “Når jeg er hos deg” fra 2001 (“Når jeg er hos dig”, 2002) fortæller historien om det to sekunder lange fald. Historien fungerer som et tilbageblik, hvor forskellige mennesker fortæller om Stellas – og deres eget – liv. Fortællerne udgøres af datteren Amanda, politiforskeren Corinne, ægtemanden Martin og den forbitrede Axel, som elsker Stella.
24022072
Romanen er en kinesisk æske af fortællinger, der alle vikler sig ind i hinanden, hvor linjerne mellem fiktion og realitet blandes sammen, og hvor hvert enkelt menneskes forståelse af – og kærlighed til – Stella farver deres historier. Og Stellas stemme høres som en hvisken mellem alle de andre stemmer.
Igennem Corinne, der efterforsker Stellas død, fortælles om Stellas to sekunders fald fra kærligheden: “det slog mig, mens vi sad der, at det var som om vi lavede en historie sammen, han og jeg, og at den egentlige historie, om hvad der var sket, slet og ret glippede for mig.” (s. 13). Det at fortælle en historie sammen bliver et billede på forholdet mellem mennesker, men ‘den egentlige historie’ forsvinder mellem fingrene på Corinne, akkurat som den gør for de andre karakterer i bogen og vel nok også for læseren selv. Det er ikke blot forholdet mellem Stella og Martin, der er præget af mangel på forståelse. Der er Axel, som aldrig kunne elske sin kone fysisk, og Martin der i søvne drømmer, at hans datter Bi er et monster og en skifting. Der er Stellas mor, som ikke kunne elske sin mand og datter, men heller ikke kunne forlade dem, Stellas datter Amanda, der drømmer om at falde gennem luften og blive til ingenting, men tilbyder sin krop til hvem som helst, og Martins farfar, der forlod hans farmor for at følge sine drømme, men i stedet endte med at dø af det.
“Når jeg er hos dig” er opdelt i syv afsnit: Fem kapitler, en prolog og en epilog. Prologen er en videooptagelse af Martin og Stella, natten før hun falder ned fra taget. De efterfølgende kapitler har alle overskriften Fald, og rummer, med undtagelse af kapitel tre, små fortællinger, øjebliksbilleder og erindringer, der tager udgangspunkt i Stella og hendes død, men i virkeligheden fortæller om andre slags fald. På engelsk kaldes det at blive forelsket, “to fall in love”. Der findes ikke nogen dansk ækvivalent til ordet “fall” i denne betydning, men “Når jeg er hos dig” er i højeste grad en fortælling om at falde, falde i kærligheden og at falde ud af den igen. Hvis det at falde er en metafor for kærligheden, finder Amanda måske netop de rigtige ord, når hun fortæller sin lillesøster, at deres mor i stedet for at dø blot “falder og falder uden at ramme jorden” (s. 18).
Det er derfor også passende, at det er den døde Stella, der får det sidste ord. Kapitel tre er Stellas egen fortælling, og hun indleder den med en monolog, som afspejler titlen: “Af og til når jeg er hos dig, spejler jeg mig i det forgyldte spejl, der hænger i gangen. Da forestiller jeg mig, at du stiller dig op bag mig, og at det er dit ansigt, jeg ser. Du er gammel og grim, og jeg elsker dig. Men jeg kan ikke lide, at du rører ved mig. Det synes jeg er ækelt. Du har kolde hænder. Du vil ikke slippe mig, når jeg vil gå.“ (Stella til Axel, s. 135). Den sidste sætning “Du vil ikke slippe mig når jeg vil gå” spiller på den forestilling, at kærlighed er som et gyldent bur, at vi binder hinanden fast for kærlighedens skyld, at det at falde frit gennem luften ikke er muligt, at det ikke er “naturligt for mennesker at flyve, vi hører til nede på jorden, det er ikke naturligt at overgive sig så betingelsesløst og forsvarsløst til et andet menneske...” (Stella , s. 66).
Titlen “Når jeg er hos dig” rammer ironisk plet i temaet for bogen, for det er netop fravær, der er den røde tråd gennem fortællingen. Fraværet af Stella som elsker, mor og veninde, og det dybere fravær; den ensomhed der findes mellem mennesker, som ikke længere kan finde ud af at elske hinanden.