Det er hård læsning, Linn Ullmanns roman “Nåde” fra 2002 (“Nåde”, 2003), som handler om den døende Johan Sletten. Johan er en ‘almindelig’ mand på 69 år, der tidligere var kulturjournalist, men blev fyret, fordi han havde oversat en tysk anmeldelse og fået den i avisen i sit eget navn. Privat er Johan gift med kone nummer to, den 53-årige læge Mai. Romanen starter, da Johan får stillet diagnosen uhelbredelig kræft. Derefter følger vi hans sygdomsforløb, indtil han dør nogle måneder senere.
Da Johan får at vide, at han skal dø, tager han tilløb og får fortalt det til sin elskede kone, som bryder ud i gråd. I samme åndedrag beder han hende om at yde aktiv dødshjælp, når han til sidst har for mange smerter og har mistet kontrollen over sig selv. Johan har ikke været en særlig beundret eller værdig mand, så det er meget vigtigt for ham, at han får en værdig død. Ikke mindst erindringen om faderen, som døde uværdigt – alene i bræk og smerter – skræmmer Johan. Men Mai svarer ikke, og i lang tid undgår hun emnet.
Johan ser tilbage på sit liv, mens han nærmer sig døden og forsøger at gøre status. Han tænker på sin første kone, som mindede ham om en hest. De havde en søn, men ikke et godt ægteskab, og Johan var lettet, da hun døde. Men senere, da Johan ligger på hospitalet, vender hun tilbage i hans febervildelse og plager ham. Johans tanker kredser hele tiden om hans snarlige død, og Mai vil ikke snakke om det. Da hun endelig gør, indvilger hun i at give ham en dødbringende sprøjte, når hans liv ikke er noget værd mere. Johan får det igen meget dårligt og bliver indlagt på hospitalet. Her skildrer Ullmann Johans mange tanker før døden: hans ændrede identitet som hospitalspatient, hans febervilde samtaler med døden og ekskonen, hans ønske om, at alt skal være betydningsladet, hans dårlige samvittighed over at være en byrde for Mai. Til sidst er der kun hans uudholdelige smerter og tabet af evnen til at kommunikere, og da er det, Mai giver ham sprøjten.
24638634
Fortællingen består af en nutid, Johans sygdomsforløb, og adskillige flashback til Johans barndom, det første ulykkelige ægteskab og det andet lykkelige med Mai, samt minder om hans tre venner og karrieren på avisen. Fortællerstemmen i “Nåde” er alvidende og befinder sig mest inde i Johans hoved. Til sidst bliver fortællerstemmen nødt til at forlade Johans tanker, for da er han død. Men det betyder, at den bidrager til at skildre døden. Det sker i romanens sidste linjer, da Mai har givet Johan sprøjten og er gået: “Et stort mørke falder over Johan Slettens ansigt. Han ville have sagt: Og dit hår, Mai, er smukkere denne morgen end det er alle andre morgener.” (s. 163).
Døden er et centralt tema, som også kærlighed er det. Johan kan ikke bryste sig af meget, men han er elsket af Mai, og han elsker Mai. Hun er hans nåde, som han siger flere gange, og han forstår ikke altid, at hun gider ham på trods af sygdom og alderdom. Men når han spørger hende, siger hun: “Men du er nu engang min Johan, og jeg er glad for dig”. Netop fordi Johan elsker Mai, ønsker han ikke, at hendes gode minder om ham skal fortrænges af en uværdig død, som det skete for Johans mor, da hans far døde. Johan siger “Mit liv har aldrig været en opvisning i værdighed” (s. 57), men det ønsker han, døden skal være. Dermed deltager romanen med mange nuancer i den verserende debat om aktiv dødshjælp: Det virker positivt, da Johan ønsker, at Mai skal hjælpe ham med at få en værdig død. Det gør hun, og hun tilstår over for overlægen, men frikendes af denne og bliver ikke retsforfulgt. Samtidig bliver vi delagtiggjort i Johans og Mais skiftende holdninger til, hvordan han skal dø, og Mais frygt for den mulige straf fra staten.